Som filosof er det vigtigt tit at minde sig selv om, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at sige alt højt, som man tænker. Særligt på arbejdspladsen. Jeg afholder mig dog ikke fra at rose andre mennesker - heller ikke, hvis det er en chef eller kollega. Det gør ikke den store forskel for mig – men det ved jeg godt, at det gør for andre. Man bør dog vente til det rigtige tidspunkt, da man hurtigt kan få skudt i skoene, at man siger det for selv at opnå noget. Men omvendt så syntes jeg heller ikke, at man skal afholde sig fra at give andre mennesker komplimenter af frygt for at blive beskyldt for at ”fedte” for dem eller selv at ville opnå noget. Det må folk gerne beskylde mig for, så længe jeg ved, at jeg hellere ville save min egen arm af end at opnå en gevinst vha. ufine metoder, som jeg derved per definition ikke har fortjent. Jeg roser ikke nogen, medmindre jeg virkelig mener det. Når man er meget kritisk og stiller høje krav til andre mennesker, så mener jeg også, at det er vigtigt, at man kan anerkende, rose og give andre mennesker komplimenter.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er mange ting, som man ikke bør sige på sin arbejdsplads, selvom det er fuldkommen korrekt observeret. Bare, fordi noget f.eks. er dybt uretfærdigt, tåbeligt, forkert eller kunne løses på en meget simplere/lettere måde, så betyder det ikke, at man nødvendigvis altid skal påpege det. For at minde mig selv om dette dagligt, så har jeg denne plakat hængende på mit kontor.
