Om venlighed og følelser på universitetet

I Politikken onsdag 26.9 var artiklen ”Følelser er forbudte på universitetet”. Det var en ganske relevant artikel, hvis emne man altid funderer over, når man læser på universitetet. Det er helt sikkert ofte ugleset på universitetet, at man i det hele taget giver udtryk for sine (ja, måske endda har) følelser. Det er ligesom at skellet mellem, hvad der er videnskabelig forskning og hvad der ikke er videnskabelig forskning ikke kun gælder indenfor forskningsområdet, men også for forskeren selv som person. Det er som om, at hvis man giver udtryk for følelser, så har man også samtidig sat spørgsmålstegn ved ens egen evne til at gøre sit arbejde professionelt og derved lave god videnskabelig forskning. Men selvom videnskabelig forskning og ens eget følelsesliv selvfølgelig skal adskilles, så er mennesket jo ikke bare en overfladisk analyse forskningsrobot.

De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.

Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.

Åbenhed overfor fremmede mennesker

Åbenhed overfor fremmede mennesker er et mærkeligt fænomen. Åbenhed er generelt en god ting, selvom åbenhed altid i sidste ende er en indre kamp mellem at føle sig fuldkommen naiv og godtroende og så at være total mistroisk overfor alt fremmed. Man kan eller skal selvfølgelig heller ikke være åben overfor alle fremmede mennesker, specielt ikke dem man opfatter som truende. Men noget som har stor betydning for ens egen grad af åbenhed overfor fremmede mennesker det er det sted man bor. For nogle år siden boede jeg i en større dansk by. Der var det fuldkommen utænkeligt, at man kunne begynde at snakke med en, som man ikke allerede kendte i forvejen. Og jeg er sikker på, at hvis man havde forsøgt, så ville man blive set på, som om man lige var stukket af fra psykiatrisk afdeling og nu krævet et livslangt venskab af den første person man mødte på sin vej.

Men i København og generelt i hovedstadsområdet er det helt anderledes. Her kan man sagtens begynde at tale direkte til folk, som man aldrig har set eller mødt før og som man sandsynligvis heller aldrig kommer til at se igen. Første gang det skete, efter jeg var flyttet tilbage til København, der blev jeg helt paf og tænkte med det samme med en foruroligende mistro; hvad vil den person mig? Efter et stykke tid, så gik det op for mig, at personen ikke ville mig noget ondt, men bare kom med en kommentar. Efterfølgende oplever jeg regelmæssigt, at folk henvender sig til mig. Folk spørger selvfølgelig både om almindelige spørgsmål som f.eks. om vej til et sted eller områder i København. Mange spørger også til min hund. I det hele taget taler man med mange nye mennesker, når man har hund. Mens andre kommenterer DSB, vejret eller andre aktuelle ting. Og hvad er der egentlig galt med det? Ikke noget, så længe folk ikke ligefrem bliver anmassende eller nærgående. Det er da en god ting, at man kan tale sammen, for de fleste af os mennesker er jo grundliggende ret ens og fører også ret ens liv. Men det mærkelige er, at det havde jeg glemt efter at havde boet nogle år væk fra København. Jeg syntes, at det er trist at der skal være sådanne barrierer mellem mennesker, at man ikke engang kan veksle nogle få ord sammen uden at det forekommer mærkeligt. Det lige før, at man kunne snige sig til at bruge et ord som fremmedgørelse. Men det er ikke samfundet som påtvinger os denne fremmedgørelse mellem mennesker, det er os selv som skaber den. Personligt kunne jeg nok også være bedre til det, men det er da positivt, at ikke alle mennesker er så usikre og fremmedgjorte.