Louises blog

mandag den 20. februar 2012

Filosofisk humor 9

mandag den 23. januar 2012

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

søndag den 15. januar 2012

Kunst af is og sne 3

Som de to forrige år bringer jeg traditionen tro endnu et blogindlæg, hvor jeg hylder den smukke kunst i sne og is. Selvom kunsten langt fra varer for evigt, så gør det den bestemt ikke mindre fascinerende. I år har jeg også taget to billeder med af streetart, da kunst jo ikke kun handler om talent, men også om kreativitet.

Se de to forrige blogindlæg her: Kunst af is og sne og Kunst af is og sne 2.

fredag den 30. december 2011

Om DSBs nye strategi og betalingsringens selvbedrag

Alle pendlere i hovedstadsområdet kender allerede alt for godt DSB’s mindst 10 år gamle strategi i forhold til forsinkelser. Er et tog forsinket pga. en teknisk fejl, blade, sne, sol, regn eller lignende – jamen så aflyser DSB da bare hvert andet tog resten af dagen, således at ALLE pendlere bliver forsinket (resten af dagen) med 20 minutter, en halv time eller en time afhængig af strækningen. Og dermed bliver de allerede overfyldte tog, hvoraf de fleste pendlere dagligt står op mast sammen som sardiner i en dåse hele vejen på arbejde, så overfyldte, at mange pendlere må vente på det næste tog eller det næste tog igen (fordi de næste tog er lige så overfyldte). Mange danske bilister (heraf sikkert en del danske politikere) lever i en illusion om, at sådan noget kun forekommer i Japan - men det er allerede dagligdag i Københavnsområdet og i flere intercitytog landet over. Det er realiteten nu. Derfor kan jeg sagtens forstå, hvis mange bilister fremover stadig vælger at beholde bilen på trods af de 14000 kroner de potentielt skal betale årligt for at passere betalingsringen. De eneste mennesker, der vil være tvunget til at ændre deres vaner, er dem som ikke længere vil have råd til en bil. Og jeg tør personligt slet ikke forstille mig, hvordan den offentlige transport vil blive fremover for pendlerne, hvis det endelig skulle lykkes politikerne at få tvunget flere bilister over i den offentlige transport pga. betalingsringen - HVIS der ikke samtidig sker store og dramatiske forbedringer i den offentlige transport! Jeg har også meget svært ved at se, hvad pointen egentlig er med betalingsringen, når undersøgelserne viser at: udgifterne vil være næsten lige så store som indtægterne og at betalingsringen ikke vil reducere antallet af biler eller forureningen i nævneværdig grad. Særligt, når betalingsringen er en ny (og uretfærdig) form for skatteindkrævning uden nogen som helst hensyn til, hvor meget man tjener.

Forleden opdagede jeg så, at DSB havde indført en ny smart strategi til at undgå bøder ved forsinkelser - nemlig ved at forkorte rejsestrækningen. Smart, for på den måde er toget jo ikke aflyst. Jeg er sikker på, at pendlerne er glade for togene der kører mellem Vordingborg og Vordingborg! (Og nej, billedet er ikke manipuleret – men 100 % autentisk fra DSBs webside.)

(Egentlig burde jeg også have skrevet noget omkring det forsatte milliardspild på de forældede og ubrugelige IC-4 tog, men det har der trods alt været lidt mere fokus på.)

onsdag den 28. december 2011

Glædelig jul

Inden det er for sent, så vil jeg naturligvis gerne ønske alle på min blog en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Her er en af mine nye yndlingsjulesange - den lidt for pæne Michael Bublé med sin Frank Sinatra lignende udgave af It's Beginning to Look a Lot Like Christmas. Videoen er Disneys Once Upon A Wintertime fra Disney klassikeren Melody Time.

søndag den 18. december 2011

Sammenhængen mellem empati, moral og social forståelse

Ordet empati stammer fra det græske empatheia og er sammensat af ordene en ind og patos følelse, hvilket betyder indføling i en person eller et andet levende væsen. Empati er evnen til at indleve sig i andre menneskers eller væseners følelser og genkende dem, som om følelserne var ens egne. Hvilket ikke skal forveksles med sympati - evnen til at opleve den samme følelse som en anden person. Empati er at sætte sig i den anden persons sted, hvorimod sympati er at føle med den anden person. Empatien fører os ind i det andet menneskets sindstilstand og dermed deltager man i et aktivt forsøg på at identificere sig med den anden person og derigennem forstå vedkommende. Den empatiske evne varierer helt sikkert meget fra person til person og nogle mennesker har slet ikke denne evne eller i en meget begrænset form (Aspergers syndrom og psykopati). Man kan også miste sin empatiske evner ved en ulykke eller gennem sygdom, hvis frontallapperne bliver skadet. Men en manglende empati begrænser ikke bare et menneske i forhold til deres indlevelse i andre mennesker, men også i deres egen selvforståelse. Da menneskets højtudviklet empatiske evner ikke bare danner grundlaget for vores erfaringer af andres tilstande, men også skaber grundlaget for, at vi kan forstå os selv og vores egne følelser. Gennem empatien lærer mennesker nemlig at se sig selv udefra og dermed genkende sig selv i andres mennesker, hvilket er med til at etablere selvforståelsen og evnen til at navigere godt i det sociale landskab. Dermed er empatien også en forudsætning for at kunne forholde sig til sig selv. Empatien har helt sikkert også haft stor betydning for menneskets oplevelse, hvor det har været vigtigt at kunne aflæse andres udtryk korrekt og derefter reagerer hensigtsmæssigt. Da empatien gør af vi kan skelne mellem mange forskellige simple og komplekse emotionelle udtryk. Man skelner også mellem automatisk og kontrolleret empati, hvor den automatiske empati er en umiddelbar genkendelse af en den andens følelser og kontrolleret empati er en mere bevidst dybdegående kognitivundersøgelse af det andet menneskes sindstilstand.

Ifølge Erich Klawonn er empati den erkendelsesfunktion som gør, at man kan erkende, at andre mennesker også har subjektive mentale oplevelser af smerte og lyst. Empati skal her ikke forstås som hverken sympati eller medfølelse, men som en umiddelbar menneskelig erkendelsesfunktion, hvor man identificerer et andet menneskes første-persons oplevelser. Gennem den empatiske funktion skaber man en oplevelsesmæssig identifikation mellem ens egensfære og den fremmedes egensfære og dermed bliver den andens egensfære nærværende for én selv. Gennem den empatiske identifikation kan et andet menneskets egensfærens værdipres føles lige så primært givet, nærværende og handlingsrelevant, som ens egne værdipres gør. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket er tvunget til at handle i overensstemmelse med den empatiske identifikation. Mennesket har stadig et valg imellem at foretage gode og slette handlinger. Hvilket betyder, at man, ifølge Klawonns teori, handler moralsk, når man handler ud fra sin empatiske erkendelse af fremmedsfærens værdipres på ens egensfære. Det vil sige, at man handler således, at man selv ville ønske, at man blev behandlet, hvis man var den anden person. Det er netop denne form for identifikation, som der sker i den empatiske proces. Og dermed kan man også definere et menneske som moralsk slet, hvis personen med vilje fremkalder negativ værdi for andre mennesker eller sagt på almindelig dansk behandler andre mennesker dårligt.

Hvis du er i tvivl omkring, hvorvidt du mangler empatiske evner, så kan du tage min Test: Er du psykopat?.