Jeg har lige fundet (endnu) et brev på nettet. Brevet er fra en pige til hendes forældre, hvor hun fortæller om, hvad der er sket, siden hun begyndte på college. Der er sket en del... men brevet er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge retorik til at ændre på andres menneskers forventninger og perspektiv.
Dear Mother and Dad,
It has now been three months, since I left for college. I have been remiss in writing and I am very sorry for the thoughtlessness in not having written before. I will bring you up-to-date now, but before you read on, please sit down. You are not going to read any further, unless you are sitting down. Okay?
Well, I am getting along pretty well now. The skull fracture and the concussion I got, when I jumped out of the window of my dormitory, when it caught fire shortly after my arrival are pretty well healed now. I only spent two weeks in the hospital, and now I can see almost normally and only get those sick headaches once a day. Fortunately, the fire in the dormitory and my jump were witnessed by an attendant at the gas station near the dorm, and he was the one who called the Fire Department and the ambulance.
He also visited me in the hospital and since I had nowhere to live, because of the burnt out dormitory, he was kind enough to invite me to share his apartment with him. It’s really a basement room, but it’s kind of cute. He is a very fine boy and we have fallen deeply in love and are planning to get married. We haven't set the exact date yet, but it will be before my pregnancy begins to show.
Yes, Mother and Dad, I am pregnant. I know how much you are looking forward to being grandparents and I know you will welcome the baby and give it the same love and devotion and tender care, that you gave me, when I was a child.
The reason for the delay in our marriage is, that my boyfriend has some minor infection, which prevents us from passing the pre-marital blood test and I carelessly caught it from him. This will clear up with the penicillin injections, that I am taking daily. I know you will welcome him into the family with open arms. He is kind and although not well educated - he is ambitious. I am sure, that you will love him as much as I do. His family background is good too, for I am told that his father is an important engineer for the sanitation department, that he works for. Although they say, that he runs his office from his truck.
Now that I have brought you up-to-date, folks, I want to tell you, that there was NO dormitory fire, I did not have a concussion or a skull fracture, I was not in the hospital, I am not pregnant, I am not engaged and I do not have syphilis. However, I am getting a "D" in history and an "F" in science, and I wanted you to see those marks in the proper perspective.
Your loving daughter
onsdag den 30. april 2008
fredag den 25. april 2008
Taknemlighed
Taknemlighed er det vigtigste begreb for mit liv. Taknemlighed er ikke bare en overfladisk tanke for mig, men en meget væsentlig del af, hvem jeg er. Jeg tager aldrig noget for givet, fordi jeg er meget bevidst om, hvor brutalt og kort livet kan være. Min bror døde, da han var kun 13 år gammel efter 3½ års næsten uafbrudt smertehelvede pga. en kræftsygdom i hjernen. Undervejs blev han erklæret rask, men var lam i hele venstre side. Han genvandt efter hård kamp sin mobilitet og begyndte mod alle odds i skolen igen. Men sygdommen kom tilbage og vandt til sidst. De oplevelser i min egen barndom har naturligvis påvirket mig meget, men blandt de positive ting kan jeg nævne en kæmpe taknemlighed overfor alt i mit liv (både menneskerne og selve livet). Som man siger, det som ikke slår én ihjel - det gør én stærkere. Livet er her lige nu, så husk at værdsætte det. Og hvis du ville ønske, at noget var anderledes, så gør noget ved det nu - for det er ikke sikkert, at du får chancen senere.
Derfor er jeg også ret vild med Chamillionaire’s sang Ultimate Victory, da den netop også handler om taknemlighed. Jeg har lige fundet en gamle reklame for albummet The Ultimate Victory og det er virkelig utroligt, at Chamillionaire har kunne overtale sit pladeselskab til at betale for reklamen. For reklamen har helt sikkert været rigtig dyr at lave, da reklamen både er optaget på Jamaica og i Paris. Men det mest utrolige ved reklamen er, at man på intet tidspunkt høre nogle af de nye numre (faktisk nævner den kun albummet til sidst) og så handler reklamen udelukkende om at værdsætte livet. Fantastisk!
Derfor er jeg også ret vild med Chamillionaire’s sang Ultimate Victory, da den netop også handler om taknemlighed. Jeg har lige fundet en gamle reklame for albummet The Ultimate Victory og det er virkelig utroligt, at Chamillionaire har kunne overtale sit pladeselskab til at betale for reklamen. For reklamen har helt sikkert været rigtig dyr at lave, da reklamen både er optaget på Jamaica og i Paris. Men det mest utrolige ved reklamen er, at man på intet tidspunkt høre nogle af de nye numre (faktisk nævner den kun albummet til sidst) og så handler reklamen udelukkende om at værdsætte livet. Fantastisk!
søndag den 20. april 2008
Er normal det samme som kedelig?
Hvad betyder det egentlig at være normal? En meget almindelig og udbredt definition af normal er, at man har en social almen anerkendt adfærd. Men hvad betyder det egentlig? Det betyder vel, at ens adfærd ikke adskiller sig alt for meget fra andre menneskers adfærd, for hvis den gjorte det, så ville man jo netop blive opfattet som unormal. Når en persons adfærd adskiller sig i alt for høj grad fra andre menneskers adfærd, så forklarer man det ofte ud fra deres manglende sociale, psykologiske og empatiske kompetencer eller i mere ekstreme tilfælde ud fra en psykisk sygdom. (Spørgsmålet er bare om, der egentlig er tale om to forskellige forklaringer eller om der ikke er tale om en mere flydende overgang - hvilket man også kan tænke lidt over ud fra diverse fysiologiske og psykiske symptomer.) Men tit afhænger definitionen af normal også i høj grad af, hvorvidt ens empatiske, psykologiske og sociale kompetencer er nok udviklet. Disse kompetencer bygger også i høj grad på, hvor realistisk en forståelse man har af både sig selv, andre mennesker og verden generelt. Altså har det, at man evner at kunne forstå, omgås og relatere til andre mennesker også en stor betydning for, hvorvidt man bliver opfattet som normal eller ej.
Men udover mennesker med ringe sociale evner eller psykologiske problemer, så er mere ”normale” mennesker jo heller ikke fuldkommen ens. Og dermed kan definitionen af normal også hurtigt blive til en definition, der udelukkende er baseret på fælles træk og dermed også udelukker enhver form for unikke træk. Og dermed kan definitionen af normal adfærd også hurtigt blive fuldkommen identisk med en definition af (kedelig) forudsigelig adfærd. For hvis man med normal bare mener, at man udelukkende har en adfærd og egenskaber, som alle andre mennesker også har, så adskiller man sig jo heller ikke længere på nogen områder fra andre mennesker. Og det ironiske ved skellet mellem normal og unormal er jo netop, at de fleste mennesker meget gerne vil opfattes som at være normal i en vis grad - for ingen ønsker at blive opfattet som unormal. Hvilket nok skyldes, at unormal udover en vis negativ klang også implicit hænger sammen med manglende sociale og psykologiske kompetencer. Men omvendt vil de fleste mennesker heller ikke opfattes som at være ALT for normal, da det jo netop omvendt betyder, at man bare er gennemsnitlig, almindelig og dermed kedelig. Derfor er der heller ikke nogen form for afstandstagen til at være unik i den almene brug af ordet normal. Hvilket også gør, at normal og unik heller ikke nødvendigvis modsætninger. Man skal bare helst være unik på den rigtige måde. Den amerikanske psykolog Dr. Breeding har også engang udtalt, at en normal person er en person, som du ikke kender særlig godt. For alle mennesker skiller sig jo netop ud på enten den ene eller den anden måde - hvis man altså bare kender dem godt nok. Og dermed er unormal adfærd også kun den anderledes form for adfærd, som adskiller sig i sådan en grad og på sådan en måde fra det gennemsnitlige, at andre mennesker rent faktisk opfatter adfærden som unormal. Altså kan man se unik, som den positive betegnelse af anderledes adfærd, hvor unormal ellers er den negative betegnelse.
Nogle mennesker mener, at man kan sætte lighedstegn mellem at være normal og være naturlig. Men dette fører jo bare til spørgsmålet om, hvad det vil sige, at være naturlig? Hvis man med naturlig mener, hvordan mennesket var dengang, da det levede (mere) i naturen, så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket ikke har udviklet sig væk fra et sådan et slags naturstadie? Og om mennesket ikke har udviklet sig til et moderne menneske, ikke bare på det biologiske område, men også på det psykologiske område? Nogle mennesker sætter også lighedstegn mellem at være seriøs og normal. Altså er man normal, hvis man ikke laver alt for mange spontane, anderledes, vilde, kreative (osv.) aktiviteter. Her sætter man altså igen lighedstegn mellem at være normal og kedelig. Dette syntes jeg egentlig er en lidt trist definition af normal, da det jo netop opfodrer til mere ensretning. Og ensretning er jo langt fra altid en positiv udvikling. For det er jo netop det unikke, som gør de fleste mennesker enormt spænende. Det er jo sjældent særlig fascinerende, hvis en person bare passer ind, konstant gør det forventede, aldrig gør noget spontant, anderledes eller sjovt. Ensretning er i mine øjne enormt kedeligt og det fodrer bestemt heller ikke til hverken innovation, kreativitet, udvikling eller i det hele taget noget, som gør livet mere spændende. Så hvis normal i virkeligheden bare betyder, at man skal være præcis, ligesom alle andre (altså kedelig), hvem ønsker så egentlig at være normal? Her skal man naturligvis også huske på, at der rent faktisk også findes en masse mennesker, som godt kunne passe bedre ind i samfundet. Altså ville en del mennesker formodentlig klare sig meget bedre (og være mere lykkelige), hvis de blot havde nogle bedre psykologiske, sociale, empatiske og (i nogle tilfælde muligvis også) intellektuelle evner. For det er jo netop disse evner, som fortæller én helt intuitivt, hvad der er normalt eller unormalt ved en given situation. Det er enormt svært, at definerer helt præcist med ord, hvad der gør en handling normal, netop fordi en handlings normalitet eller mangel på samme altid vil være fuldkommen situationsafhængig helt ned til den allermindste detalje. Hvad der er normalt i en situation, er absolut ikke nødvendigvis normalt i en anden (og meget) lignende situation. Så her kan kun ens sociale, psykologiske og empatiske evner give én et helt (intuitivt) klart svar på, hvad der vil være mest normalt og dermed hensigtsmæssigt i den givne situation - forhåbentlig!
Men udover mennesker med ringe sociale evner eller psykologiske problemer, så er mere ”normale” mennesker jo heller ikke fuldkommen ens. Og dermed kan definitionen af normal også hurtigt blive til en definition, der udelukkende er baseret på fælles træk og dermed også udelukker enhver form for unikke træk. Og dermed kan definitionen af normal adfærd også hurtigt blive fuldkommen identisk med en definition af (kedelig) forudsigelig adfærd. For hvis man med normal bare mener, at man udelukkende har en adfærd og egenskaber, som alle andre mennesker også har, så adskiller man sig jo heller ikke længere på nogen områder fra andre mennesker. Og det ironiske ved skellet mellem normal og unormal er jo netop, at de fleste mennesker meget gerne vil opfattes som at være normal i en vis grad - for ingen ønsker at blive opfattet som unormal. Hvilket nok skyldes, at unormal udover en vis negativ klang også implicit hænger sammen med manglende sociale og psykologiske kompetencer. Men omvendt vil de fleste mennesker heller ikke opfattes som at være ALT for normal, da det jo netop omvendt betyder, at man bare er gennemsnitlig, almindelig og dermed kedelig. Derfor er der heller ikke nogen form for afstandstagen til at være unik i den almene brug af ordet normal. Hvilket også gør, at normal og unik heller ikke nødvendigvis modsætninger. Man skal bare helst være unik på den rigtige måde. Den amerikanske psykolog Dr. Breeding har også engang udtalt, at en normal person er en person, som du ikke kender særlig godt. For alle mennesker skiller sig jo netop ud på enten den ene eller den anden måde - hvis man altså bare kender dem godt nok. Og dermed er unormal adfærd også kun den anderledes form for adfærd, som adskiller sig i sådan en grad og på sådan en måde fra det gennemsnitlige, at andre mennesker rent faktisk opfatter adfærden som unormal. Altså kan man se unik, som den positive betegnelse af anderledes adfærd, hvor unormal ellers er den negative betegnelse.
Nogle mennesker mener, at man kan sætte lighedstegn mellem at være normal og være naturlig. Men dette fører jo bare til spørgsmålet om, hvad det vil sige, at være naturlig? Hvis man med naturlig mener, hvordan mennesket var dengang, da det levede (mere) i naturen, så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket ikke har udviklet sig væk fra et sådan et slags naturstadie? Og om mennesket ikke har udviklet sig til et moderne menneske, ikke bare på det biologiske område, men også på det psykologiske område? Nogle mennesker sætter også lighedstegn mellem at være seriøs og normal. Altså er man normal, hvis man ikke laver alt for mange spontane, anderledes, vilde, kreative (osv.) aktiviteter. Her sætter man altså igen lighedstegn mellem at være normal og kedelig. Dette syntes jeg egentlig er en lidt trist definition af normal, da det jo netop opfodrer til mere ensretning. Og ensretning er jo langt fra altid en positiv udvikling. For det er jo netop det unikke, som gør de fleste mennesker enormt spænende. Det er jo sjældent særlig fascinerende, hvis en person bare passer ind, konstant gør det forventede, aldrig gør noget spontant, anderledes eller sjovt. Ensretning er i mine øjne enormt kedeligt og det fodrer bestemt heller ikke til hverken innovation, kreativitet, udvikling eller i det hele taget noget, som gør livet mere spændende. Så hvis normal i virkeligheden bare betyder, at man skal være præcis, ligesom alle andre (altså kedelig), hvem ønsker så egentlig at være normal? Her skal man naturligvis også huske på, at der rent faktisk også findes en masse mennesker, som godt kunne passe bedre ind i samfundet. Altså ville en del mennesker formodentlig klare sig meget bedre (og være mere lykkelige), hvis de blot havde nogle bedre psykologiske, sociale, empatiske og (i nogle tilfælde muligvis også) intellektuelle evner. For det er jo netop disse evner, som fortæller én helt intuitivt, hvad der er normalt eller unormalt ved en given situation. Det er enormt svært, at definerer helt præcist med ord, hvad der gør en handling normal, netop fordi en handlings normalitet eller mangel på samme altid vil være fuldkommen situationsafhængig helt ned til den allermindste detalje. Hvad der er normalt i en situation, er absolut ikke nødvendigvis normalt i en anden (og meget) lignende situation. Så her kan kun ens sociale, psykologiske og empatiske evner give én et helt (intuitivt) klart svar på, hvad der vil være mest normalt og dermed hensigtsmæssigt i den givne situation - forhåbentlig!
tirsdag den 15. april 2008
10 ”negative” konsekvenser ved at være meget positiv
10. Du møder kun positive mennesker. For jo mere positiv man selv er, jo mindre omgås man også automatisk negative mennesker. For du bryder dig ikke om de negative mennesker og de negative mennesker bryder sig bestemt heller ikke om hverken dig eller din positive indstilling. Man kan næsten sige, at en positiv indstilling er for negative mennesker, hvad kryptonit er for Superman. Derudover så vælger du nok også selv i en vis grad de negative miljøer fra, hvor der generelt er mange negative mennesker. For ens egen indstilling hænger jo også meget sammen de mennesker, som man vælger at omgås med. Hvilket gælder alt fra ens arbejdsplads, til ens familie og nærmeste venner. Hvilket naturligvis også kræver, at man nogen gange må finde et mere positivt miljø, hvis man forsat gerne vil bibeholde ens egen positive indstilling. Eller et mere negativt miljø, hvis man gerne vil være mere negativ.
9. Du er ude af stand til at forstå kritik, selv når nogen kritiserer dig, blot med det ene formål at prøve på at ødelægge din positive indstilling. Du ser højest kritik, som en kammeratlig form for hjælp eller en sjov bemærkning omkring din mere uheldige adfærd. Hvis du endelig skulle blive bevidst om, at en kritik faktisk blot er givet for kritikkens skyld, så bliver du højest skuffet over erkendelsen af, at de pågældende mennesker har så dårlig selvtillid, at de må prøve på at fremhæve sig selv på baggrund af en kritik af dig.
8. Du lægger sjældent mærke til negative kommentarer, hentydninger og oplevelser. Men heldigvis så er der helt sikkert nogle opmærksomme negative medmennesker, som gerne vil hjælpe dig med at blive mere opmærksom på de negative oplevelser, kommentarer, hentydninger eller negative aspekter ved dit liv - som du endnu ikke selv har lagt mærke til. Hvis det skulle vise sig, at det er fuldkomment umuligt for de pågældende negative personer, at finde frem til nogle negative aspekter ved dit liv, så vil de for det meste også gerne være behjælpelige med at komme med deres egne negative kommentarer i stedet - hvis du altså lægger mærke til dem.
7. Du forstår ikke helt, hvad skellet egentlig er mellem fiktion og virkelighed. Når du f.eks. hører om et eventyr, så syntes du egentlig ikke, at det lyder så urealistisk. Enten fordi du allerede har oplevet en lignende situation eller fordi du nemt kan forestille dig, at det kunne ske.
6. Du har dybest set ingen forståelse af, hvad et problem er. Du opfatter mest et problem, som noget negative mennesker bruger enormt meget tid og energi på, uden at det alligevel ændrer på noget eller afhjælper problemet. Derfor forstår du heller ikke helt, hvorfor dine venner spilder så meget tid og energi på diverse spekulationer om fremtiden. For det hele skal jo nok alligevel gå præcis, som man ønsker det!
5. Du virker enorm dum. Negative mennesker mener ofte, at det at være positiv på en eller anden måde må hænge sammen med at være dum eller uvidende. For hvis man konstant kan være positiv, så må det jo naturligvis være, fordi man har overset en masse negative kommentarer og oplevelser, for ellers ville man jo ikke være SÅ positiv. Ergo, når de hurtigt frem til den konklusion, at hvis man er meget positiv, så må man også være enormt dum. Men sådan er det jo tit, hvad nogle mennesker ser som en kunst, det ser andre mennesker som en manglende evne.
4. Du får aldrig brug for spåkoner, clairvoyante, tarotkortlæsere, astrologer osv. For du ved jo allerede godt, hvordan fremtiden ser ud. Fremtiden ser naturligvis enormt positiv ud og dermed er du også overbevist om, at alting nok skal gå, præcis som du ønsker det. Og derfor behøver du naturligvis heller ikke, at betale nogle andre for at fortælle dig det, som du allerede godt ved.
3. Folk bliver trætte af (sagde nogen sure over), at du altid har et godt humør. Ikke nok med selve humøret, så bliver de også i længden trætte af at høre på dine evindelige positive kommentarer, de syngende fugle (der følger dig overalt, hvor end du går), dit gadedrengeløb og din konstante fløjten af diverse Disney sange (julesange i vinterhalvåret). Her kan det godt være hensigtsmæssigt for én selv, at begrænse de føromtalte tendenser i en vis grad. Selvom et besøg på hospitalet naturligvis også kan give én en masse positive oplevelser med en masse nye spændende mennesker.
2. Du bliver nok næppe den store kunstner. Alle ved, at med store kunstneriske evner følger også en form for depression – i hvert fald ifølge de fleste kunstanmeldere og intellektuelle. De vil meget hellere høre, hvordan din kunst er blevet til pga. diverse psykiske lidelser og traumer. Så hvis din kunst er et resultat af et generelt positivt syn på verden, så kan det automatisk heller ikke være kunst og dermed har du næppe den store fremtid indenfor den kunstneriske verden. Desværre. Men til gengæld så lever du formodentlig meget længere end de fleste store kunstnere.
1. Du mangler fuldkommen en realistisk erkendelse af andre mennesker. Jo mere positivt, man ser på verden, jo mere positivt ser man også på andre mennesker. Også selvom det slet ikke er berettiget eller realistisk. Og dermed har du heller ikke nogen naturlig forståelse af, hvor mange mennesker som reelt besidder diverse dårlige egenskaber, negative intentioner, egoistiske motiver osv. Og dette kan hurtigt fører til en helt urealistisk forestilling om, hvordan andre mennesker tænker. I det hele taget kan en positiv indstilling hurtigt medfører en generel manglende forståelse af, hvorfor andre mennesker skulle handle ondskabsfuldt eller skadeligt overfor andre mennesker. For hvad skulle de dog få ud af det? Her er det en god ide, at have nogle venner med en vis realistisk forståelse af andre mennesker, så de kan fortælle dig, når andre mennesker prøve på at gøre dig til grin, narre dig, udnytte dig, ødelægge noget for dig eller generelt bare ikke værdsætter dig nok.
lørdag den 12. april 2008
Om medlemskab og foreninger
Generelt er jeg ikke medlem af særlig mange foreninger. Det skyldes nok, at jeg er bange for, at jeg efter et stykke tid vil finde ud af, at jeg alligevel ikke går (nok) ind for den pågældende sag. Og så er det jo lettere, bare at lade være med at blive medlem. For når man er medlem af en forening, så skal man jo også virkelig gå ind for sagen. Ikke så meget for sagen eller de andre medlemmers skyld, men mere pga. alle andre. Dette gælder f.eks. for medlemskab af en politisk forening. Hvis man siger, at man er medlem af et bestemt parti, så tænker folk også automatisk, at man har nogle bestemte holdninger. (Altså bliver man sat i bås.) Selvom ingen jo reelt går ind for samtlige af et partis holdninger - på nær måske nogle få rabiate idealvælgere. Dette gælder nok også for de fleste folketingspolitikere, selvom de naturligvis ikke må give udtryk for dette officielt. For det ville jo være dårligt for partiet, hvis de gav udtryk for deres uenighed. På trods af dette, så er der heldigvis også mange folketingspolitikere, som stadig giver udtryk for deres uenighed med den generelle partilinje. Og heldigvis for det, for det skaber jo både diskussion, dynamik og dermed bliver partierne heller ikke fremstillet helt så firkantede, som de ellers ville virke, hvis alle levede fuldt op til ideen om partidisciplin. Hele ideen om partidisciplin er nok også en væsentlig grund til, at jeg aldrig er blevet medlem af et parti. Eller det vil sige, der var faktisk engang en folketingspolitiker, som for sjov, gjorte mig til medlem af hans parti. Men den sag skal vi nok ikke nævne alt for højt, selvom jeg kun skriver om det på min blog.
For et stykke tid siden følte jeg mig dog tvunget til at blive medlem af endnu en forening. Problemet var, at jeg havde fået rodet mig selv ud i en problematisk situation, fordi jeg tillod mig, at gøre en person opmærksom på det urimelige (og diskriminerende) i den pågældendes udtalelser. Hvilket bagefter gik op for mig, faktisk kunne koste mig selv dyrt! Jeg fandt hurtigt en forening, som kunne bakke mig op, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg var godt nok lidt i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig skulle blive medlem. For normalt bliver jeg ikke bare medlem af en forening uden mange grundige overvejelser. Hvad mener foreningen på andre områder? Blander de sig politisk? Men jeg havde jo brug for backup og kunne ikke rigtig se, hvem der ellers skulle hjælpe mig i den pågældende situation. Så jeg blev medlem. Efter lang tid fik jeg endeligt et brev om, at jeg var blevet medlem, men at der ville gå et stykke tid, før jeg kom på den officielle medlemsliste. Okay, tænkte jeg, bare jeg er medlem, så er jeg vel sikret. Hvis jeg får nogen problemer, så ved jeg jo, hvor jeg kan få rådgivning og backup. Problemet eksisterer faktisk stadig, men det pudsige er, at jeg aldrig har hørt noget fra den pågældende forening siden! Nogen gange tænker jeg på, om det egentlig overhovedet er en reel forening? For der er aldrig nogen aktiviteter, møder, planer eller noget lignende. Men foreningen eksisterer stadig! Jeg tænker også nogle gange på, hvordan jeg egentlig ville vide, at jeg havde meldt mig ud af foreningen. Altså, hvis jeg ville det. Men indtil videre har jeg ingen problemer med at være medlem af foreningen, for jeg har jo indtil videre ikke været uenig med foreningen en eneste gang. Så måske er det den perfekte forening for mig! Men... hvis det viser sig, at jeg skulle få brug for foreningens hjælp, så regner jeg også med, at foreningen vil bakke mig op. Og måske er det netop det foreningen mangler - et formål! Det vil de så muligvis også få, selvom at jeg personligt ikke håber på, at jeg ikke skal ud i en eller anden form for konflikt, bare fordi jeg kom til at sige min mening! Det vil tiden jo vise. Men næste gang, så vil jeg tænke mig lidt mere om, inden jeg bare siger min mening, så det ikke ender med, at jeg skal melde mig ind i endnu en forening.
For et stykke tid siden følte jeg mig dog tvunget til at blive medlem af endnu en forening. Problemet var, at jeg havde fået rodet mig selv ud i en problematisk situation, fordi jeg tillod mig, at gøre en person opmærksom på det urimelige (og diskriminerende) i den pågældendes udtalelser. Hvilket bagefter gik op for mig, faktisk kunne koste mig selv dyrt! Jeg fandt hurtigt en forening, som kunne bakke mig op, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg var godt nok lidt i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig skulle blive medlem. For normalt bliver jeg ikke bare medlem af en forening uden mange grundige overvejelser. Hvad mener foreningen på andre områder? Blander de sig politisk? Men jeg havde jo brug for backup og kunne ikke rigtig se, hvem der ellers skulle hjælpe mig i den pågældende situation. Så jeg blev medlem. Efter lang tid fik jeg endeligt et brev om, at jeg var blevet medlem, men at der ville gå et stykke tid, før jeg kom på den officielle medlemsliste. Okay, tænkte jeg, bare jeg er medlem, så er jeg vel sikret. Hvis jeg får nogen problemer, så ved jeg jo, hvor jeg kan få rådgivning og backup. Problemet eksisterer faktisk stadig, men det pudsige er, at jeg aldrig har hørt noget fra den pågældende forening siden! Nogen gange tænker jeg på, om det egentlig overhovedet er en reel forening? For der er aldrig nogen aktiviteter, møder, planer eller noget lignende. Men foreningen eksisterer stadig! Jeg tænker også nogle gange på, hvordan jeg egentlig ville vide, at jeg havde meldt mig ud af foreningen. Altså, hvis jeg ville det. Men indtil videre har jeg ingen problemer med at være medlem af foreningen, for jeg har jo indtil videre ikke været uenig med foreningen en eneste gang. Så måske er det den perfekte forening for mig! Men... hvis det viser sig, at jeg skulle få brug for foreningens hjælp, så regner jeg også med, at foreningen vil bakke mig op. Og måske er det netop det foreningen mangler - et formål! Det vil de så muligvis også få, selvom at jeg personligt ikke håber på, at jeg ikke skal ud i en eller anden form for konflikt, bare fordi jeg kom til at sige min mening! Det vil tiden jo vise. Men næste gang, så vil jeg tænke mig lidt mere om, inden jeg bare siger min mening, så det ikke ender med, at jeg skal melde mig ind i endnu en forening.
lørdag den 5. april 2008
Kunsten at være irriterende
Kunsten at være irriterende har altid været et område, som har fascineret mig meget. Men forleden gik det op for mig, at folk generelt ikke finder mig særlig irriterende. Eller det vil sige, de giver i hvert fald ikke udtryk for det. Og det undre mig egentlig, for jeg har da ellers virkelig forsøgt at gøre en stor indsats, men alligevel har folk været enormt tilbageholdende med frasen. Måske er folk generelt for høflige? Men, hvor høfligt er det egentlig, at undlade at gøre opmærksom på, at en person er irriterende? For det kunne jo være, at den pågældende person havde brugt enorm lang tid på at være irriterende og så går det bare helt ubemærket hen. Men måske er mit niveau af irritation bare ikke højt nok? Endnu! I hvert fald ikke i den grad, at folk ligefrem har ville hædre mig med ordet irriterende. Det betyder naturligvis, at jeg må prøve på at blive bedre til den ædle kunst at være irriterende. Derfor har jeg kigget lidt på nettet, for at få lidt hjælp og inspiration til, hvad der generelt er irriterende for andre mennesker. Her fandt jeg en del gode råd og her er nogle af dem:
- Trom på enhver overflade, som du kommer i nærheden af.
- Sig tilfældige numre, mens en anden tæller.
- Lav aftaler den 31. september.
- Inviter en masse mennesker til andres fester.
- Sy tyverialarmer i folks rygsække.
- Gem mælkeprodukter steder, hvor de er umulige at finde.
- Skriv slutningen på bogen på første side.
- Sæt folks alarmer på tilfældige tidspunkter om natten.
- Lær morsekoder og hav samtaler med dine venner offentlige steder udelukkende bestående af beep biip biip beeep biip...
- Skru helt op for volumen på folks stereoanlæg, når de ikke ser det.
- Bryd aldrig øjenkontakten.
- Skift kanal fem minutter før hvert program slutter.
- Begynd alle sætninger med ohh la la!
- Køb en masse orange trafikkegler og omdiriger hele veje.
- Betal altid kun med småpenge (helst 25 og 50 ører).
- Sæt bjælder på alt dit tøj.
- Gentag altid det, som den anden lige har sagt, som et spørgsmål.
- Gentag den følgende samtale utallige gange: Hørte du det? Hvad? Nå, det er ligemeget, nu er det vist væk.
- I vaskerummet, brug en tørretumbler til hver af dine sokker.
- Gå med en kappe, hvor der står Den storslået.
- Så meget som overhovedet muligt, lav gadedrengeløb frem for at gå.
- Giv din hund navnet Hund.
- Oplys andre om, at de kun eksisterer i din fantasi.
- Spørg folk, hvilket køn de har.
- Svar til ethvert udsagn: Det er, hvad DU synes.
- Glem punchlinjen til en meget lang joke, mens du forsikrer personen om, at den var rigtig sjov.
- Nyn bevidst sange som vil sidde fast i dine kollegaers erindring som f.eks. Feliz Navidad.
- Sprøjt alting andre rør ved med desinficeringsmiddel med det samme.
- Lyv omkring helt åbenlyse ting som f.eks. hvad klokken er.
- Tag ENORMT meget parfume på.
- Syng med I operaen.
- Afslut enhver sætning med ordene: ...hvilket er i overensstemmelse med profetien.
- Spørg tjeneren om du kan få en ekstra stol til din fantasi ven.
- Stil dine kollegaer mystiske spørgsmål og skriv deres svar ned i en notesbog.
- Vælg den samme sang på jukeboksen 50 gange.
- Lad dine julelys hænge med lys på frem til september.
- Skift dit efternavn til Aaaaabel for at få æren ved at være den første i telefonbogen.
- Tyg på blyanter og kuglepenne som du har lånt.
- Få aldrig øjenkontakt.
- Demonstrer, at en samtale er slut ved at holde dig for ørene.
- Giv ikke udtryk for, at du er færdig med at sige noget i slutningen af dine sætninger, så der opstår en pinlig tavshed under forudsætningen af, at du hvert øjeblik vil sige noget mere.
- Opfind ord og se, hvorvidt folk spiller med for at undgå at fremstå uvidende.
torsdag den 3. april 2008
Om undertrykkelsen af Tibet
Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.
Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.
Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.
Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.
Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.
Abonner på:
Opslag (Atom)