søndag den 4. juli 2010

Lean - mere end bare et værktøj til fyringer



Videoen foroven er fra et marked i Bangkok, hvor man har formået at udnytte den minimale plads til flere forskellige formål - både til markedsplads og togstrækning. Selvom der næppe ligger nogen form for Lean-planlægning bag denne organisering, så er det i grove træk filosofien bag Lean. At man ser på, hvorledes man kan få det mest mulige ud af de begrænsede ressourcer, som man har til rådighed. Desværre har Lean-filosofien med årene fået et ry som et værktøj, som virksomhederne udelukkende bruger for at forenkle og effektivisere produktionen i forhold til at spare penge. Og da lønudgifterne ofte er en af de store og justerbare udgifter, så bliver der alt for tit fuldkommen ensidigt fokuseret på, hvorledes man kan nedbringe udgifterne på det område. For hermed opnår man en hurtig og umiddelbar besparelse – selvom man måske kunne have sparet mange flere penge ved at justere på nogle andre områder set over et længere perspektiv. Det har ikke særligt overraskende ført til en del kritik af Lean-filosofien, da mange folk er begyndt at forbinde Lean og Lean-analyser med fyringsrunder osv. Hvilket også går imod en af Lean-filosofiens kerneværdier, hvor man netop ser engagementet i langvarige og tillidsfulde relationer og respekten for mennesker som et vigtigt udgangspunkt for hele Lean-processen. Det er også ærgerligt, da en grundig analyse og gennemgang af en arbejdsproces kan bruges til meget mere end blot at udvælge, hvem der skal fyres næste gang. Man kan f.eks. vha. en Lean-gennemgang kortlægge præcis, hvordan man kan bruge virksomhedens ressourcer på den mest optimale måde – hvilket ikke bare handler om, hvordan man kan reducere udgifterne, men også om, hvordan man udnytter ressourcerne bedst muligt. Hvilket man kan gøre ved at gøre produktionen billigere samtidig med, at man gør produktionen mere strømlinet, får et højere kvalitetsniveau af produktionen, forøger produktionen, får en større tilfredshed blandt kunderne og forbedrer arbejdsmiljøet ved at mindske stressniveauet og sikkerheden for medarbejderne. Altså kan en Lean-gennemgang bruges som et meget effektivt ledelsesværktøj i forhold til at skabe en bedre kvalitet for kunderne og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte, da processen gerne skulle være med til at frigøre nogle ressourcer, som dermed kan bruges meget mere effektivt på nogle andre områder.

En Lean-gennemgang af en organisation eller virksomhed begynder med en observation og gennemgang af samtlige arbejdsprocesser og arbejdsfunktioner. Her ser man primært på de 7 forskellige former for spild, hvilket er overproduktion, transport, ventetid, overforædling (unødvendige forbedringer), lager (for stort), defekter (kræver genbearbejdning) og menneskelig bevægelse (hvordan man kan reducere menneskelig bevægelse). For at undgå disse former for spild, så kortlægger man arbejdsprocessen i detaljer for derefter at se systematisk på, hvorledes man kan forenkle processen ud fra de 5 S’er: sortér, system i tingene, systematisk rengøring, standardiser og selvdisciplin. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Lean opstod som en forretningsfilosofi på Toyota fabrikkerne i 60’erne og derfor kan man naturligvis heller ikke bare anvende metoden direkte på alle andre områder. Det kræver (ligesom med så mange andre ting her i livet) at man tænker sig om, når man anvender Lean-principperne. For Lean blev primært skabt til en virksomhed med faste mekaniske arbejds- og produktionsprocesser og derfor skal metoden naturligvis også tilpasses, når man anvender den på andre områder. Hvor det er væsentligt at se på, hvad der er det grundlæggende i filosofien, hvad der kan bruges og hvad der ikke er anvendeligt i forhold til den pågældende proces. Derudover er det også vigtigt at have for øje, at selve Lean-projektet ikke bliver så omfattende og tidskrævende, at processen begynder at udhule analysens forventede gevinst. For det primære formål med Lean skulle jo gerne være en kontinuerlig forbedring af kvaliteten samtidig med, at man reducerer arbejdstiden og omkostningerne. Og det er jo netop her, hvor nogle Lean-konsulenter virker til at have svært ved at se, hvor grænsen går. Hvilket muligvis kan forklares ud fra det simple faktum, at konsulenterne simpelthen ikke har nok kendskab til de arbejdsprocesser og den viden som arbejdet bygger på - og dermed kan de heller ikke udtale sig kvalificeret om, hvor det vil være muligt og mest hensigtsmæssigt at reducere f.eks. ventetiden eller undgå ligegyldige forbedringer. Derfor forudsætter enhver Lean- eller kvalitetsanalyse også, at konsulenten har et godt kendskab til det pågældende arbejdsområde og at Lean-konsulenten har lavet et meget grundigt forarbejde, inden at vedkommende laver analysen. For hvis dette ikke er tilfældet, så kan analysen meget hurtigt være fuldkommen ubrugelig og dermed kan hele Lean-processen også meget vel kategoriseres som spild. Og derfor burde det også være selvindlysende for enhver Lean-konsulent, at hvis man vil forbedre kvaliteten vha. Lean, så må man også lave en analyse af meget høj kvalitet.

mandag den 28. juni 2010

Test: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?


(Ved at klikke på billedet kan man se det i en større version.)

Filosofisk humor 5


Og hvem var det der påstod, at filosofi ikke virker?

Hvad Google Street View også fangede...

Et par danske billeder...





Nogle fra udlandet...




...og så blev Google Street View også foreviget på et billede!

lørdag den 19. juni 2010

Thomas Hartmann



Thomas Hartmann er uden tvivl en af de sjoveste komikere i Danmark. Desværre er der ikke nogen klip fra mit yndlingsshow Hartmann X på Youtube, men her er et par klip, hvor Hartmann funderer lidt over udtrykket "det ved jeg snart ikke", hvad mulm er, hvorvidt ens interesser kan forandre sig med alderen og hvorfor der ikke findes en lirekasselinje på konservatoriet?


mandag den 14. juni 2010

Om elektronik og brugsvejledninger

Jeg gad godt at vide, hvor mange mennesker der egentlig læser brugsvejledningen, inden at de bruger deres nye produkt? Jeg læser generelt aldrig brugsvejledningen til noget som helst elektronisk. Det er for kedeligt og langtrukkent. Jeg prøver mig frem og hvis alt andet fejler (hvilket det sjældent gør) så kan jeg altid (ikke læse, men) slå op i brugsvejledningen. Ja, det hedder at spare tid. For hvorfor skulle man dog spilde sin tid på at læse en masse selvindlysende pladder? Min kæreste er altid hurtigt til at påpege, hvorledes diverse forskellige elektroniske gadgets først skal lades helt op, før man tager dem i brug. Hvilket også er helt korrekt og hvilket også fremgår ganske tydeligt af brugsvejledningen - hvilket jeg lod mærke til, sidst jeg så i en brugsvejledning. Men nu køber man jo sjældent en ny elektronisk gadget bare for at stirre på den i et par timer, før man tænder for den. For hvad nu, hvis den ikke virker? Så skal man tilbage til butikken og klage – og hvad er mere irriterende end det? Man har jo ikke betalt i dyre domme for at få lov til at diskutere med en eller anden ekspedient omkring, hvorvidt de burde give én en ny, nu hvor man rent faktisk har BETALT for en ny og at det dermed heller ikke kan være rimeligt, at man skal vente i en milliard år på, at de har repareret den såkaldte nye gadget. Så den skal naturligvis testes med det samme – også selvom det muligvis koster lidt af batteriets levetid! Og når man alligevel nogensinde at opleve det mere? Jeg mener i den fart, hvor gadgets nu om dage bliver forældede?

Jeg overvejer for tiden at købe en ny mobil, da jeg testede min nuværende mobils curlingevner for et halvt år siden på Københavns Hovedbanegård. Her satte den en forrygende rekord på minimum 10 meter foran et tydeligt imponeret publikum. Men desværre var skærmen øjensynlig ikke beregnet til curling og derfor blev den ret ridset. Det udseende har jeg så tvunget mig selv til at se på i de sidste 6 - 7 måneder – bare sådan for at jeg kan lære det til en anden gang. Ikke, fordi jeg ikke vidste, at mobiler ikke var egnet til curling - for det var helt klart ikke intentionelt - men fordi jeg mener, at idioti skal straffes! (Hvordan skal man ellers lære af sine fejltagelser?) Det eneste tidspunkt, hvor jeg læser brugsvejledningen først, er, når jeg har købt noget, hvor jeg frygter, at det potentielt kan gå grueligt galt, hvis jeg ikke først læser brugsvejledningen. Hvilket f.eks. var tilfældet med et indkøb af en græsslåmaskine, som var overraskende lidt samlet i den leverede tilstand. Her tænkte jeg, at det muligvis var hensigtsmæssigt at kaste et blik på brugsanvisningen, inden jeg gik i gang med at samle græsslåmaskinen - da skarpe metalklinger, en motor og fejlmontering ikke umiddelbart lød som den bedste cocktail! For det handler vel om en vis form for risikovurdering – hvor man vurderer, hvor meget der kan gå galt og hvor stor viden man har på området. Og det er her, hvor jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv, hvor mange mennesker der laver den risikovurdering og derefter læser brugsvejledningen til deres mobil? For her burde risikoen vel være rimelig lille? Selvom man ifølge enhver brugsvejledning løber en stor risiko, hvis man ikke følger brugsvejledningen nøje. Men risiko for hvad? For hvis der blot er tale omkring batteriets levetid, så er jeg villig til at tage chancen – da de fleste batterier i dag vel holder meget længere end mobilen. Derudover kan brugsvejledninger faktisk også være ganske underholdende, da oversættelserne til dansk tit er meget ringe og derudover advarer de også tit imod de mest tåbelige ting. Hvilket måske også er meget hensigtsmæssigt af flere årsager - måske kan det få flere mennesker til at læse dem? Men hvem er det egentlig, at brugsvejledningerne er skrevet for? For at vejlede forbrugerne? Eller er det i virkeligheden for producenterne, så de kan fraskrive sig ethvert ansvar, uanset hvad der går galt? For fordelen med en brugsvejledning er jo, at jo flere urimelige krav man stiller i brugsvejledningen - jo færre muligheder er der også for erstatning. Og derefter kan man høre forklaringer som: Ja, men du havde jo ikke ladt din mobil op i 48 timer, før du tændte for den og derfor er det jo også klart, at den nu ringer op til en tilfældig i din telefonbog hver anden time og konstant retter dine sms’er på italiensk. Ja, det burde jo være selvindlysende for enhver!

torsdag den 10. juni 2010

Hvor er de sexede mænd?



Når man taler omkring forskellen mellem kønnene, så syntes jeg, at det er tankevækkende, at mænd aldrig bliver forarget over andres mænds seksuelle adfærd. I hvert fald ikke i samme grad, som nogle kvinder tit bliver over andres kvinders adfærd. Nogen mænd bliver måske jaloux over andres mænd evne til at tiltrække kvinder, men de er sjældent forarget over deres seksuelle adfærd. (Selvom man naturligvis ikke kan afvise, at det samme gælder for de forargede kvinder.) Og hvad skyldes det så? Måske skyldes den forskel – ikke nogen forskel mellem kønnene - men mere at mændene generelt ikke udviser den samme form for seksuel adfærd, som nogle kvinder gør. Her er det altid belejligt med nogle kendte, som man kan tage udgangspunkt i - hvor f.eks. Britney Spears ved flere lejligheder har givet anledning til offentlig kritik på baggrund af hendes seksuelle tekster og adfærd i hendes musikvideoer. Det ser man ikke i samme grad, at mænd udviser i musikvideoerne – i hvert fald ikke på den samme måde – men det sker dog. Et godt eksempel på det - er den amerikanske R&B sanger og producer D’angelos video til sangen Untitled (How does it feel) fra 2000. Untitled (How does it feel) bestod udelukkende af en helt nøgen D’angelo, der sang Untitled (How does it feel)s stærkt seksuelle tekst. Her vil jeg ikke gennemgå teksten eller de seksuelle referencer, der bliver spillet på under vejs i videoen, men man kan jo selv google teksten og se videoen foroven. Efter videoen blev lanceret, så blev den hurtigt populær på MTV, hvor den senere blev nomineret til 4 MTV Video Music Awards. Derudover modtog D’angelo også i 2001 en Grammy Award for Best Male R&B Performance for den og Untitled (How does it feel) var også nomineret som årets bedste R&B sang. Derudover er Untitled (How does it feel) også ved flere leligheder blevet kåret som en af de bedste sange nogensinde - f.eks. som er den nr. 51 på Rolling Stones liste The 100 Best Songs of the Decade. Så selvom der på et tidspunkt var en del kritik af D’angelos video og han selv var træt af hans image som sexikon i en periode, så er der ingen tvivl om, at det var videoen, der gjorte ham berømt. Men det ville generelt være interessant at se, hvordan mænd ville reagere, hvis der var flere videoer af den slags? Ville der så også være flere forargede mænd? Det tror jeg. Men det er vel det, som man kalder ligestilling og dermed vil der formentlig også kommer flere af den slags videoer i fremtiden. For det er vel uundgåeligt, når mændene ikke gider at uddanne sig i samme grad som kvinderne, at der vil komme fokus på nogle andre områder? Eller hvad, er kvinderne i virkeligheden så anderledes end mændene?