tirsdag den 26. januar 2010
Efterlysning: Medicinsk etik
Jeg bringer hermed en efterlysning af bogen Medicinsk etik: en filosofisk diskussion af bioetiske grundproblemer af Klemens Kappel, da bogen ikke er set i længere tid hverken i almindelig handel eller hos antikvariaterne. Bogen skulle være omkring 20-30 cm høj, almindelig af bygning, udgivet fra Gyldendal i 1996 og i god stand. Hvis nogen skulle ligge inde med information omkring, hvor bogen kunne befinde sig til salg, så må du meget gerne kontakte mig på min mailadresse (som står længere nede af siden).
torsdag den 21. januar 2010
Bureaukratiet – en trussel mod demokratiet!
Da der er begyndt at komme lidt for mange læsere på min blog, så har jeg besluttet mig for at skrive om noget kedeligt, hvilket faldt meget heldigt ud for mig selv, da jeg har en stor interesse for det kedelige emne bureaukrati. Derfor vil jeg forklare, hvorfor bureaukratiet potentielt kan ses som en trussel mod demokratiet. Jeg vil tage udgangspunkt i Sunghan Ims kritik af bureaukratiet. Det moderne repræsentative demokrati har tre hovedfunktioner: repræsentation, lovgivning og økonomi. Den form for demokrati kan man også kalde for flertalsstyre, da det er flertallet af befolkningen, der bestemmer landets politik. Men denne forestilling om det repræsentative demokrati kalder Im for en fiktion: "But today, this function does not seem to be carried out well in any country, and seems to have become fiction". Dette underbygger Im blandt andet ved at påpege, hvorledes de politiske partiers strenge partidisciplin gør, at politikerne har mistet deres uafhængighed. Derudover kritiserer han også, hvordan den politiske debat i mange parlamenter er blevet en overfladisk procedure uden nogen reel betydning. Ims argument er, at den reelle politiske debat og beslutningsproces slet ikke foregår i parlamenterne, men i de stående udvalg. Og dermed er beslutningerne allerede blevet truffet i udvalgene, inden at man skal diskutere dem i parlamenterne. Hvilket desværre er en nødvendig procedure pga. den offentlige sektors omfang og specialisering, HVIS man skal sikre en vis form for effektivitet indenfor de politiske beslutningsprocesser.
Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.
Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.
søndag den 17. januar 2010
Der er så meget Oddset ikke forstår
Hvis jeg skulle have opfyldt et ønske, så skulle det være, at Oddset stoppede deres kønsdiskriminerende reklamer. Bare fordi nogle kvinder ikke forstår sig på sport, så betyder det vel ikke, at man har ret til at diskriminere samtlige andre kvinder. Jeg tør ikke tænke på, hvor hurtigt de reklamer var blevet stoppet af medieomtale, hvis sloganet "Der er så meget kvinder ikke forstår" havde ramt en bestemt etnisk gruppe eller lignende. Derudover så virker det også ret besynderligt, da jeg selv gerne ser en af landsholdets eller min yndlings fodboldklubs kampe. Jeg er ikke den største fodboldfan, men jeg kender altså godt reglerne – også selvom jeg er en kvinde! Jeg er jo ikke dum – hvilket Oddsets reklamer vel dybest set også anklager samtlige kvinder for at være. For reklamerne anklager jo ikke bare kvinder for at mangle viden omkring de forskellige sportsgrene – de anklager også indirekte kvinder for at skulle være uintelligente - da kvinderne i reklamerne jo ikke kan tænke sig til selv de mest banale sammenhæng. Derudover er der også flere af mine mandlige bekendte, som ikke aner noget som helst omkring fodbold og derfor har jeg også ved flere lejligheder forklaret dem offside-reglen. Min bedste veninde har endda opkaldt sin søn efter hendes yndlings fodboldspiller! Så det undrer mig virkelig, hvordan sådan nogle reklamer kan forsætte, når der ellers står i ligestillingslovens kapitel 2 paragraf 2 som vedrører ”Forbud mod forskelsbehandling på grund af køn (kønsdiskrimination)”:
"Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima."
Jeg ville virkelig ønske, at der snart var en af de mange kvindelige fodboldspillere i Danmark, som klagede over reklamerne!
"Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima."
Jeg ville virkelig ønske, at der snart var en af de mange kvindelige fodboldspillere i Danmark, som klagede over reklamerne!
onsdag den 13. januar 2010
En anden blogstil?
Der er rigtig kedeligt, hvis man altid har den samme stil. Så derfor burde jeg måske overveje, hvorvidt jeg skulle forsøge mig med en anden blogstil. Læg mærke til, hvordan jeg her behændigt undgår at skulle definere min egen blog. Men lad os overveje et par alternative blogmuligheder, som jeg kan se rundt omkring på nettet øjensynlig kan føre til flere milliarder hits:
En fotoblog
Umiddelbart ser det let ud. Jeg skal blot fare rundt (ikke nødvendigvis noget spændende sted) og tage en masse billeder (gerne med ekstra zoom) af f.eks. min kat, mit strikketøj, mine børn, mine blomster... Her er der så lige et enkelt problem, at jeg ikke har nogen kat, strikketøj, børn eller blomster. Altså lige bortset fra en enkelt magisk orkide, som på trods af alle odds har overlevet i over 5 måneder. Jeg aner ikke, hvordan – måske er den lavet af plastik, hvem ved? Derudover ser det også ud til, at man skal have en meget letsindig holdning til, hvad man tager billeder af. Flere af fotoblogene udstiller med stor glæde, hvem som helst og hvad som helst. Men mest deres børn, dyr og andre, som ikke selv har nogen mulighed for at protestere imod den terrorlignende paparazziadfærd.
En strikkeblog
Ja, bare navnet i sig selv burde egentlig være en selvindlysende årsag til, hvorfor jeg ikke har en strikkeblog! Men jeg kan ikke strikke og det har heller aldrig haft noget ønske om. Jeg kan huske, hvordan jeg i vantro så drengenes begejstring over at have strikket deres egne grydelapper i folkeskolen. (strikkede grydelapper??) Men jeg har altså den kapitalistiske indstilling til tøj, at det er noget, som jeg køber i en forretning, hvor kreative mennesker med langt bedre ideer og evner end mig selv på det område har gjort alt forarbejdet. Det hedder selverkendelse eller også er det bare dovenskab... uanset hvad, så tror jeg, at jeg har gjort mine omgivelser en stor tjeneste. Det har jeg besluttet på baggrund af en mindre utilitaristisk beregning. Jeg laver mit eget tøj = ingen er glade. Jeg køber tøj skabt af andre mennesker = jeg er i hvert fald glad (formodentlig også mange andre, hvis de altså kendte alternativet). Ergo, jeg laver ikke mit eget tøj.
En babyblog
Ja, det forudsætter jo nok, at man har en baby - og vist helst sin egen. Det har jeg ikke!
En politisk blog
Det virker umiddelbart som en rigtig god ide - men det er også kun umiddelbart. For uanset, hvad du skriver, så vil det hurtigt blive vendt til noget helt andet af diverse irriterende kommentarer. Og herefter vil du hurtigt få påklistret et bestemt politisk mærkat og blive angrebet af nogen med en fuldkommen absurd, rabiat og inkonsekvent tankegang. Og herefter vil andre (med en endnu mere rabiat og inkonsekvent tankegang) forsvare dig og dermed sætte lighedstegn mellem dine egne og vedkommendes synspunkter. Uanset, hvad du gør, så vil du hurtigt fremstå på en helt anden måde, end du selv havde regnet med og dermed er den politiske blog blevet til et våben, som vender sig mod dig selv og affyrer flere gange – indtil at du en dag lukker bloggen.
Så jeg tror egentlig bare, at jeg holder mig til min nuværende blogstil.
En fotoblog
Umiddelbart ser det let ud. Jeg skal blot fare rundt (ikke nødvendigvis noget spændende sted) og tage en masse billeder (gerne med ekstra zoom) af f.eks. min kat, mit strikketøj, mine børn, mine blomster... Her er der så lige et enkelt problem, at jeg ikke har nogen kat, strikketøj, børn eller blomster. Altså lige bortset fra en enkelt magisk orkide, som på trods af alle odds har overlevet i over 5 måneder. Jeg aner ikke, hvordan – måske er den lavet af plastik, hvem ved? Derudover ser det også ud til, at man skal have en meget letsindig holdning til, hvad man tager billeder af. Flere af fotoblogene udstiller med stor glæde, hvem som helst og hvad som helst. Men mest deres børn, dyr og andre, som ikke selv har nogen mulighed for at protestere imod den terrorlignende paparazziadfærd.
En strikkeblog
Ja, bare navnet i sig selv burde egentlig være en selvindlysende årsag til, hvorfor jeg ikke har en strikkeblog! Men jeg kan ikke strikke og det har heller aldrig haft noget ønske om. Jeg kan huske, hvordan jeg i vantro så drengenes begejstring over at have strikket deres egne grydelapper i folkeskolen. (strikkede grydelapper??) Men jeg har altså den kapitalistiske indstilling til tøj, at det er noget, som jeg køber i en forretning, hvor kreative mennesker med langt bedre ideer og evner end mig selv på det område har gjort alt forarbejdet. Det hedder selverkendelse eller også er det bare dovenskab... uanset hvad, så tror jeg, at jeg har gjort mine omgivelser en stor tjeneste. Det har jeg besluttet på baggrund af en mindre utilitaristisk beregning. Jeg laver mit eget tøj = ingen er glade. Jeg køber tøj skabt af andre mennesker = jeg er i hvert fald glad (formodentlig også mange andre, hvis de altså kendte alternativet). Ergo, jeg laver ikke mit eget tøj.
En babyblog
Ja, det forudsætter jo nok, at man har en baby - og vist helst sin egen. Det har jeg ikke!
En politisk blog
Det virker umiddelbart som en rigtig god ide - men det er også kun umiddelbart. For uanset, hvad du skriver, så vil det hurtigt blive vendt til noget helt andet af diverse irriterende kommentarer. Og herefter vil du hurtigt få påklistret et bestemt politisk mærkat og blive angrebet af nogen med en fuldkommen absurd, rabiat og inkonsekvent tankegang. Og herefter vil andre (med en endnu mere rabiat og inkonsekvent tankegang) forsvare dig og dermed sætte lighedstegn mellem dine egne og vedkommendes synspunkter. Uanset, hvad du gør, så vil du hurtigt fremstå på en helt anden måde, end du selv havde regnet med og dermed er den politiske blog blevet til et våben, som vender sig mod dig selv og affyrer flere gange – indtil at du en dag lukker bloggen.
Så jeg tror egentlig bare, at jeg holder mig til min nuværende blogstil.
mandag den 11. januar 2010
Om vigtigheden af at følge sit hjerte
Steven Jobs droppede selv ud af universitetet, men det afholdte ham ikke fra at holde en af de smukkeste dimissionstaler nogensinde på Stanford University i 2005. Steven Jobs er kendt som medstifter og administrerende direktør i Apple Inc. og Pixar Animation Studios. Derudover er Jobs også den person, der ejer den største aktiemajoritet (7 %) af The Walt Disney Company. Her fortæller Jobs blandt andet om, hvorfor det at droppe ud af universitetet var en af hans bedste beslutninger, hvorfor livet kun kan forstås baglæns, hvorfor hans fyring (fra Apple) – et selskab han selv startede i en garage - var en af de bedste ting, der kunne ske for ham og hvordan en dødelig kræftdiagnose forandrede hans syn på livet.
“When I was 17, I read a quote that went something like: "If you live each day as if it was your last, someday you'll most certainly be right." It made an impression on me, and since then, for the past 33 years, I have looked in the mirror every morning and asked myself: "If today were the last day of my life, would I want to do what I am about to do today?" And whenever the answer has been "No" for too many days in a row, I know I need to change something.
Remembering that I'll be dead soon is the most important tool I've ever encountered to help me make the big choices in life. Because almost everything — all external expectations, all pride, all fear of embarrassment or failure - these things just fall away in the face of death, leaving only what is truly important. Remembering that you are going to die is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart…
Your time is limited, so don't waste it living someone else's life. Don't be trapped by dogma — which is living with the results of other people's thinking. Don't let the noise of others' opinions drown out your own inner voice. And most important, have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you truly want to become. Everything else is secondary...”
“When I was 17, I read a quote that went something like: "If you live each day as if it was your last, someday you'll most certainly be right." It made an impression on me, and since then, for the past 33 years, I have looked in the mirror every morning and asked myself: "If today were the last day of my life, would I want to do what I am about to do today?" And whenever the answer has been "No" for too many days in a row, I know I need to change something.
Remembering that I'll be dead soon is the most important tool I've ever encountered to help me make the big choices in life. Because almost everything — all external expectations, all pride, all fear of embarrassment or failure - these things just fall away in the face of death, leaving only what is truly important. Remembering that you are going to die is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart…
Your time is limited, so don't waste it living someone else's life. Don't be trapped by dogma — which is living with the results of other people's thinking. Don't let the noise of others' opinions drown out your own inner voice. And most important, have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you truly want to become. Everything else is secondary...”
tirsdag den 5. januar 2010
Oprust dig intellektuelt!
Efter at Stokbro har kaldt mine angreb (som f.eks. Intellektuel eller bare arrogant? eller Test: Er du en del af den intellektuelle elite?) på det snobberi, der findes blandt visse akademikere, for en karikeret gentagelse, så er det vist på tide at skrive noget andet. På vej hjem fra arbejdet læste jeg en fantastisk artikel "Oprust dig intellektuelt" skrevet af Hella Joof i MetroXpress! (Bare rolig, jeg er naturligvis så miljøvenlig... eller jeg mener klimavenlig... at jeg kører med toget!) Jeg er ellers mest vant til at grine, hver gang jeg hører eller læser noget af Hella Joof, men jeg tror faktisk, at hun mener det helt seriøst den her gang! I hvert fald opsummerer hun med ganske få og enkle ord alt det, der burde ligge i begrebet om at være intellektuel. Egentlig så ville jeg helst have trykt hele hendes klumme på min blog, men det bliver MetroXpress nok ikke så begejstret for, så jeg må nøjes med nogle fyldige citater. Hun begynder således:
"Start med at læse avisen. Okay, helt forfra - køb den avis, du syntes flugter bedst med dine politiske visioner. Okay, helt forfra. Få nogle politiske visioner. Ja. Jeg ved ikke hvor, tal med nogle kloge fra arbejdet eller din onkel med runde briller og Jacoform-sko eller søg på nettet eller se "Mogensen og Kristiansen” og "Jersild og spin” eller meld dig ind i et parti. Godt..."
Bortset fra et enkelt kritikpunkt med hensyn til "Mogensen og Kristiansen" (hvilket allerede er blevet omtalt meget præcist af Center for Vild Analyse) så er det er helt korrekt set. For hvis man virkelig ønsker at kalde sig selv for intellektuel, så må man også vide noget om, hvad der foregår i verden. Og det kan man ikke, hvis man aldrig ser nyheder eller åbner en (net)avis. Faktisk så vil jeg mene, at man helst skal følge med hver dag, hvis man gerne vil tages seriøst i en politisk diskussion. Joof forsætter:
"Nu køber du den avis, der tættest på dine visioner. Nej for resten, køb den, der er længst væk. Det er bedre at blive udfordret end at blive bekræftet. Læs den. Hele avisen. Ikke bare kultursektionen. Slå ord op, som du ikke forstår. Bland dig i debatter på arbejdet eller til middagsselskaber. Lad være med at køre på autopilotholdninger. Udtalelser som "de skulle aldrig ha’ revet pusherstreet ned" eller "Med terrorloven lever vi efterhånden i en politistat" er forbudt de næste to måneder, så må du godt mene det igen. Det er nogle helt okay holdninger, men vi går heller ikke med det samme hårspænde hver dag, vel?..."
Her bliver en anden stor sandhed åbenbaret omkring den hurtigste vej mod uvidenhed, nemlig når man konstant hyler i flok med ligesindede. Hvori består den intellektuelle udvikling i det? Hvis man aldrig hører andre argumenter end ens egne, hvordan kan man så kalde sig intellektuel? Og hvis man aldrig får nogen reel modstand i en diskussion, hvordan kan man så kalde sig selv for oplyst? Hvis ens omgivelser kun bekræfter ens egne holdninger gang på gang, så virker det i længden fordummende – uanset ens holdninger. Visdom får man gennem et åbent sind. Gennem den konstante dialog med andre, som har nogle helt andre holdninger. Uvidenhed er kendetegnet ved, at man ikke længere tror, at man kan lære noget af andre mennesker. Man kan altid lære noget nyt og udvide sin horisont. Derfor er det også vigtigt, at man selv er åben overfor nye mennesker, oplevelser og erfaringer – ellers går ens mentale udvikling i stå. Hella Joofs afslutning på nytårsklummen opsummerer på skønneste facon mit eget syn på begrebet philosophia (kærlighed til viden):
"Snart opdager du, at du i grunden ikke ved en snus om noget, men det gør dig ikke flov eller ked af det. Det gør dig nysgerrig og spændt: Tænk engang på at du, med al den kærlighed du har fået, og den sunde kost og fluorskylninger i folkeskolen, nok bliver mindst 104 år, og glæd dig over al den tid, der er tilbage til at lære i! Tænk, al den dejlige viden, der ligger der foran dig og glimter. Du skal bare samle den op. Guld skal ikke ligge på gaden. Knus Hella"
"Start med at læse avisen. Okay, helt forfra - køb den avis, du syntes flugter bedst med dine politiske visioner. Okay, helt forfra. Få nogle politiske visioner. Ja. Jeg ved ikke hvor, tal med nogle kloge fra arbejdet eller din onkel med runde briller og Jacoform-sko eller søg på nettet eller se "Mogensen og Kristiansen” og "Jersild og spin” eller meld dig ind i et parti. Godt..."
Bortset fra et enkelt kritikpunkt med hensyn til "Mogensen og Kristiansen" (hvilket allerede er blevet omtalt meget præcist af Center for Vild Analyse) så er det er helt korrekt set. For hvis man virkelig ønsker at kalde sig selv for intellektuel, så må man også vide noget om, hvad der foregår i verden. Og det kan man ikke, hvis man aldrig ser nyheder eller åbner en (net)avis. Faktisk så vil jeg mene, at man helst skal følge med hver dag, hvis man gerne vil tages seriøst i en politisk diskussion. Joof forsætter:
"Nu køber du den avis, der tættest på dine visioner. Nej for resten, køb den, der er længst væk. Det er bedre at blive udfordret end at blive bekræftet. Læs den. Hele avisen. Ikke bare kultursektionen. Slå ord op, som du ikke forstår. Bland dig i debatter på arbejdet eller til middagsselskaber. Lad være med at køre på autopilotholdninger. Udtalelser som "de skulle aldrig ha’ revet pusherstreet ned" eller "Med terrorloven lever vi efterhånden i en politistat" er forbudt de næste to måneder, så må du godt mene det igen. Det er nogle helt okay holdninger, men vi går heller ikke med det samme hårspænde hver dag, vel?..."
Her bliver en anden stor sandhed åbenbaret omkring den hurtigste vej mod uvidenhed, nemlig når man konstant hyler i flok med ligesindede. Hvori består den intellektuelle udvikling i det? Hvis man aldrig hører andre argumenter end ens egne, hvordan kan man så kalde sig intellektuel? Og hvis man aldrig får nogen reel modstand i en diskussion, hvordan kan man så kalde sig selv for oplyst? Hvis ens omgivelser kun bekræfter ens egne holdninger gang på gang, så virker det i længden fordummende – uanset ens holdninger. Visdom får man gennem et åbent sind. Gennem den konstante dialog med andre, som har nogle helt andre holdninger. Uvidenhed er kendetegnet ved, at man ikke længere tror, at man kan lære noget af andre mennesker. Man kan altid lære noget nyt og udvide sin horisont. Derfor er det også vigtigt, at man selv er åben overfor nye mennesker, oplevelser og erfaringer – ellers går ens mentale udvikling i stå. Hella Joofs afslutning på nytårsklummen opsummerer på skønneste facon mit eget syn på begrebet philosophia (kærlighed til viden):
"Snart opdager du, at du i grunden ikke ved en snus om noget, men det gør dig ikke flov eller ked af det. Det gør dig nysgerrig og spændt: Tænk engang på at du, med al den kærlighed du har fået, og den sunde kost og fluorskylninger i folkeskolen, nok bliver mindst 104 år, og glæd dig over al den tid, der er tilbage til at lære i! Tænk, al den dejlige viden, der ligger der foran dig og glimter. Du skal bare samle den op. Guld skal ikke ligge på gaden. Knus Hella"
lørdag den 2. januar 2010
Kunst af is og sne
Hvis du spørger dig selv, hvad vi skal med mere sne? Så kan du finde inspiration på Sapporo Snow Festival, som bliver afholdt hvert år i februar måned (i Sapporo) i Japan. Her bliver der fremvist omkring 300 - 400 forskellige sne- og isfigurer, som forestiller alt lige fra berømte begivenheder til kendte bygninger og figurer:
Abonner på:
Opslag (Atom)