Om et skib

 

For to uger siden havde jeg en drøm. Jeg kan stadig huske drømmen meget tydeligt i detaljer og genkalde mig følelsen. Drømmen har ligesom sat sig fast i min erindring. Jeg sejler ikke og har heller aldrig været specielt interesseret i skibe. Men i drømmen var jeg ombord på et stort skib. Mit skib. Jeg ved ikke, hvorfra jeg vidste det. Det gjort jeg bare. Jeg kunne mærke det. I drømmen kigger jeg ud over dækket. Skibet er bygget af kraftige solide egeplanker og egestammer. Det er et gammeldags skib, men egeplankerne har hverken den mindste ridse, knast eller råd nogen steder. Skibet befinder sig langt ude på åbent hav. Himlen er mørk som kul og bølgerne kaster aggressivt skibet frem og tilbage. Bølgerne er sorte, oprørte og truende med hvidt skum på toppen. Vinden hyler og blæser kraftigt over dækket. Vinden griber hele tiden fat i mit hår og kaster det rundt. Jeg kan mærke, hvordan skumsprøjtet fra bølgerne konstant rammer mig i ansigtet igen og igen. Salten svier lidt i øjnene. På trods af det frygtelige vejr kan jeg mærke en dyb indre ro har fyldt min krop. Skibet gynger kraftigt frem og tilbage. Alligevel føles mine fødder som naglet fast på dækket. Uvejret kan ikke få mig ud af balance. Intet kan stoppet skibet, der blot skærer sig ubesværet og let igennem bølgernes rasen. Jeg kan mærke, hvordan det bobler indeni af glæde. Det er en følelse af frihed. Det er en følelse af at være til.