Om det at blotte sine ord

Formuleringen stammer fra Medinas nye sang Velkommen til Medina. Her bruger Medina udtrykket i forbindelse med det at give sig hen i kærligheden til et andet menneske både med hensyn til det seksuelle og det følelsesmæssige. Men selv udenfor denne kontekst finder jeg formuleringen interessant, da den åbne og ærlige kommunikation er en af menneskets allermest intense kontaktformer. Kommunikation kan foregå på mange forskellige planer - lige fra det allermest uforståelige og indforstået til det allermest ærlige og direkte. Ofte afhænger ens kommunikation også meget af, hvor meget man stoler på sig selv og hvor stor tillid man har til det andet menneske (eller mennesker generelt). Derfor afslører ens kommunikationsform også tit, hvor meget man egentlig tør vise af sig selv eller hvor store forventninger eller tillid man har til det andet menneske. Derfor er det formodentlig også et tegn på manglende tillid, hvis man overhovedet ikke er i stand til at forelske sig. Når Medina synger: Velkommen til min verden, så er det et udtryk for den blottelse og sårbarhed, der ligger i det at turde åbne sig for et andet menneske. Man lader den anden komme ind. Og derfor vil blottelsen også altid være allermest bemærkelsesværdig i forbindelse med kærlighed og forelskelse. Da man på intet andet tidspunkt vil være lige så sårbar, som når man er forelsket. For i denne blottelse ligger der også en forventning eller en forhåbning om at kærligheden bliver gengældt, hvilket også gør blottelsen enorm storslået og smuk. Kærlighed er jo netop dette at turde give sig selv fuldt ud til et andet menneske. Det bygger i høj grad på en blind tillid, da man jo reelt aldrig vide, hvorledes den anden vil bruge (eller misbruge) ens tillid. Tilliden er også blind, fordi forelskelse jo tit har den effekt, at selv det mest rationelle menneske kan miste sin fornuft.

Man kan blotte sig selv på mange forskellige måder gennem ord – både sine holdninger og følelser. Det man blotter er naturligvis sig selv. De mennesker, som har allersværest ved at håndtere deres egne følelser, taler ofte heller ikke særlig meget om dem. Hvilket et eller andet sted måske også er meget fornuftigt, hvis det bare ikke bliver ensbetydende med, at de bliver overset eller gemt helt væk. Følelser har det bedst med at blive udtrykt. Det mener jeg ikke kan variere fra person til person, men er en væsentlig del af det at være et menneske. Hvis man er meget ærlig i sin udtryksform omkring sine følelser, så kan det også godt tit føles, som om at man bliver mere sårbar, når man giver udtryk for dem. Men med tiden lærer man at håndtere sine følelser og dermed vil det også føles som en styrke. For jo mere man udtrykker sine følelser, jo bedre forstår man også sig selv. Hvilket også øger ens selvkontrol, når man ikke længere kan blive overvældet af ens følelser og dermed bliver man også et stærkere menneske. Som Seneca har skrevet: Most powerful is he who has himself in his own power. Men hvis man aldrig blotter sig, så er der heller aldrig nogen, som kan elske en for den, som man virkelig er. Derfor implicerer enhver form for kærlighed også altid, at man tør blotte sig. Venskab såvel som kærlighed. Og derfor begynder alverdens ulykke også altid med en manglende tillid.