Ifølge den moralske relativisme så afspejler moralske og etiske udsagn ikke nogen form for moralsk sandhed og er dermed blot et udtryk for enten personlige individuelle præferencer eller diverse sociale, kulturelle eller historiske forhold. Dermed er det heller ikke længere muligt at vurdere, hvorvidt et etisk eller moralsk udsagn er sandt eller falsk. Og dermed giver det heller ikke længere nogen mening at tale om, hvorvidt en handling er moralsk prisværdig eller forkastelig - for der findes ikke simpelthen ikke nogen form for moralsk sandhed. Derfor kan man heller ikke ud fra et relativistisk synspunkt mene, at det skulle være moralsk forkasteligt at slå et andet menneske ihjel - for det er jo relativt. Det vil sige lige indtil, at relativisten selv bliver på truet på livet og dermed bliver tvunget til at bruge den etiske teori i praksis. Her indser de fleste relativister pludselig, at de moralske overvejelser måske alligevel ikke er så relative.
søndag den 16. november 2008
There is no such thing as a moral relativist at gunpoint
Ifølge den moralske relativisme så afspejler moralske og etiske udsagn ikke nogen form for moralsk sandhed og er dermed blot et udtryk for enten personlige individuelle præferencer eller diverse sociale, kulturelle eller historiske forhold. Dermed er det heller ikke længere muligt at vurdere, hvorvidt et etisk eller moralsk udsagn er sandt eller falsk. Og dermed giver det heller ikke længere nogen mening at tale om, hvorvidt en handling er moralsk prisværdig eller forkastelig - for der findes ikke simpelthen ikke nogen form for moralsk sandhed. Derfor kan man heller ikke ud fra et relativistisk synspunkt mene, at det skulle være moralsk forkasteligt at slå et andet menneske ihjel - for det er jo relativt. Det vil sige lige indtil, at relativisten selv bliver på truet på livet og dermed bliver tvunget til at bruge den etiske teori i praksis. Her indser de fleste relativister pludselig, at de moralske overvejelser måske alligevel ikke er så relative.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Sammenblander du ikke to niveauer: at relativisten, der bliver truet på livet, mener, at det er forkert at slå ihjel er jo ikke en universel dom, men en privat vilje til at overleve. Uanset hvor meget relativisten hyler, vil det, ud fra dit eksempel, ikke lave om på, at der ikke findes en absolut grundlag at forkaste drabet på, men kun kulturelle og private forkastelser. Det er jo ikke sådan, at relativister ligger inde med latente dødsønsker eller en form for fatalisme, der gør, at de er ligeglade med livet ... kun dette, at moralske domme er kulturelt betingede.
Narj, Louise... du fremstiller altså ikke relativismen helt korrekt, men bevist absurd. Der er mange forskellige relativismer, og det at mene, at en moralsk dom er relativ til et andet forhold (kulturelt, personligt, tid, rum, etc) betyder ikke, at man mener, at de ikke er moralsk relevante.
Hvis jeg nu sagde at penges værdi er en konstruktion som afhænger af den kultur og politiske institutioner m.v. i det land, de har værdi i, så betyder den sandhed altså ligegodt ikke at jeg dermed siger, at penge er værdiløse! Tilsvarende betyder moralsk relativisme altså heller ikke at moralske domme er ugyldige blot fordi de ikke har noget objektivt grundlag... det er vel snarere det modsatte.
Det må være moralsk skepticisme, du mener?
PS. Jeg er ikke relativist, så skyd mig ikke, for det er vel snarere os non-relativister, der har et sproblem, hvis du beder mig om at komme med en objektivt ubestridelig grund til at jeg skal leve :-)
@Stokbro
Nej, jeg blander ikke to niveauer sammen, men jeg kan godt forstå, hvorfor at du spørg – hvilket også gør det til et rigtig godt spørgsmål! Jeg påstår ikke, at relativisten skulle ligge inden med nogen form for dødsønske – jeg hævder nærmere, at relativisten er inkonsekvent. Jeg afviser heller ikke, at f.eks. kultur ikke kan påvirke menneskets syn på moral – slet ikke. Det er ganske givet sandt. Jeg mener bare ikke, at det i sig selv udgør nogen grund til at afvise tanken om et moralsk grundlag. Jeg mener nemlig, at mennesket i sig selv udgør et vist grundlag for at kunne vurdere moralske domme. Men det betyder ikke, at der nødvendigvis findes en moralsk sand løsning på ethvert moralsk dilemma. Jeg hævder blot, at visse handlinger altid vil være f.eks. moralsk forkastelige jf. menneskets natur – uanset, hvilke kulturelle eller sociale forhold der gør sig gældende. Den private vilje, som du nævner, er faktisk også et af de punkter, som jeg vil hævde er med til at udgøre grundlaget for moral. Det absolutte grundlag for moral kommer nemlig ikke fra f.eks. Gud (som Nietzsche kritiserer) men fra mennesket selv.
@VHS
VHS: Narj, Louise... du fremstiller altså ikke relativismen helt korrekt, men bevist absurd.
Det kunne jeg da aldrig finde på! *G*
VHS: Der er mange forskellige relativismer, og det at mene, at en moralsk dom er relativ til et andet forhold (kulturelt, personligt, tid, rum, etc) betyder ikke, at man mener, at de ikke er moralsk relevante.
Nej, lige præcis – det er jo det, som jeg mener, er inkonsekvent! :-D
VHS: Hvis jeg nu sagde at penges værdi er en konstruktion som afhænger af den kultur og politiske institutioner m.v. i det land, de har værdi i, så betyder den sandhed altså ligegodt ikke at jeg dermed siger, at penge er værdiløse! Tilsvarende betyder moralsk relativisme altså heller ikke at moralske domme er ugyldige blot fordi de ikke har noget objektivt grundlag... det er vel snarere det modsatte.
Ja, problemet med den analogi er bare, at penge og moral ikke er identiske. Jeg mener nemlig, at moral har et vist fundament i menneskets natur ud fra grundlæggende egenskaber ved mennesket som f.eks. empati og smerte, hvor penge blot er et konstrueret redskab til at gøre udvekslingen af værdier lettere blandt mennesker.
VHS: Det må være moralsk skepticisme, du mener?
Nej, men det er naturligvis lige så inkonsekvent!
VHS: PS. Jeg er ikke relativist, så skyd mig ikke, for det er vel snarere os non-relativister, der har et sproblem, hvis du beder mig om at komme med en objektivt ubestridelig grund til at jeg skal leve :-)
*G* Nej, jeg skyder skam heller ikke nogen! :-D Ja, du har måske ret i, at det er lidt sværere at begrunde, hvorfor man skal leve. Men det ændrer jo ikke på, at jeg stadig har masser af gode argumenter for, hvorfor du i hvert fald ikke skal slå mig ihjel! :-D
Tusind tak for de gode kommentarer! :-D
"Ja, problemet med den analogi er bare, at penge og moral ikke er identiske. Jeg mener nemlig, at moral har et vist fundament i menneskets natur ud fra grundlæggende egenskaber ved mennesket som f.eks. empati og smerte."
Jeg er 100% enig og har brugt det meste af de sidste par år på at forsøge at dokumentere dette, men jeg mener nu alligevel, at du fejlrepræsenterer relativismen. For relativisme er altså ikke en teori om at ingen moralske domme er gyldige blot fordi de ikke er ahistoriske og universelle - tværtimod hævder relativismen som regel det direkte modsatte.
Der må være bedre måder at angribe relativismen på end ved stråmænd :) For eksempel: Mon ikke en hel del mennesker med den omtalte pistol for panden vil have meget ensartede grunde til ikke at ville slås ihjel - uafhængigt af kultur, tid og rum?
Lige et miniindspark: Relativisten har stadig et sandhedsbegreb. Sandheden 'bindes' bare til noget andet, fx 'for mig'. "Det er sandt for mig, at du ikke bør skyde mig",kan relativisten sagtens sige konsistent. Hans problem er snarere, at den skydende bare kan svare, og "det er sandt for mig, at jeg bør skyde dig". Heri ligger måske et praj for relativisten 'at gun point' om, at der er en kerne i fænomenet moral, han ikke helt har forstået. Er det ikke det, duy mener, Loiuse?
Han kan selvfølgelig også være på vej til at napalmbombe en landsby, hvormed det bliver sandt (i det mindste for mig!), at hans baghoved må væk. :O)
MVH
@VHS
VHS: ...men jeg mener nu alligevel, at du fejlrepræsenterer relativismen. For relativisme er altså ikke en teori om at ingen moralske domme er gyldige blot fordi de ikke er ahistoriske og universelle - tværtimod hævder relativismen som regel det direkte modsatte.
Hvem er det lige som fejlpræsenterer hvem her? Hvor har jeg egentlig skrevet noget om gyldighed? Men jo, man kan da godt sige, at relativistens moralske udsagn har gyldighed for vedkommende selv. Men det ændrer ikke på, at der ikke er tale om nogen form for intersubjektiv, universel eller almengyldig sandhed/gyldighed – højest en subjektiv eller relativ. Generelt så bruger jeg aldrig ordet sandhed eller gyldighed i forhold til relative størrelser. Hvilket jeg måske også burde have understreget i min tekst – selvom jeg nu mener, at min pointe fremgår ret tydeligt af teksten.
VHS: For eksempel: Mon ikke en hel del mennesker med den omtalte pistol for panden vil have meget ensartede grunde til ikke at ville slås ihjel - uafhængigt af kultur, tid og rum?
Jo helt sikkert, hvilket jeg jo også mener, kan udgøre et grundlag for moral! :-D
@Søren
Søren: Lige et miniindspark: Relativisten har stadig et sandhedsbegreb. Sandheden 'bindes' bare til noget andet, fx 'for mig'. "Det er sandt for mig, at du ikke bør skyde mig",kan relativisten sagtens sige konsistent. Hans problem er snarere, at den skydende bare kan svare, og "det er sandt for mig, at jeg bør skyde dig". Heri ligger måske et praj for relativisten 'at gun point' om, at der er en kerne i fænomenet moral, han ikke helt har forstået. Er det ikke det, du mener, Louise?
Jo, det er præcis det, som jeg mener. Problemet for relativismen er jo netop, at den ikke kan give nogen begrundelse for, hvorfor det skulle være moralsk forkasteligt for vedkommende med pistolen at skyde.
Søren: Han kan selvfølgelig også være på vej til at napalmbombe en landsby, hvormed det bliver sandt (i det mindste for mig!), at hans baghoved må væk. :O)
*GGG*
Jeg har stadig svært ved at se, hvordan holdningen om en moralsk dom som relativ kan være ugyldig, fordi relativisten selv mener, at det er forkert at slå ham ihjel, dvs. at han "at gun point" ikke ønsker at dø. De to ting har absolut intet med hinanden at gøre - eller er jeg helt fejl på den i det spørgsmål?
@Stokbro: Nej, du er ikke helt galt på den! :-D Relativistens moralske dom er ikke per definition ugyldig, hvilket jeg også medgav overfor vhs. Det er den kun i forhold til et absolut sandhedsbegreb, men ikke i forhold til et relativt eller subjektivt sandhedsbegreb.
Hej Louise,
Dit argument er en non-sequitur. Helt præcist, så følger det ikke at "det er ikke længere muligt at vurdere, hvorvidt et et etisk eller moralsk udsagn er sandt eller falsk."
Måske mente du ikke-relativ sandhedsværdi, men det skrev du ikke. Det ville i hvert fald følge af det ovenstående.
Nu er jeg ikke relativist, men lad os e.g. tage moralsk relativisme baseret på samfund. Man kunne da hævde, at mord prima facie er forkert i det samfund som handlingen foregår i, og derfor er relativisten begrundet i sin tro på at, det er forkert for manden med pistolen at skyde ham. Manden med pistolen er også i det samme samfund, så det er også moralsk forkert for ham.
Dette er bare et eksempel på, at en relativist godt kan hævde at det er moralsk forkert at dræbe ham uden at være inkonsistent.
Endvidere, så kan det også tolkes til, at relativisten bare er ked af at dø. En holdning der falder nærmere på en emotivistisk forståelse af moralske ords anvendelse.
Hej Emil! :-D
Mit argument er ikke en non-sequitur, da jeg jo netop tager udgangspunkt i et ikke-relativt sandhedsbegreb, hvilket jeg jo også allerede har medgivet muligvis var for upræcist formuleret i mit blogindlæg.
Ja, lad os endelig tage et eksempel! :-D Moralsk relativisme baseret på samfund er jo antagelsen om, at en handlings moralske sandhed afhænger af samfundet. Du skriver, at det også vil være moralsk forkert for manden med pistolen at skyde, hvis han vel og mærke kommer fra det samme samfund. Ja, men hvad, hvis vedkommende med pistolen kommer fra et andet samfund? Nu kan man jo diskutere, hvad der ligger i definitionen af et samfund, men ud fra dit eget eksempel, så kan man jo sige, at et samfund er defineret af nogle overordnede fælles værdier og normer. Her bliver det pludseligt meget problematisk for relativisten at leve i et multikulturelt samfund, da det relative moralske sandhedsbegreb ikke længere kan bruges i mange situationer. Hvilket du jo også påpeger, når du skriver, at man bare kunne fortolke relativistens modstand overfor at blive skudt, som vedkommende blot var ked af at skulle dø. For det er jo netop problemet med at tage udgangspunkt i et relativt samfundsmæssig sandhedsbegreb, at man ikke længere kan begrunde, hvorfor det skulle være forkert at slå ihjel. Derfor kræver jeg også, at et moralsk sandhedsbegreb må bygge på noget ikke-relativt og absolut. Samfund er meget forskellige og kan derfor heller ikke bruges som grundlag for moral. Derudover så mener jeg også, at der findes mange forskellige holdninger til moral indenfor ethvert samfund og derfor er det også en illusion at tale om et samfund, som om det var en fuldstændig homogen masse. Derfor mener jeg heller ikke, at samfundsmæssig relativisme adskiller sig fra almen moralsk relativisme. Og derfor er relativisten også inkonsekvent, hvis vedkommende ikke kan forstå, at det ud fra den andens perspektiv er helt i orden at skyde, for sandheden er jo netop relativ – altså set med relativistens øjne.:-D
Tusind tak for kommentaren!
Hej Louise
Jeg faldt lige over den her lille diskussion, og da jeg vist er moralrelativist, blev jeg lige nødt til at blande mig.
Jeg har det problem i diskussioner om moral, at jeg simpelthen ikke forstår begrebet moralsk sandhed. Jeg forstår ikke, hvordan ideer om, hvad man bør gøre i forskellige situationer eller tænke om forskellige emner, skulle kunne have en sandhedsværdi i en eller anden absolut forstand.
Når man taler om, at et udsagn er sandt, mener man vel, at det, som udsagnet udtrykker, rent faktisk er tilfældet. Hvis jeg fx påstår, at jorden er rund (sådan ca.), er det sandt, fordi jorden rent faktisk er rund. Mit udsagn udtrykker noget om den fysiske virkelighed, som er sandt, fordi der er overensstemmelde mellem indholdet af mit udsagn og det forhold i den fysiske verden, som det handler om. Og hvis jeg siger, at det er strafbart at slå et andet menneske ihjel, så er det sandt, fordi det står i straffeloven, at mord er strafbart. Igen er mit udsagn altså sandt, fordi det udtrykker noget, som rent faktisk er tilfældet.
Men hvis jeg siger: Det er FORKERT at slå et andet menneske ihjel, hvordan skulle jeg så afgøre sandhedsværdien af dette udsagn? Hvordan skulle jeg kunne undersøge, om det rent faktisk er tilfældet, at det er forkert at slå et andet menneske ihjel? Hvad skulle jeg helt præcist sammenligne mit udsagn med? Eller med andre ord: hvad skulle det overhovedet betyde, at mit udsagn om, at det er forkert at slå et andet menneske ihjel, er sandt?
I parentes bemærket er det vel det samme "problem" mange religiøse mennesker har, når de siger, at religionen (gud) giver dem et moralsk fundament. De ser gud som en slags moralsk lovgiver, der har lavet regler for, hvordan man bør opføre sig - en moralsk straffelov - og de har svært ved at se, hvordan ateister kan være moralske, når de mangler et sådant moralsk fundament. Det er selvfølgelig noget sludder, men det er til gengæld let at forstå.
Du forsøger dig lidt med ideen om, at menneskets natur kan udgøre et absolut grundlag for moralen, men det må da i bedste fald siges at være temmelig tyndbenet. For det første er "menneskets natur" vel ikke nogen absolut størrelse. Mennesket er en dyreart, som har udviklet sig gennem millioner af år - dets natur har givetvis ændret sig undervejs - og vores nuværende natur passer sikkert bedre til et liv i små grupper på den afrikanske savanne end til den globaliserede verden. For det andet er "menneskets natur" næppe heller en entydig størrelse. Mennesker er forskellige, og selvom man skrællede alle de kulturelle lag af, så ville man ikke finde en fuldstændig entydig menneskenatur indenunder. En sådan hypotetisk menneskenatur ville jo være genetisk bestemt, og menneskers genetiske samensætning varierer altså. For det tredje ville menneskets natur - hvis altså man kunne finde den - vel kun kunne fastlægge nogle helt grundlæggende moralske "sandheder", og hvordan skulle man så ekstrapolere herfra til mere dagligdags spørgsmål af moralsk karakter fx i forbindelse med seksualmoral, dyrevelfærd, stamcelleforskning osv. For det fjerde er det vel tvivlsomt, om en moral baseret på menneskets natur ville være blot nogenlunde i overensstemmelse med det, vi betragter som god moral i vores relativt civiliserede del af verden (handler moral ikke ofte om at tøjle vores naturlige tilbøjeligheder?).
En anden ting, jeg ikke forstår, er, at man som moralrelativist skulle være inkonsekvent, hvis man giver udtryk for sine moralske holdninger og måske endda prøver at overbevise andre om, at de er fornuftige. Sammenlign det fx med politik. De fleste mener vel, at politiske holdninger er individuelle og subjektive, men det betyder vel ikke, at politikere og andre, som giver udtryk for deres politiske holdninger, er inkonsekvente.
Endelig må jeg sige, at jeg faktisk finder moralabsolutisme farligt (ligesom politiske absolutismer). Det var da langt mere betryggende, hvis folk ville erkende, at moralske holdninger er subjektive og individuelle, og at samfundsmoralen er en moralsk konsensus, som opnås gennem en fri, demokratisk debat om aktuelle moralske spørgsmål, end at forskellige grupper af moralister, som mener, at de har monopol på den moralske sandhed, prøver at trække den ned over hovedet på alle andre.
Hej Morten!
Det er godt nok lang tid siden, men det er rart at se dig igen på bloggen (også på din egen)! :-D
Morten: Men hvis jeg siger: Det er FORKERT at slå et andet menneske ihjel, hvordan skulle jeg så afgøre sandhedsværdien af dette udsagn? Hvordan skulle jeg kunne undersøge, om det rent faktisk er tilfældet, at det er forkert at slå et andet menneske ihjel? Hvad skulle jeg helt præcist sammenligne mit udsagn med? Eller med andre ord: hvad skulle det overhovedet betyde, at mit udsagn om, at det er forkert at slå et andet menneske ihjel, er sandt?
Ja, hvordan afgør man, hvorvidt et moralsk udsagn er sandt eller falskt? Som jeg også går ud fra, at du er klar over, så er det jo ikke alt i denne verden, som man kan afgøre ved at kigge gennem en stjernekikkert eller et mikroskop. Når det handler om moral, så mener jeg (som du også bemærker) at den tager udgangspunkt i menneskets natur, så det er naturligvis her, at man skal lede efter svaret. Helt præcist, så mener jeg, at erkendelsen af moral sker gennem menneskets empatiske funktion, hvor mennesket erkender andre menneskers oplevelser som værende identiske med deres egne og dermed blive de i stand til at identificere sig med deres ønsker og behov.
Morten: Du forsøger dig lidt med ideen om, at menneskets natur kan udgøre et absolut grundlag for moralen, men det må da i bedste fald siges at være temmelig tyndbenet. For det første er "menneskets natur" vel ikke nogen absolut størrelse. Mennesket er en dyreart, som har udviklet sig gennem millioner af år - dets natur har givetvis ændret sig undervejs - og vores nuværende natur passer sikkert bedre til et liv i små grupper på den afrikanske savanne end til den globaliserede verden. For det andet er "menneskets natur" næppe heller en entydig størrelse. Mennesker er forskellige, og selvom man skrællede alle de kulturelle lag af, så ville man ikke finde en fuldstændig entydig menneskenatur indenunder. En sådan hypotetisk menneskenatur ville jo være genetisk bestemt, og menneskers genetiske sammensætning varierer altså. For det tredje ville menneskets natur - hvis altså man kunne finde den - vel kun kunne fastlægge nogle helt grundlæggende moralske "sandheder", og hvordan skulle man så ekstrapolere herfra til mere dagligdags spørgsmål af moralsk karakter fx i forbindelse med seksualmoral, dyrevelfærd, stamcelleforskning osv.
Nej, jeg mener ikke, at menneskets natur er et tyndt grundlag for moral, selvom det egentlig også er irrelevant i forhold til, hvad der udgør grundlaget for moral. Uden mennesket giver det ikke nogen mening at tale om moral – i hvert fald set ikke ud fra menneskets perspektiv. Men JA, mennesker er forskellige på mange forskellige områder, men det ændrer ikke på, at vi stadig har den samme grundlæggende natur til fælles. (Selvom denne natur muligvis har forandret sig og også kan gøre det i fremtiden). Altså vil jeg fastholde, at mennesket på visse punkter er så grundlæggende ens, at man godt kan tale om et objektivt grundlag for moral og at der dermed findes en fælles natur under ”alle de kulturelle lag”. Men dermed påstår jeg altså heller ikke, at man kan give (deducere) et præcist svar på et hvert moralsk spørgsmål ud fra den menneskelige natur. Etikken har helt sikkert sine begrænsninger.
Morten: For det fjerde er det vel tvivlsomt, om en moral baseret på menneskets natur ville være blot nogenlunde i overensstemmelse med det, vi betragter som god moral i vores relativt civiliserede del af verden (handler moral ikke ofte om at tøjle vores naturlige tilbøjeligheder?).
Ha ha! Tja, moral handler vel om at tøjle visse naturlige tilbøjeligheder, men det sker jo for det meste også hovedsagligt for at tilfredsstille andre (sociale) behov. F.eks. er sex jo et naturligt behov, men det gør jo ikke f.eks. voldtægt eller pædofili til moralsk korrekt. Jeg mener, at både pædofili og voldtægt er moralsk forkasteligt og det mener jeg også, at man kan bekræfte ved at se på menneskets natur. Ud fra den forståelse, at ingen mennesker bryder sig om at blive voldtaget (ellers er det ikke voldtægt) og alle mennesker gerne selv vil vælge deres seksualpartnere, så må voldtægt også være moralsk forkasteligt. Her betyder moralsk korrekt dybest set bare, hvad Kant formodentlig mente med sit kategoriske imperative, nemlig at man skal handle således, at man kan gøre handlingen til almen lov. Altså at man skal handle således, at man også ønsker, at andre behandler én. At handle moralsk korrekt betyder altså helt præcist, at man gennem sin empatiske funktion anerkender det andets menneskets oplevelser på linje med sine egne og dermed handler således, som man selv ønsker, at andre ville behandle én i en lignende situation. Empati ser jeg som evnen til at sætte sig ind i et andet menneskes perspektiv og dermed ikke blot se alting ud fra ens eget perspektiv. Ofte vil en manglende empati også være ensbetydende med at personen har en meget ringe evne til at fastholde venskaber og parforhold og dermed også vil få en dårligere livskvalitet. Empati er en grundlæggende forudsætning for at et menneske kan begå sig godt socialt.
Morten: En anden ting, jeg ikke forstår, er, at man som moralrelativist skulle være inkonsekvent, hvis man giver udtryk for sine moralske holdninger og måske endda prøver at overbevise andre om, at de er fornuftige. Sammenlign det fx med politik. De fleste mener vel, at politiske holdninger er individuelle og subjektive, men det betyder vel ikke, at politikere og andre, som giver udtryk for deres politiske holdninger, er inkonsekvente.
Jeg har heller ikke sagt, at det var inkonsekvent at give udtryk for sine holdninger. Det, som jeg skrev, var, at en moralsk relativist må (ud fra sit eget standspunkt) erkende (for ikke at være inkonsekvent), at det er i orden for vedkommende med pistolen at skyde, da moral, ifølge relativisten selv, er relativ fra person til person. Derfor vil relativisten også være inkonsekvent, hvis vedkommende skulle mene, at det var forkert for vedkommende med pistolen skyde, da relativisten jf. relativisme ikke kan påtvinge andre sine egne moralske holdninger.
Morten: I parentes bemærket er det vel det samme "problem" mange religiøse mennesker har, når de siger, at religionen (gud) giver dem et moralsk fundament. De ser gud som en slags moralsk lovgiver, der har lavet regler for, hvordan man bør opføre sig - en moralsk straffelov - og de har svært ved at se, hvordan ateister kan være moralske, når de mangler et sådant moralsk fundament. Det er selvfølgelig noget sludder, men det er til gengæld let at forstå.
Først vil jeg gerne lige understrege, at jeg mener, at der er STOR forskel på at henvise til en gud og så mennesket natur. Man kan ikke undersøge nogen former for gud – hvorimod man godt kan undersøge menneskets natur. Jeg er helt enig i, at ateister ikke er moralsk fristillet, da jeg jo netop også mener, at moral baserer sig på noget fælles menneskeligt, nemlig menneskets natur.
Morten: Endelig må jeg sige, at jeg faktisk finder moralabsolutisme farligt (ligesom politiske absolutismer). Det var da langt mere betryggende, hvis folk ville erkende, at moralske holdninger er subjektive og individuelle, og at samfundsmoralen er en moralsk konsensus, som opnås gennem en fri, demokratisk debat om aktuelle moralske spørgsmål, end at forskellige grupper af moralister, som mener, at de har monopol på den moralske sandhed, prøver at trække den ned over hovedet på alle andre.
Det er sjovt, jeg har ellers gennem min studietid mødt ekstremt mange relativister, som prøvede på at påtvinge mig deres egne moralske overbevisninger – ofte med et næsten religiøst engagement. :-D Jeg mener (ikke overraskende), at relativisme er langt farligere. Relativisme er vel sammen med religion den begrundelse som man bruger oftest til at se igennem fingre med diverse grusomme handlinger - som f.eks. den frygteligt udbredte kulturrelativisme! Jeg er dog helt enig med dig i, at samfundsmoralen på mange måder består af moralsk konsensus – nemlig den konsensus der opstår blandt mennesker med empati. Desværre så danner menneskets natur dog ikke noget grundlag, som kan føre til entydig konsensus i forhold til alle detaljer og dermed er der ganske rigtigt et vist behov for debat og dialog.
Tusind tak for dine meget spændende spørgsmål og kommentarer. Jeg beklager meget min lidt lange svartid, men jeg har enormt travlt for tiden og så tager det jo også lidt tid at skrive et svar! :-D Godt nytår!
Send en kommentar