Filosofiens Kejserens nye klæder

Kejserens nye klæder har altid været mit yndlings H. C. Andersens eventyr, da det er en fantastisk og tidløs fortælling. Hvis nogen ikke skulle kende eventyret, så handler det om en kejser, der elsker klæder (og hader komedie). En dag ankommer der to vævere til kejserens palads, der kan væve klæder, der afslører, hvorvidt man duer til sit embede eller ej. Da klæderne efter sigende skulle være usynlige for enhver der er inkompetent til sit job eller utilladelig dum. Kongen bestiller derefter straks klæderne i håbet om, at han derved kan spotte de uduelige blandt hans ansatte. Efter et stykke tid vil han gerne tjekke, hvorledes det går med vævernes arbejde og derfor sender han den mest kvalificerede minister for at se til vævernes arbejde: ”Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.” Frem for at konfrontere de to bedragere med deres bedrageri, så tvivler ministeren i stedet på sine egne evner og indprenter sig derfor nøje vævernes forklaringer omkring mønstre og farver for at kunne videregive informationerne til kejseren. Derefter forlangte bedragerne endnu flere penge til vævningen, som de blot stak i lommen, mens væven stod tom. Til sidst skal kejseren selv se tøjet: ”Hvad for noget!: tænkte Keiseren. Jeg seer ingen Ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see.” Kejseren giver endda også bedragerne et Ridderkors og en titel af Vævejunkere! Endelig bliver bedragerne færdige med tøjet og kejseren skal vise det frem: ”Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! Hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.”

Det er lidt den samme følelse, som jeg har nogle gange får, når jeg er med til en filosofikonference - desværre er der bare ikke altid nogen til at pege på underbukserne! Jeg vil gerne fortælle omkring den mest ekstreme oplevelse, som jeg har haft på en konference for nogle år tilbage. Her blev der holdt et foredrag, som jeg sent skal glemme. Hvis jeg ikke havde haft selskab på konferencen, så havde jeg muligvis troet, at det bare var en drøm. Foredragsholderen havde meget misvisende skrevet en meget konkret titel, men det viste sig desværre uhyggeligt hurtigt, at foredraget var fuldkommen blottet for indhold. Vedkommende kunne lige så godt have sparet os de 25 minutter af vores liv (som vi aldrig får igen) ved at forkorte foredraget ved blot at oplæse samtlige titler på de artikler, som vedkommende (øjensynlig) har fået produceret i løbet af sin ansættelse på universitetet. (Jeg fik desværre aldrig undersøgt, hvorvidt artiklerne også kun bestod af referencer.) Men jeg måbede, da de første 10 minutter var gået – udelukkende med referencer til andre artikler! Jeg kiggede undrende rundt på de andre konferencedeltagere for at se, om jeg kunne spore vantroen i deres øjne over den endeløse opremsning af titler. Men ingen i salen foretrak en mine og så klappede de endda også, da foredraget endelig var forbi. Jeg klappede ikke. Ikke, fordi jeg ville vise min utilfredsheds med foredragets niveau, men i vantro over, at denne genopførsel af Kejserens nye klæder ikke havde gjort noget indtryk på nogle af de andre deltagere. I 25 langtrukne minutter havde vi hørt den ene artikel nævnt efter den anden – uden nogen som helst form for indhold. Som om benævnelsen af en titel i sig selv skulle være dybt filosofisk. Jeg har læst madopskrifter, som var mere filosofiske og dybsindige end det foredrag! Det var her, hvor jeg havde lyst til at rejse mig og proklamere for salen – ganske ligesom den lille dreng i eventyret: ”Men der var jo ikke noget filosofisk indhold!” Det gjorte jeg dog ikke. Jeg tænkte vist noget i retningen af, at jeg ”maa holde Processionen ud”. Heldigvis viste den lille dreng sig straks efter foredragets slutning i form af en yngre studerende, der straks efter pausens start udbrød højlydt henvendt til mig – ganske uden tanke for volumen af hans stemme og de andre konferencedeltageres nære tilstedeværelse: ”Hvor var det foredrag dog indholdsløst!” Og selvom jeg var fuldkommen enig, så blev jeg vist alligevel lidt rød i hovedet, da jeg jo trods alt ikke mener, at foredragsholderen skulle offentligt ydmyges. Foredraget var jo trods alt pinligt nok i sig selv.

Om sammenhængen mellem følelser og selverkendelse

Jeg har altid ment, at selverkendelse er en af de vigtigste ting, der findes. Det implicerer, at man evner at være 100 % ærlig overfor sig selv og tør se på sine svage sider. For hvis man ikke tør se på sine svage sider, så er det umuligt at arbejde med dem. Hvis man ikke evner at gennemskue sig selv, så ved man dybest set heller ikke, hvorfor man handler, som man gør. Man handler i blinde. Derudover kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig nogensinde er ærlig, hvis man ikke engang kan være ærlig overfor sig selv? Det undrer mig virkelig meget, når jeg møder et menneske, som tydeligvis ikke er i kontakt med sig selv. Ganske ofte prøver de selv at se deres manglende selverkendelse som en styrke. Men hvori skulle denne styrke bestå? Jeg mener, at der er en enorm styrke og frihed i, at man evner konstant at være i kontakt med sine følelser og kunne give udtryk for dem, når man finder det nødvendigt. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen styrke i at gemme sine følelser eller fremstå overfladisk og ligegyldig. Som om at det på nogen måde skulle være et tegn for styrke. Tværtimod. Det er et svagt menneske, der ikke evner at være i kontakt med eller give udtryk for sine følelser. Jo mindre selverkendelse man har, jo mindre kontrol har man også over sig selv. Man kan heller ikke undertrykke følelser over længere tid af gangen. De vil på et eller andet tidspunkt komme op til overfladen og hvis man nægter at erkende deres eksistens, så kan de meget let overvælde en. Dermed kan ens følelser også hurtigt få en til at begå irrationelle handlinger eller sige ting, som man senere fortryder. Derfor bør man heller ikke se ens følelser som en modstander, som skal overrumples og kontrolleres. Følelser er ikke noget, som skal undertrykkes - de skal erkendes. For når man er i kontakt med sig selv og sine følelser, så er det også meget lettere at handle rationelt i overensstemmelse med sig selv og sine følelser. Uden kontakt til sine egne følelser, der kan livet også meget hurtigt virke farveløst og meningsløst. Og det er ikke mærkeligt, for der er aldrig nogen som er blevet lykkelige af at undertrykke deres følelser. Det fører til et fattigt liv.

Hvordan bliver man det, som man er? Kunne man spørge med nietzscheansk formulering. Det gør man ved at være sig selv. Som den kære Søren Kierkegaard formulerer det i et af mine yndlingscitater: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det.” For der findes ikke nogen penge eller titler i verden, som kan gøre et menneske lykkeligt. Det kan kun andre mennesker og vores følelser for dem. Og det er netop her, hvor selverkendelse og selvforståelse spiller en enorm vigtig rolle. Man opnår ikke nogen selverkendelse ved konstant at spille maskerade. For der skjuler man jo netop, hvem man er. Ikke bare overfor omverden, men også overfor sig selv. For jo mere maskerade man spiller, jo mere vil maskeraden også påvirke ens egen selvforståelse. Derfor kan det være farligt at spille maskerade over længere tid. For hver gang man skjuler en lille del af sig selv, så træder man også et skridt væk fra ens autentiske selv. Man tager afstand fra sig selv. Det betyder naturligvis ikke, at det altid er hensigtsmæssigt at sige alt, hvad man tænker eller føler. Men det er meget lettere at handle rationelt med sine følelser, når man gør det i fuld bevidsthed omkring sine følelser og forstår, hvorfor man føler, som man gør. Man bør aldrig gå på kompromis med sig selv eller sine følelser. Følelser giver nemlig én en meget vigtig information omkring, hvordan man har det psykologisk. Hvis man føler sig ked af det, så er det et tegn på, at der er noget galt med ens liv. At man må ændre noget. Præcis ligesom, når man føler smerte, hvis man f.eks. har brækket armen. Det er et tegn på, at man må have gjort noget ved problemet. Ingen rationelle mennesker ville forsætte deres liv, hvis deres arm gjorte meget ondt. De ville straks gå til lægen eller tage på skadestuen. Mærkeligt nok, så gælder denne rationelle tankegang ikke altid i samme omfang for de psykologiske problemer. Men ganske ligesom, at man ikke kan gå et brækket ben væk, så går følelserne heller ikke bare væk af sig selv, hvis man ignorer eller vælger at overse dem længe nok. Hvis man føler sig ked af det, så er det udtryk for, at der er noget galt. Og derfor må man overveje, hvorledes at man kunne få det bedre. Man må overveje ens liv på ny og udtænke en plan for, hvordan man kunne blive en mere glad eller lykkelig person. Følelser er skabt for at hjælpe mennesket frem mod et lykkeligt liv og derfor kan man heller ikke bare ignorere følelserne - uden at det får (ironisk nok) store psykologiske problemer.

Britney Spears frække cirkusshow

Britney Spears blæste taget af Parken i går med sin koncert fra The Circus Tour. Britney begyndte meget passende showet med et par cirkusnumre fra The Big Apple Circus, men da koncerten rigtig gik i gang, skiftede fokus hurtigt over på det seksuelle. Med en kæmpe scene midt i Parken på ikke mindre end 1400 m2 og 50 tons lyd, lys og en cirkelformet storskærm i loftet, så kunne alle se, at manegen var gjort klar til et gigantisk show. Herefter indtog Britney Parken iført undertøj og høje støvler med ordene fra albumtitelnummeret Circus: "There's only two types of people in the world - the ones that entertain and the ones that observe". Med sig havde hun en læderpisk og omkring 30 dansere, der alle var klædt i lak og læder og dansede i takt til Britneys sang: "I'm like a ringleader, I call the shots... All eyes on me in the center of the ring, just like a circus, When I crack that whip, everybody gon' trip, just like a circus". Her kunne jeg ikke lade være med at tænke lidt på, hvorvidt nogle af forældrene til de (heldigvis få) mindre børn, der var med til koncerten, egentlig nogensinde havde gidet at lytte lidt til Britney Spears tekster. De er nemlig ikke (alle) for sarte ører! Hvis forældrene havde håbet på, at Britney ville tone det seksuelle lidt ned i løbet af showet, så tog de fejl (se blot her). Nogle af de efterfølgende sange var nemlig Ooh Ooh Baby, Gimme More, Hot As Ice, Boys, Get Naked (I Got A Plan), Breathe On Me, Touch Of My Hand, Slave 4 You, Toxic og Freakshow – som alle har sex, som det fælles tema. For som Britney også sang i Freakshow, så er hun ikke bange for at: "Make it a freakshow, freak, freakshow, We can give 'em a peep-peepshow, peep-peepshow"! Derudover så krydrede Britney også sin optræden med en lapdance, røgkanoner, pyroteknik og et fantastisk flot lysshow. Den 27 årige popstjerne danset sig halvnøgen igennem det meste af showet, hvoraf hun kun valgte at tage lidt mere tøj på til et par af numrene (herunder min favorit Womanizer – som man kan se forneden). Derfor kan man også undre sig lidt over, hvorfor at der ikke var flere mænd, som havde valgt at bruge aftenen i selskab med den frække Britney, men de havde øjensynlig fundet noget bedre et andet sted i byen. Britney viste også både kant og at hun langt fra er den søde pige, som hun ellers tidligere er blevet markedsført og promoveret som. Som hun sang i The Touch of My Hand: "I’m not ashamed of the things that I dream, I find myself flirting with the verge of obscene". Jeg har ikke set et lige så flot koreograferet sceneshow siden 1998, hvor Michael Jackson optrådte i Parken. Som en hyldest til den netop afdøde King of Pop gav Britney også en lille Michael Jackson opvisning til tonerne af Billie Jean, hvilket vakte stor jubel. Dette havde samtlige anmeldere også på mystisk vis glemt i deres generelt negative anmeldelser her til morgen. Janteloven lever vist stadig! Hvis man endelig skal sige noget negativt om oplevelsen, så var det Parkens enormt ringe lyd og deres amatørlignende håndtering af security tjeck. Hvor de tvang folk til at stå mast sammen i en kø i over to (tre?) timer – bare for at komme ind i Parken. Det håber jeg seriøst, at Parken har lært noget af til om knap en måned, hvor poppens andet store ikon Madonna indtager nationalparken.

Filosofiske overvejelser - på grænsen mellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation

Filosofiens elendighed har altid bestået i, at filosofi er svær at kategorisere. Man kan sige, at filosofi er svær at få greb om (=begreb). Filosofi kan handle om alt, men ikke alt er filosofi. Filosofi er et meget spændende område, men har fået et lidt kedeligt ry, fordi der findes alt for mange kedelige tekster og bøger om filosofi. Hvorfor? Fordi de såkaldte filosoffer ikke har evnet at relatere de filosofiske spørgsmål i høj nok grad til virkeligheden. De har, som jeg tidligere har kritiseret, filosoferet sig væk fra virkeligheden. Og filosofi giver jo netop kun mening i relation til virkeligheden. Det burde egentlig være fuldkommen selvindlysende for enhver filosof, men det er det bare ikke. Det kan man med stor forundring konstatere gang på gang. Mange filosofiske spørgsmål skyldes også helt basalt en grundlæggende begrebsforvirring og derfor består mange filosofiske overvejelser også af begrebsafklaring. Meget forfejlet filosofi (og politik for den sags skyld) skyldes det simple forhold, at man ikke formår at medtænke virkeligheden i sine overvejelser. Indenfor filosofi, der skelner man traditionelt set mellem praktisk og teoretisk filosofi. Denne skelnen har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at flere filosoffer har fået den forfejlede opfattelse, at man sagtens kan tale om filosofi helt isoleret fra virkeligheden! For selvom, at skellet naturligvis også har en praktisk anvendelse, så er det mindst lige så vigtigt at huske på, at den teoretiske filosofi altså ikke eksisterer fuldkommen uafhængig af virkeligheden. Problemet opstår typisk, fordi begrebsafklaring i høj grad handler om at eliminere alle de unødvendige detaljer og dermed kan man hurtigt få smidt virkeligheden ud med badevandet. For begrebsafklaring forudsætter, at man evner at kunne skelne mellem, hvor grænsen går imellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation. Det samme gør sig også gældende i mange nyere politiske diskussioner, hvor man i høj grad diskuterer definitionen af de brugte begreber – frem for værdierne. Det kan man uden den store tøven kalde for politisk filosofi.

Begrebsafklaring er en vigtig øvelse, da begrebsafklaring er med til at klarlægge og tydeliggøre tænkningen. Et begreb er den abstrakte egenskab, relation, tankemæssige forestilling eller et afgrænset område af fænomener, som på mange måder muliggør sprogets funktion. Gennem begrebsafklaringen søger man systematisk at indordne begrebet ved at indkredse og afgrænse begrebets indhold i forhold til andre begreber. Indholdet er de kendetegn, som er fælles for alle de ting, der falder under det samme begreb. Begreber udgør på mange måder grundelementerne i tænkningen og derfor er det også vigtigt at få afklaret, hvilke begreber der er i spil i en diskussion – i såvel de filosofiske som de politiske debatter. Derfor finder jeg det også tankevækkende, at man skriver således Om begrebet mathematical literacy i Undervisningsministeriets publikation: Nøglekompetencer – forskerbidrag til det Nationale Kompetenceregnskab: "Ligesom reading literacy eller blot literacy er mere end at afkode, forstå og reproducere bogstaver, ord og vendinger, er mathematical literacy også mere end at afkode, forstå og reproducere tal og matematiske udtryk. Det omfatter også brugen af tal og matematiske udtryk i forskellige sammenhænge og drejer sig om evnen til at anvende matematisk viden og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen." Noget lignende må også gøre sig gældende for filosofferne. En filosof må også være i stand til at anvende de filosofiske begreber, teorier og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen – ellers må det være et tegn på en manglende forståelse eller evt. en manglende forbindelse til virkeligheden. Det er på ingen måde noget kvalitetsstempel, at man kan filosofere fuldkommen upåvirket eller uafhængigt af virkeligheden. Det kan nemlig meget vel føre til begrebsmanipulation frem for begrebsafklaring, hvilket der også findes flere eksempler på indenfor filosofihistorien. Grænsen mellem begrebsmanipulation og begrebsafklaring er meget fin, men det er set med mine øjne også ret væsentligt, hvad filosofien rent faktisk producerer: fakta eller fiktion.

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)