Hvorfor er udråbstegn dårlig stil?

Forleden var jeg til en konference, hvor Jakob Lindgaard (ekstern lektor, Filosofi, KU) kom med en meget interessant bemærkning omkring udråbstegn. Han hævdede nemlig, at ens brug af udråbstegn ofte hænger sammen med, hvor meget man har læst af Søren Kierkegaard. Lindgaard pointerede også yderligere, at han anså alt for mange udråbstegn som et udtryk for lidt for meget fodstampen. Her må jeg hellere for god ordens skyld nævne, at hans kritik tog udgangspunkt i hans egen brug af udråbstegn i en oversigt og dermed nok mest af alt skal ses som et forbyggende selvforsvar.

Men der står rent faktisk i den danske definition af udråbstegn på Wikipedia, at: ”Umådeholden brug af flere udråbstegn i træk anses ofte som meget dårlig stil.” Ligeledes gælder det for den engelske definition på Wikipedia: ”Overly frequent use of the exclamation mark is generally considered poor writing.” Det er naturligvis ikke en særlig heldig erkendelse, da undertegnede selv har en tendens til at bruge uhyggeligt mange udråbstegn. Men det er på den baggrund, at jeg vil hævde, at man generelt anser enhver form for brug af udråbstegn som dårlig stil. De eneste sammenhæng, hvor det er legitimt at bruge udråbstegnet er i skønlitteratur og meget useriøse sammenhæng. Hvilket vil sige sammenhæng, hvor man alligevel ikke vil gå op i stavefejl eller grammatiske fejl. Derfor har jeg også igennem årene gjort det til en fast vane, at jeg altid gennemgår min egen tekst i forhold til at minimere (eliminere) antallet af udråbstegn. Det er også ud fra den bevidsthed, at jeg aldrig skriver udråbstegn i forbindelse med officielle breve, arbejde eller lignende. Så det er rent faktisk muligt for mig at formulere en tekst uden at skulle bruge udråbstegn - selvom det langt fra falder mig naturligt!

Men hvorfor er det, at udråbstegnet bliver betragtet som dårlig stil? Umiddelbart så ligner udråbstegnet jo ethvert andet tegn som f.eks. komma og punktum, men ingen bliver provokeret, hvis man bruger dem i overdreven grad. Det skyldes måske det faktum, at udråbstegnet (modsat de to andre tegn) kan dække over en lang række forskellige følelser. Generelt bliver følelser jo anset som noget frygteligt upassende i mange forskellige sammenhæng og som noget man helst bør pakke pænt væk og kun lade komme til udtryk i de helt rette situationer og i den passende mængde. Lindgaard kaldte udråbstegnet for fodstampen. Det er egentlig en meget god illustration af udråbstegnets funktion i en tekst. For udråbstegnet er jo netop et kraftudtryk, som skal markere eller understrege betydningen og vigtigheden af de ord, som netop er blevet formuleret. Derfor skal man naturligvis heller ikke overdrive ens brug af udråbstegn i sådan en grad, at det til sidst har elimineret udråbstegnets funktion. Alt kan i sagens natur ikke være lige vigtigt. Men når det er sagt, så skal man også være opmærksom på, at kritikken af udråbstegnet ikke bliver til en slags intern sproglig jantelov. Du må ikke tro, at det, som du siger, er vigtigt. Sproglige regler bør være logisk og rationelt begrundet - ikke normativt eller æstetisk begrundet. Derfor var det måske heller ikke helt tilfældigt, at Søren Kierkegaard så stædigt fastholdte sin brug af udråbstegnet.

(Til sidst vil jeg gerne lige gøre opmærksom på et glimrende blogindlæg om Søren Kierkegaard: Sprogets svingdøre åbner både indad og udad.)