Om ironi og sarkasme

Da jeg var yngre, brugte jeg meget ironi og sarkasme, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at ironi ikke kun er sjovt - men også har et negativt perspektiv. Ironi kan også blive problematisk at bruge i forhold til kommunikation, hvis man ikke deler den samme fælles forståelse, for så kan der hurtigt opstå misforståelser og dermed kan der blive sat spørgsmålstegn ved intentionen med det sagte. I dag bruger jeg kun sjældent ironi - selvom jeg stadig er den første til at grine af andres ironi - men aldrig af deres sarkasme. Sarkasme stammer fra ordene satire og ironi og har ofte (modsat ironi) til hensigt at såre eller ydmyge andre mennesker. Personligt syntes jeg ikke, at der er noget humoristisk ved at få andre mennesker til at få det dårligt. Tværtimod så gør det også mig ked af det. Ironi består for det meste af en så kraftig over- eller underdrivelse af virkeligheden, at man inddirekte sætter spørgsmålstegn ved sandheden af det, som man netop har sagt. En anden udbredt form for ironi kender man fra den græske filosof Sokrates, der var kendt for at få sine modstandere til at underminere deres egne argumenter og afslører deres egen argumentations svage steder - ved at stille nogle helt ”uskyldige” spørgsmål. Denne underfundige form for spørgeteknik kaldes også for jordemoderteknikken, da man hjælper den anden ud af sin forfejlede opfattelse af verden og hjælper vedkommende med at “barsle” den rigtige forståelse. Her har ironien altså det formål at hjælpe den anden person tættere på sandheden. En tredje form for ironi er skæbnes ironi, hvor diverse omstændigheder bekræfter ens værste anelser eller hvor det utænkelige sker trods alle odds. Det findes der masser af gode eksempler på i Alanis Morisettes store hit Ironic, som f.eks. “He won the lottery and died the next day” og ”It's meeting the man of my dreams and then meeting his beautiful wife”.