mandag den 22. december 2014

Guide: De bedste og mest juleagtige julefilm

Nu er det snart den 24. december og det er ikke alle mennesker, der har lige let ved at finde den ægte julestemning frem. Det er måske også lidt forståeligt, hvis man ser på nogle af de klassiske julefilm, der ofte bliver nævnt på diverse lister over de bedste julefilm som f.eks. Die Hard og Eyes Wide Shut. Og selvom jeg er kvinde og ret vild med Alan Rickman, så mener jeg heller ikke, at Love Actually er særlig juleagtig. Jeg kan godt lide alle filmene - men julestemningen er ikke ligefrem i centrum. Jeg er også godt klar over, at der er nogle (mange?) mennesker, der ikke kan lide de rigtige julefilm. De er … for lalleglade? For hyggelige? For positive? Hvis du er en af dem, så vil jeg gerne anbefale dig "Den lille pige med svovlstikkerne". Versionen er egentlig ligegyldig - ingen af dem er glade eller positive. Personligt mener jeg, at man måske ikke helt har forstået, hvad julestemning handler om, hvis man mener, at stemningen i en julefilm skal være mindre positiv. Så skulle man måske hellere bare være konsekvent og slet ikke (forsøge at) holde jul (og bare forsætte med at være sur). Derfor er listen med julefilm nedenfor udelukkende lavet til dig, der gerne vil finde den ægte juleglæde frem:

1. Home Alone (1990)

Macaulay Culkin fik efter Home Alone (11 år) "Most Promising Actor" af Chicago Film Critics Association Awards. Her samme år ved Emmy Awards. (Tak for lån af foto af Alan Light.)

Familien McCallister er taget på juleferie i Frankrig, men har glemt den mindste søn Kevin (Macaulay Culkin) på 8 år hjemme i Chicago. Samtidig har to indbrudstyve (Joe Pesci & Daniel Stern) besluttet sig for at røve alle husene på Kevins vej - men Kevin beslutter sig for at forsøge at forpurre forbrydernes planer. "Home Alone" eller "Alene hjemme" er den bedste julefilm nogensinde. For det første, fordi filmen er virkelig godt skrevet og har nogle rigtige gode skuespillere. For det andet, fordi Chris Columbus var instruktør og John Williams havde komponeret musikken (der også blev nomineret til 2 Oscars). For det tredje, fordi "Home Alone" formår at illustrere både de positive og mere triste og problematiske aspekter af juletiden samtidig med at være en fremragende komediefilm for hele familien. Filmen er tidsløs og derfor holder filmen også stadig 24 år senere. Det er en fantastisk film og derfor er det heller ikke nogen tilfældighed, at "Home Alone" er den julefilm, der har indtjent flest penge nogensinde. Helt præcist indtjente "Home Alone" 476 millioner dollars hjem, da filmen gik i biograferne verden over. (På daværende tidspunkt placerede det "Home Alone" på en tredje plads over de film, der havde indtjent flest penge i biografen nogensinde.) Efterfølgende er der nok indtjent endnu flere penge på DVDer, BLU-RAYs og de mange visninger af filmen på tv.

2. Home Alone 2 - Lost in New York (1992)

Året efter er Kevin blevet væk fra hans forældre i lufthaven og derfor ender han på et fly til New York. Heldigvis har han farens taske og hans kreditcard og derfor får han hurtigt indlogeret på det eksklusive The Plaza Hotel i New York. Desværre render han også hurtigt end i de to indbrudstyve Harry og Marv igen. "Lost in New York" er ligesom som "Home Alone" både meget morsom og har den helt rigtige julestemning, da den sætter fokus på, hvad julen egentlig handler om og at man skal huske på de mennesker, der er særligt udsatte i juletiden, som f.eks. de hjemløse og børnene på børnehjem. Lost in New York indtjente næsten lige så meget som originalen i biograferne verden over - nemlig 358 millioner dollars.

3. Når du ser et stjerneskud (Pinocchio, 1940)

Alle, der er vokset op med Disneys juleshow, kan ikke andet end at komme i julehumør, når de hører Bjørn Tidmand i form af Jesper Fårekylling synge ”Når du ser et stjerneskud” fra Disney filmen "Pinocchio".



4. Corn Chips - Chip and Dale (1951)

Min personlige favorit - en julekortfilm fra Disney fra 1951 med Anders And, Chip og Chap, der hedder "Popcorn" på dansk og er med i flere af Disneys samlinger af julekortfilm.



5. Plutos juletræ (1952)

Disney kortfilmen "Pluto's Christmas Tree" fra 1952 med Mickey, Pluto, Chip og Chap er for mange mennesker lig med juleaften pga. Disneys Juleshow. Disneys juleshow blev sendt første gang i december 1958 på den amerikanske tv-station ABC.



6. National Lampoon's Christmas Vacation (1989)

En klassisk og meget morsom julefilm for hele familien, hvor familiefaderen Clark Grisworld (Chevy Chase) forsøger at holde den perfekte amerikanske jul for hele hans familie. Desværre går næsten alt, der kan gå galt, galt - på trods af Clarks mange ihærdige forsøg på det modsatte f.eks. driller husets juleudsmykning og julegratialet fra firmaet bliver forsinket med posten. De eneste, der har det værre, er Grisworlds stakkels og meget trendy naboer, der hele tiden ganske umotiveret og ufrivilligt bliver ofre for Grisworlds familiens juleudskejelser.

7. Mickey's Christmas Carol (1983)



Den oscarsnominerede kortfilm "Mickey’s Christmas Carol" fra 1983 er en af Disneys allerbedste kortfilm og bygger på Charles Dickens klassiske juleeventyr "A Christmas Carol" ("Et juleeventyr"). Filmen er skabt af to af animationskunstens allerstørste ikoner John Lasseter (kreativ instruktør for Disney Pixar) og Mark Henn. "Mickeys Christmas Carol" var den sidste Disney kortfilm, som blev afsluttet med "The End".

8. The Santa Clause (1994)

Da Julemanden falder ned fra Scott Calvins tag juleaften, der prøver den fraskilte far Scott (Tim Allen) hans dragt. Det fører ham og hans søn Charlie til Nordpolen, da den, der påfører sig julemandens tøj, også overtager hans pligter. Scott er ikke særlig vild med det nye job - men Charlie er begejstret. De næste 12 måneder tager Scott rigtig meget på - også selvom han ikke spiser noget særligt - og der vokser også et hvidt fuldskæg frem - selvom han barberer sig konstant. Juleaften dukker der en kane med otte rensdyr oppe på hans tag. "The Santa Clause" eller på dansk ”Tror du på julemanden?” er en meget sød og sjov komedie for hele familien med den helt rigtige julestemning.

9. Donald’s Snow Fight (1942)



"Donald's Snow Fight" eller "Anders Ands sneboldskamp" er en kortfilm fra 1942 med Anders And i sneboldskrig mod hans nevøer Rip, Rap og Rup. På engelsk er kortfilmen også kendt under navnet Snowball Wars og i Danmark er den meget kendt, fordi den altid har været en del af Disneys juleshow siden 1967.

10. Glædelig Jul Mr. Bean (1992)



"Merry Christmas Mr. Bean" fra 1992 med Mr. Bean (Rowan Atkinson) i hovedrollen, hvor han både formår at hjælpe et orkester med indsamlingen af penge til velgørenhed, køber en gave til hans kæreste Irma, skaffer et juletræ, får sendt julekort og forsøger sig også med tilberedningen af julekalkunen.

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul!!

mandag den 24. november 2014

In The Closet - Michael Jackson



There's Something
I Have To Say To You
If You Promise You'll Understand
I Cannot Contain Myself
When In Your Presence
I'm So Humble
Touch Me
Don't Hide Our Love
Woman To Man...

She Wants To Give It
(She Wants To Give It)
(Aahh, She Wants To Give It)
Dare Me
(She Wants To Give It)
(Aahh, She Wants To Give It)
She's Gonna Get It
She Wants To Give It
(Aahh, She Wants To Give It)
(She Wants To Give It)
(Aahh, She Wants To Give It)

One Thing In Life
You Must Understand
The Truth Of Lust
Woman To Man
So Open The Door
And You Will See
There Are No Secrets
Make Your Move
Set Me Free

Because There's Something
About You Baby
That Makes Me Want
To Give It To You
I Swear There's Something
About You Baby

Just Promise Me
Whatever We Say
Or Whatever We Do
To each Other
For now We'll Make A Vow
To just
Keep it In The Closet

If You Can Get It
It's Worth a Try
I Really Want It
I Can't Deny It
It's Just Desire
And I Really Love It...

Just Open The Door
And You Will See
This Passion Burns
Inside Of Me
Don't Say To Me
You'll Never Tell
Touch Me There
Make The Move
Cast The Spell...

onsdag den 19. november 2014

Sådan fungerer min hjerne også…

Billedet ovenfor illustrerer meget godt, hvordan min hjerne typisk reagerer på forskellige ting. Der er ikke rigtig nogen gråzone mellem begejstring og kedeligt. I går så jeg programmet ”Jeg vil være Ole Henriksen”. Jeg vil ikke være Ole Henriksen, men jeg må sige, at jeg elsker ham virkelig højt. Hvordan kan man andet? Han er da et helt igennem fantastisk menneske. Personligt kan jeg desværre ikke helt matche hans positive indstilling, men jeg arbejder naturligvis hele tiden på sagen. For knapt et år siden mødte jeg rent faktisk Ole Henriksen i København. Den dag havde min datter på 1 ½ år naturligvis fået et slemt udslæt i ansigtet (hvilket hun selvfølgelig aldrig har haft hverken før eller siden). Hun er ellers en meget køn pige og jeg har altid fået mange komplimenter fra fremmede mennesker på gaden, når jeg kommer gående med hende. I det jeg gik ud fra en butik, hørte jeg en mandlig stemme sige: "Neeeejjj, sikke dog en køn lille pige". Jeg gloede lidt vantro på det ubehagelige udslæt på min datters kønne ansigt og tænkte ved mig selv, at udslættet måske ikke var så slemt alligevel. (Det var det.) Mens jeg forsatte fremad, kiggede jeg til siden for at takke vedkommende for komplimentet. Da jeg fik øje på ansigtet, så stoppede jeg helt op og stirrede vantro på manden. Jeg genkendte med det samme Ole Henriksens ansigt. Jeg kan huske, at jeg fik fornemmelsen af, at jeg måtte have fået noget i øjnene og ikke så helt klart. Så jeg blinkede med øjnene. Så følte jeg et kort øjeblik, at det måtte være en drøm. Men min tanke blev afbrudt af min mands tak for komplimentet og et par dråber, der faldt fra himlen og ramte mit ansigt, da jeg nu havde passeret et halvtag og var stoppet op under åben himmel ude på gaden. Det var så her, hvor min hjerne gerne skulle komme på banen og formulerer noget fornuftigt. Gerne noget sjovt eller noget sødt. Det gjort den bare ikke. Den var gået i koma. Intet kom ud af min mund. Ole Henriksen smilede hurtigt til min mand og så tilbage på mig. Jeg smilede heldigvis helt naturligt tilbage til Ole Henriksen - men jeg sagde intet. Så gik vi videre. Jeg var fuldkommen overrumplet. Jeg har set mange kendte i byen, men jeg har aldrig før mødt et af mine idoler face-to-face. Det eneste som kan gøre mig stille er nok komplimenter, gaver og ekstremt ubehøvlede eller uintelligente kommentarer. Det får øjensynlig min hjerne til at gå selvsving, der dermed forhindrer enhver tale, enten i forlegenhed eller i chok over niveauet af uforskammethed eller dumhed. Tak hjerne for at svigte mig i sådan et vigtigt øjeblik. Ved I, hvornår min hjerne aldrig mangler sjove kommentarer? Når jeg skal sove. Så er det jo også ekstremt vigtigt at holde sig selv vågen med sjove jokes. Hvorfor skulle man også være frisk den næste dag, hvis man kan havde det sjovt hele natten. Eller også kan ens hjerne bruge 3 timer på at analysere en eller anden ligegyldig kommentar nu, hvor man alligevel bare ligger der og keder sig. Jeg trøster mig dog med, at jeg øjensynlig ikke er den eneste, der har det på den måde.
 

søndag den 2. november 2014

Glædelig halloween - halloween humor 2

Det var halloween i fredags og selvom jeg generelt har meget svært ved at forstå ondskab og hvorfor nogle mennesker er ondskabsfulde. Så er de her tre lidt ondskabsfulde halloween jokes alligevel imponerende godt lavet. Den første video er næsten lidt for realistisk og den er lavet af en fyr født med kun en arm og uden ben:



Den anden video er lidt mere humoristisk, da det bare er en hund klædt ud som en kæmpeedderkop:

 

Den tredie video er lavet over Carrie i en café:

onsdag den 22. oktober 2014

All About That Bass - Meghan Trainor



Because you know
I'm all about that bass
'Bout that bass, no treble
I'm all about that bass
'Bout that bass, no treble
I'm all about that bass
'Bout that bass, no treble
I'm all about that bass
'Bout that bass

Yeah, it's pretty clear, I ain't no size two
But I can shake it, shake it
Like I'm supposed to do
'Cause I got that boom boom that all the boys chase
And all the right junk in all the right Places

I see the magazine workin' that Photoshop
We know that shit ain't real
C'mon now, make it stop
If you got beauty, beauty, just raise 'em up
'Cause every inch of you is perfect
From the bottom to the top

Yeah, my mama she told me don't worry about your size
She says, "Boys like a little more booty to hold at night."
You know I won't be no stick figure silicone Barbie doll
So if that's what you're into then go ahead and move along...

I'm bringing booty back
Go ahead and tell them skinny bitches that
No I'm just playing. I know you think you're fat
But I'm here to tell ya
Every inch of you is perfect from the bottom to the top
Yeah my mama she told me don't worry about your size
She says, "Boys like a little more booty to hold at night."
You know I won't be no stick figure silicone Barbie doll
So if that's what you're into then go ahead and move along

søndag den 5. oktober 2014

Om det at være nærværende vs. det at være på de sociale medier



Jeg vil rigtig gerne anbefale alle at se Prince Eas video ”Can We Auto-Correct Humanity?” - selvom det egentlig går imod Prince Eas pointe. Efter at have læst nogle af kommentarerne til videoen, så må jeg hellere begynde med understrege, at det selvfølgelig er fantastisk, at man har mulighed for at holde kontakten med familie og venner på den anden side af kloden vha. videosamtaler og snapchat osv. Og at man har mulighed for at møde og lære nye mennesker at kende, som man ellers aldrig ville have mødt uden de sociale medier. Der er slet ingen tvivl om, at mulighederne er fantastiske . Problemet er derfor ikke i sig selv de sociale medier - men mere, hvordan nogle mennesker vælger at bruge de muligheder. Eller rettere sagt misbruge dem. Jeg mener ganske ligesom Prince Ea, at de sociale medier begynder at være et problem, når man begynder at tilsidesætte det reelle sociale samvær og nærvær med andre mennesker til fordel for det virtuelle og distancerede sociale samvær. De sociale medier kan også komme til at udgøre et problem for det reelle sociale samvær, hvis man aldrig rigtig er nærværende og konstant skal tjekke sin telefon eller iPad. Man kan kun være mentalt til stede et sted af gangen. Jeg finder det også enormt tragikomisk hver gang, at jeg ser et ungt par på en restaurant, der har en romantisk (?) middag for to, mens de begge sidder helt optaget af hver deres iPhone. Hvor de tydeligvis er på et socialt medie, sms’er eller noget helt tredje. Er det romantisk, hvis man tager billeder af daten og lægger dem på et socialt medie med det samme? Hvis man svarer på kommentarerne til billedet og hele tiden tjekker, hvor mange likes man har fået? Det syntes jeg ikke. Hvor blev der af inderligheden og hengivelsen til det andet menneske og øjeblikket? Jeg er 100 % enig med Prince Ea i, at det er et voksende problem i det moderne samfund; at man bytter nærværet ud med det overfladiske og aldrig rigtig er nærværende nogen steder, fordi man konstant kommunikerer med andre mennesker.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke med stor bekymring på, hvordan det skal gå det unge par på restauranten, når de engang får børn. Får de børn mon den udelte og tryghedsskabende opmærksomhed, som børn så inderligt har behov for? Eller skal børnene vokse op med to forældre, der aldrig rigtig er til stede - selv når de sidder lige ved siden af barnet - fordi de LIGE skal dele et billede, lige ”like” en venindes billede eller lige skrive en kommentar om, hvor dejligt det er at få børn. Det antager jeg sådan set allerede må være et problem, som sundhedsplejerskerne forhåbentlig også har fokus på. I stedet for at nyde øjeblikket, så bliver livet gjort til en lang reportage, hvor man skal iscenesætte ens eget liv for at opnå flest mulige likes og venner. Jeg mener, at der må være tale om en form for afhængighed, når man ikke længere tillægger øjeblikket eller nærværet med andre mennesker nogen værdi eller gør det til en sekundær værdi. Det er en trist og tragisk udvikling.

Jeg kan sagtens se det positive og underholdende ved de sociale medier, som jeg jo også selv bruger. Jeg mener bare ikke, at det hverken kan eller skal erstatte det direkte menneskelige samvær og nærvær. Det er positivt, at man kan dele ens oplevelser med andre mennesker. Billeder er en god måde at huske et sjovt eller særligt øjeblik, men man behøver ikke hele tiden at dokumentere ens liv eller tage billeder af alt, for så ender det med at selve dokumentationen og det at tage billeder bliver livets primære formål. Dokumentationen kan måske i en eller anden grad ses som et forsøg på at fastholde et flygtigt punkt i tiden. Men problemet er, at man dermed jo går glip af øjeblikket i øjeblikket. Jeg kan huske engang, da jeg var barn, da sagde min far efter en ferie i USA, at han kun havde set ferien igennem videokammeraet. På den næste ferie blev der ikke filmet nær så meget. Det problem har nu bredt sig til resten af livet, hvor livet primært opleves gennem andres menneskers øjne, kommentarer og likes. Men livet skal jo leves her og nu - uafhængigt af, hvad alle andre mennesker tænker og mener. For det er jo netop ens eget liv. Det eneste liv man har. Og pointen med øjeblikket må vel netop være at nyde det i øjeblikket. At nyde øjeblikket, mens man har det og mens man har i den andens eller andres nærvær.

mandag den 29. september 2014

Om et skib

 
For to uger siden havde jeg en drøm. Jeg kan stadig huske drømmen meget tydeligt i detaljer og genkalde mig følelsen. Drømmen har ligesom sat sig fast i min erindring. Jeg sejler ikke og har heller aldrig været specielt interesseret i skibe. Men i drømmen var jeg ombord på et stort skib. Mit skib. Jeg ved ikke, hvorfra jeg vidste det. Det gjort jeg bare. Jeg kunne mærke det. I drømmen kigger jeg ud over dækket. Skibet er bygget af kraftige solide egeplanker og egestammer. Det er et gammeldags skib, men egeplankerne har hverken den mindste ridse, knast eller råd nogen steder. Skibet befinder sig langt ude på åbent hav. Himlen er mørk som kul og bølgerne kaster aggressivt skibet frem og tilbage. Bølgerne er sorte, oprørte og truende med hvidt skum på toppen. Vinden hyler og blæser kraftigt over dækket. Vinden griber hele tiden fat i mit hår og kaster det rundt. Jeg kan mærke, hvordan skumsprøjtet fra bølgerne konstant rammer mig i ansigtet igen og igen. Salten svier lidt i øjnene. På trods af det frygtelige vejr kan jeg mærke en dyb indre ro har fyldt min krop. Skibet gynger kraftigt frem og tilbage. Alligevel føles mine fødder som naglet fast på dækket. Uvejret kan ikke få mig ud af balance. Intet kan stoppet skibet, der blot skærer sig ubesværet og let igennem bølgernes rasen. Jeg kan mærke, hvordan det bobler indeni af glæde. Det er en følelse af frihed. Det er en følelse af at være til.