Survival of the fittest?

Det var Herbert Spencer (og ikke Darwin) der først brugte udtrykket i bogen Principles of Biology fra 1864. Det skal dog nævnes, at han brugte udtrykket med en helt klar reference til Charles Darwins begreb om naturlig selektion. Survival of the fittest forstår mange mennesker, som et udsagn omkring de evolutionære tanker omkring naturlig selektion, hvor kun den bedst egnede overlever. Denne opfattelse stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, hvor udtrykket mere skal forstås som det, at den mest tilpassede art overlever. Eller mere præcist udtrykt, så handler det med Wikipedias ord mere om survival of the fit enough. For når man her taler om tilpasning, så handler det udelukkende om overlevelse i forhold den pågældendes arts evne til at reproducere sig selv. Dermed kan man godt glemme enhver form for idealistisk tanke omkring, hvorvidt det kun er de højst eller bedst udviklede arter som overlever. Hvis survival of the fittest skal være en beskrivelse af virkeligheden, så må udsagnet beskrive det forhold, at kun den art, der kan reproducere sig selv, overlever. Hvilket dermed også gør udtrykket til en slags tautologi: kun den art, der overlever, overlever. Mennesket er et glimrende eksempel på, hvorfor survival of the fittest ikke nødvendigvis betyder, at det kun er den bedst egnede som overlever. Hvilket disse eksempler på menneskets storhed også illustrerer meget godt: