For et stykke tid siden fik jeg endelig tid til at se Jim Carreys film Yes Man! Filmen handler om Carl Allen, der er en ensom mand med et meget lavt selvværd, som er gået helt i stå efter hans skilsmisse. Han møder ved et tilfælde en gammel ven fra gymnasiet, som overtaler ham til at deltage i selvhjælpsgruppen Yes Man. Her er det grundlæggende princip, at man skal sige ja til alle nye situationer og lægge det negative bag sig. Carl misforstår princippet og tror, at man helt bogstavelig talt skal sige ja til alt. (Hvilket naturligvis også er absurd.) Bevæbnet med sin nye indstilling til livet begynder Carls liv hurtigt (ikke særlig overraskende) at forandre sig radikalt! Jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men til gengæld vil jeg overveje det grundlæggende princip om at sige ja til alt!
Livet har ekstremt mange forskellige muligheder og jo mere man tænker over dem, jo mere absurd virker det også, at man ikke bruger flere af dem. Selvom prioritering af tid til ens arbejde, kæreste, venner, familie, interesser osv. naturligvis også kræver sit. Så er der alt for mange mennesker, der er utilfredse med deres liv – uden rigtigt at gøre noget ved det. Det virker ikke engang, som om de syntes, at det er værd at filosofere over, hvad der potentielt kunne gøre dem mere lykkelige. Selv på det område hersker der en vis dovenskab. Sådan en opgivende tankegang og tilgang til livet minder mig om et citat af den danske filosof Søren Kierkegaard: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke." Det mest mærkelige ved disse mennesker (som slet ikke gider livet, fordi de mener, at det er så kedeligt og trist) er, at de også altid er de første til at smække døren i, når en af livets mange muligheder banker på. Og samtidig med, at de knalder døren i, så spørg de ofte undrende sig selv, hvorfor der aldrig sker noget nyt eller spændende i deres liv? Ja, hvorfor mon? Det er her, hvor der virkelig er behov for at overveje - bare en gang imellem – om det ikke kunne være en god ide at bruge ordet ja lidt oftere.
Når jeg taler med folk, om det at prøve noget nyt, så får jeg ofte en fornemmelse af, at de syntes, at det er alt for besværligt at prøve noget nyt. Det kræver for meget. Ja, naturligvis kræver det noget mere end den forudsigelige hverdag. Du bliver udfordret. I det øjeblik, hvor du prøver noget nyt, så udfordrer du også dig selv ved at bevæge dig ind på et nyt og uvant territorium. Du risikerer at fejle. Det er farligt, men ikke nær så farligt, som et liv uden udfordringer. For uden nogen udfordringer i livet, der udvikler man sig heller ikke som menneske og dermed risikerer man at gå i stå som menneske. Men risikoen er en grundlæggende forudsætning for både udviklingen og spændingen. Og derfor er det også vigtigt, at man ikke altid bare siger nej. Men hvis du alligevel skulle smække med døren – så husk i det mindste, hvis skyld det er, at dit liv er så forudsigeligt. Det har du nemlig selv valgt!
Derudover er det også vigtigt at huske på, at de bedste tilbud i livet ikke altid bare hænger på træerne eller bliver præsenteret for dig som et godt tilbud med et spørgsmålstegn til sidst. Nogle gange må man også læse imellem linjerne og selv kunne se mulighederne. Mens man andre gange også selv må gøre en aktiv indsats, hvis man vil have chancen for at få dem tilbudt. Det værste, der kan overgå et menneske, er ikke at fejle eller blive til grin - for det beviser i det mindste, at man havde modet til at forsøge. Som Winston Churchill har udtrykt det: "Success is not final, failure is not fatal: it is the courage to continue that counts." Eller formuleret med Søren Kierkegaards ord: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!" Det handler heller ikke bare om at ytre det korrekte ord på det rette tidspunkt, men om at man ikke altid bare skal forholde sig passiv til livet. For modsat, hvad mange tror, så er passivitet også et valg – et indirekte fravalg af livets muligheder. Intet er blevet fortrudt mere igennem tiden end manglende handling og passivitet. Det at fejle og blive til grin er intet i forhold til fortrydelse. Om 30 år vil du ikke kunne huske nogen af de pinlige fejltagelser, som du har begået de sidste par år – kun de muligheder som du afviste uden at give en chance. Og derfor er det også altid langt mere farligt at sige nej – frem for ja. Så husk det næste gang, hvor du afviser en mulighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar