Så skete det desværre igen - endnu en højresvingsulykke med en lastbil. Denne gang gik det ud over Søren Huus's (fra Saybia) kæreste på 29 år og deres toårige datter (som dog heldigvis er i bedring). Det er virkelig tragisk og min største medfølelse går til Søren Huus, hans datter og deres nærmeste. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frygteligt det må være og så lige inden juleaften (selvom det måske kan være ligegyldigt). Måske er det igen musikken der bedst kan beskrive følelser. Her kan Saybias egen The Second You Sleep med Søren Huus fænomenale melankolske sangstemme måske bedst beskrive det tragiske og sørgelige ved denne situation.
Sådanne tragiske begivenheder (som desværre sker hver dag) skal man bruge til at huske på, at værdsætte livet og dem man holder af. Jeg har selv set døden meget tæt på i en ung alder, hvilket har gjort, at jeg nok lever i nuet og værdsætter livet på en anden måde end de fleste andre mennesker gør. Engang troede jeg, at alle mennesker, som har oplevet noget tragisk, så på livet, ligesom jeg gør. Men mange mennesker lever faktisk bare videre, som de altid har gjort, når de har fået den tragiske oplevelse lidt på afstand. Det vil sige uden at forstå, hvor fantastisk livet er og hvor taknemlig man skal være for det. De fleste mennesker, som jeg har mødt, som har den samme indstilling til livet som mig selv, det er mennesker der har overlevet en livstruende sygdom. Her kan jeg ofte genkende den samme livsglæde og livsenergi. Derfor vil jeg gerne opfodre til, at man, ligesom i Nik og Jays meget populære sang En dag tilbage, stopper op og spørger sig selv, hvad man ville gøre og hvordan man ville leve sit liv, hvis man kun havde en dag eller kort tid tilbage af sit liv. Man ville nok næppe spilde tiden på; at brokke sig over småting, være sur over livets uretfærdighed, stresse over arbejdet eller bekymre sig over, hvornår man får råd til en eller anden ligegyldig materiel ting osv. Netop fordi at disse ting i forhold til døden virker fuldkommen ligegyldige. Det er netop bevidstheden om døden som sætter perspektiv på livet og gør at man værdsætter livet. Det er ikke alle mennesker der når gennemsnitslevealderen, så derfor skal man ikke udsætte for mange ting, for så kan det være, at man aldrig når dem. Man skal også huske at værdsætte de mennesker man holder af, for man ved aldrig præcis, hvor lang tid man har tilbage sammen med dem. Jeg slutter endnu engang med et citat, nemlig mit ynglings citat af Piet Hein : Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det.
tirsdag den 18. december 2007
fredag den 14. december 2007
Universitetet vs. Hogwarts
Hvad har de danske universiteter til fælles med Hogwarts? (Hogwarts er den magiske skole fra Harry Potter universet.) Måske ikke særlig meget umiddelbart. Sammenligningen er selvfølgelig også meget uretfærdig, da Hogwarts jo er et opdigtet sted og da virkeligheden jo altid vil have svært ved at leve op til det forestillede. Men jeg vil alligevel prøve at sammenligne de to steder.
Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.
Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.
Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.
På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.
Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.
Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:
På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)
På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.
På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.
Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.
Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.
Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.
På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.
Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.
Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:
På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)
På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.
På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.
mandag den 10. december 2007
Alan Rickman oplæser Shakespeare
Det er fantastisk, Alan Rickman der oplæser Shakespeare's sonnet 130! Kan det blive bedre?
Det er vildt, hvor mange videoer der er med Alan Rickman på youtube. Han har vidst mange kvindelige fans!
Andre videoer på Youtube med Alan Rickman der kan anbefales:
Det er vildt, hvor mange videoer der er med Alan Rickman på youtube. Han har vidst mange kvindelige fans!
Andre videoer på Youtube med Alan Rickman der kan anbefales:
fredag den 7. december 2007
10 ideer til at komme i julehumør
- Lav æbleskiver og gløgg (og nej, du behøver ikke inviterer venner eller familie). Hvis du ikke kan lide gløgg... ja, så må du lave kakao eller te i stedet. Og hvis du er allergisk overfor æbleskiver, så må du bage en kage, ja, der er vel masser af alternative muligheder.
- Se nogle af de gode gamle Disney kortfilm, her kan de klassiske Sneboldkampen og Plutos jul selvfølgelig anbefales, men Popcorn og Disneys udgave af Charles Dickens Et juleeventyr kan også anbefales. Lady og vagabonden har også en ganske god vinkel på julehygge.
- Se Alene hjemme 1 eller 2, hvis du ikke gider at se tegnefilm. For dem som absolut ikke kan klare at se useriøse og barnlige julefilm, så kan The Family Man anbefales med Nicolas Cage. Her er julehyggen langt mere moderat og uden for megen glæde og positiv stemning på én gang. Den har også en god pointe - kan dog ikke anbefales til folk som har planlagt at leve resten af livet alene.
- Gør noget godt eller gør nogle andre glade. Det er rigtig julestemning!
- Skru dine forventninger ned omkring julen - der er jo en mulighed for at denne jul ikke bliver den mest fortryllede og fantastiske jul nogensinde. Specielt med hensyn til juleaften, så må man ikke havde for høje forventninger: omkring hvor god maden bliver, hvor fantastiske julegaverne er og hvor hyggeligt det bliver. Det er meget bedre, at forvente at maden brænder på, julegaverne hovedsagligt er ting, som du ikke ønskede dig og som du stadig ikke ønsker dig, og at diverse uløste diskussioner fra tidligere familiefester skal tages op netop på juleaften. Så kan du kun bliver positivt overrasket eller om ikke andet blive bekræftet i dine forventninger.
- Lad være med at tænke på julen, som noget man skal. Du bestemmer selv over dit liv. Hvis du ikke gider holde jul, klippe julepynt, pynte op, bage kager, sende julekort, købe gaver osv., så lade være med det. Det er dit valg og det må dine omgivelser så bare lære at leve med. Og her skal man ikke komme med en masse dårlige undskyldninger om at mor, konen, børnene eller familien ikke vil kunne forstå dette eller bliver utilfredse. Når man tager et valg, så medfører det også konsekvenser og det bliver man ikke altid lige populær af. Det kan dog anbefales, at fortælle den nærmeste familie om dette inden den 24. december, specielt børnene.
- Julen handler om, at havde det rart sammen, hygge sig og at havde det sjovt. Det er ikke meningen, at der skal være en dybere filosofisk mening med traditionerne. Så lad være med at ødelægge julen (i hvert fald for andre) ved at konstant at påpege dette.
- Gå en tur i skoven, når solen skinner. Det er ganske rart, så længe at det ikke regner eller blæser for meget.
- Helt ærlig, du må også selv have nogle ideer. Det kan ikke være rigtig, at jeg alene skal have hele ansvaret for dit julehumør.
- Hvis du bare syntes, at de ovenstående ideer er noget pjat, så er du enten FOR negativ eller FOR voksen til at fejre jul. Julen er ikke noget seriøst eller meningsfuldt og hvis du forventer dette, så har du ikke forstået punkt 7. Det handler om at havde det sjovt og hygge sig.
onsdag den 5. december 2007
Så er der pyntet op til jul!
Hvis vi troede, at vi kunne pynte op til jul herhjemme, så er det ingenting i forhold til i USA. Bare tjek disse eksempler fra Youtube! Hvornår mon vi ser det herhjemme?(De lyser i takt til musik.)
Selvom man ikke kan lade være med at tænke på, hvorvidt nogle af dem er lavet på en pc.
Selvom man ikke kan lade være med at tænke på, hvorvidt nogle af dem er lavet på en pc.
Forsøg på en redningsaktion af lykken
Dette er en forsættelse af diskussionen fra Kun de eksistentielt mislykkede filosoferer. Lige som jeg gik og troede, at lykken var afskaffet, så fik jeg øje på Richard Layards bog: Happiness - Lessons from a New Science. I hans bog er der en del om den nyeste forskning indenfor neuroforskning. Det er lidt interessant, for forskningen viser, at man rent faktisk kan påvise og måle lykke i hjernen. Altså ikke den reelle lykke følelse, men de kemiske udslag som lykken giver i hjernen. Her må man naturligvis skelne mellem lykke som følelse og så dens fysiske og kemiske udslag i hjernen (dette skel vil nogle benægte eksistensen af). Altså kan man registrerer udsving i hjernens venstre side ved lykkefølelse og udsving i højre side af hjernen, når man har mere negative følelser. Derved har videnskaben i hvert fald påvist, at lykken ikke er fuldkommen subjektiv - da den i hvert fald har et fysisk modstykke og derved en objektiv tilgangsform. De ihærdige tilhængere af at afskaffe lykken vil muligvis fastholde her, at folk med vrangforestillinger også har lignende kemiske reaktioner i hjernen. Dette kan dog let afvises, da fænomenet - lykken - jo findes hos flere end nogle enkelte individer og at en større undersøgelse dermed nok vil kunne påvise, at fænomenet lykken rent faktisk forekommer hos et meget stort flertal af befolkningen. Dermed vil jeg hævde, at flertallets følelse af lykke og de neurologiske resultater til sammen kan bevise, at lykken reelt eksistere og ikke bare er en illusion.
Dette vil måske få nogle få til at hævde, at bare fordi et flertal har den samme illusion, så betyder det ikke, at illusionen er en del af virkeligheden. Men dette fører bare til en diskussion a la den om, hvad der er normalt. Og mon ikke definitionen af normal i sidste ende handler om, hvad flertallet af mennesker hævder. Det samme må gælde for lykkens eksistens. Så hvis flertallet skal bestemme, hvorvidt lykke er en illusion eller ej, så tror jeg, at lykkens eksistens er reddet. Ellers skal man i hvert fald være klar til at argumentere for, at visse sindsforvirrede muligvis også ser verden mere klart og realistisk end flertallet af mennesker.
Det mærkelige ved at diskutere, hvorvidt der findes lykke (noget som for andre mennesker er fuldkommen selvindlysende) er nogle af de mærkelige fordomme der kommer frem omkring lykke. Dem vil jeg også lige kommentere:
1. Lykke er det samme som tilfredsstillelse af alle behov.
Hvis dette skulle være tilfældet, så er lykken umulig og en illusion. Men denne antagelse om lykke, det er det samme som at hævde, at hvis man er klog, så laver man aldrig fejl. Eller hvis man ved noget omkring et område, så ved man noget om alt. En fejlslutning. Lykke er for det meste kun tilfredsstillelse af et eller flere områder - ikke alle. Det er en næsten fuldkommen utænkelig situation, at alle ens behov skulle være opfyldt på en gang, men den kan vel teoretisk forekomme. Lykken kan hurtigt føles sådan, men det er sjældent således, det handler nok mere om ens eget perspektiv på tingene (hvad man fremhæver som vigtigt).
Det er også utopi at tro, at lykke skulle være lig med manglende ulykke. Jeg tror faktisk på, at det er ulykke som gør at man værdsætter lykke. (Faktisk tror jeg også, at jo større ulykke man har oplevet i livet, jo større lykke kan man også føle.) Men lykke er jo ikke en permanent følelse, men kun en følelse som man kan føle i begrænset tid. Man kan til gengæld godt være tilfreds med sit liv over længere tid og det handler i høj grad om ens egen indstilling. Altså hvordan man vælger at se på sit eget liv og sig selv. Ens egen indstilling og perspektiv på sig selv og livet afgør i højere grad, hvor lykkelig man kan føle sig end noget andet. For høje eller urealistiske forventninger fører hurtigt til negativitet og ulykke. En af mine gode undervisere spurgte engang i undervisningen, hvad lykke er? Jeg svarede, at lykken er, når virkeligheden passer på ens forventninger og forhåbninger. Og dette vil jeg gerne fastholde. At føle sig lykkelig handler ikke så meget om livets udvikling, men meget mere om, hvorvidt man formår at være tilfreds med sig selv og sin tilværelse uanset, hvordan den former sig. Derfor handler lykke også i høj grad om at kunne værdsætte det man har. Man kan være lykkelig uanset, hvordan ens liv er, det samme gælder også for ulykke. Lykke er en slags værdsættelse og hvis man aldrig er tilfreds med noget eller værdsætter noget, så kan man heller aldrig føle lykke. Derfor kommer lykke indefra – ikke fra materielle ting eller ting som lykkes for en.
2. At være lykkelig betyder, at man bliver passiv og kommer til at mangle motivation.
Denne fordom forudsætter igen, at man tror lykke er lig med tilfredsstillelse af alle behov. Der er altid nye muligheder for skabe noget nyt og manglende lyst til dette kan man ikke undskylde med lykken. Måske handler denne fordom om, at lykke rent faktisk ændre ens måde at se verden på og derved også ens prioriteringer. Det lyder næsten som om at lykke er en slags endestation. Men lykke er noget midlertidigt - ingen flyver rundt på lyserøde skyer konstant. Men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde for at blive generelt mere lykkelig eller det modsatte.
3. Når man er lykkelig, så er der ikke længere er plads til utilfredshed eller nødvendighed.
Dette bygger igen på den samme fordom om lykke. Jeg er lykkelig, altså jeg gider ikke at gå på arbejde. Nej, sådan fungere verden ikke. Det er man nød til - med mindre man altså har råd til andet. Og det er form for utopi at tro, at der nogensinde vil komme en situation, hvor man ikke er utilfreds med noget. Det er i høj grad én selv som definerer, hvor utilfreds man er med ens tilværelse. Så hvis man vil være utilfreds med livet, så kan man altid være utilfreds - uanset hvor succesfuld man er.
4. Lykke gør man er ligeglad med andre.
Her vil jeg næsten hævde det modsatte. Folk der er ulykkelige - de er i langt højere grad ligeglade med andre. Misundelse og ulykke kan virkelig få en persons dårlige sider frem. Det er ulykke som får folk til at mobbe andre, se ned på andre og være ondskabsfulde. Det gør lykkelige mennesker ikke, for de har ikke behov for at fremhæve sig selv eller tryne andre på den måde.
Dette vil måske få nogle få til at hævde, at bare fordi et flertal har den samme illusion, så betyder det ikke, at illusionen er en del af virkeligheden. Men dette fører bare til en diskussion a la den om, hvad der er normalt. Og mon ikke definitionen af normal i sidste ende handler om, hvad flertallet af mennesker hævder. Det samme må gælde for lykkens eksistens. Så hvis flertallet skal bestemme, hvorvidt lykke er en illusion eller ej, så tror jeg, at lykkens eksistens er reddet. Ellers skal man i hvert fald være klar til at argumentere for, at visse sindsforvirrede muligvis også ser verden mere klart og realistisk end flertallet af mennesker.
Det mærkelige ved at diskutere, hvorvidt der findes lykke (noget som for andre mennesker er fuldkommen selvindlysende) er nogle af de mærkelige fordomme der kommer frem omkring lykke. Dem vil jeg også lige kommentere:
1. Lykke er det samme som tilfredsstillelse af alle behov.
Hvis dette skulle være tilfældet, så er lykken umulig og en illusion. Men denne antagelse om lykke, det er det samme som at hævde, at hvis man er klog, så laver man aldrig fejl. Eller hvis man ved noget omkring et område, så ved man noget om alt. En fejlslutning. Lykke er for det meste kun tilfredsstillelse af et eller flere områder - ikke alle. Det er en næsten fuldkommen utænkelig situation, at alle ens behov skulle være opfyldt på en gang, men den kan vel teoretisk forekomme. Lykken kan hurtigt føles sådan, men det er sjældent således, det handler nok mere om ens eget perspektiv på tingene (hvad man fremhæver som vigtigt).
Det er også utopi at tro, at lykke skulle være lig med manglende ulykke. Jeg tror faktisk på, at det er ulykke som gør at man værdsætter lykke. (Faktisk tror jeg også, at jo større ulykke man har oplevet i livet, jo større lykke kan man også føle.) Men lykke er jo ikke en permanent følelse, men kun en følelse som man kan føle i begrænset tid. Man kan til gengæld godt være tilfreds med sit liv over længere tid og det handler i høj grad om ens egen indstilling. Altså hvordan man vælger at se på sit eget liv og sig selv. Ens egen indstilling og perspektiv på sig selv og livet afgør i højere grad, hvor lykkelig man kan føle sig end noget andet. For høje eller urealistiske forventninger fører hurtigt til negativitet og ulykke. En af mine gode undervisere spurgte engang i undervisningen, hvad lykke er? Jeg svarede, at lykken er, når virkeligheden passer på ens forventninger og forhåbninger. Og dette vil jeg gerne fastholde. At føle sig lykkelig handler ikke så meget om livets udvikling, men meget mere om, hvorvidt man formår at være tilfreds med sig selv og sin tilværelse uanset, hvordan den former sig. Derfor handler lykke også i høj grad om at kunne værdsætte det man har. Man kan være lykkelig uanset, hvordan ens liv er, det samme gælder også for ulykke. Lykke er en slags værdsættelse og hvis man aldrig er tilfreds med noget eller værdsætter noget, så kan man heller aldrig føle lykke. Derfor kommer lykke indefra – ikke fra materielle ting eller ting som lykkes for en.
2. At være lykkelig betyder, at man bliver passiv og kommer til at mangle motivation.
Denne fordom forudsætter igen, at man tror lykke er lig med tilfredsstillelse af alle behov. Der er altid nye muligheder for skabe noget nyt og manglende lyst til dette kan man ikke undskylde med lykken. Måske handler denne fordom om, at lykke rent faktisk ændre ens måde at se verden på og derved også ens prioriteringer. Det lyder næsten som om at lykke er en slags endestation. Men lykke er noget midlertidigt - ingen flyver rundt på lyserøde skyer konstant. Men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde for at blive generelt mere lykkelig eller det modsatte.
3. Når man er lykkelig, så er der ikke længere er plads til utilfredshed eller nødvendighed.
Dette bygger igen på den samme fordom om lykke. Jeg er lykkelig, altså jeg gider ikke at gå på arbejde. Nej, sådan fungere verden ikke. Det er man nød til - med mindre man altså har råd til andet. Og det er form for utopi at tro, at der nogensinde vil komme en situation, hvor man ikke er utilfreds med noget. Det er i høj grad én selv som definerer, hvor utilfreds man er med ens tilværelse. Så hvis man vil være utilfreds med livet, så kan man altid være utilfreds - uanset hvor succesfuld man er.
4. Lykke gør man er ligeglad med andre.
Her vil jeg næsten hævde det modsatte. Folk der er ulykkelige - de er i langt højere grad ligeglade med andre. Misundelse og ulykke kan virkelig få en persons dårlige sider frem. Det er ulykke som får folk til at mobbe andre, se ned på andre og være ondskabsfulde. Det gør lykkelige mennesker ikke, for de har ikke behov for at fremhæve sig selv eller tryne andre på den måde.
tirsdag den 4. december 2007
Boganmeldelse af Niels Thomassens Frihedens fallit - Træk af en samtidsdiagnose
Frihedens fallit er en gennemgående kritik af frihedens forherligelse i det moderne velfærdssamfund. Frihed har, ifølge Thomassen, erstattet lykke i det moderne samfund og blevet målet og meningen med livet. Frihed, definerer Thomassen, som den konstante jagt efter frihed til at vælge og vrage mellem livets mange tilbud. Problemet med denne definition er, at man i sidste ende glemmer, hvad man egentlig skulle bruge friheden til. Derved bliver frihed til et spørgsmål om valgmuligheder og derved kommer lykke til at handle om valgmulighedernes kvantitet frem for deres kvalitet.
Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.
Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.
Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)
Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.
Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.
Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)
Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.
Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007
Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.
Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.
Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)
Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.
Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.
Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)
Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.
Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007
mandag den 3. december 2007
Julestemningen der forsvandt
Det er utroligt, hvor hurtigt tiden går. Det var lige sommer og nu er det allerede blevet vinter og jul igen. Den første weekend er faktisk også allerede vel overstået med masser af julefrokoster og julehygge. Den næste weekend "truer" allerede i det fjerne med endnu mere hygge hos både familie og venner. Men det er nu alligevel hyggeligt at fejre en højtid sammen med både ens venner og ens udvidet familie, selvom man har travlt. Jeg værdsætter i høj grad andre menneskers samvær og derfor nyder jeg selvfølgelig også, når alle har tid til at samles. Dette sker da heldigvis også tit i løbet af året, men det er alligevel noget andet til jul. Det er jo nok traditionerne, hvor trivielle de så end er, som giver en fællesskabsfølelse og en vis glæde ved det velkendte. Jeg er stort set altid i godt humør, så mit humør i december plejer også at være højt og derfor troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne komme for tidligt i julehumør. Det vil sige indtil sidste år. Der tænkte jeg, hvad kan der egentlig ske ved at høre lidt julemusik og pynte op i god tid (slutningen af november)? Det kan der vel ikke ske noget ved. Men jeg skulle blive klogere. Jeg pyntede glad op, bagte julekager osv. lige indtil den 22. december - så var jeg ikke længere i julehumør. Det var ikke fordi jeg var negativ eller trist, for jeg havde stadigt mit gode humør, det var bare ligesom at julestemningen var forsvundet. Hvilket gjorte juleaften til en lidt besynderlig og halv komisk oplevelse. Men det må ikke gentage sig i år, så derfor pynter jeg først op i dag (jeg har nu heller ikke haft tid i weekenden). Men det kan være, at der er en udløbsdato på ens julehumør. Det ville jo heller ikke være så smart, hvis man pludseligt fik lyst til at fejre jul hele året. Men dette gælder øjensynlig ikke for indkøbscentre og dagligvarebutikker som i år - helt skandaløst - mange steder allerede pyntede op i slutningen af oktober. Hvad gik der galt? Sidste år kunne de fleste steder faktisk godt vente til midten af november. Det var da et godt tidspunkt, men sådan skulle det øjensynlig ikke være i år. Men det kan også godt være, at jeg er lidt sart pga. mit uheld med den manglende julestemning sidste år.
torsdag den 29. november 2007
Næstekærlighed vs. medlidenhedsetik
Freud var allerede i Kulturens byrde bevidst om, at ideen om næstekærlighed egentlig var i strid med ens fornuft. Zygmunt Bauman tager også ideen op i sin bog Flydende kærlighed og argumentere for det absurde i, at elske sin næste sådan helt bogstaveligt talt. For dette er ikke naturligt ud fra menneskets egne interesser. For normalt når man elsker et andet menneske, så er det for nogle specielle egenskaber eller unikke træk ved det menneske. Og derfor hævder Bauman, at en vildt fremmed ikke kan have nogen emotionel værdi eller en allerede erhvervet betydning for ens følelsesliv, da der (i hvert fald endnu) ikke er nogen forbindelse mellem nogle bestemte egenskaber eller træk og så ens følelser. Og derfor kan man rent logisk heller ikke elske en fremmed. Selvom det selvfølgelig er muligt at tillægge personen visse egenskaber eller identificerer visse fælles træk og derved føle kærlighed, som man f.eks. ser det med idoler og forbilleder. Men der kan ikke være en reel kærlighed mellem to mennesker, så længe kærligheden ikke har nogen forudsætninger at bygge på. Derved bliver næstekærlighed mellem to fremmede mennesker næsten også til en slags religion, hvor næstekærligheden ikke er noget man kan føle, men noget man skal tro på.
Det er nok sådanne tanker som gør, at nogen kalder næstekærlighed for medlidenhedsetik. Et ord man tit hører i forbindelse med Søren Kierkegaard og her bliver det ikke brugt på nogen positiv måde. For her bliver næstekærlighed set på som en slags foragt eller mangel på respekt overfor andre mennesker, hvor man fremhæver sig selv ved at føle barmhjertighed overfor det andet menneske. Og derved har man fået præcis den modsatte betydning ud af begrebet om næstekærlighed, end den man normalt forstår ved det. Det egentlig fascinerende, hvor let det er at vende noget positivt til noget negativt. Men jeg kan godt forstå, at ingen dybest set bryder sig om medlidenhed, da der jo i medlidenheden også er en slags dom. Hvis man havde et godt liv, så ville der jo være nogen grund til at føle medlidenhed med personen, da personen jo så ikke ville havde brug for medlidenhed. Men hvem har egentlig brug for medlidenhed? De fleste har vel mere brug for kærlighed og omsorg. Og det er nok her den væsentlige forskel ligger, nemlig forskellen mellem at elske en person og så føle medlidenhed med personens skæbne. Pointen er derfor, at inden man i den forestående søde juletid i godhedens navn yder andre mennesker næstekærlighed (som jeg dog stadig vil opfodre til) så skal man huske på, hvordan man selv ville opfatte næstekærligheden, hvis situationen var omvendt. Næstekærligheden kan hurtigt opfattes som en foragtelig, kynisk og overfladisk medlidenhed.
Det er nok sådanne tanker som gør, at nogen kalder næstekærlighed for medlidenhedsetik. Et ord man tit hører i forbindelse med Søren Kierkegaard og her bliver det ikke brugt på nogen positiv måde. For her bliver næstekærlighed set på som en slags foragt eller mangel på respekt overfor andre mennesker, hvor man fremhæver sig selv ved at føle barmhjertighed overfor det andet menneske. Og derved har man fået præcis den modsatte betydning ud af begrebet om næstekærlighed, end den man normalt forstår ved det. Det egentlig fascinerende, hvor let det er at vende noget positivt til noget negativt. Men jeg kan godt forstå, at ingen dybest set bryder sig om medlidenhed, da der jo i medlidenheden også er en slags dom. Hvis man havde et godt liv, så ville der jo være nogen grund til at føle medlidenhed med personen, da personen jo så ikke ville havde brug for medlidenhed. Men hvem har egentlig brug for medlidenhed? De fleste har vel mere brug for kærlighed og omsorg. Og det er nok her den væsentlige forskel ligger, nemlig forskellen mellem at elske en person og så føle medlidenhed med personens skæbne. Pointen er derfor, at inden man i den forestående søde juletid i godhedens navn yder andre mennesker næstekærlighed (som jeg dog stadig vil opfodre til) så skal man huske på, hvordan man selv ville opfatte næstekærligheden, hvis situationen var omvendt. Næstekærligheden kan hurtigt opfattes som en foragtelig, kynisk og overfladisk medlidenhed.
onsdag den 28. november 2007
Kun de eksistentielt mislykkede filosoferer
Dette udtryk har jeg desværre hørt mere end en gang i løbet af mit studie. Jeg har aldrig rigtig forstået hensigten med, at nogle filosofi studerende udråber dette til verden. Udtrykket stammer oprindeligt fra Nietzsches filosofi, hvor det handler om, at man gennem filosofi prøver på at bortforklare sin eksistentielle ulykke. (Dette skal ikke forstås, som en kritik af Nietzsches filosofi, men mere en kritik af, hvordan udtrykket bliver brugt.) Det er jo både en påstand og en anklage imod enhver som nogensinde har læst filosofi. Personligt føler jeg mig nu ikke særlig ramt af anklagen, selvom jeg læser filosofi, da jeg ikke føler mig specielt mislykket. Men det undrer mig alligevel, hvorfor nogen siger sådan noget, når de selv læser filosofi.
Jeg er egentlig enig med udtrykket, da det jo er meget naturligt, at livets ulykkelige stunder får én til at tænke nærmere over tilværelsen og derved filosofere. Personligt begyndte jeg nok at filosofere over tilværelsen, dengang jeg oplevede min brors lange og svære sygdomsperiode og hans efterfølgende død. Det jeg ikke kan lide ved udtrykket, det er den måde udtrykket bliver brugt på. Det var først for nyligt, at det gik op for mig, hvilket livssyn og hvilken filosofi der ligger bag dette udtryk. Grunden til at det gik op for mig, skyldes nok hovedsaglig to ting; en bog og mødet med en tidligere medstuderende som droppede ud. Det som min tidligere medstuderende gjorde mig opmærksom på var, hvilket livssyn der ligger til grund for dette udtryk.
Det er et livssyn som bygger på, at verden grundlæggende er et koldt og kynisk sted og livet er en lang lidelse. For at undskylde sin egen ulykke i livet, så kan man gennem filosofi finde en masse dårlige undskyldninger for at fremstå som om man er eksistentiel vellykket. Så hvis man vil se virkeligheden som den er, så må man forkaste enhver form for samfundsnorm også videnskab, religion og moral. For der findes intet godt eller ondt, sandt eller falsk, det er alt sammen bare opfindelser til at undskylde ens egen ulykke.
Sådan et syn på verden og livet ender efter min mening bare i egoisme og meningsløshed. Jeg bryder mig ikke om, at se verden som et koldt og kynisk sted, selvom jeg desværre er fuldt ud bevidst om, hvor mange kolde og kyniske mennesker der findes. Men jeg har svært ved at se, hvordan man skal blive lykkelig, når man ser sådan på verden. Men dette er der en meget simpelt løsning på, for lykken er bare en illusion. De afviser nemlig ideen om lykke som en form for selvbedrag, det samme gælder for øvrigt også for moral, videnskab og ens kærlighed til andre mennesker. Det er alt sammen selvbedrag for ikke at virke eksistentielt mislykket. Dermed er det kun dem, som kan se at lykke et selvbedrag, som kan se verden som den virkelig er.
Konklusionen er altså, at hvis du er lykkelig, så er du bare ikke intelligent nok til at indse dit eget selvbedrag. Dette kan man heller ikke argumentere imod uden samtidig at indrømme - ud fra deres præmisser - at man bedrager sig selv. Da jeg ikke direkte kan pege på et objekt, nemlig lykken og sige: Se! Så må jeg jo nøjes med fastholde min subjektive oplevelse af lykke rent faktisk er en del af virkeligheden. Men her vil de selvfølgelig hurtigt indvende, at det fuldkommen uvidenskabeligt at gå ud fra en subjektiv oplevelse. Derefter kan jeg kun pege på det intersubjektive aspekt, nemlig at andre også oplever lykke, men dette argument kan også let afvises, for bare fordi flere mennesker hævder noget, så behøver det jo ikke være sandt. Derefter kunne de være så irriterende at gå over til at hævde, at min påstand om lykkens eksistens er på linje med andres tro på krystal healing og ufo bortførsler. Jeg er nu nået til et tragisk lavpunkt i min argumentation, da jeg ikke længere kan finde på flere argumenter til fordel for lykkens eksistens. Så måske har de afskaffet lykken, men uanset hvad, så vil jeg vil foretrække at leve i selvbedrag, frem for at tage konsekvensen, nemlig at leve i en verden uden moral, uden videnskab, uden lykke og uden at skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv.
Jeg er egentlig enig med udtrykket, da det jo er meget naturligt, at livets ulykkelige stunder får én til at tænke nærmere over tilværelsen og derved filosofere. Personligt begyndte jeg nok at filosofere over tilværelsen, dengang jeg oplevede min brors lange og svære sygdomsperiode og hans efterfølgende død. Det jeg ikke kan lide ved udtrykket, det er den måde udtrykket bliver brugt på. Det var først for nyligt, at det gik op for mig, hvilket livssyn og hvilken filosofi der ligger bag dette udtryk. Grunden til at det gik op for mig, skyldes nok hovedsaglig to ting; en bog og mødet med en tidligere medstuderende som droppede ud. Det som min tidligere medstuderende gjorde mig opmærksom på var, hvilket livssyn der ligger til grund for dette udtryk.
Det er et livssyn som bygger på, at verden grundlæggende er et koldt og kynisk sted og livet er en lang lidelse. For at undskylde sin egen ulykke i livet, så kan man gennem filosofi finde en masse dårlige undskyldninger for at fremstå som om man er eksistentiel vellykket. Så hvis man vil se virkeligheden som den er, så må man forkaste enhver form for samfundsnorm også videnskab, religion og moral. For der findes intet godt eller ondt, sandt eller falsk, det er alt sammen bare opfindelser til at undskylde ens egen ulykke.
Sådan et syn på verden og livet ender efter min mening bare i egoisme og meningsløshed. Jeg bryder mig ikke om, at se verden som et koldt og kynisk sted, selvom jeg desværre er fuldt ud bevidst om, hvor mange kolde og kyniske mennesker der findes. Men jeg har svært ved at se, hvordan man skal blive lykkelig, når man ser sådan på verden. Men dette er der en meget simpelt løsning på, for lykken er bare en illusion. De afviser nemlig ideen om lykke som en form for selvbedrag, det samme gælder for øvrigt også for moral, videnskab og ens kærlighed til andre mennesker. Det er alt sammen selvbedrag for ikke at virke eksistentielt mislykket. Dermed er det kun dem, som kan se at lykke et selvbedrag, som kan se verden som den virkelig er.
Konklusionen er altså, at hvis du er lykkelig, så er du bare ikke intelligent nok til at indse dit eget selvbedrag. Dette kan man heller ikke argumentere imod uden samtidig at indrømme - ud fra deres præmisser - at man bedrager sig selv. Da jeg ikke direkte kan pege på et objekt, nemlig lykken og sige: Se! Så må jeg jo nøjes med fastholde min subjektive oplevelse af lykke rent faktisk er en del af virkeligheden. Men her vil de selvfølgelig hurtigt indvende, at det fuldkommen uvidenskabeligt at gå ud fra en subjektiv oplevelse. Derefter kan jeg kun pege på det intersubjektive aspekt, nemlig at andre også oplever lykke, men dette argument kan også let afvises, for bare fordi flere mennesker hævder noget, så behøver det jo ikke være sandt. Derefter kunne de være så irriterende at gå over til at hævde, at min påstand om lykkens eksistens er på linje med andres tro på krystal healing og ufo bortførsler. Jeg er nu nået til et tragisk lavpunkt i min argumentation, da jeg ikke længere kan finde på flere argumenter til fordel for lykkens eksistens. Så måske har de afskaffet lykken, men uanset hvad, så vil jeg vil foretrække at leve i selvbedrag, frem for at tage konsekvensen, nemlig at leve i en verden uden moral, uden videnskab, uden lykke og uden at skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv.
onsdag den 21. november 2007
Janteloven vs. den positive jantelov
Jeg har lige fundet ud af, at den positive jantelov er trykt i min kalender. Den positive jantelov er naturligvis skabt som modsætning til den gamle jantelov. Hvis nogen skulle havde glemt det, så går den gamle jantelov ud på; at man ikke må tro, at man er noget, ja faktisk så må man slet ikke tro, at man er lige så meget som alle andre og slet ikke, at man skulle være klogere eller bedre end andre. Man skal heller ikke tro, at man dur til noget eller at andre bryder sig om en. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor man har skabt sådanne negative love? Men selvom jeg ikke har det præcise svar, så kan man godt analysere lidt ud fra janteloven omkring forfatterens motiver. Med risiko for at lyde som Nietzsche, så har det menneske, som har fået den ”geniale” ide at skrive janteloven, sikkert kun skabt den for at undertrykke andre mennesker med den. Altså har forfatteren sikkert selv en rigtig dårlig selvtillid og følt sig mindreværdig, men i stedet for at konfronterer denne manglende selvtillid og gøre noget ved den, så har forfatteren i stedet bare skabt nogle "love" i håbet om, at alle andre også skulle få det på samme måde. For dermed er det psykologiske problem jo væk eller i hvert fald maskeret af de andres mindreværd. Selverkendelse er jo noget, som mange mennesker bruger meget energi på at undgå.
Men så er der også den positiv jantelov skabt af Poul A. Jørgensen. Det lyder jo umiddelbart meget godt med en positiv version. Men ordet positivt er øjensynligt også et meget misbrugt ord, for den positive jantelov er langt fra kun positiv og implicerer også meget mere end den negative version. Men for at gøre min pointe tydelig, så vil jeg gennemgå den "positive" jantelov med mine egne kommentarer.
1. Du skal vide, vi andre regner med dig.
Det er selvfølgelig meget godt, at folk regner med én, men tror de så også på én? Det kan næsten lyde som et pres – altså at man er tvunget til at leve op til noget, som andre har bestemt.
2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste - er helt afhængige af dig.
Påstanden går altså på, at 4-5 af mine nærmeste ikke bare er lidt eller delvist, men HELT afhængige af mig. Det medfører naturligvis spørgsmålet om, hvem de 4-5 mennesker er? Mine nærmeste har heldigvis deres egne gode kvalitative liv, kan klare sig selv og selvom jeg selvfølgelig spiller en rolle i deres liv, så kan denne rolle næppe defineres som værende én, som de er helt afhængige af. Den eneste der er afhængig af mig i den grad er vel min hund. Men i loven står der jo mennesker. Det lyder lidt som loven hurtigt kan føre til storhedsvanvid; 4 -5 mennesker kan ikke leve uden min tilstedeværelse. Gad vide, hvad motivet er for at skrive netop denne lov?
3. Du skal vide, at der er noget godt og værdigfuldt i dig, som vi har brug for.
Hvordan kan man sige dette og seriøst mene det uanset, hvilken person man taler til? Mon ikke, at der rent faktisk findes mennesker som desværre hverken besidder noget godt eller værdigfuldt? Det er selvfølgelig en positiv antagelse, at alle mennesker rummer noget godt. Desværre virker det ret overfladisk, når loven er alment formuleret (hvilket en lov vel altid må være) frem for personligt formuleret. Her fremstår den positive jantelov lidt a al ros på dåse. Er du trist, så bare tag lidt almen ros!
4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.
Tja, dette er vist ikke lige det, som man håber mest på at høre fra ens medmennesker. At man er værdsat for ens menneskelige egenskaber. For det første ligger det jo i definitionen, at det er egenskaber som alle andre mennesker også har (ellers ville det jo ikke være menneskelige egenskaber). Det vil sige, at jeg bliver værdsat og fremhævet for kvaliteter, som alle andre mennesker også har. Ikke lige det, som man ønsket fremhævet, når man skal roses. Det er vel nærmere kritik, hvis det eneste positive man kan sige om en person er almengyldige menneskelige egenskaber. Desuden er menneskelige egenskaber jo mange forskellige ting, som ikke nødvendigvis er positive. Her kan remses mange ting op, som man ikke ønsker at blive værdsat for, men jeg lader det ligge til læserens egen fantasi.
5. Du skal vide, at andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket.
Det er her svært at se det positive i den positive jantelov. Den 5. lov antager ligefrem, at man skulle føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket. Skulle det være positivt? Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan den negative version lyder. Det lyder mere som en kritik end opmuntring, medmindre man altså rent faktisk er så trist, at man føler sig de førnævnte ting. Positiv for mig betyder livsglæde – jeg ved ikke rigtigt om man kan betegne 5. loven som livsglæde. Det eneste positive man kan sige om loven er vel, at den gør opmærksom på, at også andre mennesker også kender til negative følelser.
6. Du skal vide, at du hører sammen med os.
Det begynder at virke lidt ligesom i en sekt. Generelt kan jeg ellers også godt lide tanken om menneskeligt broderskab, hvor mennesker dybest set er ret ens på trods af, at de har forskellige aldre, hudfarver, holdninger og livserfaringer, men at man ligefrem hører sammen med nogen? Igen kan det undre en, hvilke motiver denne lov er skrevet ud fra??
7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.
Det lyder jo dejligt positivt. Det passer sikkert også på mine nærmeste. Men hvad med den ensomme? Hvem er vi for den ensomme? Her hjælper loven vidst ikke særlig meget.
8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfundsbeståen er meget afhængige af din indsats.
Ja, mit liv afhænger af mig. Det er der vidst ikke den store livsvisdom i. Men at samfundets beståen er meget afhængig af mig - det er noget nyt. Det lyder mere som en sætning fra en Superman film eller lignende. Men dybest set er samfundet jo udgjort af individer, så derfor må samfundet selvfølgelig også være afhængige af alles indsats. Men problemet opstår, når man siger, at det er samfundets beståen som er afhængige af indsatsen. For hvad så med terroristen som arbejder på det modsatte, nemlig samfundets undergang? Dette gør vel den 8. lov til en selvmodsigelse og dermed forkert.
9. Vi – du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab.
Igen er den ensomme på herrens mark. Antagelsen om, at alle problemer kan løses - måske er den positiv, men er den realistisk?
10…
Tja, det må bygge på overtro eller måske den danske kristne tradition, at man altid tror, at der må være ti bud. Men det er der ikke i den positive jantelov, der er kun 9. I hvert fald ifølge den udgave jeg har. Måske er det en trykfejl?
Generelt virker den positive jantelov næsten endnu mere mærkværdig end den gamle (negative) jantelov. For det første er den ikke specielt positiv og den er heller ikke særlig generel eller universel. F.eks. tager den ikke hensyn til den ensomme - det gjorte den gamle i det mindste. Ingen skulle tro, at de var noget, uanset om de var ensomme eller ej. Desuden er der også en række mærkværdige antagelser i den positive jantelov. Antagelserne er ikke særlig entydige og derfor er det også svært at gennemskue motivet til at lave de 9 love. Men konklusionen må være, at der er gode muligheder for selv at lave en bedre jantelov end både den negative og positive jantelov.
Men så er der også den positiv jantelov skabt af Poul A. Jørgensen. Det lyder jo umiddelbart meget godt med en positiv version. Men ordet positivt er øjensynligt også et meget misbrugt ord, for den positive jantelov er langt fra kun positiv og implicerer også meget mere end den negative version. Men for at gøre min pointe tydelig, så vil jeg gennemgå den "positive" jantelov med mine egne kommentarer.
1. Du skal vide, vi andre regner med dig.
Det er selvfølgelig meget godt, at folk regner med én, men tror de så også på én? Det kan næsten lyde som et pres – altså at man er tvunget til at leve op til noget, som andre har bestemt.
2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste - er helt afhængige af dig.
Påstanden går altså på, at 4-5 af mine nærmeste ikke bare er lidt eller delvist, men HELT afhængige af mig. Det medfører naturligvis spørgsmålet om, hvem de 4-5 mennesker er? Mine nærmeste har heldigvis deres egne gode kvalitative liv, kan klare sig selv og selvom jeg selvfølgelig spiller en rolle i deres liv, så kan denne rolle næppe defineres som værende én, som de er helt afhængige af. Den eneste der er afhængig af mig i den grad er vel min hund. Men i loven står der jo mennesker. Det lyder lidt som loven hurtigt kan føre til storhedsvanvid; 4 -5 mennesker kan ikke leve uden min tilstedeværelse. Gad vide, hvad motivet er for at skrive netop denne lov?
3. Du skal vide, at der er noget godt og værdigfuldt i dig, som vi har brug for.
Hvordan kan man sige dette og seriøst mene det uanset, hvilken person man taler til? Mon ikke, at der rent faktisk findes mennesker som desværre hverken besidder noget godt eller værdigfuldt? Det er selvfølgelig en positiv antagelse, at alle mennesker rummer noget godt. Desværre virker det ret overfladisk, når loven er alment formuleret (hvilket en lov vel altid må være) frem for personligt formuleret. Her fremstår den positive jantelov lidt a al ros på dåse. Er du trist, så bare tag lidt almen ros!
4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.
Tja, dette er vist ikke lige det, som man håber mest på at høre fra ens medmennesker. At man er værdsat for ens menneskelige egenskaber. For det første ligger det jo i definitionen, at det er egenskaber som alle andre mennesker også har (ellers ville det jo ikke være menneskelige egenskaber). Det vil sige, at jeg bliver værdsat og fremhævet for kvaliteter, som alle andre mennesker også har. Ikke lige det, som man ønsket fremhævet, når man skal roses. Det er vel nærmere kritik, hvis det eneste positive man kan sige om en person er almengyldige menneskelige egenskaber. Desuden er menneskelige egenskaber jo mange forskellige ting, som ikke nødvendigvis er positive. Her kan remses mange ting op, som man ikke ønsker at blive værdsat for, men jeg lader det ligge til læserens egen fantasi.
5. Du skal vide, at andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket.
Det er her svært at se det positive i den positive jantelov. Den 5. lov antager ligefrem, at man skulle føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket. Skulle det være positivt? Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan den negative version lyder. Det lyder mere som en kritik end opmuntring, medmindre man altså rent faktisk er så trist, at man føler sig de førnævnte ting. Positiv for mig betyder livsglæde – jeg ved ikke rigtigt om man kan betegne 5. loven som livsglæde. Det eneste positive man kan sige om loven er vel, at den gør opmærksom på, at også andre mennesker også kender til negative følelser.
6. Du skal vide, at du hører sammen med os.
Det begynder at virke lidt ligesom i en sekt. Generelt kan jeg ellers også godt lide tanken om menneskeligt broderskab, hvor mennesker dybest set er ret ens på trods af, at de har forskellige aldre, hudfarver, holdninger og livserfaringer, men at man ligefrem hører sammen med nogen? Igen kan det undre en, hvilke motiver denne lov er skrevet ud fra??
7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.
Det lyder jo dejligt positivt. Det passer sikkert også på mine nærmeste. Men hvad med den ensomme? Hvem er vi for den ensomme? Her hjælper loven vidst ikke særlig meget.
8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfundsbeståen er meget afhængige af din indsats.
Ja, mit liv afhænger af mig. Det er der vidst ikke den store livsvisdom i. Men at samfundets beståen er meget afhængig af mig - det er noget nyt. Det lyder mere som en sætning fra en Superman film eller lignende. Men dybest set er samfundet jo udgjort af individer, så derfor må samfundet selvfølgelig også være afhængige af alles indsats. Men problemet opstår, når man siger, at det er samfundets beståen som er afhængige af indsatsen. For hvad så med terroristen som arbejder på det modsatte, nemlig samfundets undergang? Dette gør vel den 8. lov til en selvmodsigelse og dermed forkert.
9. Vi – du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab.
Igen er den ensomme på herrens mark. Antagelsen om, at alle problemer kan løses - måske er den positiv, men er den realistisk?
10…
Tja, det må bygge på overtro eller måske den danske kristne tradition, at man altid tror, at der må være ti bud. Men det er der ikke i den positive jantelov, der er kun 9. I hvert fald ifølge den udgave jeg har. Måske er det en trykfejl?
Generelt virker den positive jantelov næsten endnu mere mærkværdig end den gamle (negative) jantelov. For det første er den ikke specielt positiv og den er heller ikke særlig generel eller universel. F.eks. tager den ikke hensyn til den ensomme - det gjorte den gamle i det mindste. Ingen skulle tro, at de var noget, uanset om de var ensomme eller ej. Desuden er der også en række mærkværdige antagelser i den positive jantelov. Antagelserne er ikke særlig entydige og derfor er det også svært at gennemskue motivet til at lave de 9 love. Men konklusionen må være, at der er gode muligheder for selv at lave en bedre jantelov end både den negative og positive jantelov.
onsdag den 31. oktober 2007
Skønhed og retorik
Ole Fogh Kierkeby har lige udgivet en bog som hedder ”Skønheden sker - begivenhedens æstetik” og efter at havde set DR2s Deadline om emnet som blev sendt den 21.10, så må jeg havde den bog på min hylde. Selvom jeg for god ordens skyld nok også lige må nævne, at jeg endnu ikke ved præcis, hvor enig jeg er med Ole Fogh Kierkeby, da jeg endnu ikke har læst hans bog, men den lyder særdeles interessant.
Ole Fogh Kierkeby mener, at alt kan være skønt. Vi vælger ikke selv, hvad der er skønt, men det skønne kommer til os i en bevægelse (hemmelighedsfuldt) og forvandler os. Det skønne er det fremmede som fascinerer mig og som ikke findes i mig selv. Det minder næsten om definitionen af kærlighed. Det mest spektakulære som Ole Fogh Kierkeby hævder (er for mig), at skønhed er at se det meningsløse i øjnene og at skønheden er skøn, fordi den er ren overflade. Det er en meget interessant pointe, når jeg tænker på min egen fascination af retorik. Jeg har altid været meget fascineret af dygtig retorik, som jeg derved også opfatter som skøn. Retorik kan hurtigt blive meget overfladisk, hvis man ikke får puttet mening, essens og betydning ind i det man taler om. Retorikken kan hurtigt blive til kunsten blot at tale, tale væk fra emnet, tale uden om eller bare vinde en argumentation på tricks, frem for argumenter. Det er dog ikke her min primære fascination af retorik ligger, for det er egentlig bare at snyde sin modstander - ikke at vinde diskussionen. Et godt eksempel på dette er Arthur Schopenhauers bog Kunsten altid at få ret. Ole Fogh Kierkebys påstand om, at det der er skønt er det meningsløse og overfladiske giver faktisk ganske god mening i denne kontekst. For det er netop, må jeg erkende og indrømme, den overfladiske og på sin vis i hvert fald potentielle meningsløse retorik som har fascineret mig. Jeg har naturligvis også stor beundring for folk med store filosofiske evner, men det har alligevel aldrig fascineret mig i samme grad som retorikken. Altså er beundringen større for den måde man siger noget på, frem for indholdet. Det lyder jo egentlig skræmmende overfladisk, at jeg foretrækker den skønne overfladiske flotte og derved potentielle meningsløse retorik, frem for den reelle og konkrete retorik med et indhold om virkeligheden. Den ligefremme og nøjsomme retorik om noget konkret fremstår i sin sandhed selvindlysende og er på den måde også samtidig blottet for skønhed. Selvom det selvfølgelig her skal understreges kraftigt, at dette selvfølgelig ikke gør de filosofiske evner mindre spektakulære, det er bare ikke det samme som skøn retorik. Desuden findes der rent faktisk også mennesker som formår begge; både det at havde en flot og gennemført retorik og så det at havde et dybt filosofisk indhold og pointe. Det er faktisk det, som jeg elsker mest ved universitetet.
Men hvis skønhed blot er overflade og potentiel meningsløs, så er skønhed måske i virkeligheden også bare dagdrømmeri væk fra virkeligheden. Alting er smukkere på afstand kunne man være så fræk at sige. Det skønne er derved også det umenneskelige og derved fremmede og anderledes fra mig selv. Det fremmede er også ifølge Kierkeby et kendetegn ved det skønne. Altså bliver man fascineret af det fremmede, umenneskelige og i meget kunst måske også af det overmenneskelige. Det overmenneskelige aspekt er måske det som gør at nogen betegner kunst som guddommelig. Kierkeby siger i udsendelsen, at han ikke tror på det guddommelige i kunsten, men måske han har bare erstattet det guddommelige med begrebet om det meningsløse. Man fatter i kunsten det meningsløse ved livet og det får én til at føle sig lille og ubetydelig, netop det som nogen måske betegner som det guddommelige. Jeg mener heller ikke, at skønhed findes i kunsten eller i tingen selv, men hos den der betragter det eller måske har kunsten ligefrem sin egen slags "væren" mellem kunsten og mennesket. Skønhed er noget uforståeligt noget, som Niels Steensen skriver: "Skønt er det, vi ser. Skønnere det vi forstår. Skønnest det vi ikke fatter." Men det virker som om at Kierkeby har fat i nogle meget essentielle tanker omkring opfattelsen af kunst og af det skønne. Men det må jeg blive klogere på, når jeg har læst hans bog.
Se DR2s program Deadline med Ole Fogh Kierkeby ved at trykke på overskriften.
Ole Fogh Kierkeby mener, at alt kan være skønt. Vi vælger ikke selv, hvad der er skønt, men det skønne kommer til os i en bevægelse (hemmelighedsfuldt) og forvandler os. Det skønne er det fremmede som fascinerer mig og som ikke findes i mig selv. Det minder næsten om definitionen af kærlighed. Det mest spektakulære som Ole Fogh Kierkeby hævder (er for mig), at skønhed er at se det meningsløse i øjnene og at skønheden er skøn, fordi den er ren overflade. Det er en meget interessant pointe, når jeg tænker på min egen fascination af retorik. Jeg har altid været meget fascineret af dygtig retorik, som jeg derved også opfatter som skøn. Retorik kan hurtigt blive meget overfladisk, hvis man ikke får puttet mening, essens og betydning ind i det man taler om. Retorikken kan hurtigt blive til kunsten blot at tale, tale væk fra emnet, tale uden om eller bare vinde en argumentation på tricks, frem for argumenter. Det er dog ikke her min primære fascination af retorik ligger, for det er egentlig bare at snyde sin modstander - ikke at vinde diskussionen. Et godt eksempel på dette er Arthur Schopenhauers bog Kunsten altid at få ret. Ole Fogh Kierkebys påstand om, at det der er skønt er det meningsløse og overfladiske giver faktisk ganske god mening i denne kontekst. For det er netop, må jeg erkende og indrømme, den overfladiske og på sin vis i hvert fald potentielle meningsløse retorik som har fascineret mig. Jeg har naturligvis også stor beundring for folk med store filosofiske evner, men det har alligevel aldrig fascineret mig i samme grad som retorikken. Altså er beundringen større for den måde man siger noget på, frem for indholdet. Det lyder jo egentlig skræmmende overfladisk, at jeg foretrækker den skønne overfladiske flotte og derved potentielle meningsløse retorik, frem for den reelle og konkrete retorik med et indhold om virkeligheden. Den ligefremme og nøjsomme retorik om noget konkret fremstår i sin sandhed selvindlysende og er på den måde også samtidig blottet for skønhed. Selvom det selvfølgelig her skal understreges kraftigt, at dette selvfølgelig ikke gør de filosofiske evner mindre spektakulære, det er bare ikke det samme som skøn retorik. Desuden findes der rent faktisk også mennesker som formår begge; både det at havde en flot og gennemført retorik og så det at havde et dybt filosofisk indhold og pointe. Det er faktisk det, som jeg elsker mest ved universitetet.
Men hvis skønhed blot er overflade og potentiel meningsløs, så er skønhed måske i virkeligheden også bare dagdrømmeri væk fra virkeligheden. Alting er smukkere på afstand kunne man være så fræk at sige. Det skønne er derved også det umenneskelige og derved fremmede og anderledes fra mig selv. Det fremmede er også ifølge Kierkeby et kendetegn ved det skønne. Altså bliver man fascineret af det fremmede, umenneskelige og i meget kunst måske også af det overmenneskelige. Det overmenneskelige aspekt er måske det som gør at nogen betegner kunst som guddommelig. Kierkeby siger i udsendelsen, at han ikke tror på det guddommelige i kunsten, men måske han har bare erstattet det guddommelige med begrebet om det meningsløse. Man fatter i kunsten det meningsløse ved livet og det får én til at føle sig lille og ubetydelig, netop det som nogen måske betegner som det guddommelige. Jeg mener heller ikke, at skønhed findes i kunsten eller i tingen selv, men hos den der betragter det eller måske har kunsten ligefrem sin egen slags "væren" mellem kunsten og mennesket. Skønhed er noget uforståeligt noget, som Niels Steensen skriver: "Skønt er det, vi ser. Skønnere det vi forstår. Skønnest det vi ikke fatter." Men det virker som om at Kierkeby har fat i nogle meget essentielle tanker omkring opfattelsen af kunst og af det skønne. Men det må jeg blive klogere på, når jeg har læst hans bog.
Se DR2s program Deadline med Ole Fogh Kierkeby ved at trykke på overskriften.
mandag den 29. oktober 2007
Konference : Filosofi og Populærkultur
Så er der igen den 3. årlige konference om filosofi og populærkultur !
Arrangør: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet og Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.
Fredag, d. 2. november 2007, kl. 10.00 - 18.00 i U 100 på Syddansk Universitet.
Se programmet ved at trykke her.
Arrangør: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet og Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.
Fredag, d. 2. november 2007, kl. 10.00 - 18.00 i U 100 på Syddansk Universitet.
Se programmet ved at trykke her.
søndag den 28. oktober 2007
Det at være overfladisk vs. det at være sig selv
Det er findes simpelthen ikke noget værre i min verden end overfladiske mennesker. Med overfladisk, mener jeg her, at de kun fokuserer på overfladiske ting og har en gennemgående ligegyldig facon som hverken viser den mindste medindlevelse eller medfølelse for eller med andre mennesker. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, at en person har en overfladisk væremåde, facon eller facade. Hvis jeg skal vælge, så foretrækker jeg dog en person med en overfladisk facade eller facon, for der kan man i det mindste ane en person bag facaden. Den gennemførte overfladiske væremåde skræmmer mig. Det er nok tanken om, at der måske slet ikke er en person bag alt det overfladiske. For overfladiskhed er alt det, som jeg altid selv har kæmpet imod. Jeg har altid selv kæmpet for, ikke at være overfladisk og blive eller være mig selv. Altså mig selv, som jeg virkelig er og bør være autentisk. Bør skal her ikke forstås idealistisk eller moralsk, men som den person som jeg virkelig er inde i mig selv. Som Søren Kierkegaard skriver:
"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."
Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.
"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."
Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.
lørdag den 29. september 2007
Om venlighed og følelser på universitetet
I Politikken onsdag 26.9 var artiklen ”Følelser er forbudte på universitetet”. Det var en ganske relevant artikel, hvis emne man altid funderer over, når man læser på universitetet. Det er helt sikkert ofte ugleset på universitetet, at man i det hele taget giver udtryk for sine (ja, måske endda har) følelser. Det er ligesom at skellet mellem, hvad der er videnskabelig forskning og hvad der ikke er videnskabelig forskning ikke kun gælder indenfor forskningsområdet, men også for forskeren selv som person. Det er som om, at hvis man giver udtryk for følelser, så har man også samtidig sat spørgsmålstegn ved ens egen evne til at gøre sit arbejde professionelt og derved lave god videnskabelig forskning. Men selvom videnskabelig forskning og ens eget følelsesliv selvfølgelig skal adskilles, så er mennesket jo ikke bare en overfladisk analyse forskningsrobot.
De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.
Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.
De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.
Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.
lørdag den 15. september 2007
Åbenhed overfor fremmede mennesker
Åbenhed overfor fremmede mennesker er et mærkeligt fænomen. Åbenhed er generelt en god ting, selvom åbenhed altid i sidste ende er en indre kamp mellem at føle sig fuldkommen naiv og godtroende og så at være total mistroisk overfor alt fremmed. Man kan eller skal selvfølgelig heller ikke være åben overfor alle fremmede mennesker, specielt ikke dem man opfatter som truende. Men noget som har stor betydning for ens egen grad af åbenhed overfor fremmede mennesker det er det sted man bor. For nogle år siden boede jeg i en større dansk by. Der var det fuldkommen utænkeligt, at man kunne begynde at snakke med en, som man ikke allerede kendte i forvejen. Og jeg er sikker på, at hvis man havde forsøgt, så ville man blive set på, som om man lige var stukket af fra psykiatrisk afdeling og nu krævet et livslangt venskab af den første person man mødte på sin vej.
Men i København og generelt i hovedstadsområdet er det helt anderledes. Her kan man sagtens begynde at tale direkte til folk, som man aldrig har set eller mødt før og som man sandsynligvis heller aldrig kommer til at se igen. Første gang det skete, efter jeg var flyttet tilbage til København, der blev jeg helt paf og tænkte med det samme med en foruroligende mistro; hvad vil den person mig? Efter et stykke tid, så gik det op for mig, at personen ikke ville mig noget ondt, men bare kom med en kommentar. Efterfølgende oplever jeg regelmæssigt, at folk henvender sig til mig. Folk spørger selvfølgelig både om almindelige spørgsmål som f.eks. om vej til et sted eller områder i København. Mange spørger også til min hund. I det hele taget taler man med mange nye mennesker, når man har hund. Mens andre kommenterer DSB, vejret eller andre aktuelle ting. Og hvad er der egentlig galt med det? Ikke noget, så længe folk ikke ligefrem bliver anmassende eller nærgående. Det er da en god ting, at man kan tale sammen, for de fleste af os mennesker er jo grundliggende ret ens og fører også ret ens liv. Men det mærkelige er, at det havde jeg glemt efter at havde boet nogle år væk fra København. Jeg syntes, at det er trist at der skal være sådanne barrierer mellem mennesker, at man ikke engang kan veksle nogle få ord sammen uden at det forekommer mærkeligt. Det lige før, at man kunne snige sig til at bruge et ord som fremmedgørelse. Men det er ikke samfundet som påtvinger os denne fremmedgørelse mellem mennesker, det er os selv som skaber den. Personligt kunne jeg nok også være bedre til det, men det er da positivt, at ikke alle mennesker er så usikre og fremmedgjorte.
Men i København og generelt i hovedstadsområdet er det helt anderledes. Her kan man sagtens begynde at tale direkte til folk, som man aldrig har set eller mødt før og som man sandsynligvis heller aldrig kommer til at se igen. Første gang det skete, efter jeg var flyttet tilbage til København, der blev jeg helt paf og tænkte med det samme med en foruroligende mistro; hvad vil den person mig? Efter et stykke tid, så gik det op for mig, at personen ikke ville mig noget ondt, men bare kom med en kommentar. Efterfølgende oplever jeg regelmæssigt, at folk henvender sig til mig. Folk spørger selvfølgelig både om almindelige spørgsmål som f.eks. om vej til et sted eller områder i København. Mange spørger også til min hund. I det hele taget taler man med mange nye mennesker, når man har hund. Mens andre kommenterer DSB, vejret eller andre aktuelle ting. Og hvad er der egentlig galt med det? Ikke noget, så længe folk ikke ligefrem bliver anmassende eller nærgående. Det er da en god ting, at man kan tale sammen, for de fleste af os mennesker er jo grundliggende ret ens og fører også ret ens liv. Men det mærkelige er, at det havde jeg glemt efter at havde boet nogle år væk fra København. Jeg syntes, at det er trist at der skal være sådanne barrierer mellem mennesker, at man ikke engang kan veksle nogle få ord sammen uden at det forekommer mærkeligt. Det lige før, at man kunne snige sig til at bruge et ord som fremmedgørelse. Men det er ikke samfundet som påtvinger os denne fremmedgørelse mellem mennesker, det er os selv som skaber den. Personligt kunne jeg nok også være bedre til det, men det er da positivt, at ikke alle mennesker er så usikre og fremmedgjorte.
Abonner på:
Opslag (Atom)