(Oversat og ændret en smule af undertegnede - fundet her.)
I det antikke Grækenland (469 - 399 BC) var Sokrates kendt overalt for sin store visdom.
En dag mødte den store filosof en bekendt, som løb begejstret hen til ham og sagde: ”Sokrates, ved du, hvad jeg lige har hørt om en af dine studerende?”
”Vent lige et øjeblik” sagde Sokrates. ”Før du fortæller mig om min studerende, så skal du først bestå en test: Testen af tre.”
”Tre?”
“Ja, det er korrekt”: sagde Sokrates. ”Lad os først undersøge, hvad du egentlig vil sige.”
”Den første test er sandhed. Er du helt sikker på, at det du vil fortælle mig er sandt?”
”Nej”: sagde manden. ”Faktisk så har jeg bare hørt et rygte om det.”
”Okay”: sagde Sokrates. ”Så du ved altså ikke, hvorvidt det faktisk er sandt eller ej.”
"Nej..."
”Så lad os prøve den anden test om godhed. Er det, som du vil fortælle mig, om min studerende noget godt?”
”Nej, det er præcis det modsatte…”
”Så du vil fortælle mig noget dårligt om min studerende, selvom du ikke ved, om det er sandt?”
Manden krympede sig og så forlegen ud.
Sokrates forsatte: ”Men det kan stadig bestå den tredje test omkring brugbarhed. Vil det, som du vil fortælle mig om min studerende, være til nytte for mig på nogen måde?"
"Nej, ikke rigtigt..."
Sokrates svarede derefter: "Hvis det, som du vil fortælle om min studerende hverken er sandt, godt eller brugbart, hvorfor vil du så overhovedet fortælle mig om det?"
Manden så nedslået og skamfuld ud.
Det er begrundelsen for, hvorfor Sokrates var så velanset og hvorfor han er en af de største filosoffer nogensinde. Men det forklarer også samtidig, hvorfor han aldrig fandt ud af, at Platon var utro med hans kone.
