Kierkegaard har engang sagt: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!"
Der er noget fascinerende ved ekstrem parkour. Selvom jeg aldrig har hyldet det at risikere livet, så må jeg alligevel indrømme, at det er en smuk sport. Det, at parkour ikke kræver nogen penge, noget udstyr og man kan udøve det overalt, tilfører sporten en særlig følelse af frihed. I videoerne kan I se nogle af verdens bedste parkourudøvere, der med deres fantastiske fysik og flotte akrobatik næsten personificere begrebet frihed og viser sporten fra dens mest smukke og yndefulde side.
Når det er sagt, så tror jeg ikke, at drengene er helt er klar over, hvad de satser og deres egen dødelighed. Nogen er ganske givet afhængige af at sætte deres liv på spil – det adskiller sig egentlig ikke særlig meget fra at være afhængig af stoffer eller alkohol. Eller også stoler de så meget på deres egne evner (og deres forsatte held) at de tør satse det hele - selv livet. Det er selvfølgelig dumt. For intet er livet værd - selvom det stadig er fascinerende at se på ( i hvert fald så længe det går godt). Før eller siden må det også gå galt. Det er ikke pessimisme - men realisme. Der er slet ingen tvivl om, at livet bliver gråt og kedeligt, hvis man aldrig vover. Men hvornår er det værd at vove? Hvornår er det værd at vove og risikere at miste noget? Det er det essentielle spørgsmål.
(De mere livsglade og mindre modige kan nøjes med Mirrors Edge.)