mandag den 7. januar 2008

Meningsløs kritik versus meningsfuld ros

Jeg er i løbet af de sidste par år blevet meget træt af meningsløs kritik. Misforstå mig ikke, jeg er ikke træt af kritik af et eller andet givent emne, det er helt i orden, hvis man bare har en pointe med det. Jeg er heller ikke træt af kritisk stillingtagen, nej, faktisk er der brug for mere af det - specielt på nogle områder. Men det som jeg virkelig er træt af, er kritik BARE for kritikkens skyld - altså meningsløs kritik. For det er altid nemmere bare at kritisere, end det rent faktisk er at skabe noget, mene noget, udrette noget eller bidrage med noget. Man kan hurtigt blive hæmmet af for meget kritik, så man til sidst ikke tør eller kan skabe noget af frygt for kritikken. Denne form for hæmning skal man selvfølgelig modarbejde på enhver mulig måde, da den jo ellers vil begrænse ens selvudfoldelse. Derfor har jeg i det sidste halve år fokuseret meget på, ikke bare at være kritisk hele tiden, men også på, at huske at rose andre. Jeg tænkte, at hvis alle gjorte det, så ville verden også blive et bedre sted.

Men det med at rose andre, det er langt fra nogen let opgave og så har det (overraskende nok) også flere negative sider. For det første, skal man nogle gange nærmest selv bede om at få lov til at rose et andet menneske. For det andet, så reagere nogle mennesker på uventet ros, ligesom man ville reagere, hvis man blev tilbudt en ny og uprøvet form for medicin. Andre er heldigvis lettere at overbevise og der fungerer rosen, som den bør, nemlig ved at medfører glæde, optimisme og derved forhåbentlig også mere innovation. For det tredje, så er der mange sammenhæng, hvor det er stort set umuligt at rose nogen, uden at de dermed også antager, at man må have en eller anden bagtanke med det. En fjerde dårlig ting ved at rose andre er, at ros på en eller anden måde også nedsætter andres syn på én selv, så man gennem ens ros rent faktisk kommer til at virke mere naiv, mindre intelligent og mindre seriøs. Dette kan muligvis også forklare, hvorfor at intellektuelle altid bliver fremstillet som meget kritiske og negative i både film og på teater. Og muligvis også forklaringen på, hvorfor universitetet kun består af kritik og ikke giver plads til nogen form for ros.

Ros forekommer for det meste også kun, når noget er slut. Hvor tragisk en konstatering. Nu, hvor det gode er slut, så kan vi da godt lige sige noget positivt om det, men ikke et sekund før. Det gælder for eksempel, når folk går på pension eller dør. Ih, hvor kan man også bruge ros til meget, når man er død. Ej, her må man lige vågne op. Ros må nødvendigvis hænge sammen med, at personen rent faktisk stadig er i live, specielt, hvis man er ateist og derved ikke tror på, at vi mødes senere i himlen. Nej, man skal ikke vente med at rose eller værdsætte andre mennesker til begravelsen, det skal sgu foregå her og nu! Men ens ros må naturligvis komme direkte fra hjertet og ikke bare være sådan noget overfladisk høflighedsvrøvl, man siger, bare for at sige noget positivt om en person. Nej, det burde være forbudt, at sige ligegyldige positive ting om andre, som man alligevel ikke mener. Men på trods af de negative sider ved at rose andre mennesker, så vil jeg alligevel anbefale andre, at overveje at begynde at rose og værdsætte andre mennesker mere. For det kan der faktisk komme en del positive oplevelser ud af, nemlig glæden ved at se andre glade og den er faktisk større end man umiddelbart skulle tro.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Godt og interessant emne (= ros)! Der er et stærkt kulturelt aspekt i det også: Fx har jeg opdaget at ros er en naturlig og integreret del af det akademiske uden for Danmark (og måske specielt uden for Filosofien!). Når jeg vil kontakte (eller skrive artikler om) folk andre steder, har jeg derfor lært mig at rose - det skaber de problemer du nævner, men det er lidt et vanespørgsmål at fylde ord som 'interessant', 'oplysende', 'velargumenteret', 'vigtig' osv på når man skriver. (Jeg er enig i at det afgørende er, at man ikke giver ros man ikke mener.)

Louise sagde ...

Tja, hvis man ikke bruger de tillægsord (du nævner) så kan rosen jo hurtig virke lidt ubegrundet (og dermed måske også uintelligent). Men uddybende begrundelser er også gode, da de jo siger en del mere om årsagerne end tillægsord.

Jeg skrev om mulighederne for ros på universitetet i mit indlæg ”Om venlighed og følelser på universitetet” http://louisera.blogspot.com/2007_09_01_archive.html :

”Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.”

Det er tragisk, at det skal være umuligt at få lov til at anerkende andres arbejde, uden at det enten skal betyde, at det reflekterer tilbage på en selv (som værende dum) eller som noget karrierefremmende (selv når ens fremtid alligevel ikke er på universitetet). Grunden til at det er umuligt, det skyldes naturligvis janteloven (som jeg tilfældigvis også har skrevet et indlæg om).

Caroline: Fx har jeg opdaget at ros er en naturlig og integreret del af det akademiske uden for Danmark (og måske specielt uden for Filosofien!).

De erfaringer skulle vel ikke tilfældigvis være fra USA?

Anonym sagde ...

Louise: "De erfaringer skulle vel ikke tilfældigvis være fra USA?"

Jo, men briter kan også.

Mht til universitetet tror jeg ikke det er jantelov, man vænner sig (sørgeligt nok) bare til at der kun fokuseres på det der er galt - til gengæld betyder det så at alt der IKKE bliver kommenteret er i orden! Jeg ved at jeg selv er slem til at glemme at sige positive ting til fx vejledning, man bliver miljø-skadet.

Se i øvrigt en meget interessant post som Jan B.W. Pedersen har startet her (http://jandedacia.smartlog.dk/at-v-re-eller-ikke-at-v-re-en-god-vejleder-post126270) om god vejledning - jeg er spændt på om han får noget respons! Studerende er iflg min erfaring normalt ikke meget for at rykke ud med den slags.

Louise sagde ...

Caroline: Mht til universitetet tror jeg ikke det er jantelov

Okay, det er da meget godt at høre, da du jo helt sikkert har mere indsigt i forskningsmiljøet end mig. Men grunden til, at jeg antog, at der var en vis jantelov, det var ud fra min observation af universitetets struktur (fra det førnævnte indlæg):

”De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne... bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente.”

Caroline: man vænner sig (sørgeligt nok) bare til at der kun fokuseres på det der er galt - til gengæld betyder det så at alt der IKKE bliver kommenteret er i orden!

Nå, gad vide om det generelt er et akademisk udgangspunkt, for det giver jo et helt andet udgangspunkt for at skrive kommentarer på hinandens blogs, som jeg ikke har tænkt på før. Bortset fra det så lærer man jo allerede at havde den indstilling som studerende.

Caroline: ...jeg er spændt på om han får noget respons! Studerende er iflg min erfaring normalt ikke meget for at rykke ud med den slags.

Det er egentlig lidt overraskende for mig, at du skriver det. Altså nu vil en studerende vel nok næppe komme med den mest objektive vurdering under vejledningsprocessen (det kan man i hvert fald mistænkte) af frygt for at få en dårligere karakter. Ligeledes er der det samme problem, hvis responsen er negativ. Problemet er nok, at universitetet i sig selv (og sin struktur) ikke naturligt åbner op for nogen form for mulighed for at rose eller komme med kritik af såvel gode/dårlige undervisere/vejledere. Jeg læste for et stykke tid siden, om en undersøgelse af vejledning blandt ph.d. studerende og faldt over ordene: Ha’ modet til at sortere ud blandt de dårlige vejledere. Ja, det er der vist generelt ikke særlig meget mod til, men selvfølgelig foregår der helt klart en vis naturlig selektion blandt de studerende. En vis Darwinistisk udskilning af de værste vejledere, om du vil, men et problem jeg her vil påpege er, at et dårligt rygte (en sur studerende) derved også kan havde den samme effekt som reelt dårlige vejlederevner. Men hvis du gerne vil høre om nogle af mine mere personlige oplevelser med vejledning, så foretrækker jeg, at du spørger om det per mail, hvilket du naturligvis er velkommen til. Men jeg vil da gerne fortælle om min regel nr. 1 til at blive en god vejleder. Det er altid godt, hvis man som vejleder rent faktisk kan huske, at man er vejleder for den pågældende studerende gennem HELE vejledningsperioden – også selvom man ikke skal bruge vejlederen særlig meget! Ja, det var så en oplevelse fra virkeligheden, som jeg og mine medstuderende har grinet meget af!