Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.