torsdag den 16. juli 2009

Om sammenhængen mellem følelser og selverkendelse

Jeg har altid ment, at selverkendelse er en af de vigtigste ting, der findes. Det implicerer, at man evner at være 100 % ærlig overfor sig selv og tør se på sine svage sider. For hvis man ikke tør se på sine svage sider, så er det umuligt at arbejde med dem. Hvis man ikke evner at gennemskue sig selv, så ved man dybest set heller ikke, hvorfor man handler, som man gør. Man handler i blinde. Derudover kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig nogensinde er ærlig, hvis man ikke engang kan være ærlig overfor sig selv? Det undrer mig virkelig meget, når jeg møder et menneske, som tydeligvis ikke er i kontakt med sig selv. Ganske ofte prøver de selv at se deres manglende selverkendelse som en styrke. Men hvori skulle denne styrke bestå? Jeg mener, at der er en enorm styrke og frihed i, at man evner konstant at være i kontakt med sine følelser og kunne give udtryk for dem, når man finder det nødvendigt. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen styrke i at gemme sine følelser eller fremstå overfladisk og ligegyldig. Som om at det på nogen måde skulle være et tegn for styrke. Tværtimod. Det er et svagt menneske, der ikke evner at være i kontakt med eller give udtryk for sine følelser. Jo mindre selverkendelse man har, jo mindre kontrol har man også over sig selv. Man kan heller ikke undertrykke følelser over længere tid af gangen. De vil på et eller andet tidspunkt komme op til overfladen og hvis man nægter at erkende deres eksistens, så kan de meget let overvælde en. Dermed kan ens følelser også hurtigt få en til at begå irrationelle handlinger eller sige ting, som man senere fortryder. Derfor bør man heller ikke se ens følelser som en modstander, som skal overrumples og kontrolleres. Følelser er ikke noget, som skal undertrykkes - de skal erkendes. For når man er i kontakt med sig selv og sine følelser, så er det også meget lettere at handle rationelt i overensstemmelse med sig selv og sine følelser. Uden kontakt til sine egne følelser, der kan livet også meget hurtigt virke farveløst og meningsløst. Og det er ikke mærkeligt, for der er aldrig nogen som er blevet lykkelige af at undertrykke deres følelser. Det fører til et fattigt liv.

Hvordan bliver man det, som man er? Kunne man spørge med nietzscheansk formulering. Det gør man ved at være sig selv. Som den kære Søren Kierkegaard formulerer det i et af mine yndlingscitater: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det.” For der findes ikke nogen penge eller titler i verden, som kan gøre et menneske lykkeligt. Det kan kun andre mennesker og vores følelser for dem. Og det er netop her, hvor selverkendelse og selvforståelse spiller en enorm vigtig rolle. Man opnår ikke nogen selverkendelse ved konstant at spille maskerade. For der skjuler man jo netop, hvem man er. Ikke bare overfor omverden, men også overfor sig selv. For jo mere maskerade man spiller, jo mere vil maskeraden også påvirke ens egen selvforståelse. Derfor kan det være farligt at spille maskerade over længere tid. For hver gang man skjuler en lille del af sig selv, så træder man også et skridt væk fra ens autentiske selv. Man tager afstand fra sig selv. Det betyder naturligvis ikke, at det altid er hensigtsmæssigt at sige alt, hvad man tænker eller føler. Men det er meget lettere at handle rationelt med sine følelser, når man gør det i fuld bevidsthed omkring sine følelser og forstår, hvorfor man føler, som man gør. Man bør aldrig gå på kompromis med sig selv eller sine følelser. Følelser giver nemlig én en meget vigtig information omkring, hvordan man har det psykologisk. Hvis man føler sig ked af det, så er det et tegn på, at der er noget galt med ens liv. At man må ændre noget. Præcis ligesom, når man føler smerte, hvis man f.eks. har brækket armen. Det er et tegn på, at man må have gjort noget ved problemet. Ingen rationelle mennesker ville forsætte deres liv, hvis deres arm gjorte meget ondt. De ville straks gå til lægen eller tage på skadestuen. Mærkeligt nok, så gælder denne rationelle tankegang ikke altid i samme omfang for de psykologiske problemer. Men ganske ligesom, at man ikke kan gå et brækket ben væk, så går følelserne heller ikke bare væk af sig selv, hvis man ignorer eller vælger at overse dem længe nok. Hvis man føler sig ked af det, så er det udtryk for, at der er noget galt. Og derfor må man overveje, hvorledes at man kunne få det bedre. Man må overveje ens liv på ny og udtænke en plan for, hvordan man kunne blive en mere glad eller lykkelig person. Følelser er skabt for at hjælpe mennesket frem mod et lykkeligt liv og derfor kan man heller ikke bare ignorere følelserne - uden at det får (ironisk nok) store psykologiske problemer.

3 kommentarer:

Søren Engelsen sagde ...

Hej Louise, det er et vigtig emne, du tager op, synes jeg.

Vi er overvejende på bølgelængde, men jeg har nogle kritiske bemærkninger, der måske kan nuancere billedet:

Har de mennesker, der ”ikke er i kontakt med sig selv”, virkelig som oftest en overbevisning om, at denne mangel på selverkendelse er en styrke? Jeg vil hævde, at langt de fleste, der ikke har den store selverkendelse, heller ikke har nævneværdige refleksive overvejelser om denne mangel.

Er der ikke masser af tilfælde, hvor fuldkommen kontrol med og bevidst undertrykkelse af følelser er fornuftigt? Når jeg skal tisse i bussen, har lyst til at kvæle mit barn, fordi hun ikke gider at sove, eller når jeg føler for at spytte på en rocker, fx? Jeg har med andre ord mange følelser, som jeg KUN kan betragte som min modstander! Du sætter en modsætning op mellem erkendelse af følelser og undertrykkelse af dem. Man kan vel undertrykke og kontrollere dem BEVIDST, og dette er vel godt, når de er ufornuftige? Måske ER det det, du mener?

Alt andet lige er selverkendelse en god ting, MEN: Jeg vil stille spørgsmålstegn ved, om selv-erkendelse af egne følelser og deres årsager ALTID er fornuftigt i lyset af idealet om at opnå lykke. Der er fx mennesker, som har så grumme traumer, at forsøget på at forstå dem evindeligt vil føre ulykke med sig, eftersom de i bund og grund er udtryk for EKSISTENTIEL tragedie og i denne forstand ikke KAN behandles. Forsøg på selverkendelse, frem for undertrykkelse af følelserne, vil derfor måske blot forstærke ulykken. Lars von Tries Antirchrist tematiserer i øvrigt bl.a. dette, tror jeg.

Så opererer du med begrebet om et autentisk selv, et ’sandt jeg’, som vi skal finde frem til ved at lade maskerne falde. For det første: Hvad består dette ’sande jeg’ i? Sagt anderledes: Kunne det tænkes, at det ikke findes, og at vores selv på niveauet af vores personlighed ikke er andet end vores masker/roller i mødet med andre? Vores personlighed og vores følelser opstår jo altid i en social kontekst i tid og rum, der er med til at bestemme vores person. Når jeg holder op med at agere overfladisk, er det således blot en ny kontekst i forhold til hvilken, jeg reagerer.

En integreret personligheds-identitet, som givetvis er en forudsætning for en tilværelse af lykke, skal måske snarere betragtes som det at konstruere en rød tråd i de myriader af roller, som vi spiller, når vi indgår i forskellige sociale sammenhæng - end i termer af 'det sande' kontra 'det falske' selv.

Det, vi er, er snarere en mulighed, end det er en entydig substantiel størrelse.

Mvh Søren

Louise sagde ...

Hej Søren!

Kritiske bemærkninger er også altid MEGET velkomne – specielt når de kommer fra dig – da de jo altid er ret kvalificeret og tankevækkende! :-D

Søren: Har de mennesker, der ”ikke er i kontakt med sig selv”, virkelig som oftest en overbevisning om, at denne mangel på selverkendelse er en styrke? Jeg vil hævde, at langt de fleste, der ikke har den store selverkendelse, heller ikke har nævneværdige refleksive overvejelser om denne mangel.

Tja, det kan du selvfølgelig have en vis pointe med! De mangler naturligvis jf. definitionen refleksion og selverkendelse og derfor er de naturligvis heller ikke selv bevidst omkring deres egen manglende erkendelse eller kontakt med dem selv. Men jeg mener nu stadig, at de ganske ofte ser den manglende selverkendelse eller selvforståelse som et tegn på styrke (de identificerer det bare ikke som en manglende selverkendelse). Det er svært at give nuancerede konkrete eksempler, da det principielt burde implicere at man også skrev alle detaljerne. Men det kunne f.eks. være, at de mener, at den manglende selverkendelse i virkeligheden er et tegn på et køligt overblik, professionalisme eller at de ikke lader dem styre af deres følelser. Selvom det måske i virkeligheden er et generelt problem, hvor de - ikke bare på arbejdspladsen – men også i privatlivet har svært ved at håndtere deres følelser. Jeg mener ikke, at man bliver mere eller mindre professionel ved at kontrollere eller skjule sine følelser – det bliver man et uroligt menneske af. Den gode leder mener jeg heller ikke er følelseskold eller overfladisk – men et helt menneske. Men det er jo altid lettere at se sine fejl som styrke!

Søren: Er der ikke masser af tilfælde, hvor fuldkommen kontrol med og bevidst undertrykkelse af følelser er fornuftigt? Når jeg skal tisse i bussen, har lyst til at kvæle mit barn, fordi hun ikke gider at sove, eller når jeg føler for at spytte på en rocker, fx?

Det er rigtig godt set! :-D For der er helt klart mange situationer, hvor vi helt bevidst undertrykker vores følelser – og med god grund. Det gælder f.eks. når et andet menneske behandler os dårligt, f.eks. ved at sige noget grimt, så kan man godt føle et umiddelbart behov for at svare noget lige så grimt (eller værre) tilbage – men man gør det ikke. Det er, fordi ens selvopfattelse har fået en større betydning end en tilfældig og på sin vis ligegyldig kommentar. Selvom jeg da heller ikke vil afvise, at det ikke kan være fornuftigt nogle gange at følge sine umiddelbare impulser eller følelser! Men det bunder vist i diskussionen om, hvad der er mest væsentligt: at tilfredsstille de kortsigtede eller langsigtede behov. Ofte vil vores eftergivenhed overfor vores umiddelbare impulser også kunne give en vis tilfredsstillelse, men til gengæld skader det i mange tilfælde vores langsigtede behov. Derfor tisser man ikke i bussen eller spytter på rockeren. Det er vel en del af det at blive voksen, at man evner at prioritere sine langsigtede behov og andres behov foran ens egne umiddelbare behov – også selvom de kan virke enormt påtrængende! Her vil jeg da også gerne lige bemærke, hvor skønt det er med nogle konkrete eksempler - det gør det altså noget lettere at diskutere!

Pga. Google (Blogger) så må min kommentar forsætte i den næste kommentar!

Louise sagde ...

Søren: Alt andet lige er selverkendelse en god ting, MEN: Jeg vil stille spørgsmålstegn ved, om selv-erkendelse af egne følelser og deres årsager ALTID er fornuftigt i lyset af idealet om at opnå lykke.

Nej, jeg mener bestemt heller ikke at fordybelse i traumer altid giver mere lykke. Hvis man føler sig lykkelig, så mener jeg bestemt heller ikke, at man nødvendigvis skal gå i gang med den store analyse af sig selv eller skal begynde at filosofere over meningen med livet. Jeg er også helt enig med dig i, at nogle traumer måske er bedre bare at ligge bag sig – frem for at grave i dem. Simpelthen, fordi genkaldelsen af erindringerne kan være langt mere skadelige end de gavnlige effekter! Så jeg mener ikke, at der er nogen grund til at overveje alle traumatiske oplevelser – medmindre at de skulle give anledning til problemer i ens nuværende liv. Jeg mener til gengæld, at det altid er ret væsentligt at være i kontakt med sig og være sine følelser bevidst (altså dem som vedrører ens nuværende liv).

Søren: Så opererer du med begrebet om et autentisk selv, et ’sandt jeg’, som vi skal finde frem til ved at lade maskerne falde.

Det er ikke, fordi at jeg mener, at selvet nødvendigvis skulle være sådan en definerbar kerne. Men jeg mener helt klart, at vores personlighed er mere end blot masker og roller! Jeg mener nemlig også, at personlighed også i en vis grad er medfødt – da selv små børn viser tegn på forskellig personlighed! Mener du, at disse forskelle bare er et spørgsmål om opdragelse (roller/masker)? Selvom denne personlighed naturligvis også godt kan påvirkes i forskellige retninger af forskellige oplevelser. Med hensyn til overfladiskhed, så mener jeg heller ikke, at der er noget galt i at have overfladiske forhold – de er jo i en vis grad en del af hverdagen. Jeg påpeger bare, hvorledes antallet af overfladiske relationer og graden af overfladiskhed kan påvirke menneskets egen selvforståelse. Derudover kan det også være et tegn på psykologiske problemer såsom manglende selverkendelse og forståelse af ens egne følelser.

Søren: En integreret personligheds-identitet, som givetvis er en forudsætning for en tilværelse af lykke, skal måske snarere betragtes som det at konstruere en rød tråd i de myriader af roller, som vi spiller, når vi indgår i forskellige sociale sammenhæng - end i termer af 'det sande' kontra 'det falske' selv.

Tja, jeg mener nu heller ikke, at der er tale om noget falsk selv. Når jeg taler om en manglende selverkendelse, så mener jeg mere en manglende bevidsthed omkring ens følelser og en manglende forståelse af, hvordan et menneske reagerer i forskellige situationer.

Jeg beklager min lange svartid, men jeg har desværre brugt hele min ferie på at sætte i stand og flytte, så jeg slet ikke har haft tid til bloggen! Men mange tak for de kritiske og (som du selv påpegede) nuancerede bemærkninger! :-D

Med venlig hilsen

Louise