Om undertrykkelsen af Tibet

Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.

Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.

Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.