søndag den 17. oktober 2010
Kulturnat 2010 i København
Jeg har aldrig haft muligheden for at deltage i kulturnatten før (primært pga. arbejde) men i år fik jeg endelig muligheden, da jeg havde ferie. Jeg havde på forhånd udvalgt en del steder, som jeg gerne ville se, men jeg anede virkelig ikke, hvor hurtigt sådan en aften går. Så vi nåede faktisk kun at besøge et par stykker af de steder, som vi havde udvalgt på forhånd (vi prioriterede de steder, som man normalt ikke kan besøge sådan uden videre). Vi havde egentlig planlagt at begynde med Folketinget, men tilfældighederne ville, at vi først fik set C.F. Hansens græsk inspirerede og nyklassicistiske (tempel) Christiansborgs Slotskirke og derefter De Kongelige Repræsentationslokaler. Det var super flot og da vi trådte ind i Riddersalen begyndte Den Kongelige Livgardes Musikkorps at spille en lille koncert. Her var jeg faktisk allerede godt tilfreds med udbyttet af mine 85 kroner (hvilket jo også dækkede transporten) men aftenen var langt fra slut. Derefter gik turen til Folketinget, hvor alle partierne tog meget varmt imod os med stor entusiasme. Vi begyndte med at få en Socialdemokratisk muffin sammen med Mogens Lykketoft og derefter gik turen til Venstre, hvor der var europæisk chokoladekage og politiker- Jeopardy. Her tabte Søren Pind, mens jeg modstod fristelsen for at vende Den Danske Kvalitetsmodel med sundhedsminister Bertel Haarder, selvom manden selv udfordrede skæbnen ved at udveksle et par ord med mig. Efterfølgende besøgte vi både de Konservative, SF og Enhedslisten, hvor både Tom Behnke og Villy Søvndal også viste, at de ikke var bange for at møde befolkningen. Senere gik turen forbi Liberal Alliance, hvor Simon Emil Ammitzbøll holdt en brandtale for, hvor mange ligegyldige lovforslag der blevet diskuteret i den forløbne uge i Folketinget - den endeløse opremsning af lovforslag fik smilet frem på læberne af de mange tilfældige forbipasserende. Herefter så vi Finansudvalgets mødelokale og i Europaudvalgets mødelokale fortalte Lone Dybkjær, hvordan arbejdet foregår i Europaudvalget. Herefter kom vi til at se på uret og så måtte vi skynde os af sted til vores reserverede bord på Tony’s. Tony’s er en moderne italiensk/New York restaurant i havnegade tæt på Kongens Nytorv, hvor de har (som der står i Tony’s manifest) ”fremragende mad & drikke til en ualmindelig fornuftig pris” men hvor de til gengæld ikke fortæller ”lange historier om maden” eller kender ”de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse”. Efter en fantastisk middag gik turen tilbage, hvor Børsen lukkede lige for næsen af os. Derefter gik turen til Højesteret, hvor vi måtte vente i kø i en lille times tid i en ret kølig aftenvind - inden at Børge Dahl (den nye Højesteretspræsident) bød os indenfor i varmen. Herefter fik vi en meget flot guidet rundvisning af en ung dommerfuldmægtig, som var virkelig dygtig til at referere til alle de store retssager og fortælle alle de spændende detaljer, hvilket også fordrede til mange gode (kloge) spørgsmål undervejs på rundturen. Turen gik både igennem alle retssalene og Højesteretsbiblioteket og inden vi forlod Højesteretsbygningens store port, så var klokken et par minutter i midnat. Således forløb en fantastisk aften i København (som bortset fra Tony’s) kun havde kostet 85 kr. Det var ærgerligt, at man ikke kunne nå at se mere - og derfor skal det helt klart også gentages igen næste år (hvis arbejdet altså tillader det). Derudover så har vi jo også stadig fribilletten til et af de københavnske museer (hvilket også er inkl. i de 85 kr.) – det bliver jo nok favoritten Glyptoteket. (Tak for lån af billedet til Kulturnatten.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar