Linda på Blogsbjerg skriver om tabet af hendes veninde til kræft. Hun nævner et emne, som de fleste mennesker nok har støt på, hvis de har mistet en nær ven eller et nært familiemedlem. Nemlig den tomhed der opstår efter personen er død. Det uforståelige fravær af personen. Jeg har desværre oplevet det et par gange efterhånden. Det kan være svært at forstå, at personen aldrig mere kommer tilbage og at personen aldrig mere skal være en del af ens liv. Det kan godt give nogle mennesker den ide, at livet er meningsløst. For, hvad skulle pointen dog være med at leve, når man alligevel skal dø og miste alt, hvad man har opnået? Hvorfor skal man finde en partner, når man i sidste ende mister hinanden igen? Hvorfor få børn, hvis de alligevel dør før en? Sådan stiller livets triste og nogle gange uforståelige begivenheder spørgsmålstegn ved livets mening. Nogle mennesker frygter dette afsavn så meget, at de slet ikke tør elske. Det er dog set med mine subjektive øjne en meget tragisk konklusion på det faktum, at livet rummer både glæde og sorg.
I den vestlige verden har vi et distanceret forhold til døden. Både fordi vi har en høj levestandard i forhold til andre lande og derfor bliver vi ikke nødvendigvis konfronteret med døden hver dag. Og når vi bliver konfronteret med døden, så betaler vi andre mennesker for at tage sig af vores afdøde. I andre dele af verden tager man sig selv af sine afdøde venner og familiemedlemmer. Det giver helt sikkert også en ganske god forståelse af, at vedkommende rent faktisk er død. Måske mister vi en del af forståelsen for døden, når vi betaler andre for alt det praktiske. Og det kan være uheldigt, da døden og sorgen har også en funktion, nemlig at minde os om at livet ikke varer for evigt. At vi ikke kan tage livet for givet.
Ifølge den nyeste statistik fra Danmarks Statistik 2013 bliver mænd gennemsnitlig 77,3 og kvinder 81,6 år – men der er jo ikke nogen garanti for, at vi bliver 77 eller 81 år. Det er blot et gennemsnit. Vi kan alle dø før tid. Man kan blive slået ihjel i trafikken, blive ramt af et hjerteanfald eller falde om og slå hovedet på en uheldig måde. Det kan ske for enhver - til enhver tid. Det er vigtigt at huske på. Det vil ikke altid være muligt at udskyde det til i morgen. For en dag er der ikke nogen i morgen.
Livet har ikke nogen objektiv mening. Livet giver kun mening ud fra et subjekt - selvom de fleste mennesker nok dybest set ønsker sig det samme. Der er blevet moderne at arbejde så meget som overhovedet muligt hele tiden, men her vil jeg gerne minde om, at der aldrig nogensinde har været et menneske som på sin dødsdag fortrød, at vedkommende ikke havde brugt mere tid på arbejde. Tværtimod fortryder de fleste med tiden, at de ikke brugte mere tid på de ting, som virkelig betyder noget. Gjort de ting, som de drømte om. Mange mennesker bruger også ekstremt meget af deres liv på at imponere andre mennesker ved at anskaffe sig fine titler, dyre boliger og smart tøj osv. Det er også fint, hvis det gør en lykkelig og man gør det for sin egen skyld. Men hvis man blot gør det for at imponere eller overgå andre, så vil man en dag blive ramt af en meget stor meningsløshed og tomhed. For lykke handler ikke om at imponere andre mennesker eller gøre de ting, som andre mennesker tillægger betydning. Det er livet alt for kort til. Livet bør derfor kun bruges på de vigtige ting, som gør en selv og de mennesker man elsker lykkelige. Dette mener jeg også må implicere, at man forsøger at være et godt (med)menneske - for der er aldrig nogen mennesker der er blevet lykkelige af at behandle andre mennesker dårligt. Døden bør også minde os om, at vi skal værdsætte hinanden, så længe vi har hinanden. For intet varer for evigt. Hvorvidt der er et liv efter døden - det finder vi alle ud af en dag. Men indtil da må det vigtigste være at leve det liv, som vi med sikkerhed er blevet givet, mens vi har det…
