Om selvdestruktion

Jeg har før skrevet, at det mest fundamentale træk ved mennesket og livet er, at ville livet og at ville lykken. Så når man stræber efter det modsatte, altså efter at ødelægge livet for sig selv, så er der virkelig tale om et fundamentalt eksistentielt problem for mennesket. Selvdestruktion kan opstå af to årsager. Den ene årsag er, at man har en så mangelfuld og urealistisk forståelse af andre mennesker og hvad der fremmer/ødelægger ens egne muligheder, at ens egen adfærd bliver selvdestruktiv. Denne form for selvdestruktion kan man kalde for ubevidst. Den anden form for selvdestruktion opstår, når man er så utilfreds med sig selv (eller hader sig selv så meget) at man bliver selvdestruktiv. Selvdestruktion skyldes her, at ens eget had til sig selv skaber et så stort tomrum og/eller følelse af smerte og frustration, at man ikke kan se andre udveje end selvdestruktion. Her prøver folk naturligvis tit at udfylde tomrummet kunstigt ved f.eks. at få en afhængighed. (Jeg mener principielt, at det er umuligt, at udfylde tomrummet med andet end kærlighed.) Afhængighedens udtryksformer kan her være vidt forskellige. Det kan være overdreven dyrkelse eller direkte afhængighed af f.eks. narko, mad, anoreksi, sex, arbejde, træning, religion osv. Men fælles for alle de forskellige former for afhængighed er, at de alle er skabt ud fra det samme formål, nemlig til at udfylde tomrummet og derved undgå ens eget selvhad, smerte og frustration.

Disse forskellige former for afhængighed bruger folk til at flygte fra den virkelighed, som de ikke kan klare at se i øjnene. Altså den virkelighed, hvor de ikke er i stand til at elske dem selv, som de er. Og her er der formodentlig tale om, at menneskets overlevelsesmekanisme kan træde til og finde en afhængighed - for at forhindre et potentielt selvmord. For gennem afhængigheden kan folk tit skabe ny virkelighed og dermed også en ny virkelighedsforståelse. (Og dermed også en ny og midlertidig mening med livet.) En virkelighed, hvor de som minimum har kontrol over en ting, nemlig deres afhængighed. Derfor handler de fleste former for afhængighed også i virkeligheden mest om at skabe en kunstig følelse af kontrol og tryghed. Men selvom at en given afhængighed muligvis skaber en psykologisk følelse af tryghed og kontrol, så har de reelt ingen kontrol. For kontrol forudsætter netop en vis form for selverkendelse og derved også selvaccept. Og derfor vil en given afhængighed også altid kun kunne give en midlertidig tilfredsstillelse og en midlertidig flygt, da man jo principielt aldrig kan flygte fra hverken sig selv eller virkeligheden.

Men selvdestruktion findes også i mindre ekstreme former i hverdagen. Det kan f.eks. være en situation, hvor en person ikke nødvendigvis gør det, som er bedst for personen selv. Eller en situation, hvor personen gør en situation mere problematisk, end den egentlig behøvede at være. Eller hvor en person helt bevidst prøver på at ødelægge sine egne muligheder eller helt unødvendigt skaber sig mange fjender. Den slags handlinger kan man se næsten hver dag, hvis man bare lægger mærke til dem. Den slags handlinger kan man også formulere ret klart med Pinks ord: I’m my own worst enemy. Og her må der bestemt også være tale om en vis form for selvdestruktion. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor nogle mennesker konstant udfører sådanne handlinger. Nogle gange kan jeg blive helt i tvivl, om der egentlig er tale om et råb om hjælp. Netop fordi, at jeg antager, at de pågældende mennesker burde have en god forståelse af, hvilke konsekvenser de givne handlinger kan have på længere sigt. Og så burde jeg jo egentlig gøre noget - altså hjælpe! Men så længe, at selvdestruktionen bliver på et vist niveau, så må man jo nøjes med at se passivt med fra sidelinjen - med en vis frustration (som hele tiden stiger i takt med de potentielle muligheder, som de ødelægger for dem selv).

Grænseløs kommunikation

Kommunikation er virkelig fantastisk, for det er hele ens primære kontakt og forbindelse til andre mennesker. Men det mest fascinerende aspekt ved kommunikation er, at kommunikationen ikke har nogen naturlige begrænsninger. Man kan i princippet sige præcis, hvad man vil. For kommunikation har kun de begrænsninger, som man selv vælger at tillægge den. Mange af de begrænsninger, som man normalt tillægger sin daglige kommunikation, er nok også ret hensigtsmæssige i forhold til ens egne interesser. For man bør naturligvis ikke altid sige, hvad man tænker. (Selvom dette aspekt også afhænger af, hvordan man tænker. For generelt tænker jeg ikke særlig mange tanker, som ikke kan tåle at blive sagt højt, men sådan er det nok næppe for alle mennesker.) MEN det er heller ikke altid nødvendigvis en fordel, at undlade at sige, hvad man tænker. For ens egne begrænsninger kan også hurtigt blive FOR begrænsende. Og det er her min pointe ligger. For jeg mener faktisk, at de fleste mennesker begrænser deres kommunikation unødvendigt meget eller i hvert fald at de begrænser de forkerte aspekter af deres kommunikation. For de fleste mennesker begrænser ikke deres kommunikation særlig meget, når det gælder områder som kritik eller brok. Nej, den del af kommunikationen fungerer for det meste ganske optimalt og upåklageligt. Nej, det er derimod det andet aspekt, nemlig de positive tanker som man har i forbindelse med en given situation eller person, som det kniber med. For kommunikation handler jo ikke bare om, at kunne give udtryk for ens kritiske vurderinger, men vel også i lige så høj grad om at kunne give udtryk for ens glæde, fascination og entusiasme. Men dette aspekt glemmer folk tit. Hvilket jeg egentlig ikke forstår, hvordan man kan glemme. Men måske handler det mere om, at man i virkeligheden bare er ligeglad med andre mennesker.

Jeg har selv et meget højt niveau af entusiasme, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg er glad for et eller andet eller en eller anden, så ved mine omgivelser for det meste det også med det samme. Men jeg prøver faktisk også på at formidle denne entusiasme videre til den pågældende person - hvis det altså er muligt! De fleste mennesker kan også sagtens finde ud af at give udtryk for deres entusiasme, når det gælder deres familie, venner, interesser, popidoler eller noget materielt som f.eks. deres nye bil. Men ikke, når det gælder andre mennesker udenfor deres nærmeste omgangskreds. Nogle gange virker det næsten som om, at det er forbudt, at mene noget positivt om mennesker udenfor ens egen umiddelbare omgangskreds. Men hvordan skulle denne manglende relation gøre deres evner, talenter osv. mindre spektakulære? Handler det her i virkeligheden om jantelov? Eller er det fordi, at nogle mennesker rent faktisk bare ikke evner at tænke positivt om andre mennesker? For hvordan kan det være så svært at give udtryk for noget positivt, når det ikke gælder for kritikken?

Her er universitetet også et glimrende eksempel (som jeg før har nævnt) på, hvor mange unaturlige begrænsninger man kan påføre menneskelig kommunikation. Det illustreres egentlig meget fint med et citat fra bogen ”Passion og paranoia” (som handler om universitetets arbejdsmiljø) hvor en studerende udtaler følgende: ”Man kan ikke i Akademia være spontant glad”. Det har jeg nu været alligevel - altså spontant glad. Og jeg har bestemt også givet udtryk for min glæde, entusiasme og fascination på alle de tænkelige måder, som det har været muligt. Selvom det naturligvis har været svært indenfor universitetets meget begrænsede former for kommunikation, som jeg naturligvis har været tvunget til at tage hensyn til ud fra mine egne interesser. For ironisk nok, så er verdens tak - ganske ofte utak. En positiv kommentar kan overraskende hurtigt blive til en kritik af én selv og medfører ubehagelige konsekvenser. Så derfor skal man heller aldrig sige noget positivt for nogen andens skyld. Nej, man må sige, hvad man føler, for at være oprigtig mod sig selv. Og det er faktisk også meget mere meningsfyldt, end man måske umiddelbart skulle tro.

Og derfor vil jeg også gerne opfodre alle til ikke at begrænse deres kommunikation mere end højst nødvendigt - i hvert fald i den positive retning. For det er virkelig utrolig befriende, at kunne sige lige, hvad man vil. For kommunikation har ingen naturlige grænser - kun dem man selv vælger. Her er internettet også et fantastisk medie. Jeg skrev f.eks. for nogle måneder siden en mail til en filosofiprofessor og fik derefter også et svar. Det er da virkelig fantastisk og yderst fascinerende, hvordan den nye teknologi har udvidet kommunikationens geografiske grænser. Og jeg har heller ikke nogen pessimistiske tanker omkring kommunikationens muligheder og derfor tror jeg også fast på, at jo mere kommunikation der er imellem mennesker, jo bedre bliver forståelsen også. Som Samuel Butler skrev det for mange år tilbage:”If people would dare to speak to one another unreservedly, there would be a good deal less sorrow in the world a hundred years hence.”

Guide og risikovejledning til at læse filosofi

Risikovejledningen er skabt til dig, som overvejer at læse filosofi. Men inden at du kaster dig ud i filosofiens verden, så er der nogle risici og problemstillinger, som du bør være opmærksom på. Her er risikovejledningen skabt til at give dig et hurtigt overblik og indblik i de forskellige former for risici, som er forbundet med at læse filosofi. Guiden er både skabt for at sikre din personlige velvære og for at mindske risikoen for, at du udvikler nogle psykiske eller helbredsmæssige lidelser undervejs. Glem dog ikke, at denne guide på ingen måde kan erstatte professionel rådgivning fra f.eks. en læge, psykolog eller lign.

Følgende forhold skal du være opmærksom på inden, at du begynder at læse filosofi:

- Af hensyn til ryggen, så bør du altid vælge at sidde et sted og læse, hvor ryggen får en naturlig og komfortabel støtte i lænden og som ikke virker for belastende for din ryg. Derudover må du også altid matche det filosofiske værks sværhedsgrad med din stols komfort. Jo sværere værket er, jo mindre behagelig må stolen nødvendigvis også være - for ellers opstår der hurtigt den risiko, at du aldrig får læst værket færdigt.

- Af hensyn til hukommelsen og forståelsen af det filosofiske indhold, så bør man aldrig være stresset. Enhver form for stress kan hurtigt forhindre både en korrekt indlæring, en dybere forståelse af de filosofiske problemstillinger og fjerne enhver form for umiddelbar glæde som ellers kunne være forbundet med læsningen af det filosofiske værk.

- Af hensyn til dit koncentrationsniveau, så kan det være nødvendigt at fjerne enhver form for forstyrrende elementer fra det område, hvor du har tænkt dig at læse. Eksempler på elementer som kan virke distraherende for ens koncentration kunne f.eks. være; et tv, en bærbar pc, et magasin, et kæledyr eller et barn. Fjern dem allerede inden, at de udgør en risiko for din koncentration.

- Af hensyn til dine øjne, så må du mindske belastningen af øjnene mest muligt. Dette kan du gøre ved f.eks. at placere dig korrekt i forhold til de forskellige lyskilder og ved at undgå genskin, så læsningen bliver mest muligt komfortabelt. Her må du dog være opmærksom på, at flere undersøgelser peger på, at jo flere bøger man læser, jo større er risikoen også for, at man har brug for briller. Så denne risiko må du nøje overveje, inden du læser alt for mange filosofiske værker.

- Af hensyn til din generelle fysiske sundhed, så er det godt at holde pauser fra filosofi-læsningen. Her kan man gennem en sund livsstil (ved at spise varieret, få tilstrækkelig hvile og dyrke motion) også yde mere og få mere ud af sine hverdagsaktiviteter som f.eks. det at læse filosofi.

- Af hensyn til din generelle psykiske sundhed og forståelse af virkeligheden, så vil det være en god ide at have en stor omgangskreds, inden at du begynder at læse filosofi. For der er desværre ingen undersøgelser som peger på, at filosofi skulle give én bedre sociale evner eller en bedre forståelse af andre mennesker. Tværtimod peger flere uofficielle undersøgelser på det modsatte og der er også flere eksempler på, at selv de store filosoffer led under diverse former for sindslidelser. Derfor må du også i et vist omfang begrænse din kontakt med andre som læser filosofi. For at fastholde din virkelighedsfornemmelse, så er det også vigtigt, at de fleste i din omgangskreds har virkelige (dvs. ikke-teoretiske) jobs ude i virkeligheden. En anden glimrende mulighed er også selv at have eller få et job i virkelighedens verden. Jo dårligere jobbet er, jo bedre er det sikkert også til at fastholde din fornemmelse og forståelse af virkeligheden. For virkeligheden er jo stadig den bedste forsikring imod at komme ud i alt for mange rent teoretiske spekulationer og imod at filosofere sig helt væk virkeligheden.

Der er mange faldgruber indenfor filosofi, men her er nogle af de mest omfattende problemer, som du bør være opmærksom på indenfor de forskellige filosofiske discipliner:

- Erkendelsesteori. Her er det største problem tit at spørgsmålet om, hvilket forhold der er imellem mennesket og omverdenen. Det spørgsmål kan føre nogen til den konklusion, at der rent faktisk ikke findes nogen verden uafhængigt af menneskets erkendelse. Altså har det dermed lykkes én at filosofere sig helt væk fra den omgivende verden og dermed også en meget stor del af virkeligheden.

- Metafysik. Her er det største problem, hvilket forhold der er mellem menneskets bevidsthed og andre mennesker. For erkendelsen af, hvor fejlbarlig den menneskelig erkendelse er, kan hurtigt føre nogen til den konklusion, at man rent faktisk ikke kan vide, om der eksisterer andre mennesker - altså udover én selv. For andre mennesker kan jo dybest set bare være et produkt af ens egen fantasi eller forestillingsevne. Hvilket fører nogen til den endnu mere absurde konklusion, at hele livet måske bare er en drøm, som man kan vågne op fra hvert sekund. Og dermed har man ikke bare filosoferet sig væk fra andre menneskers eksistens, men også væk fra muligheden for at udføre en meningsfuld handling.

- Sprogfilosofi. Her er det største problem erkendelsen af sprogets relativitet, altså det at sproget kan bruges på vidt forskellige måder og hele tiden kan forandre sig. Denne erkendelse overfører nogen så til videnskaben ud fra den begrundelse, at videnskaben altid er afhængig af sproget. Dermed kan man ikke længere tale om objektiv viden, videnskab eller sandhed - og dermed konkluderer de, at alt er relativt. Det har naturligvis også den implikation, at alle teorier dermed også er lige gode eller lige dårlige – og dermed også ligegyldige. Og derfor hævder fortalerne for relativisme også tit, at der ikke findes nogen form for objektiv sandhed. Og dermed har det lykkes én, ikke bare at modsige sig selv, men også at filosofere sig helt væk fra muligheden for kunne sige noget meningsfyldt.

- Logik. Det største problem ved at læse om logik er erkendelsen af, hvor ulogisk andre mennesker tænker og hvor inkonsekvent alting fungerer i verden. Men det er bare et spørgsmål om erkendelse og tilvænning. Når du først har indset, hvor ulogisk og inkonsekvent verden fungerer, så affinder du dig hurtigt med dette faktum. For alternativet, at prøve på at ændre folks tankegang og verdens mange inkonsekvente sammenhæng, er en yderst krævende opgave, som de fleste nok vil anse som umulig. Så lær at forhold dig til virkeligheden, for logik er naturligvis meget logisk, men det er andre mennesker og verden altså ikke nødvendigvis.

- Argumentationsteori. Det største problem ved at læse for meget argumentationsteori er naturligvis, hvis man samtidig også har et patetisk lavt selvværd og derfor misbruger sin nye viden om argumentationsteori til at vinde enhver diskussion. Men før eller siden vil der formodentlig (og forhåbentlig) dukke en værdig modstander op, og dermed vil du blive afsløret som den svindler, som du jo er.

- Politisk filosofi. Her er det største problem, at man hurtigt kommer til at overse forskellen på real politik og teoretisk politik. Dette behøver dog ikke at være et problem, hvis man blot husker at tage forbehold for alle tænkelige problemstillinger og forhold. Men dette sker desværre sjældent, hvorved man overser nogle af realpolitikkens begrænsninger som f.eks. en begrænset økonomi, basis viden om økonomisk udvikling og lignende. Desuden sker der på dette område også ofte en sammenblanding af, hvad der er politisk videnskab og hvad der er politik. Politik involverer personlige overbevisninger, værdier og lignende - det gør politisk videnskab ikke, da det jo netop er et videnskabeligt studie af forekomsten disse fænomener.

- Etik. Et af de mest uhyggelige problemer opstår ud fra erkendelsen af, at der ikke findes nogen objektiv moral uafhængigt af mennesket. Dvs. det forhold, at man ikke kan skelne objektivt mellem en moralsk god og en moralsk slet handling. For det fører også nogen til den fejlagtige konklusion, at det dermed også er i orden, at opføre sig som man vil og kun tænke på sig selv. Og hvis man prøver på at fremhæve menneskelige egenskaber som empati og medfølelse, så forsøger de tit bare at bortforklare disse egenskaber ved at fremhæve, at de bare er skabt af religion for at begrænse menneskets selvudfoldelse. Og dermed har det altså lykkes én at filosofere sig væk fra sine egne menneskelige egenskaber. Et andet problem på det metaetiske område er, at mange ikke mener, at det er nødvendigt at kunne overføre en metaetisk teori til det praktiske plan - altså virkeligheden. Her anerkender de simpelthen ikke det simple krav, at hvis en metaetisk teori skal kunne holde på det teoretiske plan, så må den også kunne anvendes i praksis - altså på virkelighedens moralske dilemmaer. Og dermed har det lykkes én at overse virkeligheden.

- Livsfilosofi. Her er et af de største problemer, at mange efter at have læst meget om livsfilosofi, kommer frem til den konklusion, at livet slet ikke har nogen mening. Dette er en meget uheldig konsekvens, da det jo hurtigt kan medføre en vis form for respektløs ligegyldighed overfor livet. Et andet lignende problem er, at den umiddelbare mangel på objektiv mening med livet også fører mange til den fejlagtige konklusion, at det slet ikke er værd at beskæftige sig med livets mening. Denne konklusion kan dog også være hensigtsmæssig, HVIS man altså generelt føler, at ens liv er meget meningsfyldt. Men hvis man ikke føler, at ens liv er yderst meningsfyldt, så er det bestemt værd at undersøge nærmere - bare man ikke når frem til den førnævnte konklusion. For der findes aldrig nogen enkle svar på komplekse problemstillinger.

Hvis du blot husker på disse risici, råd og problemstillinger, så skulle der være særdeles gode muligheder for, at du vil få en masse positivt ud af at læse filosofi. For hele pointen ved at læse filosofi skulle jo gerne være at få en bedre erkendelse og forståelse af den omgivende verden og andre mennesker (altså virkeligheden) – frem for det modsatte.

10 gode måder at forsinke sit speciale på

10. Få nogle venner som mener, at universitetet egentlig bare er spild af tid. De har muligvis en vis respekt for selve din uddannelse. Men ellers mener de, at du kunne have brugt din tid meget bedre ved f.eks. at backpacke gennem Europa, dykke med hajer og pilerokker ved Great Barrier Reef, bo hos en afrikansk stamme, trekke gennem den sydamerikanske jungle end bare at spilde tiden (og livet) på at læse gamle støvede bøger. Derfor vil de naturligvis også gerne støtte dig i dine bestræbelser på, ikke at bruge mere end højst nødvendig tid på dit speciale. Generelt er det også godt, at have en stor omgangskreds, for jo større den er, jo lettere er det også at finde på nogle aktiviteter, som intet har at gøre med ens speciale.

9. Forbliv single. Der er ikke noget mindre distraherende for ens specialeskrivning end et fast og godt parforhold. Derfor bør man helst undgå under den slags parforhold under ens specialeskrivning, da det simpelthen giver for meget stabilitet og ro. Derimod så er der meget som taler for singlelivet, da singlelivet tit kan medføre den helt rette form for uro, manglende fokus og mange forskellige former for aktiviteter, som kan hjælpe dig med at få dit fokus væk fra specialeskrivningen.

8. Få en blog. Da du jo hele tiden oplever noget nyt og tænker noget nyt, så kan du også hele tiden skrive noget nyt. Og dermed skulle der jo også være banet vej for, at man kan bruge uendelig meget tid på sin blog – frem for på ens speciale. Men man kan også finde andre fede blogs og kommenterer på dem. Her er det også en god ide at skabe en vis form for engagement og det gør man bedst ved at skabe nogle store diskussioner uden nogen umiddelbar let løsning. Og jo større diskussioner som du kan rode dig ud i, jo mere tid kræver det også - væk fra dit speciale. Vær dog opmærksom på, at din omgangskreds muligvis vil opdage denne taktik (da din blog jo er tilgængelig på nettet) og prøve på at tale dig fra at bruge metoden.

7. Få et kæledyr. Egentlig er den bedste løsning at få et barn, for der findes ikke noget i verden som kræver mere opmærksomhed, tid eller arbejde end et barn. Men desværre så tager et barn jo flere måneder at lave (færdigt) og derfor vil det i sidste ende også være meget lettere (specielt for mændene) bare at anskaffe sig et kæledyr. For et kæledyr det kan du jo få i morgen! Her skal man naturligvis ikke vælge et kedeligt kæledyr som f.eks. fisk (hvis det overhovedet kan betegnes som et kæledyr?). For fisk kræver alt for lidt arbejde og engagement. Selvom du selvfølgelig skal rense akvariet, skifte vand osv. regelmæssigt, så bliver du hurtigt træt af at se på fiskene og ulempen ved fisk er, at de ikke har nogen form for evne til konstant at kræve din opmærksomhed. Her er en hund klart at foretrække. Den skal nok prøve på konstant at få din opmærksomhed, da den jo konstant har brug for mad, lange gåture, at lege og generelt et højt niveau af opmærksomhed. Og så evner de fleste hunde også direkte at kræve din opmærksomhed ved enten at pive eller skubbe til dig, hvis dit opmærksomhedsniveau skulle blive for lavt i et stykke tid. Altså er en hund med andre ord som skabt til at forsinke dit speciale.

6. Anskaf dig nogle spil. Det er en af de mest almindelige og mest udbredte måder at bruge unødvendigt meget tid på noget andet end ens arbejde. Og derfor kan man også sagtens med fordel bruge denne metode på sit speciale. Der er mange forskellige muligheder og mange forskellige genrer spil, men skal man naturligvis finde lige den genre, som kan optage én mest muligt. Når du først er blevet fanget af et bestemt spils univers, så kan du også hurtigt finde andre ligesindede over nettet. Den moderne teknik tillader jo også, at man (f.eks. over Xbox 360 via headset) kan tale med ens medspillere (og nogle gange også ens modstandere). Og her kan man også sagtens møde andre specialestuderende fra hele verden og dermed kan man også få nogle internationale erfaringer omkring, hvordan man bedst forsinker ens speciale.

5. Find en elendig vejleder. Der findes masser af succeshistorier om, hvordan folk næsten har droppet ud af universitetet pga. at de havde en elendig specialevejleder. Det kan også blive dig! Men først må du identificere følgende træk hos din potentielle vejleder: arrogant, ligeglad med alle andre, manglende interesse for dit emneområde, ekstreme og alternative måder at se verden på, selvhøjtidelig, unikke holdninger som ingen andre har (eller kunne drømme om at have), manglende tålmodighed, manglende kendskab til de gældende regler, stædig, manglende pædagogiske evner (eller endnu bedre manglende forståelse af andre mennesker) og en manglende evne til at overholde aftaler. Derudover er det også godt, hvis din potentielle vejleder dybest set ser vejledning som et unødvendigt onde påtvunget af universitetet og mener, at vejledning egentlig bare er et spild af den pågældendes tid og talenter. Når du har fundet de egenskaber, så ved du, at du har fundet den perfekte elendige vejleder.

4. Skab nogle problemer. Specialeskrivningen kan hurtigt blive meget en målrettet og forudsigelig proces og dermed ender du hurtigt i den situation, hvor du har skrevet specialet færdigt. For at undgå dette problem, så er det yderst vigtigt at skabe sig nogle problemer undervejs. Og mere generelt kan man også sige, at livet er ret kedeligt, hvis der ikke sker noget nyt og spændende. Så skab nogle problemer for dig selv, så du ligesom kan få fjernet fokus fra dit speciale. Jo flere problemer du skaber, jo mindre fokus har du også på dit speciale. De mest omfattende problemer, som man let kan skabe for sig selv, det er dem, som involverer andre mennesker, men som man ikke umiddelbart bare kan diskutere det pågældende problem med eller som man har den fjerneste ide om, hvordan vil reagere på den pågældende problematiske situation. Det er også godt at skabe nogle problemer, hvor konsekvenserne er fuldkommen umulige at forudsige, for det giver virkelig én noget at tænke over og dermed glemmer man også hurtigt alt om ens speciale.

3. Indse, at din uddannelse har haft en alt for overfladisk gennemgang af stoffet. Da din uddannelse helt sikkert ikke har gået i dybden med alle de eksisterende teorier, ismer, retninger, tidsaldre, perspektiver, undersøgelser, markante personer eller væsentlige bøger, så er det nu ALENE op til dig, at få sat dig selv grundigt ind i stoffet, så du virkelig kan kalde dig selv akademiker, når du engang (om forhåbentlig mange år) bliver færdigt med dit speciale. For man kan jo ikke komme ud fra universitetet med en uddannelse i et bestemt område - uden at vide ALT om det pågældende område eller uden at have læst ALLE de væsentlige værker på området. Du har sikkert også allerede nogle udmærkede grundbøger med de forskellige teorier, perspektiver, genre osv. og dem kan du så bruge som en slags læseplan for, hvilke bøger du bliver NØD til at læse, FØR at du overhovedet kan gå i gang med dit speciale! Her kan det også anbefales at tage med til konferencer, da du her kan lære en masse mennesker at kende med de samme interesser og med et højt fagligt niveau. På den måde kan du nemlig hurtigt danne dig et højt niveau at stræbe efter og samtidig også glemme alt om dit speciales emneområde.

2. Overbevis dig selv om, at dit speciale skal være det mest gennemførte og grundige som nogensinde er skrevet på det pågældende område. Derfor må du som et minimum også læse alle de relevante teorier og vinkler på dit område. For selvom at de givne teorier muligvis ikke kan bruges til noget i selve dit speciale, så er det jo vigtigt, at du kender til dem. Prøv at forstil dig, hvis nogen spurgte dig om en teori, som du aldrig havde hørt om og du netop havde sagt til vedkommende, at du havde skrevet et speciale om det pågældende område! Det ville virkelig være en pinlig situation! For at dit speciale kan blive det mest grundige nogensinde, så er det også virkelig vigtigt, at du anskaffer dig alle de bøger, som nogensinde er skrevet om det pågældende område. Her vil nogen måske hævde, at det er umuligt at anskaffe eller læse alle de pågældende bøger. Men nej, det kan sagtens lade sig gøre, hvis man virkelig vil. Her står staten endda også klar til at hjælpe dig, for det er jo hele pointen med bibliotek.dk! Her er det også en god ide fastholde, at man skal have ALLE de relevante bøger med i sit speciale - også dem som ellers er fuldkommen umulige at anskaffe. For de tager tit minimum et halvt år at anskaffe - uanset om anskaffelsen så foregår over et universitetsbibliotek, bibliotek.dk eller fra deres respektive forlag. Så her er det virkelig en fordel at have et godt overblik over, hvad der er skrevet på det pågældende emneområde.

1. Få et studierelevant job. Helst et som er så studierelevant som overhovedet muligt. Det bedste er, hvis studiejobbet nærmer sig dit drømmejob, for derved er studiejobbet jo næsten vigtigere end dit speciale. Studiejobbet skal også helst være på så mange timer som overhovedet muligt. Faktisk må det gerne nærme sig et deltidsjob eller have endnu flere timer. Det må også gerne være yderst krævende, for ellers bliver du jo bare alt for hurtigt bekendt med rutinerne. Det er også godt, hvis dine kollegaer har et meget højt fagligt niveau og gerne også på mange forskellige områder. For jo mere dit studiejob kræver af dig, jo mindre tid og energi har du jo også til specialet. Og hvis du virkelig vil have stress og dermed få fokus væk fra specialet, så sørg for at få en ansættelsessamtale med den øverste ledelse (som ingen af dine kollegaer normalt taler med) så de kan give dig en løs aftale om en fuldtidsstilling bagefter, HVIS du altså klarer studiejobbet godt og HVIS du altså bliver færdig med dit speciale på et bestemt tidspunkt.

Hvis disse råd (stik mod forventning) ikke skulle forsinke dit speciale, så har de i hvert fald gjort processen meget hårdere og meget mere stressende. Men nogle gange må man jo acceptere, at man ikke kan styre 100 %, hvordan livet eller ens speciale former sig. Men at blive færdig med sit speciale, det er jo heller ikke nødvendigvis det værste, som der kan ske. Og desuden så er der jo også stadig masser af mulighed for selv at udtænke nogle strategier til, hvordan du kan forsinke dit speciale. For der findes virkelig uendelig mange muligheder, når det handler om måder, som man kan forsinke sit speciale på. Så det er bare at komme i gang - altså med at tænke kreativt.

Om at skrive kommentarer på en andens blog

Folk skriver naturligvis kommentarer på andres blogge af mange forskellige årsager. Men en af de dårligste begrundelser for at skrive en kommentar på en andens blog (hvilket jeg desværre har set flere tydelige eksempler på, men heldigvis ikke på min egen blog) det er for at promovere sin egen blog. Og som om, at det ikke er slemt nok i sig selv, så gør de fleste det også helt uden nogen interesse for den blog, som de skriver på. Altså skriver de ikke så meget for at fange blogskriverens interesse eller for at diskutere, men mere for at fange bloggens læseres opmærksomhed. Det syntes jeg personligt er en lidt for smart og kynisk markedsføringsstrategi for at promovere sin egen blog. Plus, at det altså også virker ret arrogant overfor den, som har bloggen. At komme med en kommentar betyder jo, at man kommer med en kommentar til enten tekstens indhold, debatten, bloggen eller som et minimum til bloggens forfatter. Og ikke bare for at gøre opmærksom på sin egen blog - med mindre den har et indhold som er relevant for blogindlægget. Personligt fanger dens slags reklame heller ikke min interesse. Det kan da godt være, at jeg kigger på bloggen, men det er sjældent, at bloggen så rent faktisk fanger min interesse. Faktisk følger jeg kun regelmæssigt med på nogle ganske få blogs, hvilket vel i sidste ende er et spørgsmål om tid. Men jeg følger faktisk også med på nogle blogs, hvor jeg aldrig skriver kommentarer. Ganske enkelt, fordi at jeg enten ikke har lyst til at deltage i debatten eller mener, at det ikke er relevant, at jeg skriver noget. For hvis jeg virkelig havde noget at tilføje, så ville jeg også skrive det, for det er jo hele pointen med en blog.

På min egen blog er der ikke særlig mange som skriver kommentarer. Hvilket jeg egentlig også har det fint med, for så er der jo heller ikke nogen til at begrænse min kreativitet. Og derfor har jeg faktisk heller ikke gjort noget for at få flere kommentarer (som f.eks. at blive en del af en blogroll eller lignende). For det ville jo så igen bare kræve endnu mere arbejde og hvis der er en ting, som min blog aldrig må blive, så er det arbejde. For det har jeg allerede rigeligt af i forvejen - med mit speciale og mit studiejob. Og derfor gider jeg også kun at læse (og skrive kommentarer på) de blogs, som har min interesse og ikke nogle andre. (Selvom jeg skam også prøver på at finde nye fede blogs.) En anden måde, som man også kan få mange kommentarer på, det er ved, at ens omgangskreds skriver kommentarer på ens blog. Men her har jeg et fundamentalt problem, for ingen i min omgangskreds har en blog. Jo, faktisk så har min egen kæreste en blog, men den gider han alligevel aldrig at bruge sin sparsomme fritid på, så den er vist mere en joke end en reel blog. Desuden så er der vist heller ikke meget pointe i, at han kommenterer mine indlæg, for vi har stort set præcis de samme holdninger. Generelt så forstår min omgangskreds overhovedet ikke min store begejstring for, hverken min egen blog eller blogsfæren (ellers ville de vel også selv have en blog). Og hvis jeg fortæller nogle af dem om noget fra blogsfæren, så ser de for det meste også på mig, som om at jeg var mærkelig. Så det har jeg lært - det skal man ikke fortælle om, selvom jeg alligevel gør det nogle gange – sådan bare i trods. Så de eneste som jeg taler med om min blog, det er dem som læser den og de vil forresten heller ikke skrive nogle kommentarer. Men det er også helt i orden med mig, for det er jo også meget nemmere at diskutere et emne i virkeligheden end over en blog. Men derfor er alle i blogsfæren selvfølgelig stadig velkomne til at skrive kommentarer - det vil jeg nødig skabe tvivl om - hvis I altså har noget at sige.

Om misforstået hensynstagen og intentioner

Er der noget værre end misforstået hensynstagen? Ja, det er der måske, men det er alligevel ret irriterende. Jeg hader bare, når folk tager hensyn til mig ud fra en eller anden mærkelig overbevisning, som intet har at gøre med, hvordan jeg er eller hvordan jeg tænker. Generelt er det selvfølgelig en god ting, at folk gider at tage hensyn til én. Det er da vidunderligt, at folk generelt tænker på, at man skal have det godt. Det er faktisk en virkelig fantastisk egenskab ved mennesket. I mange situationer opdager man sikkert slet ikke, at folk faktisk tager hensyn til én og dermed hvad deres virkelige motiver er. Og det finder jeg egentligt lidt skræmmende, altså det faktum, at man ikke altid erkender, hvilke motiver folk i virkeligheden har for at gøre noget godt for én. Men det skyldes jo nok, at man i en eller anden grad bliver nød til at stole på, at når folk vil gøre noget positivt for én, så har de også en god intention med det. Alternativet, hvor man altid antager, at folk har en negativ intention, når de gør noget positivt for én, ja, den indstilling har vist kun negative konsekvenser. Og det er vist også næsten det samme som at have en generel negativ indstilling til andre mennesker. Altså bliver man nød til (for ikke at ende i pessimisme) at antage, at når folk er flinke overfor én, så er de det også ud fra gode intentioner. Hvilket vel forhåbentligt også er sandt i de fleste tilfælde.

Misforstået hensynstagen, det er, når en person tager hensyn til én på et område, hvor man dybest set ikke selv føler, at man har brug for hensynstagen. Og i det øjeblik, hvor man erkender, at den anden person mener, at man har brug for hensynstagen, så opstår der forvirring. For hvorfor mener den anden person, at der er brug hensynstagen på dette område? Situationen opstår, fordi at man har to helt forskellige opfattelser af både verden og hinanden. Og det mærkelige i situationen er, at det erkender man netop i det øjeblik, hvor man bliver udsat for den misforstået hensynstagen. Netop i det øjeblik erkender man, at den andens erkendelse af én bygger på et fejlagtigt grundlag. Fejlagtigt, fordi at der både er tale om en forskel i både ens syn på verden (hvem, der har brug for hensyn) og en forskel i synet på moral (nemlig, hvad man skal tage hensyn til).

Nu kan al denne snak om misforstået hensynstagen jo godt blive lidt teoretisk, så jeg må hellere komme med et eksempel fra min hverdag. Et godt (og lidt uskyldigt) eksempel på misforstået hensynstagen var forleden, da jeg var ude og handle ind. Alt forløb som det plejer, når man handler ind, men pludselig stod der en sød ung gut og spurgte, om han skulle pakke mine varer for mig. Jeg blev så forbavset, at jeg sagde nej. (Desuden så har jeg muligvis også stadig en del beskyttertrang overfor mine varer, da jeg jo selv har pakket dem i mange år - så der er muligvis brug for en vis tilvænningsfase på det her område.) Men mit meget spontane nej var nok dybest set en reaktion på en (for mig i netop det øjeblik) misforstået hensynstagen. Altså følte jeg, at personen med sin hensynstagen (det, at han ville pakke mine varer) også dermed antog, at jeg ikke selv formåede at pakke mine varer. Da jeg lige havde drejet tanken i nogle sekunder bagefter, så syntes jeg jo egentlig, at det var meget sjovt, at der nu også var indført amerikanske tilstande på poseområdet. (Og dermed er det egentlig også et dårligt eksempel, fordi at tilbuddet netop gælder for alle og ikke bare for mig.) Men situationen viser alligevel meget godt, hvorfor misforstået hensynstagen er irriterende. Det er det fordi, at der i selve den hensynsfulde handling også ligger en dom. Og vel og mærke en dom, som man ikke selv mener passer på én. En dom om noget, som man ikke evner. I denne situation var det så at pakke poser. En anden situation er f.eks. at rejse sig for ældre mennesker i bussen. Hvilket jeg normalt også gør, men jeg kan huske, hvor overrasket jeg selv blev, da en ung fyr for et stykke tid siden rejste sig for mig. For betød det så, at han mente, at jeg (på trods af vores aldersforskel på max 10 år) kunne gå ind under kategorien ældre damer? Nej, han var nok bare flink, men det illustrerer alligevel meget godt problematikken. For i en situation med misforstået hensynstagen er der jo netop tale om en kollision af forskellige erkendelser af både hinanden og af moralsk hensyn. Og det værste ved sådan en situation, hvor folk tager hensyn til én og man ikke selv mener, at man har brug for hensynet, det er jo netop den andens persons manglende erkendelse af, at man ikke har brug for hensyn på det pågældende område. For dermed bliver personens hensyn, som jo egentlig burde være noget positivt, til noget negativt, da der jo implicit i hensynet også ligger en dom og dermed en kritik. Derfor er den værste form for misforstået hensynstagen også ros, som man ikke mener, men bare siger for at glæde den anden. Findes der nogen større fornærmelse. Det tror jeg ikke. Og det værste ved den slags kritik det er, at man tit bliver nød til at sige tak for den bagefter. Tak, fordi du gad at kritisere eller se ned på mig. Tak! (Det her minder for øvrigt lidt om min tidligere diskussion af Næstekærlighed vs. medlidenhedsetik).

Om menneskets forhold til religion

Madonnas fantastiske album Confessions on a Dance Floor medførte (ligesom alle hendes tidligere albums) også en del omtale og en del (religiøs) kritik. Et af de mest omdiskuterede numre var Isaac. Isaac har fået en del kritik pga. at flere religiøse jødiske lærde hævdede, at sangen handlede om den jødiske mystiker fra 16. hundrede Yitzhak Lurya. (Yitzhak bliver oversat fra hebraisk til engelsk Isaac.) (Ligeledes kunne Isaac faktisk også hentyde til Isak fra det gamle testamente eller den islamiske profet.) Madonna har dog selv benægtet dette og har udtalt følgende: ”You do appreciate the absurdity of a group of rabbis in Israel claiming, that I'm being blasphemous about someone, when they haven't even heard the record, right?” Jeg mener nu heller ikke, at sangen nødvendigvis er nogen kritik af, hverken det at have en religion, af nogen bestemt religion eller af nogen religiøs person, men derimod mere handler om menneskets forhold til religion. Madonna har efterfølgende udtalt, at Isaac handler om at takle og give slip på ens frygt. Men hvilken form for frygt er det så egentlig Madonna synger om? Ja, det kan man jo tænke lidt over. Jeg vil blot påpege, at man muligvis kan finde svaret i hendes liveversion af Isaac fra hendes Confessions World Tour. For her er hendes hensigt med sangen vist ret tydelig!

Im ninalu (If they were locked)
Daltey Nadivim (Doors of the generous)
Daltey Marom (Doors of heaven)

Staring up into the heavens
In this hell that binds your hands
Will you sacrifice your comfort…

You will find the gate that's open
Even though your spirit's broken
Open up my heart
And cause my lips to speak
Bring the heaven and the stars
Down to earth for me...

I anledning af Valentinsdag

Til alle de søde og vidunderlige mennesker i denne verden,
specielt dem som altid er der, når man har brug for dem.

Just look over your shoulder
I’ll be there always

You'll Be in My Heart af Phil Collins

Problemet ved at hedde Louise

Der er utroligt, hvor mange som hedder Louise. Ja, det er ellers ikke et problem, som jeg har tænkt på i mange år. Heldigvis, da jeg øjensynlig har været så heldig de sidste mange år kun at komme steder, hvor ingen andre har navnet Louise. Da jeg begyndte i børnehaveklassen var der heldigvis også kun en anden pige i min klasse, som hed Louise. Og da vi så skulle begynde i 1. klasse, så skulle hun (heldigvis for mig) gå børnehaveklassen om, så jeg dermed blev den eneste Louise i min klasse (hvilket også varede ved i resten af mit skoleforløb). For det betød jo også samtidig, at jeg kunne slippe for det irriterende bogstav efter mit fornavn. Det samme skete også mange år senere i gymnasiet. Hvor hele to andre piger i min gymnasieklasse hed Louise. De var ellers nogle friske piger - de var både sjove og så skulle der være gang i den hele tiden. Derfor snakkede jeg også en del sammen med dem i starten af gymnasiet, men det gik ret hurtigt op for mig, at hvis jeg skulle gennemføre gymnasiet, så måtte jeg altså også have nogle lidt mere målrettede (og dermed mere nørdede) venner, end folk der kun festede og havde det sjovt hele tiden! Herefter blev jeg bedste veninde med klassens største nørd og geni. Hun var rigtig sej. Vi var vildt forskellige, men vi havde det bare enormt sjovt sammen. Desværre ”brugte” hun senere sit ekstremt høje gymnasiegennemsnit og pengene fra sin flidspris til at blive stripper i Milano. Så hende ser jeg desværre ikke mere. Desværre, for jeg savner hende stadig. Og jeg undrer mig også tit over, hvordan det kan være, at det er mig som er ved at tage en universitetsuddannelse og at hende som blev stripper! Men sådan er livet så uforudsigeligt nogle gange. Men ganske rigtigt, så droppede de to andre Louiser også ud inden at 1.G. var slut. Dermed var jeg igen den eneste Louise i min klasse. Så måske er der tale om en vis naturlig selektion, hvor der altid kun er plads til en Louise af gangen.

I løbet af min barndom og ungdom er jeg også næsten blevet immun overfor folk, som pludselig med lungers fulde kraft, råber mit navn lige bag min ryg. Det sker også stadig regelmæssigt. Nogle gange kan jeg også godt finde på at lave lidt sjov med det, hvis der er noget familie eller nogle venner i nærheden, som jeg kan underholde med det. Men så skete det forleden, efter flere års uendelig popularitet, så røg mit navn endelig ud af top 50 listen over de mest populære børnenavne. Det har jeg ellers ventet på i mange år. Mine forældres undskyldning, for at have givet mig navnet Louise, er ellers, at jeg er blevet opkaldt efter Grevinde (Louise) Danner. Og så har de også altid påstået, at de dengang var direkte bange for, at jeg skulle blive mobbet pga. mit ”anderledes” og ”eksotiske” navn. Hvilket forekommer lidt absurd og humoristisk, når man ved, hvor mange der senere er kommet til at hedde præcis det samme. Hvis man ser sig om på nettet, så kan man vist også finde rigtig mange andre blogs med mit navn foroven. Jeg overvejede faktisk også, om jeg skulle kalde bloggen noget andet, da Louise jo er så almindeligt og dermed kedeligt. Men det er ligesom med tatoveringer. Jeg kunne ikke finde på noget, som jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive træt af efter en periode. (Navnet hænger jeg jo allerede på i forvejen.) Der var faktisk også en periode i mit liv, hvor jeg gerne ville have et andet fornavn. Men det navn, som jeg dengang ville skifte til, det vil jeg bestemt ikke hedde i dag. Det er vel den klassiske historie om, at man mødte én med det pågældende navn, der dermed ”forurenede” navnet. Ja, den problematik kender mange vordende forældre også. Men bare for at markerer denne nye æra, hvor navnet Louise ikke længere vil være at finde på alle de nyfødte piger, så var nogle af vores søde venner så flinke, at de fornyeligt gav deres nyfødte datter navnet Louise. Ja, og hvad siger man så? Tak? For jeg skulle jo nødig gå rundt og tro, at jeg var den eneste der hed Louise.

Filosofisk debat om sjæl-legeme problemet

Hvis der skulle sidde nogen og tænke over, hvordan man egentlig løser det klassiske filosofiske sjæl-legeme problem om, hvilket forhold der er mellem menneskets fysiske krop og bevidsthed, så vil jeg her gøre opmærksom på, at problemet for tiden bliver diskuteret på Mortens blog Naturalisme (under indlægget Blå øjne, som kan ses her). Indlægget handler egentlig om noget helt andet, men jeg og Morten fik pludselig muligheden for at genoptage en tidligere diskussion om det filosofiske problem. Det måtte jo ske før eller siden. Diskussionen er yderst spændende, syntes jeg i hvert fald selv, fordi Morten er materialist og jeg er dualist. Helt uventet er Søren nu også kommet på banen og han er dobbeltaspektteoretiker. Altså mangler vi bare en idealist, for at have alle de filosofiske synsvinkler på banen. Så hvis der skulle være nogle idealister (eller nogle andre som vil diskutere) derude, så er I meget velkomne. Men dette vil jeg dog betvivle, altså hvorvidt der skulle dukke en idealist op, da de jo tit tvivler på andre menneskers eksistens. Jeg vil dog også gøre opmærksom på, at diskussionens varighed og længde endnu er ukendt.

Måske kunne jeg også tage mig sammen og skrive et indlæg om metafysik. For så kunne jeg måske undtagelsesvis også få et indlæg på et vist akademisk niveau. En gang skal jo være den første. Jeg gider ellers normalt ikke at skrive på et akademisk niveau, for så kunne jeg jo lige så godt bare arbejde videre på mit speciale.

Søren Kierkegaard og hans betydning for filosofi

For en del år siden spurgte jeg min (ellers gode) underviser i filosofihistorie om, hvorfor vi ikke skulle gennemgå Søren Kierkegaard i undervisningen. Svaret på det var, at Kierkegaard ikke var relevant nok for filosofihistorien. Dette svar var efter fleres mening ikke specielt tilfredsstillende, men jeg gad ikke at stille yderligere spørgsmål, for jeg kendte allerede godt svaret. Og det skyldes, at mange ”bare” opfatter Søren Kierkegaard som en religionsfilosof. Selv dem, som har læst meget af Kierkegaard (og derved godt ved, at Kierkegaards filosofi handler om meget mere end religion) hævder tit dette. Og selvom at Kierkegaard muligvis også er meget relevant for forskellige religionsspørgsmål, så rummer hans filosofi altså også mange andre væsentlige aspekter. Og disse aspekter er efter min mening MEGET mere relevante og væsentlige for hans betydning som filosof. Og derfor er det simpelthen også bare så irriterende, at man aldrig taler om Kierkegaards filosofi, andet end når man skal diskutere spørgsmål som religion eller Guds eksistens.

Jeg er selv meget glad for Søren Kierkegaard og hans filosofi. Men denne begejstring for Søren Kierkegaard har intet at gøre med hans religionsfilosofi. Hvilket måske er overraskende for nogen. Nej, det er områder som livsfilosofi og etik som jeg finder væsentlige. Men her er der uden tvivl også nogen, som vil hævde, at man ikke kan diskutere Kierkegaards etik eller livsfilosofi uden at diskutere hans religionsfilosofi. Men det mener jeg ganske enkelt er forkert. Det kan man sagtens. Man diskuterer jo heller ikke, hvorfor Albert Einstein ledte efter de vises sten, når man diskuterer relativitetsteorien. Ligeledes må man også kunne diskutere Kierkegaards filosofi uden at skulle diskutere guds eksistens eller hvilken rolle religion skal have. Men det er helt sikkert tanker som disse, som gør, at man i dag stadig ikke vil anerkende Søren Kierkegaard som den store filosof, som han ellers var og stadig er gennem sine værker. (Selvom man måske heller ikke helt kan afvise jantelovens betydning.) Jeg mener helt bestemt, at Søren Kierkegaard skal og bør indgå i den grundliggende filosofihistorie-undervisning. Faktisk kan man også stille spørgsmålstegn ved, om der ikke også burde være et helt separat fag i dansk filosofihistorie. Men uanset hvad, så mener jeg, at man som et minimum i hvert fald bør have læst Søren Kierkegaard, når man har taget en dansk universitetsuddannelse i filosofi.

Selvom Søren Kierkegaard øjensynlig ikke har den store brede opbakning i det danske filosofiske universitetsmiljø. Så er der mange andre steder, hvor man sagtens kan få øje på hans betydning som filosof. For det første har Kierkegaards filosofi jo altid været meget populær i den bredere befolkning. Igen et punkt som sikkert ikke ligefrem har fremmet Kierkegaards position som en stor tænker i de mere intellektuelle kredse. Men i andre akademiske miljøer rundt omkring ser man helt anderledes på Kierkegaard, hvor man både anerkender hans filosofi og hans betydning som filosof. Dette gælder f.eks. på mange af de tyske og amerikanske universiteters afdelinger for filosofi. Og derfor foregår noget af den mest væsentlige filosofiske forskning indenfor Kierkegaard for tiden - ikke i Danmark som man måske skulle tro - men i USA. Og her bliver der langt fra kun fokuseret ensidigt på hans forståelse af gud og religion.

Test: Hvor afhængig er du af internettet?

Nye undersøgelser viser, at et stigende antal mennesker bliver afhængige af internettet. De nye undersøgelser viser også, at mange mennesker i stigende grad ikke kan undvære internettet i længere tid af gangen (flere dage i træk) og at deres høje internetforbrug ofte går ud over deres relationer til deres venner og familie. Det mest bekymrende, ifølge forskerne, er det stigende antal af personer som forsøger at skjule deres høje internetforbrug. (Hvor de f.eks. prøver at skjule det faktum, at de konstant tjekker deres mails, skriver blogindlæg eller ser på deres yndlings internetsider.) For at imødegå dette stigende problem og en eventuel manglende bevidsthed om problemet, så kommer her en helt uofficiel test af, hvor afhængig man er af internettet.

Hvor mange e-mailadresser har du?
1. En. (Hvad skulle man dog bruge mere end en til?)
2. To eller tre. (Man har jo forskellige mails til ens forskellige formål.)
3. Vent lidt, jeg skal lige tælle dem på min liste.

Hvor mange forskellige pc’er bruger du i løbet af en dag?
1. En, to eller tre. (Hvis man både tæller dem med til personligt brug og på jobbet.)
2. Fire eller fem. (Lidt forandring skader jo aldrig.)
3. Aner det ikke. (Jeg tæller jo heller ikke, hvor tit mit hjerte slår.)

Hvor mange timer bruger du om dagen på en pc?
1. Mindre end en time. (For jeg tjekkede da min mail for et par uger siden.)
2. Mellem 1 og 7 timer. (Jeg skulle jo nødig gå glip af noget.)
3. Over syv timer. (Det er måske lettere bare at tælle, hvor mange timer jeg ikke bruger på en pc.)

Hvad spiser du foran din pc?
1. Intet.
2. Jeg spiser lidt snacks.
3. Alt. (Hvor skulle man ellers indtage sine måltider?)

Hvor mange vinduer har du for det meste åbent på en gang?
1. Hvad har mine vinduer at gøre med mit internetforbrug?
2. En eller to.
3. Tre eller mere. (Det er da spild af tid kun at have et vindue åbent af gangen, når man kan gøre flere ting på en gang, som f.eks. at blogge, sende tekstbeskeder, tage en test, downloade noget, se en film og gamble samtidig.)

Hvad er der af rod omkring din pc?
1. Intet.
2. En kop.
3. Nogle tallerkener med madrester, kopper, glas, tomme plastikposer og et lig af et tidligere (nu afdødt) kæledyr.

Hvor mange venner har du, som du KUN kender over internettet (i forhold til virkeligheden udenfor internettet)?
1. Hvordan kan man have et venskab der KUN foregår over internettet?
2. Nogle stykker.
3. Hvad er forskellen mellem internettet og virkeligheden?

Mine indkøb foretager jeg hovedsagelig:
1. I den nærmeste relevante butik.
2. For det meste i butikkerne, men også nogle gange over nettet.
3. På nettet (For så skal jeg ikke forlade pc’en i længere tid end højest nødvendigt.)

Hvor stort et antal af passwords, brugernavne, blogs, blogrolls og forums har du eller er du medlem af?
1. Hvad er en blogroll og hvad skulle man bruge mere end et brugernavn til?
2. 2 - 4.
3. Jeg slår det lige op i mit arkiv.

En dag uden internet lyder for dig, ligesom?
1. En normal dag.
2. En kedelig dag.
3. Et liv uden mening.

Hvorfor tog du den her test?
1. Jeg ville vide, hvad der betegner en person som er meget afhængig af internettet.
2. Min omgangskreds mente, at jeg burde tage den, men jeg har stadig ikke helt forstået, hvorfor?
3. Jeg har efterhånden prøvet alt på nettet to gange, så hvorfor skulle jeg så ikke også tage den her test?

Har du taget testen? Ja, så er du nok afhængig i en vis grad, for ellers ville du jo bare have klikket videre, medmindre du altså virkelig har svaret 1 i det sidste spørgsmål. Men det burde naturligvis være ganske tydeligt, hvilke svar der betyder hvad. Hvis du kun har svaret 3 hele vejen, så er du vist ret afhængig af både din pc og internettet. Mit råd til dig er her, at det vist er på tide at komme lidt væk fra skærmen. Du bliver muligvis nød til at begynde med en vis aftrapning, da sollys kan virke meget overvældende på dine øjne. Ligeledes er din motorik muligvis heller ikke så god, så pas på, når du bevæger dig væk fra din pc. Men bare rolig verden udenfor internettet er faktisk slet ikke så tosset, den er faktisk fyldt med masser af gode oplevelser, selvom det sjældent går lige så hurtigt eller effektivt som på internettet.

Det perfekte foredrag - Raymond Geuss

Jeg var til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) som jeg vist allerede har nævnt et par gange før (hvilket skyldes min store entusiasme). Men her var den absolutte hovedtaler Raymond Geuss. Raymond Geuss er proffessor i filosofi på Cambridge University (hvor blandt andet Simon Blackburn også holder til) men han har også tidligere været ansat på andre universiteter som f.eks. Freiburg, Heidelberg, Chicago og Princeton. Geuss var annonceret til at skulle holde et foredrag med titlen: A Vision From the Left: Adorno and Negative Dialectics. Umiddelbart var jeg ikke specielt henrykt over hans foredrags titel, da jeg personligt hellere ville høre om selve problematikken med mening og betydning. For selve konferencens tema var jo netop tabet og genskabelsen af mening i det 20. århundrede. Her må jeg hellere påpege, at jeg ikke har læst særlig meget om Theodor Adorno (men det må jeg jo gøre snarest muligt, selvom jeg efterhånden har en del projekter - udover mit speciale og mit studiejob.) Men jeg frygtede ærlig talt, ud fra min sparsomme viden om Adorno, at foredraget bare skulle handle om mening i forhold til Adornos æstetik eller Adornos menneskeforståelse.

Men jeg tog fejl. Heldigvis. Raymond Geuss foredrag var fantastisk. Jeg kan desværre ikke BARE gengive, hvad han sagde, for det ville kræve, at jeg besad hans evner. Og det gør jeg bestemt ikke. Men måske kan jeg få det skrevet ned, så jeg engang kan. Men jeg kan fortælle om, hvor meget Raymond Geuss formåede at få med i sit foredrag - som heldigvis handlede mere om Geuss forståelse af mening og betydning end Adornos. For det første begyndte han med en definition af selve problematikken, nemlig af hvad mening eller mangel på mening har af betydning for mennesket og menneskets selvforståelse. Derefter gav han en definition af, hvad mening og betydning er i forskellige sammenhæng. Og her talte han hverken udenom eller gjorte nogle anstrengelser for at forsimple problematikken - han fremlagde bare hele den meget svære og problematiske diskussion med nogle ganske få eksempler og forbløffende få ord. Jeg tror, at jeg allerede var dybt imponeret over mandens evner og viden efter de første to minutter af hans foredrag. Det var svært ikke at smile stort, for manden besad jo ganske givet en meget stor og imponerende viden om filosofi. Når folk har sådan et fantastisk overblik - ikke ”bare” over filosofiske værker og filosofiske problematikker - men over alle de komplicerede aspekter af et af de måske største filosofiske problemer, så vidner det altså også om en meget fænomenal viden. Netop området med mening og betydning har jeg brugt mange år på at læse om. Og Geuss formåede - i hans knap time lange foredrag - at få alle væsentlige aspekter med uden at gøre dem mindre nuancerede. Derudover kom han også med flere pointer, som jeg faktisk aldrig har tænkt på før. Meget fascinerende!

Men han kom ikke ”bare” med en fantastisk redegørelse af hele det filosofiske problem omkring mening og betydning. Han kom også med en lang række synspunkter (naturligvis baseret på en rimelig argumentation) som netop er afgørende for, at man overhovedet kan komme til bunds i diskussionen af, hvad mening og betydning er. Men det der desværre tit sker, når man diskuterer et filosofisk problem, det er, at folk ikke tør melde ud, hvor de står i debatten. (Hvilket vel skyldes, at folk tit frygter den kritik (sagde nogen, at fremstå dum) eller debat som naturligt bør opstå af modstridende synspunkter, men det er jo samtidig (paradoksalt) også den eneste måde, at man kan blive klogere eller bedre til at argumentere på.) Men det var han bestemt ikke bange for. Han gav et svar på mange af de mest væsentlige filosofiske spørgsmål - som ellers er højst filosofisk kontroversielle, da der langt fra hersker nogen enighed på områderne. F.eks. gav han et svar på følgende filosofiske spørgsmål:

Hvordan erkender mennesket verden og sig selv?

Hvordan kan mennesket have et sikkert grundlag for erkendelse og videnskab?

Hvilket forhold er der mellem menneskets krop og sjæl?

Har mennesket en fri vilje?

Hvilken erkendelsesmæssig status har æstetik og hvilken betydning har æstetik?

Hvordan kan man erkendelsesteoretisk begrunde moral og etik?

Hvad er lykke?

Hvad er mening og betydning uafhængigt af mennesket?

Hvad er meningen med livet?

Alle disse spørgsmål fik han besvaret i løbet af sit foredrag. Jeg har aldrig hørt noget lignende og jeg har ellers haft min del af geniale undervisere og hørt mange fantastiske foredrag, men Raymond Geuss’ var alligevel et af de bedste. Udover at han havde et fantastisk stort og dybt indhold, så havde han også en meget imponerende retorik. Det var virkelig en meget imponerende og fantastisk oplevelse. Og tænk, at jeg fik denne oplevelse næsten gratis. De bedste ting i livet er faktisk tit gratis - mærkeligt nok! Ikke at konferencen VAR gratis. Nej, det var vist en dyr konference, men min plads blev heldigvis betalt af Københavns Universitet - og tusind tak for det!

Udadvendt versus genert

Først må jeg hellere lige understrege, at jeg godt er klar over, at udadvendthed og generthed ikke er modsætninger. For modsætningen til at være udadvendt er naturligvis at være indadvendt, hvilket vel dybest set er betegnelser for ens forhold til sig selv og andre mennesker. Altså i hvilken grad man kan lide at omgås andre mennesker og i hvilken grad man ønsker at dele sig selv og sit væsen med andre mennesker. Mens det er langt sværere umiddelbart at definere, hvad modsætningen er til at være genert. Mine nærmeste ser mig vist alle, som en meget udadvendt person og afviser derfor også nærmest automatisk, at jeg kan blive genert. Selv mine venner syntes, at antagelsen er latterlig - også når jeg selv hævder det. De afviser det, som om at jeg skulle have misforstået begrebet på en eller anden måde. Men jeg kan faktisk også godt blive genert, selvom jeg ellers er en meget udadvendt person. Når jeg taler om at blive genert, så må man ikke forveksle det med usikker, for det er bestemt ikke det samme, selvom de to fænomener minder meget om hinanden og muligvis også har visse fællestræk. For usikkerhed er en helt naturlig del af livet og derfor bliver alle mennesker også usikre før eller siden, hvis man altså ikke ligefrem lider af storhedsvanvid eller noget lignende. Hvor generthed forekommer mig at være et mere komplekst fænomen.

Jeg har tænkt lidt over, hvilken situation der egentlig ligger til grund for, at jeg nogle gange kan blive genert. For det er jo ikke så godt, at jeg ikke altid har 110 % styr på situationen. Men det er egentlig lidt svært at identificere, hvilken en situation som går forud, for at jeg bliver genert. Det eneste fællestræk jeg umiddelbart kan identificere i alle situationer er, at generthed altid hænger sammen med en eller anden umiddelbar form for selverkendelse og selvbevidsthed i forhold til en bestemt anden person. Den anden person må på en eller anden måde have en forudsat betydning for én. Men denne betydning behøver ikke at være baseret på følelser, for den andens persons betydning kan også være en slags repræsentant for noget andet, som har betydning for én. Men i det øjeblik den pågældende persons opmærksomhed vendes mod én, der opstår der en form for umiddelbar selverkendelse og selvbevidsthed. Altså opstår der en erkendelsesproces i netop det øjeblik, at man bliver genert. Hvor man i samme øjeblik både erkender den anden persons betydning (altså ens egne følelser) og samtidig også erkender den anden persons oplevelse og erfaring af én selv. Og dermed opstår der en slags objektiv og meget umiddelbar form for selverkendelse hos én selv af sig selv og sine følelser. Denne selverkendelse opstår kun fordi, at den givne person har en betydning for én (der er større end andre mennesker normalt har) og er baseret på oplevelsen af den anden persons erkendelse, erfaring og umiddelbare reaktioner på ens egen tilstedeværelse. Og det er netop denne erkendelsesproces som gør, at man bliver genert, men det forudsætter som sagt, at personen har en forudsat betydning for én. Det klassiske eksempel på generthed er derfor selvfølgelig også en forelskelse, da en forelskelse typisk vil kunne frembringe denne form for selverkendelsesproces.

Hvis en person er ekstremt genert overfor alle andre mennesker, så kan den ekstreme generthed vel i sidste ende føre til, at folk ligefrem bliver så indadvendte, at de fuldkommen isolerer sig. Hvorimod det andet ekstrem, hvor man aldrig bliver genert, vel enten må betyde, at man enten mangler selverkendelse (refleksion) eller at andre mennesker aldrig har nogen betydning for én. Jeg bliver sjældent genert, men når jeg bliver det, så er det for det meste også overfor folk, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg af en eller anden grund tillægger en betydning (for det meste, fordi jeg virkelig godt kan lide dem). Og derfor er det værste ved min generthed også, at jeg næsten er blevet FOR god til at skjule den. For derved kan folk hurtigt få det indtryk, at jeg enten bare er ligeglad med dem eller arrogant, da jeg jo opfører mig lidt anderledes end ellers. Hvilket naturligvis er det sidste, som jeg ønsker, at den pågældende person skal tro om mig. Mine venner hævder dog, som en slags trøst, at jeg aldrig virker ligeglad eller arrogant, så det håber jeg, at de har ret i. Men hvad ved de egentlig om det, for de kender mig jo kun som udadvendt, så de aner jo faktisk intet om, hvordan jeg er, når jeg er genert.

Intellektuel eller bare arrogant?

De to begreber intellektuel og arrogant betyder ikke det samme, men de bliver tit opfattet sådan. Det burde de ikke, for de to begreber betegner faktisk to vidt forskellige områder. For intellektuelle behøver bestemt ikke at være arrogante og omvendt så behøver arrogante mennesker bestemt heller ikke at være intellektuelle. Nej, tværtimod - så forekommer det mig faktisk at være omvendt. Men arrogante mennesker LYDER tit intellektuelle, men det er jo ikke det samme, som at de ER intellektuelle. Der er meget stor forskel på, at LYDE intellektuel og så AT VÆRE intellektuel. Dette lærer man hurtigt i takt med jo flere fagudtryk og ismer man selv lærer at kende. Her opdager man hurtigt, hvordan mange mennesker der kaster om sig med fancy fagudtryk og personreferencer uden at have den mindste form for forståelse af dem eller refleksion over dem. (Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.) Men denne grove udnyttelse af diverse intellektuelle teorier, personer og fagudtryk blandt wannabe intellektuelle har også den betydning, at ordet intellektuel efterhånden kun bliver brugt som et skældsord eller som en betegnelse for at være arrogant, end det bliver brugt i sin oprindelige betydning.

Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.

Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!

Sweeney Todd

Nu har den filmatiserede udgave af horrormusicalen Sweeney Todd - The Demon Barber of Fleet Street endelig fået premiere i Danmark. Sweeney Todd er skrevet af muscialgeniet Stephen Sondheim og instrueret af ingen ringere end Tim Burton. Blandt de medvirkende er prominente navne som Johnny Depp (som Sweeney Todd, en rolle som han allerede har fået en Oscarnomination for) Sacha Baron Cohen (som Signor Adolfo Pirelli, kendt som Ali G og Borat), Helena Bonham Carter (som Mrs. Lovett, kendt fra Harry Potter som Bellatrix) og vigtigst af alt min personlige favorit Alan Rickman (kendt som Snape i Harry Potter) som dommeren Turpin. Normalt ser jeg ellers ikke blodige film om massemordere, men for Alan Rickman må jeg jo gøre en undtagelse. Inden man køber billetter til filmen, så skal man lige huske på, at Sweeney Todd (altså stadig) er en musical. Så selvom at jeg skal til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) så kan jeg forhåbentligt også lige nå at se Sweeney Todd, selvom filmen desværre ikke går i Imperial.

Sweeney Todd er en gammel engelsk myte om en helt almindelig (men meget talentfuld) barber Benjamin Barker som bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået (pga. at dommeren Turpin har forelsket sig i hans kone). Dermed mister han sit liv (som han kender det), hans kone og sit barn, som Turpin har planlagt at "overtage". Barker bliver dog løsladt efter 15 års straffearbejde i Australien og vender derefter tilbage til London for at finde sin kone og sit barn. Her må han erkende, at hans kone er død. Her møder han hurtigt Mrs. Lovett og sammen begynder de at begå en række mord på diverse borgere (for senere at sælge dem som indhold i tærter). Dommer Turpin har imens overtaget ansvaret for Barkers yndige blonde datter Johanna, som han nærmest holder som en livstidsfange i sit hus og samtidig er blevet forelsket i (da hun ligner sin mor). Samtidig med Sweeneys tilbagekomst forelsker den unge skibsdreng Anthony (som følges med Sweeney til London) sig i Johanna, da han ser hende ulykkelig gennem et vindue (selvom ingen af dem kender hendes forbindelse til Sweeney, som jo er hendes far).

Efterskrift:
Filmen er utrolig blodig, barsk og på mange forskellige niveauer også enormt brutal, ikke kun pga. mordene og tærterne, men også pga. filmens meget intense stemning og følelsesmæssige historie. For filmen handler mindst lige så meget om kærlighed og hvilken ondskab mennesker kan finde på i deres ulykke. Filmen formår på bedste måde at vise, hvor uretfærdig verden virkelig kan være - også set fra to sindssyge seriemorderes perspektiv. Men filmen viser uretfærdigheden og elendigheden på sådan en måde, at jeg vil anbefale enhver at se den! (Men den er bestemt ikke egnet for børn.) Filmen er fantastisk flot visuelt lavet og filmet fra mange gode og anderledes vinkler - tit tydeligvis også inspireret af den originale musicalversion. Filmens hovedpersoner spiller også helt fantastisk og synger også vidunderligt, så Sondheim kan på ingen måde være skuffet over valget af skuespillere. Specielt Johnny Depp, Alan Rickman og Jamie Campbell Bower (som Anthony) udmærket sig med deres fantastiske sang. Det kan man både se og høre i videoen ovenfor, hvor Johnny Depp og Alan Rickman synger Pretty Women sammen. Man kan også høre Jamie Campbell Bowers fantastiske udgave af Johanna. (Og det mener jeg i den grad, at jeg ligefrem har købt soundtracket.) Jeg ville personligt have foretrukket en anden slutning, men sådan er legenden jo ikke.

Filmens officielle side er her.