Om nærvær

Torben Chris har sagt, at når Rådet for Sikker Trafik sammenligner det at tale i mobiltelefon med at køre med en pose over hovedet, så bør politikerne i Folketinget, der styrer landet, heller ikke konstant se på deres mobiler under Folketings-debatterne. Det ville jo heller ikke være acceptabelt på andre arbejdspladser og politikernes arbejde er at tage beslutninger, der påvirker os alle - nogle gange i mange år frem i tiden.

I mine øjne er det almindelig høflighed, at man ikke konstant ser eller skriver på sin mobil eller iPad, når man er sammen med andre mennesker, hvis man respektere dem og gerne vil høre, hvad de har at sige. Hvad enten det er til et møde på arbejdet eller en social sammenhæng med familien eller vennerne. Jeg forstår slet ikke, hvorfor man deltager i et møde, hvis man alligevel bare bruger al tiden på at besvare mails? Så tag dog konsekvensen og lad være med at deltage i mødet. Det kunne jo være, at de andre fik et meget bedre møde uden en person, der åbenlyst alligevel ikke deltager i mødet. Og hvorfor sige ja til at komme til en social begivenhed, hvis du alligevel ikke er mentalt til stede? Hvorfor ikke bare sige nej tak og bruge aftenen alene?

Det er den moderne tids største problem, at mennesker ikke evner at være til stede i øjeblikket. Det er de mange muligheder, der konstant frister. Man skal bare lige tjekke, om der er noget mere spændende et andet sted. En mail. En update. Noget man er gået glip af. Noget man burde vide. Noget man burde kommentere. Noget man burde forholde sig til. Noget man burde være en del af. Men dermed går man glip af at være til stede. På sit arbejde. Med vennerne. Med familien. Med børnene. Med den man elsker. For man er ikke nærværende. Den konstante jagt på noget bedre ødelægger det smukke, der kunne foregår her og nu. For man kan ikke være til stede to steder på en gang og derfor vælger man også altid at være nærværende et sted af gangen.

Det er skønt, at flere og flere mennesker begynder at tillægge det værdi, at man lægger telefonen væk. At man sætter den på lydløs. Eller helt slukker den. At man bevidst vælger at være til stede i øjeblikket. At man vælger nuet. At man vælger nærværet. Og stiller sig tilfreds med det faktum, at man måske går glip af noget. For det giver ikke megen lykke blot at holde alle muligheder åbne. Eller aldrig at gå glip af noget. Der er meget mere lykke i at kunne fordybe sig. I at vælge at være til stede og i at være nærværende i det, der foregår her og nu.