Freud var allerede i Kulturens byrde bevidst om, at ideen om næstekærlighed egentlig var i strid med ens fornuft. Zygmunt Bauman tager også ideen op i sin bog Flydende kærlighed og argumentere for det absurde i, at elske sin næste sådan helt bogstaveligt talt. For dette er ikke naturligt ud fra menneskets egne interesser. For normalt når man elsker et andet menneske, så er det for nogle specielle egenskaber eller unikke træk ved det menneske. Og derfor hævder Bauman, at en vildt fremmed ikke kan have nogen emotionel værdi eller en allerede erhvervet betydning for ens følelsesliv, da der (i hvert fald endnu) ikke er nogen forbindelse mellem nogle bestemte egenskaber eller træk og så ens følelser. Og derfor kan man rent logisk heller ikke elske en fremmed. Selvom det selvfølgelig er muligt at tillægge personen visse egenskaber eller identificerer visse fælles træk og derved føle kærlighed, som man f.eks. ser det med idoler og forbilleder. Men der kan ikke være en reel kærlighed mellem to mennesker, så længe kærligheden ikke har nogen forudsætninger at bygge på. Derved bliver næstekærlighed mellem to fremmede mennesker næsten også til en slags religion, hvor næstekærligheden ikke er noget man kan føle, men noget man skal tro på.
Det er nok sådanne tanker som gør, at nogen kalder næstekærlighed for medlidenhedsetik. Et ord man tit hører i forbindelse med Søren Kierkegaard og her bliver det ikke brugt på nogen positiv måde. For her bliver næstekærlighed set på som en slags foragt eller mangel på respekt overfor andre mennesker, hvor man fremhæver sig selv ved at føle barmhjertighed overfor det andet menneske. Og derved har man fået præcis den modsatte betydning ud af begrebet om næstekærlighed, end den man normalt forstår ved det. Det egentlig fascinerende, hvor let det er at vende noget positivt til noget negativt. Men jeg kan godt forstå, at ingen dybest set bryder sig om medlidenhed, da der jo i medlidenheden også er en slags dom. Hvis man havde et godt liv, så ville der jo være nogen grund til at føle medlidenhed med personen, da personen jo så ikke ville havde brug for medlidenhed. Men hvem har egentlig brug for medlidenhed? De fleste har vel mere brug for kærlighed og omsorg. Og det er nok her den væsentlige forskel ligger, nemlig forskellen mellem at elske en person og så føle medlidenhed med personens skæbne. Pointen er derfor, at inden man i den forestående søde juletid i godhedens navn yder andre mennesker næstekærlighed (som jeg dog stadig vil opfodre til) så skal man huske på, hvordan man selv ville opfatte næstekærligheden, hvis situationen var omvendt. Næstekærligheden kan hurtigt opfattes som en foragtelig, kynisk og overfladisk medlidenhed.
torsdag den 29. november 2007
onsdag den 28. november 2007
Kun de eksistentielt mislykkede filosoferer
Dette udtryk har jeg desværre hørt mere end en gang i løbet af mit studie. Jeg har aldrig rigtig forstået hensigten med, at nogle filosofi studerende udråber dette til verden. Udtrykket stammer oprindeligt fra Nietzsches filosofi, hvor det handler om, at man gennem filosofi prøver på at bortforklare sin eksistentielle ulykke. (Dette skal ikke forstås, som en kritik af Nietzsches filosofi, men mere en kritik af, hvordan udtrykket bliver brugt.) Det er jo både en påstand og en anklage imod enhver som nogensinde har læst filosofi. Personligt føler jeg mig nu ikke særlig ramt af anklagen, selvom jeg læser filosofi, da jeg ikke føler mig specielt mislykket. Men det undrer mig alligevel, hvorfor nogen siger sådan noget, når de selv læser filosofi.
Jeg er egentlig enig med udtrykket, da det jo er meget naturligt, at livets ulykkelige stunder får én til at tænke nærmere over tilværelsen og derved filosofere. Personligt begyndte jeg nok at filosofere over tilværelsen, dengang jeg oplevede min brors lange og svære sygdomsperiode og hans efterfølgende død. Det jeg ikke kan lide ved udtrykket, det er den måde udtrykket bliver brugt på. Det var først for nyligt, at det gik op for mig, hvilket livssyn og hvilken filosofi der ligger bag dette udtryk. Grunden til at det gik op for mig, skyldes nok hovedsaglig to ting; en bog og mødet med en tidligere medstuderende som droppede ud. Det som min tidligere medstuderende gjorde mig opmærksom på var, hvilket livssyn der ligger til grund for dette udtryk.
Det er et livssyn som bygger på, at verden grundlæggende er et koldt og kynisk sted og livet er en lang lidelse. For at undskylde sin egen ulykke i livet, så kan man gennem filosofi finde en masse dårlige undskyldninger for at fremstå som om man er eksistentiel vellykket. Så hvis man vil se virkeligheden som den er, så må man forkaste enhver form for samfundsnorm også videnskab, religion og moral. For der findes intet godt eller ondt, sandt eller falsk, det er alt sammen bare opfindelser til at undskylde ens egen ulykke.
Sådan et syn på verden og livet ender efter min mening bare i egoisme og meningsløshed. Jeg bryder mig ikke om, at se verden som et koldt og kynisk sted, selvom jeg desværre er fuldt ud bevidst om, hvor mange kolde og kyniske mennesker der findes. Men jeg har svært ved at se, hvordan man skal blive lykkelig, når man ser sådan på verden. Men dette er der en meget simpelt løsning på, for lykken er bare en illusion. De afviser nemlig ideen om lykke som en form for selvbedrag, det samme gælder for øvrigt også for moral, videnskab og ens kærlighed til andre mennesker. Det er alt sammen selvbedrag for ikke at virke eksistentielt mislykket. Dermed er det kun dem, som kan se at lykke et selvbedrag, som kan se verden som den virkelig er.
Konklusionen er altså, at hvis du er lykkelig, så er du bare ikke intelligent nok til at indse dit eget selvbedrag. Dette kan man heller ikke argumentere imod uden samtidig at indrømme - ud fra deres præmisser - at man bedrager sig selv. Da jeg ikke direkte kan pege på et objekt, nemlig lykken og sige: Se! Så må jeg jo nøjes med fastholde min subjektive oplevelse af lykke rent faktisk er en del af virkeligheden. Men her vil de selvfølgelig hurtigt indvende, at det fuldkommen uvidenskabeligt at gå ud fra en subjektiv oplevelse. Derefter kan jeg kun pege på det intersubjektive aspekt, nemlig at andre også oplever lykke, men dette argument kan også let afvises, for bare fordi flere mennesker hævder noget, så behøver det jo ikke være sandt. Derefter kunne de være så irriterende at gå over til at hævde, at min påstand om lykkens eksistens er på linje med andres tro på krystal healing og ufo bortførsler. Jeg er nu nået til et tragisk lavpunkt i min argumentation, da jeg ikke længere kan finde på flere argumenter til fordel for lykkens eksistens. Så måske har de afskaffet lykken, men uanset hvad, så vil jeg vil foretrække at leve i selvbedrag, frem for at tage konsekvensen, nemlig at leve i en verden uden moral, uden videnskab, uden lykke og uden at skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv.
Jeg er egentlig enig med udtrykket, da det jo er meget naturligt, at livets ulykkelige stunder får én til at tænke nærmere over tilværelsen og derved filosofere. Personligt begyndte jeg nok at filosofere over tilværelsen, dengang jeg oplevede min brors lange og svære sygdomsperiode og hans efterfølgende død. Det jeg ikke kan lide ved udtrykket, det er den måde udtrykket bliver brugt på. Det var først for nyligt, at det gik op for mig, hvilket livssyn og hvilken filosofi der ligger bag dette udtryk. Grunden til at det gik op for mig, skyldes nok hovedsaglig to ting; en bog og mødet med en tidligere medstuderende som droppede ud. Det som min tidligere medstuderende gjorde mig opmærksom på var, hvilket livssyn der ligger til grund for dette udtryk.
Det er et livssyn som bygger på, at verden grundlæggende er et koldt og kynisk sted og livet er en lang lidelse. For at undskylde sin egen ulykke i livet, så kan man gennem filosofi finde en masse dårlige undskyldninger for at fremstå som om man er eksistentiel vellykket. Så hvis man vil se virkeligheden som den er, så må man forkaste enhver form for samfundsnorm også videnskab, religion og moral. For der findes intet godt eller ondt, sandt eller falsk, det er alt sammen bare opfindelser til at undskylde ens egen ulykke.
Sådan et syn på verden og livet ender efter min mening bare i egoisme og meningsløshed. Jeg bryder mig ikke om, at se verden som et koldt og kynisk sted, selvom jeg desværre er fuldt ud bevidst om, hvor mange kolde og kyniske mennesker der findes. Men jeg har svært ved at se, hvordan man skal blive lykkelig, når man ser sådan på verden. Men dette er der en meget simpelt løsning på, for lykken er bare en illusion. De afviser nemlig ideen om lykke som en form for selvbedrag, det samme gælder for øvrigt også for moral, videnskab og ens kærlighed til andre mennesker. Det er alt sammen selvbedrag for ikke at virke eksistentielt mislykket. Dermed er det kun dem, som kan se at lykke et selvbedrag, som kan se verden som den virkelig er.
Konklusionen er altså, at hvis du er lykkelig, så er du bare ikke intelligent nok til at indse dit eget selvbedrag. Dette kan man heller ikke argumentere imod uden samtidig at indrømme - ud fra deres præmisser - at man bedrager sig selv. Da jeg ikke direkte kan pege på et objekt, nemlig lykken og sige: Se! Så må jeg jo nøjes med fastholde min subjektive oplevelse af lykke rent faktisk er en del af virkeligheden. Men her vil de selvfølgelig hurtigt indvende, at det fuldkommen uvidenskabeligt at gå ud fra en subjektiv oplevelse. Derefter kan jeg kun pege på det intersubjektive aspekt, nemlig at andre også oplever lykke, men dette argument kan også let afvises, for bare fordi flere mennesker hævder noget, så behøver det jo ikke være sandt. Derefter kunne de være så irriterende at gå over til at hævde, at min påstand om lykkens eksistens er på linje med andres tro på krystal healing og ufo bortførsler. Jeg er nu nået til et tragisk lavpunkt i min argumentation, da jeg ikke længere kan finde på flere argumenter til fordel for lykkens eksistens. Så måske har de afskaffet lykken, men uanset hvad, så vil jeg vil foretrække at leve i selvbedrag, frem for at tage konsekvensen, nemlig at leve i en verden uden moral, uden videnskab, uden lykke og uden at skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv.
onsdag den 21. november 2007
Janteloven vs. den positive jantelov
Jeg har lige fundet ud af, at den positive jantelov er trykt i min kalender. Den positive jantelov er naturligvis skabt som modsætning til den gamle jantelov. Hvis nogen skulle havde glemt det, så går den gamle jantelov ud på; at man ikke må tro, at man er noget, ja faktisk så må man slet ikke tro, at man er lige så meget som alle andre og slet ikke, at man skulle være klogere eller bedre end andre. Man skal heller ikke tro, at man dur til noget eller at andre bryder sig om en. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor man har skabt sådanne negative love? Men selvom jeg ikke har det præcise svar, så kan man godt analysere lidt ud fra janteloven omkring forfatterens motiver. Med risiko for at lyde som Nietzsche, så har det menneske, som har fået den ”geniale” ide at skrive janteloven, sikkert kun skabt den for at undertrykke andre mennesker med den. Altså har forfatteren sikkert selv en rigtig dårlig selvtillid og følt sig mindreværdig, men i stedet for at konfronterer denne manglende selvtillid og gøre noget ved den, så har forfatteren i stedet bare skabt nogle "love" i håbet om, at alle andre også skulle få det på samme måde. For dermed er det psykologiske problem jo væk eller i hvert fald maskeret af de andres mindreværd. Selverkendelse er jo noget, som mange mennesker bruger meget energi på at undgå.
Men så er der også den positiv jantelov skabt af Poul A. Jørgensen. Det lyder jo umiddelbart meget godt med en positiv version. Men ordet positivt er øjensynligt også et meget misbrugt ord, for den positive jantelov er langt fra kun positiv og implicerer også meget mere end den negative version. Men for at gøre min pointe tydelig, så vil jeg gennemgå den "positive" jantelov med mine egne kommentarer.
1. Du skal vide, vi andre regner med dig.
Det er selvfølgelig meget godt, at folk regner med én, men tror de så også på én? Det kan næsten lyde som et pres – altså at man er tvunget til at leve op til noget, som andre har bestemt.
2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste - er helt afhængige af dig.
Påstanden går altså på, at 4-5 af mine nærmeste ikke bare er lidt eller delvist, men HELT afhængige af mig. Det medfører naturligvis spørgsmålet om, hvem de 4-5 mennesker er? Mine nærmeste har heldigvis deres egne gode kvalitative liv, kan klare sig selv og selvom jeg selvfølgelig spiller en rolle i deres liv, så kan denne rolle næppe defineres som værende én, som de er helt afhængige af. Den eneste der er afhængig af mig i den grad er vel min hund. Men i loven står der jo mennesker. Det lyder lidt som loven hurtigt kan føre til storhedsvanvid; 4 -5 mennesker kan ikke leve uden min tilstedeværelse. Gad vide, hvad motivet er for at skrive netop denne lov?
3. Du skal vide, at der er noget godt og værdigfuldt i dig, som vi har brug for.
Hvordan kan man sige dette og seriøst mene det uanset, hvilken person man taler til? Mon ikke, at der rent faktisk findes mennesker som desværre hverken besidder noget godt eller værdigfuldt? Det er selvfølgelig en positiv antagelse, at alle mennesker rummer noget godt. Desværre virker det ret overfladisk, når loven er alment formuleret (hvilket en lov vel altid må være) frem for personligt formuleret. Her fremstår den positive jantelov lidt a al ros på dåse. Er du trist, så bare tag lidt almen ros!
4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.
Tja, dette er vist ikke lige det, som man håber mest på at høre fra ens medmennesker. At man er værdsat for ens menneskelige egenskaber. For det første ligger det jo i definitionen, at det er egenskaber som alle andre mennesker også har (ellers ville det jo ikke være menneskelige egenskaber). Det vil sige, at jeg bliver værdsat og fremhævet for kvaliteter, som alle andre mennesker også har. Ikke lige det, som man ønsket fremhævet, når man skal roses. Det er vel nærmere kritik, hvis det eneste positive man kan sige om en person er almengyldige menneskelige egenskaber. Desuden er menneskelige egenskaber jo mange forskellige ting, som ikke nødvendigvis er positive. Her kan remses mange ting op, som man ikke ønsker at blive værdsat for, men jeg lader det ligge til læserens egen fantasi.
5. Du skal vide, at andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket.
Det er her svært at se det positive i den positive jantelov. Den 5. lov antager ligefrem, at man skulle føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket. Skulle det være positivt? Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan den negative version lyder. Det lyder mere som en kritik end opmuntring, medmindre man altså rent faktisk er så trist, at man føler sig de førnævnte ting. Positiv for mig betyder livsglæde – jeg ved ikke rigtigt om man kan betegne 5. loven som livsglæde. Det eneste positive man kan sige om loven er vel, at den gør opmærksom på, at også andre mennesker også kender til negative følelser.
6. Du skal vide, at du hører sammen med os.
Det begynder at virke lidt ligesom i en sekt. Generelt kan jeg ellers også godt lide tanken om menneskeligt broderskab, hvor mennesker dybest set er ret ens på trods af, at de har forskellige aldre, hudfarver, holdninger og livserfaringer, men at man ligefrem hører sammen med nogen? Igen kan det undre en, hvilke motiver denne lov er skrevet ud fra??
7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.
Det lyder jo dejligt positivt. Det passer sikkert også på mine nærmeste. Men hvad med den ensomme? Hvem er vi for den ensomme? Her hjælper loven vidst ikke særlig meget.
8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfundsbeståen er meget afhængige af din indsats.
Ja, mit liv afhænger af mig. Det er der vidst ikke den store livsvisdom i. Men at samfundets beståen er meget afhængig af mig - det er noget nyt. Det lyder mere som en sætning fra en Superman film eller lignende. Men dybest set er samfundet jo udgjort af individer, så derfor må samfundet selvfølgelig også være afhængige af alles indsats. Men problemet opstår, når man siger, at det er samfundets beståen som er afhængige af indsatsen. For hvad så med terroristen som arbejder på det modsatte, nemlig samfundets undergang? Dette gør vel den 8. lov til en selvmodsigelse og dermed forkert.
9. Vi – du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab.
Igen er den ensomme på herrens mark. Antagelsen om, at alle problemer kan løses - måske er den positiv, men er den realistisk?
10…
Tja, det må bygge på overtro eller måske den danske kristne tradition, at man altid tror, at der må være ti bud. Men det er der ikke i den positive jantelov, der er kun 9. I hvert fald ifølge den udgave jeg har. Måske er det en trykfejl?
Generelt virker den positive jantelov næsten endnu mere mærkværdig end den gamle (negative) jantelov. For det første er den ikke specielt positiv og den er heller ikke særlig generel eller universel. F.eks. tager den ikke hensyn til den ensomme - det gjorte den gamle i det mindste. Ingen skulle tro, at de var noget, uanset om de var ensomme eller ej. Desuden er der også en række mærkværdige antagelser i den positive jantelov. Antagelserne er ikke særlig entydige og derfor er det også svært at gennemskue motivet til at lave de 9 love. Men konklusionen må være, at der er gode muligheder for selv at lave en bedre jantelov end både den negative og positive jantelov.
Men så er der også den positiv jantelov skabt af Poul A. Jørgensen. Det lyder jo umiddelbart meget godt med en positiv version. Men ordet positivt er øjensynligt også et meget misbrugt ord, for den positive jantelov er langt fra kun positiv og implicerer også meget mere end den negative version. Men for at gøre min pointe tydelig, så vil jeg gennemgå den "positive" jantelov med mine egne kommentarer.
1. Du skal vide, vi andre regner med dig.
Det er selvfølgelig meget godt, at folk regner med én, men tror de så også på én? Det kan næsten lyde som et pres – altså at man er tvunget til at leve op til noget, som andre har bestemt.
2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste - er helt afhængige af dig.
Påstanden går altså på, at 4-5 af mine nærmeste ikke bare er lidt eller delvist, men HELT afhængige af mig. Det medfører naturligvis spørgsmålet om, hvem de 4-5 mennesker er? Mine nærmeste har heldigvis deres egne gode kvalitative liv, kan klare sig selv og selvom jeg selvfølgelig spiller en rolle i deres liv, så kan denne rolle næppe defineres som værende én, som de er helt afhængige af. Den eneste der er afhængig af mig i den grad er vel min hund. Men i loven står der jo mennesker. Det lyder lidt som loven hurtigt kan føre til storhedsvanvid; 4 -5 mennesker kan ikke leve uden min tilstedeværelse. Gad vide, hvad motivet er for at skrive netop denne lov?
3. Du skal vide, at der er noget godt og værdigfuldt i dig, som vi har brug for.
Hvordan kan man sige dette og seriøst mene det uanset, hvilken person man taler til? Mon ikke, at der rent faktisk findes mennesker som desværre hverken besidder noget godt eller værdigfuldt? Det er selvfølgelig en positiv antagelse, at alle mennesker rummer noget godt. Desværre virker det ret overfladisk, når loven er alment formuleret (hvilket en lov vel altid må være) frem for personligt formuleret. Her fremstår den positive jantelov lidt a al ros på dåse. Er du trist, så bare tag lidt almen ros!
4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.
Tja, dette er vist ikke lige det, som man håber mest på at høre fra ens medmennesker. At man er værdsat for ens menneskelige egenskaber. For det første ligger det jo i definitionen, at det er egenskaber som alle andre mennesker også har (ellers ville det jo ikke være menneskelige egenskaber). Det vil sige, at jeg bliver værdsat og fremhævet for kvaliteter, som alle andre mennesker også har. Ikke lige det, som man ønsket fremhævet, når man skal roses. Det er vel nærmere kritik, hvis det eneste positive man kan sige om en person er almengyldige menneskelige egenskaber. Desuden er menneskelige egenskaber jo mange forskellige ting, som ikke nødvendigvis er positive. Her kan remses mange ting op, som man ikke ønsker at blive værdsat for, men jeg lader det ligge til læserens egen fantasi.
5. Du skal vide, at andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket.
Det er her svært at se det positive i den positive jantelov. Den 5. lov antager ligefrem, at man skulle føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket. Skulle det være positivt? Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan den negative version lyder. Det lyder mere som en kritik end opmuntring, medmindre man altså rent faktisk er så trist, at man føler sig de førnævnte ting. Positiv for mig betyder livsglæde – jeg ved ikke rigtigt om man kan betegne 5. loven som livsglæde. Det eneste positive man kan sige om loven er vel, at den gør opmærksom på, at også andre mennesker også kender til negative følelser.
6. Du skal vide, at du hører sammen med os.
Det begynder at virke lidt ligesom i en sekt. Generelt kan jeg ellers også godt lide tanken om menneskeligt broderskab, hvor mennesker dybest set er ret ens på trods af, at de har forskellige aldre, hudfarver, holdninger og livserfaringer, men at man ligefrem hører sammen med nogen? Igen kan det undre en, hvilke motiver denne lov er skrevet ud fra??
7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.
Det lyder jo dejligt positivt. Det passer sikkert også på mine nærmeste. Men hvad med den ensomme? Hvem er vi for den ensomme? Her hjælper loven vidst ikke særlig meget.
8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfundsbeståen er meget afhængige af din indsats.
Ja, mit liv afhænger af mig. Det er der vidst ikke den store livsvisdom i. Men at samfundets beståen er meget afhængig af mig - det er noget nyt. Det lyder mere som en sætning fra en Superman film eller lignende. Men dybest set er samfundet jo udgjort af individer, så derfor må samfundet selvfølgelig også være afhængige af alles indsats. Men problemet opstår, når man siger, at det er samfundets beståen som er afhængige af indsatsen. For hvad så med terroristen som arbejder på det modsatte, nemlig samfundets undergang? Dette gør vel den 8. lov til en selvmodsigelse og dermed forkert.
9. Vi – du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab.
Igen er den ensomme på herrens mark. Antagelsen om, at alle problemer kan løses - måske er den positiv, men er den realistisk?
10…
Tja, det må bygge på overtro eller måske den danske kristne tradition, at man altid tror, at der må være ti bud. Men det er der ikke i den positive jantelov, der er kun 9. I hvert fald ifølge den udgave jeg har. Måske er det en trykfejl?
Generelt virker den positive jantelov næsten endnu mere mærkværdig end den gamle (negative) jantelov. For det første er den ikke specielt positiv og den er heller ikke særlig generel eller universel. F.eks. tager den ikke hensyn til den ensomme - det gjorte den gamle i det mindste. Ingen skulle tro, at de var noget, uanset om de var ensomme eller ej. Desuden er der også en række mærkværdige antagelser i den positive jantelov. Antagelserne er ikke særlig entydige og derfor er det også svært at gennemskue motivet til at lave de 9 love. Men konklusionen må være, at der er gode muligheder for selv at lave en bedre jantelov end både den negative og positive jantelov.
Abonner på:
Opslag (Atom)