lørdag den 26. oktober 2013

Happy halloween - 5 gode ideer 2

 
Selvom at de fleste butikker allerede har droppet halloween-salget og begyndt at sælge julepynt, så er det først halloweeen på torsdag. Selvom det dog bør nævnes, at man i år faktisk stadig kan købe græskar flere steder og at mange butikker også sælger halloween-slik to uger inden selve halloween. Imponerende. Derfor er det også blevet tid til et 5 nye gode ideer til halloween:

1. Udskårne græskar med motiv


 
En fast halloween tradition - med tiden kan man måske blive lige så god som Ray Villafane.

2. Et gammelt velkomstskilt med gruopvækkende blinkende rødt lys

 
Et gammelt skilt med gruopvækkende blinkende rødt lys til at hilse gæsterne velkommen i efterårsmørket. Fest og farver i Roskilde har tre varianter passende til dit niveau af gæstfrihed eller områdes fareniveau: Welcome, Beware og Danger.

3. Et Jack Skelleton fad - til noget uhyggelig lækker mad
Det er desværre udsolgt for tiden i Disney Store på Strøget.

4. (U)hyggelig gode chokolade cupcakes

Cupcakes med chokoladecreme og spøgelse og græskar fondantpynt.


 5. En monstergod kop
En stor kop med Mike fra Monsters Inc. til at varme sig på med enten varm kakao, Irish Coffee eller Cuba Cabana (se opskriften her på Cuba Vodkas webside). Koppen er fra Disney Store på Strøget.

søndag den 25. august 2013

Danmarks 10 bedste og mest spændende turistattraktioner

Tak for lån af billedet af Møns klint til Jørgen K. H. Knudsen

Forleden var det Den lille havfrues 100 års fødselsdag og der er ingen tvivl om, at Den lille havfrue er en af Danmarks mest besøgte turistattraktioner dvs. af udenlandske turister. Jeg tvivler stærkt på, at danskerne i samme grad (som turisterne) besøger Den lille havfrue. Det kan måske også forklare, hvorfor antallet af udenlandske overnatninger er faldet med 3,6 % i Danmark, selvom de udenlandske overnatninger samlet set er steget med 5,4 % i Europa. Så mens danskerne i stigende grad valfarter til de danske attraktioner, så gør de udenlandske turister det modsatte. Turisternes skuffelse skyldes primært ifølge Vækstteamet (nedsat af Erhvervs- og Vækstministeriet): de høje priser, serviceniveauet, maden og attraktionernes kvalitet. De høje priser er danskerne lige så utilfredse med og mad- og serviceniveauet kunne vist også sagtens være højere flere steder. Tilbage er en manglende tilfredshed med attraktionernes kvalitet. Nu handler tilfredshed tit om, at virkeligheden skal matche ens forventninger og her tænker jeg, at hvis turisterne f.eks. forventer, at Den lille havfrue er Danmarks Frihedsgudinde, Amalienborg et Disney slot og Det runde tårn den danske udgave af Eiffeltårnet, så er det måske ikke så mærkeligt, hvis nogle af turisterne bliver lidt skuffede. Derfor burde man måske også i højere grad gøre turisterne opmærksomme på nogle af de attraktioner, som danskerne selv jævnligt besøger. Så her vil jeg da gerne anbefale nogle attraktioner på Sjælland og øerne: (I Jylland og på Fyn ville jeg umiddelbart nævne Givskud Zoo, Aalborg Zoo, ARoS, Skagen, Egeskov Slot og Legoland i Billund - men jyderne har nok selv nogle meget bedre bud.)

1. Københavns Zoologiske Have
Den arktiske ring, tropezoo’en, elefanthuset, savannen med næsehorn, hjorte, giraffer og zebraer gør Københavns Zoo til en af verdens flotteste og mest dyrevenlige zoologiske haver beliggende i en hovedstad. Her er der både gode faciliteter for dyrene og for de mange besøgende. Forhåbentlig får løverne, tigrene, chimpanserne og evt. også leoparderne snart lige så gode faciliteter, som de øvrige dyr har fået gennem de sidste par år.

2. Den blå planet
Nordeuropas største akvarium med indbygget tunnel med alverdens fisk, hammerhajer og rokker. (Desværre er der ingen hvide hajer :-() Et koralrev med alle fiskene fra Find Nemo såsom Amphiprion ocellaris (klovnfisk) Blue Tang og søheste og så et meget stort akvarium med den største samling af verdens mest sure og ondskabsfulde (i hvert fald af udseende) piratfisk. (Og ja, jeg har set piratfisk mange andre steder - men ingen har set lige ondskabsfulde ud som piratfiskene på Den blå planet).

3. Tivoli
For at skrue turisternes forventninger lidt ned, så bør man måske fortælle turisterne på forhånd, at Tivoli er en LILLE forlystelsespark og at Tivoli derfor ikke har nogen kæmpe store forlystelser eller rutsjebaner som i andre forlystelsesparker rundt omkring i verden. Når det er sagt, så er Tivoli en hyggelig park med mange sjove forlystelser og oplevelser for alle aldre. Det bør dog nævnes, at der ifølge Tivolis egen webside ikke er nogen forlystelser til børn under 3 år.

4. Møns Klint
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er uendelig langt til Møns Klint specielt pga. de mange landsbyer (med utrolig mange glas- og keramik butikker) men man kan ikke komme udenom, at Møns Klint er og bliver Danmarks flotteste naturlandskab. Ingen andre steder slår det. (Bare se det her billede.) (Skagen kommer dog tæt på.) Desværre imponerer Møns Klint bedst i solskin og sommervejr set fra havet, hvor den hvide kalk får vandet til at ligne et tropisk hav - så derfor vil jeg helt klart anbefale en sejltur til Møns Klint. Hvis man tager udfordringen op og forcere de mange trin på selve Møns klint, så kan man også ved sammen lejlighed besøge det flotte nye Geocenter. (Da jeg var der sidst var der faktisk flere udenlandske turister end danskere - på trods af beliggenheden.)

5. Amagertorv, Strøget og kanalrundfart
Når man er i København, så skal man selvfølgelig også besøge Strøget og se det flotte Amagertorv. København tager sig også altid rigtig godt ud på en kanalrundfart – i hvert fald når solen skinner og vejret er godt. Frokosten bør man spise på Cafe Norden, Hard Rock Cafe med udsigt til Tivoli eller på en af de mange gode restauranter i KBH.

6. Kronborg
Kronborg er Danmarks flotteste renæssanceslot og blev derfor også meget velfortjent optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2000. Kronborg er også verdensberømt pga. slottes rolle i Shakespeares skuespil Hamlet (under navnet Elsinore). Efter legenden skulle Holger Danske sove i kælderen under slottet og vågne op til dåd og redde Danmark, hvis landet skulle komme i fare. Hvor meget der skal til for, at han vågner, kan man jo så filosofere over – men i hvert fald kan man se H.P. Pedersen-Dans statue af Holger Danske i kasematterne under Kronborg.

7. Tycho Brahe Planetarium
Tycho Brahe Planetarium er nok Danmarks mest oversete biograf – da Tycho Brahe har en topmoderne IMAX biograf der både viser 3D og 4D film. Derudover er der selvfølgelig også den spændende udstilling om universet og rumfart.

8. Ny Carlsberg Glyptotek
Glyptoteket er Danmarks flotteste museum og har en helt unik stemning som ingen andre danske museumer kan prale med. Særligt vinterhaven er som taget ud fra en film og her bør man absolut bruge lidt tid f.eks. i cafeen. Glyptoteket har en meget flot samling af græske og egyptiske statuer.

9. Knuthenborg Safaripark
Safariparken er det nærmeste vi kommer den afrikanske savanne på Sjælland og øerne og selvom parken er placeret i Udkantsdanmark, så er der heldigvis en motorvej næsten hele vejen dertil.

10. Arken - Museum for Moderne Kunst
Arkens udstillinger er for det meste langt bedre og meget mere spændende end Louisianna og derfor burde Arken også få langt flere besøgende. Arken har nogle helt fantastiske rammer til at vise kunst - med en helt fantastisk beliggenhed ud til havet og en flot og moderne minimalistisk indretning.

lørdag den 10. august 2013

Trapper er so last year


Rutsjebaner er ikke længere kun forbeholdt børnenes legeplads. Bare se Det Tekniske Universitet i München eller arbejdspladsen nedenfor...


Eller udenfor denne kontorbygning...


Man kan også købe det til ens eget hjem...

 
Hvis man mangler nogle børn som en god undskyldning, så påpeger flere producenter, hvorledes at det er langt mere sikkert med en rutchebane, hvis man bor i et fler-etagers hus i forhold til brand specielt for ældre mennesker. Men det ser nu ikke ud som om, at det brænder i husene nedenfor…

tirsdag den 25. juni 2013

Gaudis verden


I anledning af Antoni Gaudís (25. juni 1852 – 10. juni 1926) fødselsdag vil jeg da også gerne lige gøre opmærksom på hans unikke stil og arkitektur.

 




søndag den 5. maj 2013

Søren Aabye Kierkegaard - Mine 10 yndlings citater


Søren Kierkegaard- statuen i haven foran Det Kongelige Bibliotek i København. Tak til Hans Jørn Storgaard Andersen for lån af billedet.
I anledning af den store danske filosof Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag, der er her mine 10 yndlings citater. Det er nu ikke særlig meget i Søren Kierkegaards ånd at formulere sig kort og han har derfor også skrevet følgende i "Bogen om Adler": "Travle Mennesker, der kun have Tid at læse det Øieblik de ere paa Lokumet og altsaa i det Høieste kun en Smule otium naar de engang imellem have diarrhoe, maa det overlades Aviser at skrive for". Søren Kierkegaard er uden tvivl en af de største filosoffer nogensinde, men ikke pga. af hans bidrag til religionsfilosofien - som medierne ellers altid i alt for høj grad fokuserer på - men på grund af hans bidrag til eksistensfilosofien. Jeg mener helt klart, at han er en af de største filosoffer nogensinde på grund af hans livsfilosofi og tanker omkring frihed, det at vælge sig selv, angst, frygt, passion og kærlighed. (Jeg har tidligere omtalt dette i mit blogindlæg Søren Kierkegaard og hans betydning for filosofi). Særligt må man her fremhæve Søren Kierkegaards mesterværk Enten - Eller. Her kritiserer han blandt andet det overfladiske liv ved hjælp af ”etikeren” som bevidst vælger sig selv ved hjælp af passion, inderliggørelse, vilje og stor selvbevidsthed. Herfra stammer mit absolutte yndlings citat af Kierkegaard også fra:

1. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er, selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det. (Enten – Eller, 1843)

2. Derfor skal Du dog ikke holde Ordet tilbage, saa lidet som Du skal skjule den synlige Bevægelse, naar den er sand; thi dette kan netop være, ukjerligt at gjøre Uret, som naar man forholder et Menneske sit Tilgodehavende. Din Ven, Din Elskede, Dit Barn, eller Hvo, der ellers er Gjenstand for Din Kjerlighed, har en Fordring paa Yttringen af den ogsaa i Ord, naar den virkeligen bevæger Dig i Dit Indre. Bevægetheden er ikke Din Eiendom men den Andens, Yttringen er hans Tilgodehavende, da Du jo i Bevægetheden tilhører ham, som bevæger Dig, og bliver Dig bevidst, at Du tilhører ham. Naar Hjertet er fuldt, skal Du ikke misundeligt, fornemt, forfordelende den Anden, krænke ham i Stilhed ved at presse Læberne sammen; Du skal lade Munden tale af Hjertets Overflødighed; Du skal ikke skamme Dig ved Din Følelse, og endnu mindre ved redeligt at give Hver Sit. (Kjerlighedens Gjerninger, 1847)

3. Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!" (Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus, 1849)

4. Hjertets Reenhed er at ville Eet… Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed. (En Leiligheds-Tale, Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 1847)

5. Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener. (Enten – Eller, 1843)

6. Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre. (Forførerens Dagbog, oprindeligt Enten - Eller, 1843)

7. At eksistere, når dette ikke skal forstås om sådan at eksistere (være til) lader sig ikke gøre uden lidenskab. (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler, 1846)

8. Det sidste, det saligste, det ubetinget overbevisende Kjende paa Kjerlighed bliver derfor: Kjerligheden selv, som bliver kjendt og gjenkendt af Kjerligheden i en Anden. Det Lige kjendes kun af det Lige; kun Den, der bliver i Kjerlighed, kan kjende Kjerligheden, ligesom hans Kjerlighed er til at kjende. (Kjerlighedens Gjerninger, 1847)

9. Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds. (Journalen, 1843)

10. Meddelelses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, der kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed – men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende. (Den ethiske og den ethisk-religieuse Meddelelses Dialektik, Papir 369, 1847)

Det kan være svært at udvælge Søren Kierkegaard citater, da Kierkegaard bliver tilskrevet rigtig mange citater, som han ikke har skrevet. Her er to af de bedste falske citater ”Alle ønsker udvikling, men ingen forandring” og ”Livet skal leves forlæns, men forståes baglæns” (den rigtige version er citat nr. 9).

tirsdag den 23. april 2013

Heaven on Earth - Naturens æstetik 3 - Jorden (Den blå planet)


I går var det Earth Day - og der er ikke nogen smukkere planet end Jorden. Bare se de her billeder af Jorden taget fra rummet af NASA. Jorden er den tredje planet fra Solen og den femte største af de otte planeter i vores solsystem. Jorden blev dannet for cirka 4540 millioner år siden. Jordens biosfære, ozonlag og magnetfelt gør det muligt for organismer og mennesker at bebo planeten. Man regner med, at Jorden forsat vil være beboelig for liv (men ikke nødvendigvis for mennesker) i cirka 500 -2300 millioner år. 71 % af Jordens overflade er dækket af oceaner med saltvand og polerne er primært dækket af is (både indlandsis, havis og Antarktis). Jordens kredsløb om solen tager 365 dage (eller 366,26 gange at roterer rundt om sig selv). Jordens rotationsakse hælder 23,4 grader væk fra sin baneplan. Månen er Jordens eneste naturlige satellit og månen påvirker både jordens tidevand, stabilisere den aksiale hældning og sænker gradvist jordens rotation. Månen begyndte at kredse rundt om jorden for 4530 millioner år siden.

søndag den 14. april 2013

Om den virkelighedsfjerne opfattelse af robotter og kunstig intelligens



Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man altid bruger så virkelighedsfjern retorik omkring robotter og kunstig intelligens? Lad os slå det helt fast: robotter har ikke kunstig intelligens. Med mindre man med kunstig intelligens mener en (potentielt) meget avanceret robot der kan efterligne mennesket (hvilket indtil videre kun har kunne lade sig gøre på nogle ganske få områder). Det virker nærmest komisk at tale omkring robotter med bevidsthed, når man ved, hvor svært forskerne har det med bare at få computere til at imitere noget, som kunne minde lidt om et menneske. Bare prøv at se den lidt manipuleret video ovenfor med en af de førende menneskerobotter iCub. Jeg tror, at alle robotforskere for 30 år siden havde regnet med, at man i dag ville have haft svært ved at skelne en robot fra almindelige mennesker. Det er ikke sket. Bare se på iCub - der er MEGET lang vej. Men det sker nok en dag – det er nok bare ikke lige foreløbig. Men selv, når det engang sker, så betyder det stadig ikke, at robotterne har fået bevidsthed, blot fordi de (computerne) nu ligner mennesker. Der er stadig bare tale omkring en meget avanceret computer med en menneskelignende krop og bevægelser. Robotten har ingen refleksion eller bevidsthed - den udfører blot de programmer, som man har programmeret den til. Og blot, fordi man kan lave nogle meget avancerede robotter, der f.eks. kan lære af sine egne fejl, så betyder det stadig ikke, at robotten har nogen form for bevidsthed eller erkendelse af sine fejl. Den har bare et meget avanceret computerprogram. End of story. At benægte denne åbenlyse forskel mellem computere (robotter) og mennesker er absurd. Og det kan vel kun skyldes, at man ønsker at holde science fiction-drømmen i live. De simple programmer på min bærbare pc får jo heller ikke mig til at overveje, hvorvidt min bærbare pc skulle have bevidsthed og derved have et stort kendskab til sprog og matematik. Det er programmer lavet af mennesker med viden omkring disse områder. Hvorfor skulle man lige pludselig antage noget andet, blot fordi man giver computeren en menneskelig form og menneskelignende bevægelser?

Jeg syntes, at robotvidenskaben er enormt spændende og fascinerende, men lad os dog holde os til virkeligheden - frem for den virkelighedsfjerne science fiction retorik omkring robotter med bevidsthed. Robotter har ikke bevidsthed eller refleksion - de har programmer. Robotter ser ikke - de har kameraer. Robotter undersøger ikke ting - de vender ting, som de er programmeret til at gøre det. Robotter leger ikke - de laver variationer over diverse programmeringer. Så simpelt er det.