Billedet ovenfor illustrerer meget godt, hvordan min hjerne typisk reagerer på forskellige ting. Der er ikke rigtig nogen gråzone mellem begejstring og kedeligt. I går så jeg programmet ”Jeg vil være Ole Henriksen”. Jeg vil ikke være Ole Henriksen, men jeg må sige, at jeg elsker ham virkelig højt. Hvordan kan man andet? Han er da et helt igennem fantastisk menneske. Personligt kan jeg desværre ikke helt matche hans positive indstilling, men jeg arbejder naturligvis hele tiden på sagen. For knapt et år siden mødte jeg rent faktisk Ole Henriksen i København. Den dag havde min datter på 1 ½ år naturligvis fået et slemt udslæt i ansigtet (hvilket hun selvfølgelig aldrig har haft hverken før eller siden). Hun er ellers en meget køn pige og jeg har altid fået mange komplimenter fra fremmede mennesker på gaden, når jeg kommer gående med hende. I det jeg gik ud fra en butik, hørte jeg en mandlig stemme sige: "Neeeejjj, sikke dog en køn lille pige". Jeg gloede lidt vantro på det ubehagelige udslæt på min datters kønne ansigt og tænkte ved mig selv, at udslættet måske ikke var så slemt alligevel. (Det var det.) Mens jeg forsatte fremad, kiggede jeg til siden for at takke vedkommende for komplimentet. Da jeg fik øje på ansigtet, så stoppede jeg helt op og stirrede vantro på manden. Jeg genkendte med det samme Ole Henriksens ansigt. Jeg kan huske, at jeg fik fornemmelsen af, at jeg måtte have fået noget i øjnene og ikke så helt klart. Så jeg blinkede med øjnene. Så følte jeg et kort øjeblik, at det måtte være en drøm. Men min tanke blev afbrudt af min mands tak for komplimentet og et par dråber, der faldt fra himlen og ramte mit ansigt, da jeg nu havde passeret et halvtag og var stoppet op under åben himmel ude på gaden. Det var så her, hvor min hjerne gerne skulle komme på banen og formulerer noget fornuftigt. Gerne noget sjovt eller noget sødt. Det gjort den bare ikke. Den var gået i koma. Intet kom ud af min mund. Ole Henriksen smilede hurtigt til min mand og så tilbage på mig. Jeg smilede heldigvis helt naturligt tilbage til Ole Henriksen - men jeg sagde intet. Så gik vi videre. Jeg var fuldkommen overrumplet. Jeg har set mange kendte i byen, men jeg har aldrig før mødt et af mine idoler face-to-face. Det eneste som kan gøre mig stille er nok komplimenter, gaver og ekstremt ubehøvlede eller uintelligente kommentarer. Det får øjensynlig min hjerne til at gå selvsving, der dermed forhindrer enhver tale, enten i forlegenhed eller i chok over niveauet af uforskammethed eller dumhed. Tak hjerne for at svigte mig i sådan et vigtigt øjeblik. Ved I, hvornår min hjerne aldrig mangler sjove kommentarer? Når jeg skal sove. Så er det jo også ekstremt vigtigt at holde sig selv vågen med sjove jokes. Hvorfor skulle man også være frisk den næste dag, hvis man kan havde det sjovt hele natten. Eller også kan ens hjerne bruge 3 timer på at analysere en eller anden ligegyldig kommentar nu, hvor man alligevel bare ligger der og keder sig. Jeg trøster mig dog med, at jeg øjensynlig ikke er den eneste, der har det på den måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar