Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.
Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar