onsdag den 21. januar 2015

Om succes, fiasko og forberedelse


Den, der aldrig prøver, fejler heller aldrig. Derfor må det også være dem, der forsøger sig mest, som begår de fleste fejl. Winston Churchill har engang skrevet: "Success consists of going from failure to failure without loss of enthusiasm". Det er sandt. Derfor er det også meget vigtigt, at man kan grine af sig selv. Grine af sine egne fejl og fiaskoer. For selvom man er perfektionistisk, så begår man altid før eller siden fejl eller også går det alligevel ikke som forventet, selvom man gjorte alt korrekt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan lære noget af det. Her er det vigtigt at have modet til at kunne se ens fejl i øjnene eller se på, hvad man kan gøre anderledes en anden gang. Ellers stopper man jo med at lære noget nyt og udvikle sig. Der er nogle mennesker, der helt seriøst mener, at de aldrig begår fejl. Det kan kun skyldes en af to mulige forklaringer - enten:

1. Udretter de intet - og dermed begår de heller aldrig nogen fejl.

2. Tør de ikke indrømme det overfor sig selv - og dermed udvikler de sig aldrig.

Hvis man ikke begår fejl, så bliver man heller ikke klogere. Uden fejl - ingen læring.  Jeg elsker Benjamin Franklins udtryk: "By failing to prepare, you are preparing to fail". Hvis man ikke forbereder sig, så forbereder man sig på at fejle. Mange fiaskoer skyldes helt klart al for dårlig forberedelse. Sagde nogen IC4, Amanda eller Rejsekortet? Derfor sætter jeg efterhånden også en større ære i selve forberedelsen end resultatet af anstrengelserne. Tit lærer man også meget mere af forberedelserne end selve eventen, som forberedelserne skal bruges til. Der er helt klart ikke nogen bedre læremester end fejl, fiaskoer og nederlag. Succes kan man i virkeligheden ikke bruge til særlig meget. Og selvom jeg er skarp modstander af janteloven, så tror jeg, at for meget succes i for lang tid før eller siden begynder at virke fordummende. Man lærer af sine fejl - og kun meget sjældent af ens succes.

Ingen kommentarer: