Er forelskelse en mental sygdom?

Filosoffen Platon bliver ofte citeret for at skulle have sagt at: ”Kærlighed er en alvorlig mental sygdom”. Hver gang jeg hører dette citat, der kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorvidt kærlighed ikke nærmere skulle have været oversat med forelskelse. For hvad er forelskelse egentlig for et fænomen? Det har både litteraturen og poesien givet mange forskellige bud på. Forelskelse er, ifølge mange forskere, den stærkeste emotionelle tilstand, som et menneske kan opleve, hvilket også vil sige, at den er stærkere end seksualdriften. Forelskelse er både en psykisk tilstand og en måde at opfatte et andet menneske på, hvor man føler sig enormt tiltrukket af vedkommende. Forelskelse behøver ikke nødvendigvis at være rettet imod en bestemt person, men kan også være rettet imod selve tanken (ønsket) om at være forelsket, selvom dette fænomen også gerne har en bestemt person for øje. Tilstanden gør ofte, at den forelskede bliver lidt utilregnelig og ikke længere opfører sig, som vedkommende ellers normalt ville gøre. Forelskelsens fascination gør også den forelsket meget modtagelig overfor ethvert signal fra den udkårne og dermed kan den udkårne hurtigt fylde enormt meget i den forelskedes bevidsthed. Da den udkårnes ”signaler” ganske ofte kan være ret tvetydige i sig selv, uanset om den udkårne deler den forelskedes følelser eller ej, så kan den forelsket hurtigt skifte imellem meget intense følelser af både lykke og ulykke. Forelskelse gør også tit den forelskede ”blind”, ikke bare overfor den udkårnes fejl og mangler (og eventuelle mindre svigt) men også overfor omgivelsernes kritik af den udkårne eller muligheden for et potentielt forhold. Denne blindhed kan også føre til en generel manglende realitetssans, hvilket ganske ofte vil meget mere tydelig for omgivelserne end for den forelskede selv. Til gengæld virker den forelskedes (tidligere) problemer nu som fuldkommen ligegyldige for vedkommende selv.

Videnskaben har også efterhånden en ret god viden omkring, hvad forelskelse er. Her skelner man især imellem tre primære drifter: forelskelse, kærlighed og begær, da de hver især fremkalder både forskellige hormoner og kan måles forskellige steder i hjernen. Det lidt pudsige ved at se på forelskelse ud fra et videnskabeligt synspunkt er, at forelskelse ikke på nogen måde minder om begær, hvilket ellers ville være meget nærliggende at antage. Fysiologisk set der adskiller forelskelse sig nemlig i høj grad fra begær, da forelskelsens fysiologiske hjerneaktivitet hovedsagligt foregår i den højre hjernehalvdel (helt præcist i nucleus caudatus og ventral tegmental området) hvorimod begær hovedsagligt udløser aktivitet i den venstre hjernehalvdel. Hjerneaktiviteten i forbindelse med forelskelse foregår dermed hovedsagligt i et område, som man primært forbinder med motivation, belønning og drivkraft. Altså skaber forelskelse lidt overraskende ikke nødvendigvis nogen form for hjerneaktivitet i det område af hjernen, som man ellers normalt forbinder med følelser og sex. Ligeledes så skaber følelsen af begær også typisk en øget mængde af hormonerne androgen og østrogen, hvorimod forelskelse faktisk øger mængden af både oxytocin, endorfiner, serotonin og dopamin. Oxytocin er det hormon, der påvirker menneskets grad af tillid til andre mennesker og dermed også udgør en væsentlig forudsætning for, at man kan fastholde længerevarende forhold. Dette hormon findes også hos andre pattedyr og forsøg med markmus har vist, at hvis man fjerner deres evne til at producerer oxytocin, så mister de også samtidig evnen til at indgå i monogame forhold. (Markmus danner normalt par for livet.) Endorfiner har generelt en morfinlignende virkning på mennesket og virker derfor både smertedæmpende og lykkefremkaldende. Serotonin er med til at regulere menneskets humør og en øget produktion af serotonin giver derfor også en øget lykkefølelse. (Serotonin bliver også brugt i produktionen af lykkepiller.) Dopamin er et stof der skaber en meget intens lykkefølelse og kan derfor også hurtigt føre til afhængighed, hvilket man også ser i forbindelse med misbrug af kokain og heroin. Altså skaber kroppen gennem forelskelsen en slags afhængighed af den udkårne. Dette kan også forklare, hvorfor en forelskelse hurtigt kan føre til depression og i mere ekstreme situationer kan ende med selvmord, personforfølgelse og drab. Meget forskning tyder også på, at mennesket sandsynligvis først udviklede evnen til at føle begær og først derefter udviklede evnen til at kunne forelske sig. Antropologen Helen Fisher har opsummeret forelskelsens rolle i den menneskelige evolution meget godt med ordene: ”Jeg tror, at seksualdriften udvikledes for at få os til i det hele taget at se os om efter en partner. Forelskelse derimod gjorde os i stand til at fokusere den store mængde energi, vi bruger på at formere os, på en enkelt person, så den ikke gik til spilde. Hengivenheden (kærligheden) opstod, så vi kunne holde vores partner ud længe nok til at opfostre et barn.”