Om Tetris' gavnlige effekt på hjernen

Jeg har tit undret mig over, hvordan det kan være underholdende at spille ensformige spil som f.eks. Tetris, Bejewled 2 og Mr. Driller i længere tid. Specielt kan jeg godt lide at spille spillene, når jeg gerne vil overveje kompliceret problemstillinger og ikke har andet at lave samtidigt. Her føler jeg nogle gange, at det ligefrem kan gøre det lettere at overveje problemerne, mens jeg spiller spillene. Men hvorfor? Måske har videnskaben fundet et svar. Det amerikanske Mind Research Network har nemlig påvist gennem flere videnskabelige MR-undersøgelser, at Tetris forøger tykkelsen på hjernebarken og dermed gør hjernen mere effektiv. Undersøgelserne har vist, at Tetris kan skabe en væsentlig forøgelse i hjernecellernes aktivitet i de områder af hjernen, som har at gøre med kritisk tænkning, sprog, bearbejdning af indtryk og ræsonnement. Det giver faktisk ganske rigtig god mening i forhold til mine egne observationer. Undersøgelserne tog udgangspunkt i, at deltagerne i eksperimentet spillede Tetris hver dag i minimum 30 minutter i 3 måneder. Forskernes næste projekt er at finde ud af, hvorvidt hjernens øgede effektivitet forsvinder, hvis man holder op med at spille Tetris.

Ud over den interessante nye forskning, så har videnskaben også fundet ud af, at Tetris også har en anden gavnlig effekt. Dr. Emily A Holmes fra Oxford Universitets psykiatriske afdeling har nemlig påvist, at mennesker der lider af post traumatisk stress-syndrom også kan få det bedre ved at spille Tetris. Specielt skulle Tetris være effektiv til at lindre symptomerne som f.eks. ufrivillige flashbacks (se f.eks. Oxfords artikel Tetris flashback reduction effect special). Effekten kan påvises hele 4 timer efter, at forsøgspersonerne har spillet et spil og dermed kan man muligvis også tale om, at Tetris kan have en forbyggende effekt på posttraumatisk stress. Undersøgelserne har også vist, at det ikke kun er Tetris som har denne gavnlige effekt og at andre typer spil kan have præcis den modsatte effekt. Holmes forklarer fænomenet således:”… when someone is exposed to traumatic information, these channels are thought to function unequally so that the perceptual information is emphasized over the conceptual information. This means we are less likely to remember the experience of being in a high-speed road traffic collision as a coherent story, and more likely to remember it by the flash of headlights and noise of a crash. This perceptual information then pops up repeatedly in the victim’s mind in the form of flashbacks to the trauma causing great emotional distress, as little conceptual meaning has been attached to them. Research tells us that there is a period of up to six hours after the trauma in which it is possible to interfere with the way that these traumatic memories are formed in the mind. During this time-frame, certain tasks can compete with the same brain channels that are needed to form the memory. This is because there are limits to our abilities in each channel: for example, it is difficult to hold a conversation while doing maths problems.” Men der er ikke bare tale om, at Tetris distraherer hjernen i forhold til de traumatiske oplevelser – forskningen tyder på, at det at flytte de farvede byggesten rundt i Tetris konkurrerer med billederne af de traumatiske oplevelser i den perceptuelle informationskanal og dermed reducerer antallet af flash-backs. Hvis videospillet spilles hurtigt nok efter den traumatiske begivenhed, så kan det altså forhindre psykiske recitation af traumatiske billeder og dermed mindske nøjagtigheden, intensitet og hyppigheden af traumatiske påmindelser. Det er virkelig spændende læsning, da jeg selv tit spillede Tetris dengang, da jeg oplevede min brors næsten fire år lange kamp mod kræften (som han endte med at tabe). Det kan altså med stor sandsynlighed have haft en langt større gavnlig effekt på mig end blot Tetriseffekten. (Tetriseffekten er en tilstand, der kan opstå, når mennesker spiller Tetris for længe, hvor de f.eks. kan finde sig selv i at tænke over, hvordan de forskellige figurer i den virkelige verden kan passe sammen, såsom kasser på et supermarkedets hylde eller bygninger på en gade eller se billeder af faldende Tetris-figurer, når de lukker øjnene.) Tetriseffekten var for øvrigt også årsag til, at jeg til sidst solgte mit Tetris-bipbipspil til min bedste veninde.