Den amerikanske drøm

Der er ingen tvivl om, at Barack Obama er fantastisk velformuleret og ved præcis, hvordan man skal levere et budskab både i forhold til ordvalg, stemmebrug, kropssprog og ansigtsmimik. Så selvom han naturligvis har masser af politiske rådgivere, der konstant kan hjælpe ham med at finpudse teknikken, så ændrer det ikke på, at jeg har stor beundring for hans stil, da han i sandhed har ordet i sin magt. Men det betyder ikke, at jeg mener, at Obama er supermand. Hvilket formodentlig også vil gå op for de mange håbefulde amerikanere i de kommende måneder. For Obama kan ikke med et enkelt trylleslag rette op på den skrantende amerikanske økonomi eller forandre den amerikanske CO2 udledning fra den ene dag til den anden. Den slags tager tid, først skal man træffe de politiske beslutninger (hvilket helt sikkert heller ikke bliver helt uproblematisk med hensyn til senatet) og derefter tager det ofte måneder eller år, før man reelt kan se virkningen i samfundet.

Men for tiden gør det ikke den store forskel, da den amerikanske befolkning desperat har brug for et håb og det har Obama givet dem. Den økonomiske krise har gjort amerikanerne usikre på fremtiden og rystet deres tro på den amerikanske drøm. Derfor er amerikanerne mere end klar til forandring og det har Obama lovet dem med slagord som Yes We Can og Change We Can Believe In. En af Obamas bøger hedder The Audacity of Hope: Thoughts on Reclaiming the American Dream. Og det er præcis det, som Obama har gjort. Han har relanceret den amerikanske drøm og solgt håbet videre til amerikanerne som noget nyt. Hvilket for en kort stund har givet amerikanerne troen tilbage på både den amerikanske drøm og fremtiden. For hvem vil ikke gerne tro på en bedre fremtid? Denne drøm har også samtidig gjort Obama til et symbol på forandring og håb om bedre tider. Derfor er Obama den nye amerikanske superhelt – Messias der ene mand skal redde den dårlige amerikanske økonomi, miljøet og bringe tropperne hjem. Spørgsmålet er bare, hvorvidt denne forandring er realistisk indenfor den nærmeste fremtid? Hvorvidt det virkelig er Change You Can Believe In? Martin Luther King havde en drøm – den er blevet til virkelighed i dag med indsættelsen af Obama som præsident. Men hvad med Obamas drøm, hvornår bliver den til virkelighed?

Where is the love?

Jeg har gennem det sidste år ved flere lejligheder kritiseret danskerne for at være alt for overfladiske og ligeglade med deres medmennesker. Hvilket man blandt andet har kunnet læse om i mine blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri og Danskernes ligegyldighed når nye højder. Det skal måske her pointeres, at jeg frit bruger ordet dansker om enhver der bor eller lever i Danmark og dermed ikke blot er her kortvarigt som besøgende. Nu er jeg jo ikke ligefrem den pessimistiske type (kun meget dybt indeni) så blogindlæggene blev naturligvis skrevet med et vist håb om forandring. Men sådan en forandring sker naturligvis ikke bare lige fra den ene dag til den anden... eller gør det? For i det sidste stykke tid har jeg næsten ikke kunne gå udenfor en dør uden at en eller anden fremmed (dvs. en ven, som du stadig ikke har mødt jf. mit blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri) står klar med et smil, en sød kommentar eller helt uventet hjælp. Nu antager jeg naturligvis ikke, at dette alene skulle skyldes mine blogindlæg, men måske nærmere mediernes omtale af problematikken eller noget helt andet. Uanset årsagen, så er jeg naturligvis begejstret over muligheden for, at danskerne potentielt kunne være blevet et mere imødekommende og positivt folkefærd igennem det sidste år. Problemet med denne antagelse er bare, at jeg udelukkende baserer det på mine egne personlige oplevelser. Og nu har ens egne oplevelser jo, som bekendt, et ret omfattende subjektivitetsproblem. Derfor bliver jeg naturligvis nød til at overveje en række videnskabsteoretiske problemstillinger, når jeg skriver dette. For måske er det slet ikke danskerne, der har forandret sig igennem det sidste år, men derimod mig selv, som har forandret mig? Måske er det bare mig, som er begyndt at opføre mig anderledes og dermed også får nogle anderledes reaktioner. Jeg ved det ikke. Umiddelbart ville jeg nu selv antage, at situationen er nogenlunde status quo - altså hverken værre eller bedre. Men det er jo svært at se sig selv udefra, som Søren også skrev til mig i et svar for et stykke tid siden.

Der er også en anden mulighed, nemlig at der bare er tale om rene tilfældigheder. Måske er det bare et spørgsmål om tilfældighed, at jeg konstant møde rare mennesker fra stort set alle samfundslag, der gerne vil bruge et par minutter på at hjælpe mig ved at vise mig vej, give mig et kompliment, fortælle mig en sjov historie, lade mig komme foran i køen osv. Selv her på bloggen har jeg modtaget enormt mange søde mails (hvilket desværre ikke virker særlig motiverende for mig – nærmere tværtimod - hvilket formodentlig skyldes mit lange ophold i universitetsmiljøet.) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg værdsætter brevene rigtig meget og jeg værdsætter bestemt også den venlighed, som helt tilfældige mennesker viser mig for tiden. For i det øjeblik, hvor en helt fremmed person bruger sin energi på at glæde én, der kan man virkelig føle kærligheden. Det er ikke så meget ordene eller hjælpen, som gør det største indtryk på mig, men derimod intentionen eller tanken der ligger bag handlingen. For hvad kan bedre definere venlighed end en god handling udført uden nogen form for bagtanker eller forventning om gengældelse. For den fremmede kan jo netop ikke (qua sin status som fremmed) havde nogen forventning om gengældelse, da sandsynligheden for dette ofte er meget minimal. (Selvom muligheden dog stadig foreligger i et lille land som Danmark.) Derfor kan jeg heller ikke andet end at give Jean Jacques Rousseau ret, når han spørg: What wisdom can you find that is greater than kindness?

Om moderne klassisk og new age musik

(Tænk, at jeg har skrevet et blogindlæg med den titel!) Jeg hører stort set alle former for musik lige fra metal til punk, rock, pop, hiphop, r'n'b og dance, men nogle gange når jeg har rigtig travlt, så lytter jeg også gerne til moderne klassisk eller new age musik for at stresse af. Umiddelbart så giver genrerne moderne klassisk og new age musik måske ikke ligefrem de bedste associationer, da der findes uhyggeligt meget frygtelig musik indenfor begge genre. Ofte så lyder moderne klassisk musik ikke særlig moderne eller også lyder det lidt FOR moderne, mens new age musik eller verdensmusik tit virker som en dårlig sampling af et kulturprogram fra Discovery Channel og en synthesizer. En sjælden gang lykkes det dog nogle enkelte kunstnere at lave et produkt under disse to betegnelser, som man rent faktisk kan holde ud at lytte til. Det vil jeg gerne give to eksempler på:

Det første eksempel på moderne klassisk musik er ”Adiemus” og stammer fra Dr. Karl William Jenkins berømte Adiemusprojekt. Jenkins ville gerne fremhæve stemmen som et instrument og skrev derfor udelukkende sangteksterne med harmoniserede stavelser og ord. Her er den lidt specielle musikvideo med forsangeren Miriam Stockley og London Philharmonic Orchestra:



Det andet eksempel med new age musik er Enigmas ”Return to Innocence”. ”Return to Innocence” er efter min mening et af de bedste numre, der nogensinde er skabt indenfor genren. Her har Enigma kombineret en sample fra Led Zeppelin med taiwanesisk chanting og en fantastisk tekst sunget af Angel X. Musikvideoen er optaget på Malaga:



Return to innocence

Love
Devotion
Feeling
Emotion

Don't be afraid to be weak
Don't be too proud to be strong
Just look into your heart, my friend
That will be the return to yourself
The return to innocence

If you want, then start to laugh
If you must, then start to cry
Be yourself, don't hide
Just believe in destiny

Don't care what people say
Just follow your own way
Don't give up, and use the chance
To return to innocence

That's not the beginning of the end
That's the return to yourself
The return to innocence