Nogle sure mennesker bliver meget sure, hvis man er glad. Særligt, hvis man tit er glad. Jeg har overvejet lidt, hvorvidt glæde kan virke provokerende. Det kan det måske godt, hvis man selv er trist. Jeg ved ikke rigtig, hvilken konsekvens det skal have. Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal virke mindre glad af hensyn til en anden person, fordi vedkommende er trist. Så kan ingen jo være glade. Hvis en person fortæller mig, at vedkommende er trist eller der er sket noget tragisk, så vil jeg naturligvis gerne tage hensyn til den anden person. Det kommer helt naturligt, men i det daglige mener jeg ikke, at man skal nedtone sit eget gode humør af hensyn til andre med dårligt humør.
Når man er en glad person, så har man også tit lyst til at gøre glade ting såsom at danse, lave gadedrengehop og give komplimenter mv. At give komplimenter lyder måske umiddelbart som en forholdsvis let og simpel handling. Det er det dog ikke. Det kan faktisk være meget svært at finde et godt tidspunkt, hvor man kan komme af med et kompliment. For sure mennesker lyder komplimenter mere som fraser, som man siger for selv at opnå noget. (Måske fordi de selv kun kommer med komplimenter, når de vil opnå noget.) Det er øjensynlig fuldkomment utænkeligt, at man kunne sige et kompliment alene for komplimentets skyld. Nogle ser ligefrem undersøgende på én for at regne ud, hvad man dog vil opnå ved at sige det. I stedet for blot at acceptere, at en person siger noget positivt, fordi de mener det og gerne vil dele det med vedkommende. Som Søren Kierkegaard har sagt:
”Naar Hjertet er fuldt, skal Du ikke misundeligt, fornemt, forfordelende den Anden, krænke ham i Stilhed ved at presse Læberne sammen; Du skal lade Munden tale af Hjertets Overflødighed; Du skal ikke skamme Dig ved Din Følelse, og endnu mindre ved redeligt at give Hver Sit.”
Jeg har altid fastholdt, at jeg er et godt menneske og ikke ønsker nogle mennesker det dårligt. Her får jeg nogle gange den kommentar, at ”alle mennesker rummer noget ondt” eller at ”alle mennesker rummer både noget godt og ondt”. Det finder jeg egentlig lidt provokerende, da de jo dermed også indirekte anklager mig for at være ond nogle gange. Det mener jeg simpelthen ikke passer. Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri eller aldrig gør noget forkert – men jeg gør aldrig noget bevidst for at skade eller såre andre. Det ville jeg selv have det dårligt med. Det værste ved kommentaren er dog, at den også anklager mig for ikke selv at kunne se eller ville indrømme det. For mig er selverkendelse en meget vigtig dyd.
Nogle sure mennesker vil hellere forsøge at ødelægger andre mennesker - end at se på, hvad der kunne gøre dem selv mere lykkelige. Når man er et meget følsomt menneske, så har man også tit udviklet en radar for alt ubehageligt og manipulerende. Når jeg hører en person, der forsøger at manipulere med et andet menneske på en negativ måde, så vækker det altid en meget stor undren i mig. Fra mit perspektiv afslører og udstiller vedkommende dermed deres egen svaghed og derfor stiller det også spørgsmålet om, hvad vedkommende får ud af at manipulere? Svaret er stort set altid det samme - nemlig et fejlagtigt forsøg på at styrke vedkommendes egen manglende selvtillid ved at forsøge ødelægge andre og dominerer dem. Jeg bliver altid lige skuffet. Tænk, at mennesket - det højest udviklede dyr - er så primitivt og uintelligent. Hvis menneskets mål er lykke - så har lykken aldrig været længere væk.
