mandag den 23. juni 2014

Om at vove og ekstrem parkour



Kierkegaard har engang sagt: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!"

Der er noget fascinerende ved ekstrem parkour. Selvom jeg aldrig har hyldet det at risikere livet, så må jeg alligevel indrømme, at det er en smuk sport. Det, at parkour ikke kræver nogen penge, noget udstyr og man kan udøve det overalt, tilfører sporten en særlig følelse af frihed. I videoerne kan I se nogle af verdens bedste parkourudøvere, der med deres fantastiske fysik og flotte akrobatik næsten personificere begrebet frihed og viser sporten fra dens mest smukke og yndefulde side.

Når det er sagt, så tror jeg ikke, at drengene er helt er klar over, hvad de satser og deres egen dødelighed. Nogen er ganske givet afhængige af at sætte deres liv på spil – det adskiller sig egentlig ikke særlig meget fra at være afhængig af stoffer eller alkohol. Eller også stoler de så meget på deres egne evner (og deres forsatte held) at de tør satse det hele - selv livet. Det er selvfølgelig dumt. For intet er livet værd - selvom det stadig er fascinerende at se på ( i hvert fald så længe det går godt). Før eller siden må det også gå galt. Det er ikke pessimisme - men realisme. Der er slet ingen tvivl om, at livet bliver gråt og kedeligt, hvis man aldrig vover. Men hvornår er det værd at vove? Hvornår er det værd at vove og risikere at miste noget? Det er det essentielle spørgsmål.



(De mere livsglade og mindre modige kan nøjes med Mirrors Edge.)

søndag den 22. juni 2014

Believe It - Spencer & Hill feat. Nadia Ali



Every night, every day
I've been working too hard lately
I get no sleep, get no rest
And I need to relax baby

So let's go out
Forget this stress
We think too much
Forget this stress
We work too hard
And have no time
So let's go out
Relax our minds

Can you feel it?
We can escape and feel so free
If you believe it
It will be yours in a heartbeat...

tirsdag den 3. juni 2014

And Still I Rise - Maya Angelou



Der er noget helt specielt ved Maya Angelous digte. Der er en underfundighed, styrke, humor og varme, som kan mærkes helt inde i sjælen. Normalt gider jeg ellers ikke at læse digte, da jeg mener, at de fleste digte er nogle meget lange og kedelige klagesange - men det kan man bestemt ikke sige om Maya Angelous digte. Der er styrke og livsmod. Maya Angelou har skrevet flere fænomenale digte, men hvis jeg skal vælge et, så må det være klassikeren And Still I Rise. Jeg har fundet en video, hvor hun reciterer hele digtet (modsat teksten):

You may write me down in history
With your bitter, twisted lies,
You may trod me in the very dirt
But still, like dust, I’ll rise…


Does my sassiness upset you?
Why are you beset with gloom?
'Cause I walk like I’ve got oil wells
Pumping in my living room…


Did you want to see me broken?
Bowed head and lowered eyes?
Shoulders falling down like teardrops.
Weakened by my soulful cries…


You may shoot me with your words,
You may cut me with your eyes,
You may kill me with your hatefulness,
But still, like air, I’ll rise...


Verden har mistet en af de få gode digtere. Rest In Peace Maya Angelou (1928 - 2014).