Wikipedias idealisme

Ja, jeg burde jo egentlig have vidst det, allerede inden jeg begyndte at skrive artikler på Wikipedia. Bare ud fra Wikipedias egen definition af sig selv, som en encyklopædi på over 250 sprog som skrives af frivillige bidragydere fra hele verden. Med andre ord, hvem som helst kan skrive, hvad som helst. Det lyder jo også næsten for idealistisk og anarkistisk. Og ganske rigtig, bag disse ord skjuler sig da også en helt anden realitet. Bag den idealistiske definition gemmer sig en masse foranstaltninger, så man netop ikke bare kan skrive, hvad som helst. For det første er der en lang række administratorer af både frivillige og ansatte. Administratorernes job er, at holde lov og orden i rækkerne af skribenter og det gør de med hård hånd (tag ikke fejl af det). Det første man skal lære på Wikipedia er, hvordan man laver en artikel i deres html (som delvis består af gamle html koder og almindelig tekst). Derefter skal man lære at skrive efter en masse regler om, hvordan man SKAL sætte en artikel op, hvilket sprogbrug man SKAL bruge og hvad der IKKE er tilladt. Alle reglerne er egentlig meget rationelle og logiske og dem er der egentlig ikke noget galt med i sig selv.

Nej, problemet er mere, at Wikipedia rent faktisk også har et aspekt af demokrati med alle dets glæder og sorger. Der er en vis glæde ved at bygge noget op sammen med andre mennesker, specielt på kryds og tværs af alder, uddannelse og erhverv. Problemet opstår først, når der er en uoverensstemmelse mellem skribenterne. Her er folk meget vedholdende og mange fastholder deres synspunkter eller rettelser med diktatorlignende autoritet (specielt i de interne diskussioner, hvor andre ikke kan se, hvad de skriver). På den måde kan en rettelse i princippet blive rettet frem og tilbage i det uendelige, indtil en af parterne klager til administratorerne. (Lidt ligesom børn klager til deres forældre.) Sådan en klage kan føre til, at man enten får en advarsel eller bliver smidt helt ud. Men der er ingen ankeinstans og derfor er det helt op til en tilfældig formynderisk (ja, det er ikke NPOV) administrator at afgøre ens skæbne. Hvoraf mange på Wikipedia kender hinanden, så man kan ikke regne med nogen form for objektivitet. Nu skal det siges, at jeg stadig ikke har fået, hverken nogen advarsler, blevet blokeret eller blevet smidt ud, men selve frygten for at få flere klager, gør at jeg ikke gider gå ind i en diskussion med andre på Wikipedia mere. Hvis de retter noget, så retter jeg det kun tilbage, hvis jeg dermed ikke længere kan stå inde for sidens indhold. For der er nogen sider, som jeg føler en vis forpligtelse overfor og derfor kan jeg ikke bare se til ved enhver form for ændring. Her troede jeg så selvfølgelig, at jeg som sidste udvej, bare kunne slette det indhold, som jeg selv havde skrevet. Men nej, bordet fanger. Når man først er ansvarlig, så er man det FOR LIFE (ligesom når man er medlem af en kriminel bande). For resultatet af at slette mit eget indhold var, at jeg derved fik endnu flere klager over, at jeg netop havde slettet indholdet. Hvilket betød, at jeg måtte genindsætte indholdet. Egentlig kunne jeg også vælge at klage, frem for bare at give efter. Men det gider jeg ærlig talt ikke, for det kommer der nok alligevel ikke noget ud af (ud over måske at få en ny fjende). Så den frie og idealistiske verden, som jeg troede Wikipedia var, viste sig naturligvis, at være en uretfærdig og bureaukratisk verden (ligesom den udenfor nettet). Selvom det stadig irriterer mig, at nogle sider på Wikipedia (på dansk) er så rodet og fejlagtige, så man tror, at det er løgn. Men frem for bare at føle frustration, så har jeg skabt min egen hjemmeside om filosofi. Der er der nemlig kun en administrator og det er mig. Nej, det passer ikke, der er selvfølgelig også Google, min samvittighed, andre menneskers meninger (dem som betyder noget for mig) og i sidste ende måske politiet. Men det er også i orden, for jeg har stadig ikke fået nogen henvendelser fra nogle af dem, om at jeg bliver nød til at ændre noget.

For god ordens skyld så må jeg hellere også tilføje, at jeg syntes, at Wikipedia er en genial ide. Det meste af den kritik jeg har fået, er faktisk også helt fair kritik, men ikke alt. For noget kritik skyldes det faktum, at der findes mange områder, som man ikke kan opsætte regler for eller som er afhængig af en subjektiv vurdering (og de kan jo være forskellige). En anden foranstaltning mod tilfældighedernes kaos på Wikipedia er, at mange artikler faktisk er låst, men det betragter jeg nu som en god og hensigtsmæssig ide. Specielt for rigtig gode og populære artikler som f.eks. Harry Potter (den engelske version) og derfor har Harry Potter også sine egne udvalgte skribenter. Wikipedia er i dag oppe på over syv millioner artikler, hvoraf 77.834 er på dansk. Desværre er den danske version stadig ikke lige så god, som den engelske, men det ændrer sig forhåbentligt med tiden og lidt tålmodighed.

En hyldest til det at skille sig ud

Jeg har aldrig set en side om filosofi, ligesom Anders Fogh Jensen side om sig selv og filosofi. Den kan ses her. Bemærk også lige selve adressen http://www.filosoffen.dk. Det er godt nok den mest utrolige hjemmeside om filosofi, som jeg nogensinde har set og så er siden overraskende nok også på dansk. (Igen et punkt, hvor han skiller sig ud.) Jeg har været inde på siden et par gange før, men det er på tide at nævne den, så alle andre besøgende på min blog også kan måbe over den. Jeg går bestemt ikke ind for janteloven og derfor vil jeg da også gerne holde Anders side frem, som et godt eksempel på, hvad der er brug for mere af. Anders har hverken sparet på det kreative med hensyn til design, billeder eller indhold. Html designet er rigtig lækkert og billederne ligner mest af alt noget fra et dyrere mandeblad. Indhold er der også masser af, både hans artikler (som man kan læse, ikke bare titlen) gennemgang af hans forskning, beskrivelser af hans foredrag, et galleri, ja selv et aktivt debatforum. Wauw, jeg må indrømme, at jeg både er fascineret og imponeret af den grad af selviscenesættelse og grundighed. Anders og hans side skiller sig virkelig ud og i den grad, at man ikke kan andet, end at tage hatten af for det. Hvis jeg skal sammenligne Anders side med min egen hjemmeside om filosofi, så blegner min hjemmeside i sammenligningen som et vagt, amatøragtigt og mislykket forsøgsprojekt. Selvom Anders og jeg nok næppe har meget til fælles filosofisk set, så må jeg sige, at hans side alligevel minder mig om, at jeg stadig har MEGET at lære. Så tak Anders, både for påmindelsen og din side om filosofi.

Meningsløs kritik versus meningsfuld ros

Jeg er i løbet af de sidste par år blevet meget træt af meningsløs kritik. Misforstå mig ikke, jeg er ikke træt af kritik af et eller andet givent emne, det er helt i orden, hvis man bare har en pointe med det. Jeg er heller ikke træt af kritisk stillingtagen, nej, faktisk er der brug for mere af det - specielt på nogle områder. Men det som jeg virkelig er træt af, er kritik BARE for kritikkens skyld - altså meningsløs kritik. For det er altid nemmere bare at kritisere, end det rent faktisk er at skabe noget, mene noget, udrette noget eller bidrage med noget. Man kan hurtigt blive hæmmet af for meget kritik, så man til sidst ikke tør eller kan skabe noget af frygt for kritikken. Denne form for hæmning skal man selvfølgelig modarbejde på enhver mulig måde, da den jo ellers vil begrænse ens selvudfoldelse. Derfor har jeg i det sidste halve år fokuseret meget på, ikke bare at være kritisk hele tiden, men også på, at huske at rose andre. Jeg tænkte, at hvis alle gjorte det, så ville verden også blive et bedre sted.

Men det med at rose andre, det er langt fra nogen let opgave og så har det (overraskende nok) også flere negative sider. For det første, skal man nogle gange nærmest selv bede om at få lov til at rose et andet menneske. For det andet, så reagere nogle mennesker på uventet ros, ligesom man ville reagere, hvis man blev tilbudt en ny og uprøvet form for medicin. Andre er heldigvis lettere at overbevise og der fungerer rosen, som den bør, nemlig ved at medfører glæde, optimisme og derved forhåbentlig også mere innovation. For det tredje, så er der mange sammenhæng, hvor det er stort set umuligt at rose nogen, uden at de dermed også antager, at man må have en eller anden bagtanke med det. En fjerde dårlig ting ved at rose andre er, at ros på en eller anden måde også nedsætter andres syn på én selv, så man gennem ens ros rent faktisk kommer til at virke mere naiv, mindre intelligent og mindre seriøs. Dette kan muligvis også forklare, hvorfor at intellektuelle altid bliver fremstillet som meget kritiske og negative i både film og på teater. Og muligvis også forklaringen på, hvorfor universitetet kun består af kritik og ikke giver plads til nogen form for ros.

Ros forekommer for det meste også kun, når noget er slut. Hvor tragisk en konstatering. Nu, hvor det gode er slut, så kan vi da godt lige sige noget positivt om det, men ikke et sekund før. Det gælder for eksempel, når folk går på pension eller dør. Ih, hvor kan man også bruge ros til meget, når man er død. Ej, her må man lige vågne op. Ros må nødvendigvis hænge sammen med, at personen rent faktisk stadig er i live, specielt, hvis man er ateist og derved ikke tror på, at vi mødes senere i himlen. Nej, man skal ikke vente med at rose eller værdsætte andre mennesker til begravelsen, det skal sgu foregå her og nu! Men ens ros må naturligvis komme direkte fra hjertet og ikke bare være sådan noget overfladisk høflighedsvrøvl, man siger, bare for at sige noget positivt om en person. Nej, det burde være forbudt, at sige ligegyldige positive ting om andre, som man alligevel ikke mener. Men på trods af de negative sider ved at rose andre mennesker, så vil jeg alligevel anbefale andre, at overveje at begynde at rose og værdsætte andre mennesker mere. For det kan der faktisk komme en del positive oplevelser ud af, nemlig glæden ved at se andre glade og den er faktisk større end man umiddelbart skulle tro.

Hvor blev den filosofiske debat egentlig af?

Jeg syntes ærlig talt, at der mangler filosofisk diskussion. Ja, ikke bare på nettet, men også på min uddannelse og mere generelt i samfundsdebatten. Jeg vil altid meget gerne diskutere filosofi, ja nærmest, hvad som helst emne. Ja, ikke bare FOR at diskutere, for det ville jo være pointless, men for at blive klogere både på mine egne filosofiske holdninger og andres. Det er selvfølgelig altid spændende, at diskutere filosofiske problemer med andre filosofistuderende, men man kan nu også sagtens diskutere filosofi med folk, som aldrig har læst filosofi. Selvom de selv tit antager, at dette ikke er muligt. Men det er det skam. For filosofi handler jo om virkeligheden (det bør den i hvert fald) og derfor kan man også sagtens diskutere filosofi med folk uden nogen form for akademisk uddannelse i filosofi. Dette burde egentlig være en meget logisk og simpel konstatering, men det er det mystisk nok ikke for alle akademikere.

Det som undre mig mest er, at der, hvor diskussionen burde være størst, nemlig på universitetet, der er diskussionen (mig bekendt) stort set ikke eksisterende. Den undervisning (som jeg har fået) har stort set været blottet for filosofisk diskussion, da undervisningen kun har fokuseret på at gennemgå de forskellige tilgange og teorier indenfor filosofi, men ikke på (det væsentlige, ville nogle måske mene) nemlig, at diskutere teoriernes holdbarhed og deres indhold. Diskussionen blev øjensynlig ikke anset for mere relevant, end at der ikke kunne blive plads til den i undervisningsplanen. Dog må jeg retfærdigvis nævne, at jeg engang havde en underviser i videnskabsteori og etik, som rent faktisk formåede at få debat med i undervisningen. Men det må have været undtagelsen som bekræfter reglen. Ligeledes er der heller aldrig den store diskussion til hverken foredrag eller konferencer. Og selv hvis der ENDELIG er en reel diskussion, så udarter diskussionen sig tit hurtigt til bare at handle om et eller andet ligegyldigt aspekt, samtidig med at diskussionen også tit bliver til en form for vekslende personangreb - til skræk og advarsel for alle andre, som kunne tænke sig at diskutere noget filosofisk. Men måske er det slet ikke meningen med filosofisk diskussion, at den skal foregå i store forums, måske egner den sig meget bedre til at foregå i mindre forsamlinger. Selvom det helt sikkert også ville hjælpe på den filosofiske diskussion, hvis bare de basiske argumentationsteoretiske regler blev overholdt. For det er lige før, at den filosofiske debat i aviser og tv-programmer tit foregår mere sagligt, end den gør i den akademiske verden. Faktisk kan jeg ikke huske nogen filosofisk debat på tv, som har udartet sig ligesom nogle akademiske filosofiske debatter gør. Men på tv kan man selvfølgelig også redigere og klippe det fra, som ikke egner sig til at blive vist offentligt, det kan man naturligvis ikke i live-udgaven.

Så er ytringsfriheden tilbage på min blog

Det betyder, at jeg fremover vil kunne blive udsat for både verbale angreb, negative kommentarer og andre former for spydigheder. (Ligesom in real life.) Det ser jeg naturligvis frem til, selvom der selvfølgelig også kan være nogen, som bare vil stille nogle spørgsmål eller diskutere noget spændende. Men generelt hersker der jo ikke ligefrem nogen god tone på nettet. Nej, faktisk minder nogle af diskussionerne på nettet om en slags internet roadrage, hvor folk får deres aggressioner ud ved at angribe andre verbalt på nettet.

Men der er to gode grunde til, at jeg nu (igen) vælger at give mulighed for at kunne kommentere mine indlæg på min blog. Den ene grund er den selvindlysende, nemlig at der naturligvis bør være ytringsfrihed på min egen blog. Så har jeg jo i hvert fald fejet for min egen dør. Modargumentet er selvfølgelig her, at der alligevel ikke er nogen som gider at kommentere og derved kan muligheden være ligegyldig. Men det må vi jo se, hvorvidt passer! Den anden grund er, at jeg har modtaget et par e-mails fra folk, som opfodrer mig til at indføre en kommentarmulighed. Specielt en bestemt mail (fra en bestemt person fra blogger-miljøet (lyder næsten som rockermiljøet!)) har ført til den nu mere åbne ytringsfrihed. Generelt har folk dog skrevet nogle meget høflige mails til mig (og det værdsætter jeg) men derfor kan jeg jo godt selv lige komme med nogle kritiske kommentarer til min egen tidligere førte blogpolitik.

Den tidligere blogpolitik gik i store træk ud på, at der ikke var mulighed for at efterlade (selv den mindste lille) kommentar og derved var der heller ikke nogen form for ytringsfrihed. Denne manglende ytringsfrihed virkede både krænkende og som en kynisk undertrykkelse af nettets grundlæggende væsen og frihed. Ja, nogen vil måske endda mene, at den tidligere førte blogpolitik minder om den grusomme Sovjettid. Men derudover så virker det både hyklerisk og selvmodsigende, at netop jeg, som fortaler for ytringsfrihed, i den grad har undertrykt den basale frihed på nettet. Specielt dem som kender mig personligt, har med ord som hvorfor har du ikke nogen kommentarmulighed på din blog og så kan jeg godt forstå, at du ikke giver mulighed for kommentarer på din blog ramt min dårlige samvittighed og gjort at jeg til evig tid må sidde tilbage med en stor skam- og skyldfølelse. Men fortidens blogpolitik kan man ikke ændre på, så derfor må det handle om at se fremad og det vil jeg gøre - med den nye blogpolitik og den genfundne blog-ytringsfrihed.

Min top 10 over irriterende fordomme om filosofi

10. Filosofi, er det ikke sådan noget med at filosofere sig væk fra virkeligheden? Jo, det er der desværre en udpræget tendens til indenfor den akademiske verden. Men heldigvis findes der også masser af mennesker som læser filosofi, som endnu ikke har filosoferet sig helt væk fra virkeligheden og som laver videnskabelig filosofisk forskning. Mine personlige råd til at undgå at filosofere sig helt væk fra virkeligheden er: at få et (skod) studiejob (det holder fast i virkeligheden på en meget overbevisende måde) eller en kæreste eller nogle venner med jobs ude i virkeligheden.

9. Dem, som læser filosofi, ryger hash og er lidt hippieagtige. Ja, nogen er måske, men ikke mig. Jeg er imod stoffer på enhver måde og jeg foretrækker, at nøjes med at ødelægge min hjerne med spiritus og meningsløs tv-underholdning. Lidt hippieagtig er jeg dog, da jeg går meget ind for bedre forståelse og mere kærlighed blandt mennesker. Med hensyn til påklædning, så veksler jeg personligt mellem konservativ og street (hiphop) stil, så den er langt fra hippieagtig.

8. Filosofistuderende er ikke særlig målrettet. Hmm... for at tale på mine egne vegne, så mener jeg, at jeg er meget bevidst om fremtiden og hvor jeg er på vej hen - uden dermed at kunne spå om fremtiden. Men der er mange, som ikke tænker længere end universitetstiden, hvilket ikke bare burde være et problem for dem selv, men også burde være et problem for universitetet.

7. Filosofistuderende er nogle Kurt Cobain wannabees. Ja, desværre har nogle filosofistuderende en vis forkærlighed for det tragiske og triste, men det er heldigvis ikke alle. Men jeg syntes, at det er meget deprimerende, hvordan nogle (mis)bruger filosofi til at udvikle og fastholde en generel pessimistisk tilgang til livet - for så derefter også at prøve på at tvinge den ned over andres livsanskuelser.

6. Filosofistuderende tror selv, at de er SÅ kloge. Ja, det er der vist en tendens til, men det er nok et generelt problem for studerende på længere videregående uddannelser. (Problemet opstår for det meste allerede inden, at de overhovedet har lært noget.) Personligt er jeg imod, at man tror, at man er klogere end alle andre, selvom man rent faktisk ved mere end andre på et bestemt område. En vis ydmyghed er i mine øjne klædeligt. Men den ubetingede tro på sig selv (som værende meget klogere end alle andre) vidner for det meste også bare om en stor uvidenhed. Nemlig en uvidenhed om og manglende forståelse af, hvor mange områder man faktisk ikke ved noget om. Så måske er det på tide at læse og lære noget nyt, som man ikke har læst om før, hvis man hævder dette. Det værste er, når folk bare automatisk antager, at jeg pga. min uddannelse og måske også i en vis grad min udstråling, at jeg ser mig selv som værende meget klogere end dem. Nu mener jeg selv, at jeg har en god del respekt og en vis ydmyghed overfor alle mennesker, uanset uddannelse og baggrund, så derfor virker dette angreb meget overraskende. Det er faktisk også svært at argumentere imod sådan en påstand, uden rent faktisk at lyde bedrevidende eller arrogant.

5. Filosofi, det er sådan noget med Wittgenstein, ikke? Det mest irriterende ved dette spørgsmål er, at jeg engang blev spurgt om det til jobsamtale til et drømmestudiejob i et dansk ministerium. Jeg havde ingen forudsætninger for at vide, hvilken indstilling min mulige kommende chef havde til Wittgenstein. Og da holdninger omkring Wittgenstein jo spænder lige fra dem, som ser ham som en slags gud, til dem som ser Wittgenstein som et klassisk eksempel på, hvorfor filosofi er spild af tid, så er det svært at svare på sådan et spørgsmål til en jobsamtale. Du kan selv gætte på, hvad der var tilfældet i min jobsamtale. Men for at svare på spørgsmålet, så handler filosofi om meget andet end (bare) Wittgenstein.

4. Filosofi, det er noget med... og så et eller andet overtroisk, religiøst, konspirationsteoretisk eller noget helt fjerde, som man aldrig har tænkt på i forbindelse med filosofi. Folk antager mange mærkelige ting om filosofi, både fordi de selv har en interesse for det pågældende emneområde og så for at bruge det, som et argument imod filosofi. Uanset hvad, så er det ret irriterende at få at vide, hvad ens studie handler om, specielt af nogen som intet ved om ens studie. Jo mere sikre de er på, hvad ens studie handler om, jo sværere er det også at fortælle dem, hvad filosofistudiet rent faktisk handler om eller går ud på.

3. Du siger, at du læser filosofi, så har du jo helt sikkert også læst meget om... og så en eller anden som jeg aldrig har hørt om, som intet har at gøre med filosofi eller som jeg ikke har nogen interesse for. Det minder lidt om punkt 4, for igen bliver det antaget, hvilke interesser jeg har, uden at man reelt ved noget om mig eller mine interesser. Selvom det skal siges, at spørgsmål som dette dog alligevel for det meste fører til nogle meget spændende samtaler.

2. Filosofi, jeg hørte / læste om en, der også havde læst filosofi, som mente... og så en eller anden dum eller latterlig holdning, som jeg dermed også bliver skudt i skoene. Der er desværre også en del dumme mennesker, som har læst filosofi før mig og det betyder øjensynlig, at en del af det at tage en filosofi uddannelse også er, at skulle tage stilling til alle andres (som har læst filosofi) teorier og holdninger på alle mulige og umulige områder. Dette problem forekommer nok også indenfor andre fagområder.

1. Hvad kan man så bruge filosofi til bagefter (når uddannelsen er taget)? Det er helt sikkert det spørgsmål, som jeg har fået mest i forbindelse med mit filosofistudie. Da jeg er blevet spurgt om det så ofte, så har jeg efterhånden udviklet flere forskellige fremgangsmåder og indfaldsvinkler til filosofi, som jeg kan bruge til at besvare spørgsmålet, afhængig af, hvem det er som stiller spørgsmålet. Det viser lidt om, hvor meget jeg har været tvunget til at stille mig skeptisk overfor filosofi - både som studie og videnskab. Men for at svare så generelt som muligt på spørgsmålet, så er det at læse på universitetet, jo ikke det samme som f.eks. at uddanne sig som murer eller skovfoged, hvor man har et konkret eller præcist defineret erhverv bagefter. Men dette gælder (bort set fra det) jo også efterhånden på resten af arbejdsmarked, hvor det jo i højere og højere grad handler om at være fleksibel og kunne tilpasse sig nye udfordringer og vilkår. Generelt er jeg også imod tanken om, at man bliver filosof, bare fordi at man har læst filosofi. Nej, filosof det kræver sgu' mere, end bare det at tage en uddannelse eller at undervise i filosofi. For man kan sagtens læse filosofi i mange år, uden at fatte noget som helst eller for den sags skyld blive klogere. En filosof er en person som bidrager til filosofien ved at udvikle ny viden eller en ny teori. Men filosofi kan generelt bruges til meget forskelligt og på mange forskellige områder og hvis jeg virkelig skulle svare fyldestgørende på det her, så kunne jeg jo nærmest lave en afhandling om det i sig selv. Og det har jeg ikke tænkt mig.

Vinter curling med biler

Her er en video som viser, hvor glat det kan blive om vinteren. Videoen begynder godt nok med en idiot, som bliver ved med at gasse sin bil op, selvom han bliver ved med at køre galt. Men resten af videoen viser, hvor glat vejen kan være, selvom man kører meget langsomt - bilerne glider simpelthen bare ind i hinanden (også sidelæns) præcis ligesom i curling. Klippet indeholder heldigvis kun materiel skade (en god del af det) men tænk på, hvordan situationen ville have set ud, hvis det var en motorvej, hvor man kørte med f.eks. 100 km/t! Dermed skulle advarslen være givet videre til alle, som skal ud og køre på de danske vinterglatte veje. Klippet er filmet i Portland, Oregon i USA (af King 5) og med musik af Frank Sinatra: Let It Snow Let It Snow.