Om sammenhængen mellem følelser og selverkendelse

Jeg har altid ment, at selverkendelse er en af de vigtigste ting, der findes. Det implicerer, at man evner at være 100 % ærlig overfor sig selv og tør se på sine svage sider. For hvis man ikke tør se på sine svage sider, så er det umuligt at arbejde med dem. Hvis man ikke evner at gennemskue sig selv, så ved man dybest set heller ikke, hvorfor man handler, som man gør. Man handler i blinde. Derudover kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig nogensinde er ærlig, hvis man ikke engang kan være ærlig overfor sig selv? Det undrer mig virkelig meget, når jeg møder et menneske, som tydeligvis ikke er i kontakt med sig selv. Ganske ofte prøver de selv at se deres manglende selverkendelse som en styrke. Men hvori skulle denne styrke bestå? Jeg mener, at der er en enorm styrke og frihed i, at man evner konstant at være i kontakt med sine følelser og kunne give udtryk for dem, når man finder det nødvendigt. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen styrke i at gemme sine følelser eller fremstå overfladisk og ligegyldig. Som om at det på nogen måde skulle være et tegn for styrke. Tværtimod. Det er et svagt menneske, der ikke evner at være i kontakt med eller give udtryk for sine følelser. Jo mindre selverkendelse man har, jo mindre kontrol har man også over sig selv. Man kan heller ikke undertrykke følelser over længere tid af gangen. De vil på et eller andet tidspunkt komme op til overfladen og hvis man nægter at erkende deres eksistens, så kan de meget let overvælde en. Dermed kan ens følelser også hurtigt få en til at begå irrationelle handlinger eller sige ting, som man senere fortryder. Derfor bør man heller ikke se ens følelser som en modstander, som skal overrumples og kontrolleres. Følelser er ikke noget, som skal undertrykkes - de skal erkendes. For når man er i kontakt med sig selv og sine følelser, så er det også meget lettere at handle rationelt i overensstemmelse med sig selv og sine følelser. Uden kontakt til sine egne følelser, der kan livet også meget hurtigt virke farveløst og meningsløst. Og det er ikke mærkeligt, for der er aldrig nogen som er blevet lykkelige af at undertrykke deres følelser. Det fører til et fattigt liv.

Hvordan bliver man det, som man er? Kunne man spørge med nietzscheansk formulering. Det gør man ved at være sig selv. Som den kære Søren Kierkegaard formulerer det i et af mine yndlingscitater: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det.” For der findes ikke nogen penge eller titler i verden, som kan gøre et menneske lykkeligt. Det kan kun andre mennesker og vores følelser for dem. Og det er netop her, hvor selverkendelse og selvforståelse spiller en enorm vigtig rolle. Man opnår ikke nogen selverkendelse ved konstant at spille maskerade. For der skjuler man jo netop, hvem man er. Ikke bare overfor omverden, men også overfor sig selv. For jo mere maskerade man spiller, jo mere vil maskeraden også påvirke ens egen selvforståelse. Derfor kan det være farligt at spille maskerade over længere tid. For hver gang man skjuler en lille del af sig selv, så træder man også et skridt væk fra ens autentiske selv. Man tager afstand fra sig selv. Det betyder naturligvis ikke, at det altid er hensigtsmæssigt at sige alt, hvad man tænker eller føler. Men det er meget lettere at handle rationelt med sine følelser, når man gør det i fuld bevidsthed omkring sine følelser og forstår, hvorfor man føler, som man gør. Man bør aldrig gå på kompromis med sig selv eller sine følelser. Følelser giver nemlig én en meget vigtig information omkring, hvordan man har det psykologisk. Hvis man føler sig ked af det, så er det et tegn på, at der er noget galt med ens liv. At man må ændre noget. Præcis ligesom, når man føler smerte, hvis man f.eks. har brækket armen. Det er et tegn på, at man må have gjort noget ved problemet. Ingen rationelle mennesker ville forsætte deres liv, hvis deres arm gjorte meget ondt. De ville straks gå til lægen eller tage på skadestuen. Mærkeligt nok, så gælder denne rationelle tankegang ikke altid i samme omfang for de psykologiske problemer. Men ganske ligesom, at man ikke kan gå et brækket ben væk, så går følelserne heller ikke bare væk af sig selv, hvis man ignorer eller vælger at overse dem længe nok. Hvis man føler sig ked af det, så er det udtryk for, at der er noget galt. Og derfor må man overveje, hvorledes at man kunne få det bedre. Man må overveje ens liv på ny og udtænke en plan for, hvordan man kunne blive en mere glad eller lykkelig person. Følelser er skabt for at hjælpe mennesket frem mod et lykkeligt liv og derfor kan man heller ikke bare ignorere følelserne - uden at det får (ironisk nok) store psykologiske problemer.