Da jeg var yngre forstod jeg ikke helt, hvorfor det var så vigtigt at kende sig selv. Det er til gengæld blevet meget klart for mig nu, hvor jeg er blevet voksen præcis, hvor essentielt det er i mange sammenhæng. Det gør mange ting meget lettere. Det afværger helt klart meget, der ellers kunne have udviklet sig til kriser og depressioner. Jeg antager tit, at alle andre mennesker også kender og forstår sig selv, som jeg gør. Derfor bliver jeg også altid meget overrasket, når jeg møder et menneske, der tydeligvis ikke kender sig selv. Det er næsten mærkeligt. Også interessant, fordi det er så forskelligt fra mig selv. Jeg får tit følelsen af, at her er et menneske, der har brug for min hjælp, men man kan ikke hjælpe et menneske, der ikke selv er klar over, at det mangler navigationsudstyr. Deres liv virker ofte meget kaotisk set fra en struktureret analytisk filosofs perspektiv. Ofte er deres beslutninger og forklaringer meget rodet og usammenhængende. Det forskellige er dog også dragende, da det jo altid er spændende at udforske det, som man ikke selv forstår. Som ethvert empatisk menneske forsøger man nok altid at forstå det andet menneske og dermed antager man også indirekte, at der midt i al kaos og forvirring må være en eller anden form for mening eller rød tråd. Men det er der ikke altid - eller også kan jeg bare ikke få øje på den. Heller ikke, hvis jeg prøver at spørge ind til det. De kan ofte virke meget selvsikre, men lige under overfladen af den velkendte trio; smart designertøj, karriereræs og en tredje random form for overfladisk interesse, der skal understøtte det smarte image, er de ofte meget usikre mennesker.
Jeg har lært at acceptere mig selv, som jeg er. Jeg sætter ikke nogle begrænsende rammer for mig. Barrierer som begrænser min personlighed eller hvordan jeg skal være som menneske. Det betyder dog ikke, at jeg er relativist. Tværtimod går jeg stærkt ind for, at der findes objektiv sandhed - ikke bare for den fysiske verden - men også i forhold til f.eks. etik. Etik stammer jo netop fra de helt fundamentale menneskelige sociale evner såsom empati og medfølelse. Disse to evner er også meget essentielle i forhold til at kunne forstå sig selv. Når man genkender sig selv i det andet menneske, så hjælper det også en til at forstå sig selv. Og ved at spejle sig i andre, kan man se både forskelle og ligheder, der lærer en, hvem man gerne vil være som menneske. Her taler jeg ikke om, hvilket job eller hvilke mål man gerne vil opnå, men hvilket slags menneske man gerne vil være. Det vigtigste. Det handler ikke om at være god mod ens nærmeste eller donerer mange penge til velgørenhed, men om hvordan man behandler de mennesker, som man møder dagligt. Jeg syntes, at det er lettest at være et godt menneske, for så kan jeg have det godt med mig selv og føle ro i min sjæl. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle mennesker tror, at de bliver lykkelige af at behandle andre mennesker dårligt. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kan se, at de skubber lykken længere og længere væk. For mig er lykken at være et godt menneske. Hvem er nogensinde blevet lykkelig af at opføre sig som et røvhul? Der er mange, der er blevet rige - men de er ikke blevet lykkelige.
