Alt forandrer sig hele tiden. Måske ikke alt. Ikke min moral, mit syn på mennesker eller min kærlighed til dem, som jeg elsker. Men alt andet. Det gælder ikke kun for mig, men for mange mennesker. Forandring er et grundlæggende vilkår ved livet og ikke bare et resultat af krisen. Den græske filosof Heraklit mente, at forandring består af den konstante vekselvirkning mellem modsætninger. Altså er en forandring, når en modsætning efterfølger en anden bestemt modsætning som f.eks. fra varm til kold. Det perspektiv fik en anden græsk filosof Parmenides til at konkludere, at forandring må være logisk umulig. For hvordan kan man tale om, at noget er til eller har eksistens, når det konstant forandrer sig? Som Heraklit beskrev det: ”Man kan ikke gå ned i den samme flod to gange”. Parmenides mente derfor, at forandring måtte være en selvmodsigelse, for når A bliver til B, så eksisterer A jo ikke længere (og B er opstået). Parmenides konkluderede derfor, at forandring og eksistens måtte være modsætninger.
Problemet med førsokratikernes behandling af forandringsbegrebet er naturligvis, at de ikke skelnede mellem mikro- og makrosprog. Makrosprog er det, som danner grundlag for, hvordan vi kan kommunikere med hinanden og makrosproget består af vores fællesbetegnelser. Hvorimod mikrosproget går mere i dybden og ser på de mindre detaljer. Og selvom man ganske rigtig aldrig kan gå ned i den præcis samme fysiske flod to gange, så er floden jo stadig grundlæggende den samme, selvom vandet i vandløbet har forandret sig. Ligeledes gælder det også for verden. Verden har ikke forandret sig særlig meget i løbet af de sidste 30 år i makroperspektiv, men det har den i høj grad set i et mikroperspektiv. Jeg har fundet nogle sjove perspektiver på disse forandringer:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar