Filosofisk debat om sjæl-legeme problemet

Hvis der skulle sidde nogen og tænke over, hvordan man egentlig løser det klassiske filosofiske sjæl-legeme problem om, hvilket forhold der er mellem menneskets fysiske krop og bevidsthed, så vil jeg her gøre opmærksom på, at problemet for tiden bliver diskuteret på Mortens blog Naturalisme (under indlægget Blå øjne, som kan ses her). Indlægget handler egentlig om noget helt andet, men jeg og Morten fik pludselig muligheden for at genoptage en tidligere diskussion om det filosofiske problem. Det måtte jo ske før eller siden. Diskussionen er yderst spændende, syntes jeg i hvert fald selv, fordi Morten er materialist og jeg er dualist. Helt uventet er Søren nu også kommet på banen og han er dobbeltaspektteoretiker. Altså mangler vi bare en idealist, for at have alle de filosofiske synsvinkler på banen. Så hvis der skulle være nogle idealister (eller nogle andre som vil diskutere) derude, så er I meget velkomne. Men dette vil jeg dog betvivle, altså hvorvidt der skulle dukke en idealist op, da de jo tit tvivler på andre menneskers eksistens. Jeg vil dog også gøre opmærksom på, at diskussionens varighed og længde endnu er ukendt.

Måske kunne jeg også tage mig sammen og skrive et indlæg om metafysik. For så kunne jeg måske undtagelsesvis også få et indlæg på et vist akademisk niveau. En gang skal jo være den første. Jeg gider ellers normalt ikke at skrive på et akademisk niveau, for så kunne jeg jo lige så godt bare arbejde videre på mit speciale.

Søren Kierkegaard og hans betydning for filosofi

For en del år siden spurgte jeg min (ellers gode) underviser i filosofihistorie om, hvorfor vi ikke skulle gennemgå Søren Kierkegaard i undervisningen. Svaret på det var, at Kierkegaard ikke var relevant nok for filosofihistorien. Dette svar var efter fleres mening ikke specielt tilfredsstillende, men jeg gad ikke at stille yderligere spørgsmål, for jeg kendte allerede godt svaret. Og det skyldes, at mange ”bare” opfatter Søren Kierkegaard som en religionsfilosof. Selv dem, som har læst meget af Kierkegaard (og derved godt ved, at Kierkegaards filosofi handler om meget mere end religion) hævder tit dette. Og selvom at Kierkegaard muligvis også er meget relevant for forskellige religionsspørgsmål, så rummer hans filosofi altså også mange andre væsentlige aspekter. Og disse aspekter er efter min mening MEGET mere relevante og væsentlige for hans betydning som filosof. Og derfor er det simpelthen også bare så irriterende, at man aldrig taler om Kierkegaards filosofi, andet end når man skal diskutere spørgsmål som religion eller Guds eksistens.

Jeg er selv meget glad for Søren Kierkegaard og hans filosofi. Men denne begejstring for Søren Kierkegaard har intet at gøre med hans religionsfilosofi. Hvilket måske er overraskende for nogen. Nej, det er områder som livsfilosofi og etik som jeg finder væsentlige. Men her er der uden tvivl også nogen, som vil hævde, at man ikke kan diskutere Kierkegaards etik eller livsfilosofi uden at diskutere hans religionsfilosofi. Men det mener jeg ganske enkelt er forkert. Det kan man sagtens. Man diskuterer jo heller ikke, hvorfor Albert Einstein ledte efter de vises sten, når man diskuterer relativitetsteorien. Ligeledes må man også kunne diskutere Kierkegaards filosofi uden at skulle diskutere guds eksistens eller hvilken rolle religion skal have. Men det er helt sikkert tanker som disse, som gør, at man i dag stadig ikke vil anerkende Søren Kierkegaard som den store filosof, som han ellers var og stadig er gennem sine værker. (Selvom man måske heller ikke helt kan afvise jantelovens betydning.) Jeg mener helt bestemt, at Søren Kierkegaard skal og bør indgå i den grundliggende filosofihistorie-undervisning. Faktisk kan man også stille spørgsmålstegn ved, om der ikke også burde være et helt separat fag i dansk filosofihistorie. Men uanset hvad, så mener jeg, at man som et minimum i hvert fald bør have læst Søren Kierkegaard, når man har taget en dansk universitetsuddannelse i filosofi.

Selvom Søren Kierkegaard øjensynlig ikke har den store brede opbakning i det danske filosofiske universitetsmiljø. Så er der mange andre steder, hvor man sagtens kan få øje på hans betydning som filosof. For det første har Kierkegaards filosofi jo altid været meget populær i den bredere befolkning. Igen et punkt som sikkert ikke ligefrem har fremmet Kierkegaards position som en stor tænker i de mere intellektuelle kredse. Men i andre akademiske miljøer rundt omkring ser man helt anderledes på Kierkegaard, hvor man både anerkender hans filosofi og hans betydning som filosof. Dette gælder f.eks. på mange af de tyske og amerikanske universiteters afdelinger for filosofi. Og derfor foregår noget af den mest væsentlige filosofiske forskning indenfor Kierkegaard for tiden - ikke i Danmark som man måske skulle tro - men i USA. Og her bliver der langt fra kun fokuseret ensidigt på hans forståelse af gud og religion.

Test: Hvor afhængig er du af internettet?

Nye undersøgelser viser, at et stigende antal mennesker bliver afhængige af internettet. De nye undersøgelser viser også, at mange mennesker i stigende grad ikke kan undvære internettet i længere tid af gangen (flere dage i træk) og at deres høje internetforbrug ofte går ud over deres relationer til deres venner og familie. Det mest bekymrende, ifølge forskerne, er det stigende antal af personer som forsøger at skjule deres høje internetforbrug. (Hvor de f.eks. prøver at skjule det faktum, at de konstant tjekker deres mails, skriver blogindlæg eller ser på deres yndlings internetsider.) For at imødegå dette stigende problem og en eventuel manglende bevidsthed om problemet, så kommer her en helt uofficiel test af, hvor afhængig man er af internettet.

Hvor mange e-mailadresser har du?
1. En. (Hvad skulle man dog bruge mere end en til?)
2. To eller tre. (Man har jo forskellige mails til ens forskellige formål.)
3. Vent lidt, jeg skal lige tælle dem på min liste.

Hvor mange forskellige pc’er bruger du i løbet af en dag?
1. En, to eller tre. (Hvis man både tæller dem med til personligt brug og på jobbet.)
2. Fire eller fem. (Lidt forandring skader jo aldrig.)
3. Aner det ikke. (Jeg tæller jo heller ikke, hvor tit mit hjerte slår.)

Hvor mange timer bruger du om dagen på en pc?
1. Mindre end en time. (For jeg tjekkede da min mail for et par uger siden.)
2. Mellem 1 og 7 timer. (Jeg skulle jo nødig gå glip af noget.)
3. Over syv timer. (Det er måske lettere bare at tælle, hvor mange timer jeg ikke bruger på en pc.)

Hvad spiser du foran din pc?
1. Intet.
2. Jeg spiser lidt snacks.
3. Alt. (Hvor skulle man ellers indtage sine måltider?)

Hvor mange vinduer har du for det meste åbent på en gang?
1. Hvad har mine vinduer at gøre med mit internetforbrug?
2. En eller to.
3. Tre eller mere. (Det er da spild af tid kun at have et vindue åbent af gangen, når man kan gøre flere ting på en gang, som f.eks. at blogge, sende tekstbeskeder, tage en test, downloade noget, se en film og gamble samtidig.)

Hvad er der af rod omkring din pc?
1. Intet.
2. En kop.
3. Nogle tallerkener med madrester, kopper, glas, tomme plastikposer og et lig af et tidligere (nu afdødt) kæledyr.

Hvor mange venner har du, som du KUN kender over internettet (i forhold til virkeligheden udenfor internettet)?
1. Hvordan kan man have et venskab der KUN foregår over internettet?
2. Nogle stykker.
3. Hvad er forskellen mellem internettet og virkeligheden?

Mine indkøb foretager jeg hovedsagelig:
1. I den nærmeste relevante butik.
2. For det meste i butikkerne, men også nogle gange over nettet.
3. På nettet (For så skal jeg ikke forlade pc’en i længere tid end højest nødvendigt.)

Hvor stort et antal af passwords, brugernavne, blogs, blogrolls og forums har du eller er du medlem af?
1. Hvad er en blogroll og hvad skulle man bruge mere end et brugernavn til?
2. 2 - 4.
3. Jeg slår det lige op i mit arkiv.

En dag uden internet lyder for dig, ligesom?
1. En normal dag.
2. En kedelig dag.
3. Et liv uden mening.

Hvorfor tog du den her test?
1. Jeg ville vide, hvad der betegner en person som er meget afhængig af internettet.
2. Min omgangskreds mente, at jeg burde tage den, men jeg har stadig ikke helt forstået, hvorfor?
3. Jeg har efterhånden prøvet alt på nettet to gange, så hvorfor skulle jeg så ikke også tage den her test?

Har du taget testen? Ja, så er du nok afhængig i en vis grad, for ellers ville du jo bare have klikket videre, medmindre du altså virkelig har svaret 1 i det sidste spørgsmål. Men det burde naturligvis være ganske tydeligt, hvilke svar der betyder hvad. Hvis du kun har svaret 3 hele vejen, så er du vist ret afhængig af både din pc og internettet. Mit råd til dig er her, at det vist er på tide at komme lidt væk fra skærmen. Du bliver muligvis nød til at begynde med en vis aftrapning, da sollys kan virke meget overvældende på dine øjne. Ligeledes er din motorik muligvis heller ikke så god, så pas på, når du bevæger dig væk fra din pc. Men bare rolig verden udenfor internettet er faktisk slet ikke så tosset, den er faktisk fyldt med masser af gode oplevelser, selvom det sjældent går lige så hurtigt eller effektivt som på internettet.

Det perfekte foredrag - Raymond Geuss

Jeg var til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) som jeg vist allerede har nævnt et par gange før (hvilket skyldes min store entusiasme). Men her var den absolutte hovedtaler Raymond Geuss. Raymond Geuss er proffessor i filosofi på Cambridge University (hvor blandt andet Simon Blackburn også holder til) men han har også tidligere været ansat på andre universiteter som f.eks. Freiburg, Heidelberg, Chicago og Princeton. Geuss var annonceret til at skulle holde et foredrag med titlen: A Vision From the Left: Adorno and Negative Dialectics. Umiddelbart var jeg ikke specielt henrykt over hans foredrags titel, da jeg personligt hellere ville høre om selve problematikken med mening og betydning. For selve konferencens tema var jo netop tabet og genskabelsen af mening i det 20. århundrede. Her må jeg hellere påpege, at jeg ikke har læst særlig meget om Theodor Adorno (men det må jeg jo gøre snarest muligt, selvom jeg efterhånden har en del projekter - udover mit speciale og mit studiejob.) Men jeg frygtede ærlig talt, ud fra min sparsomme viden om Adorno, at foredraget bare skulle handle om mening i forhold til Adornos æstetik eller Adornos menneskeforståelse.

Men jeg tog fejl. Heldigvis. Raymond Geuss foredrag var fantastisk. Jeg kan desværre ikke BARE gengive, hvad han sagde, for det ville kræve, at jeg besad hans evner. Og det gør jeg bestemt ikke. Men måske kan jeg få det skrevet ned, så jeg engang kan. Men jeg kan fortælle om, hvor meget Raymond Geuss formåede at få med i sit foredrag - som heldigvis handlede mere om Geuss forståelse af mening og betydning end Adornos. For det første begyndte han med en definition af selve problematikken, nemlig af hvad mening eller mangel på mening har af betydning for mennesket og menneskets selvforståelse. Derefter gav han en definition af, hvad mening og betydning er i forskellige sammenhæng. Og her talte han hverken udenom eller gjorte nogle anstrengelser for at forsimple problematikken - han fremlagde bare hele den meget svære og problematiske diskussion med nogle ganske få eksempler og forbløffende få ord. Jeg tror, at jeg allerede var dybt imponeret over mandens evner og viden efter de første to minutter af hans foredrag. Det var svært ikke at smile stort, for manden besad jo ganske givet en meget stor og imponerende viden om filosofi. Når folk har sådan et fantastisk overblik - ikke ”bare” over filosofiske værker og filosofiske problematikker - men over alle de komplicerede aspekter af et af de måske største filosofiske problemer, så vidner det altså også om en meget fænomenal viden. Netop området med mening og betydning har jeg brugt mange år på at læse om. Og Geuss formåede - i hans knap time lange foredrag - at få alle væsentlige aspekter med uden at gøre dem mindre nuancerede. Derudover kom han også med flere pointer, som jeg faktisk aldrig har tænkt på før. Meget fascinerende!

Men han kom ikke ”bare” med en fantastisk redegørelse af hele det filosofiske problem omkring mening og betydning. Han kom også med en lang række synspunkter (naturligvis baseret på en rimelig argumentation) som netop er afgørende for, at man overhovedet kan komme til bunds i diskussionen af, hvad mening og betydning er. Men det der desværre tit sker, når man diskuterer et filosofisk problem, det er, at folk ikke tør melde ud, hvor de står i debatten. (Hvilket vel skyldes, at folk tit frygter den kritik (sagde nogen, at fremstå dum) eller debat som naturligt bør opstå af modstridende synspunkter, men det er jo samtidig (paradoksalt) også den eneste måde, at man kan blive klogere eller bedre til at argumentere på.) Men det var han bestemt ikke bange for. Han gav et svar på mange af de mest væsentlige filosofiske spørgsmål - som ellers er højst filosofisk kontroversielle, da der langt fra hersker nogen enighed på områderne. F.eks. gav han et svar på følgende filosofiske spørgsmål:

Hvordan erkender mennesket verden og sig selv?

Hvordan kan mennesket have et sikkert grundlag for erkendelse og videnskab?

Hvilket forhold er der mellem menneskets krop og sjæl?

Har mennesket en fri vilje?

Hvilken erkendelsesmæssig status har æstetik og hvilken betydning har æstetik?

Hvordan kan man erkendelsesteoretisk begrunde moral og etik?

Hvad er lykke?

Hvad er mening og betydning uafhængigt af mennesket?

Hvad er meningen med livet?

Alle disse spørgsmål fik han besvaret i løbet af sit foredrag. Jeg har aldrig hørt noget lignende og jeg har ellers haft min del af geniale undervisere og hørt mange fantastiske foredrag, men Raymond Geuss’ var alligevel et af de bedste. Udover at han havde et fantastisk stort og dybt indhold, så havde han også en meget imponerende retorik. Det var virkelig en meget imponerende og fantastisk oplevelse. Og tænk, at jeg fik denne oplevelse næsten gratis. De bedste ting i livet er faktisk tit gratis - mærkeligt nok! Ikke at konferencen VAR gratis. Nej, det var vist en dyr konference, men min plads blev heldigvis betalt af Københavns Universitet - og tusind tak for det!

Udadvendt versus genert

Først må jeg hellere lige understrege, at jeg godt er klar over, at udadvendthed og generthed ikke er modsætninger. For modsætningen til at være udadvendt er naturligvis at være indadvendt, hvilket vel dybest set er betegnelser for ens forhold til sig selv og andre mennesker. Altså i hvilken grad man kan lide at omgås andre mennesker og i hvilken grad man ønsker at dele sig selv og sit væsen med andre mennesker. Mens det er langt sværere umiddelbart at definere, hvad modsætningen er til at være genert. Mine nærmeste ser mig vist alle, som en meget udadvendt person og afviser derfor også nærmest automatisk, at jeg kan blive genert. Selv mine venner syntes, at antagelsen er latterlig - også når jeg selv hævder det. De afviser det, som om at jeg skulle have misforstået begrebet på en eller anden måde. Men jeg kan faktisk også godt blive genert, selvom jeg ellers er en meget udadvendt person. Når jeg taler om at blive genert, så må man ikke forveksle det med usikker, for det er bestemt ikke det samme, selvom de to fænomener minder meget om hinanden og muligvis også har visse fællestræk. For usikkerhed er en helt naturlig del af livet og derfor bliver alle mennesker også usikre før eller siden, hvis man altså ikke ligefrem lider af storhedsvanvid eller noget lignende. Hvor generthed forekommer mig at være et mere komplekst fænomen.

Jeg har tænkt lidt over, hvilken situation der egentlig ligger til grund for, at jeg nogle gange kan blive genert. For det er jo ikke så godt, at jeg ikke altid har 110 % styr på situationen. Men det er egentlig lidt svært at identificere, hvilken en situation som går forud, for at jeg bliver genert. Det eneste fællestræk jeg umiddelbart kan identificere i alle situationer er, at generthed altid hænger sammen med en eller anden umiddelbar form for selverkendelse og selvbevidsthed i forhold til en bestemt anden person. Den anden person må på en eller anden måde have en forudsat betydning for én. Men denne betydning behøver ikke at være baseret på følelser, for den andens persons betydning kan også være en slags repræsentant for noget andet, som har betydning for én. Men i det øjeblik den pågældende persons opmærksomhed vendes mod én, der opstår der en form for umiddelbar selverkendelse og selvbevidsthed. Altså opstår der en erkendelsesproces i netop det øjeblik, at man bliver genert. Hvor man i samme øjeblik både erkender den anden persons betydning (altså ens egne følelser) og samtidig også erkender den anden persons oplevelse og erfaring af én selv. Og dermed opstår der en slags objektiv og meget umiddelbar form for selverkendelse hos én selv af sig selv og sine følelser. Denne selverkendelse opstår kun fordi, at den givne person har en betydning for én (der er større end andre mennesker normalt har) og er baseret på oplevelsen af den anden persons erkendelse, erfaring og umiddelbare reaktioner på ens egen tilstedeværelse. Og det er netop denne erkendelsesproces som gør, at man bliver genert, men det forudsætter som sagt, at personen har en forudsat betydning for én. Det klassiske eksempel på generthed er derfor selvfølgelig også en forelskelse, da en forelskelse typisk vil kunne frembringe denne form for selverkendelsesproces.

Hvis en person er ekstremt genert overfor alle andre mennesker, så kan den ekstreme generthed vel i sidste ende føre til, at folk ligefrem bliver så indadvendte, at de fuldkommen isolerer sig. Hvorimod det andet ekstrem, hvor man aldrig bliver genert, vel enten må betyde, at man enten mangler selverkendelse (refleksion) eller at andre mennesker aldrig har nogen betydning for én. Jeg bliver sjældent genert, men når jeg bliver det, så er det for det meste også overfor folk, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg af en eller anden grund tillægger en betydning (for det meste, fordi jeg virkelig godt kan lide dem). Og derfor er det værste ved min generthed også, at jeg næsten er blevet FOR god til at skjule den. For derved kan folk hurtigt få det indtryk, at jeg enten bare er ligeglad med dem eller arrogant, da jeg jo opfører mig lidt anderledes end ellers. Hvilket naturligvis er det sidste, som jeg ønsker, at den pågældende person skal tro om mig. Mine venner hævder dog, som en slags trøst, at jeg aldrig virker ligeglad eller arrogant, så det håber jeg, at de har ret i. Men hvad ved de egentlig om det, for de kender mig jo kun som udadvendt, så de aner jo faktisk intet om, hvordan jeg er, når jeg er genert.

Intellektuel eller bare arrogant?

De to begreber intellektuel og arrogant betyder ikke det samme, men de bliver tit opfattet sådan. Det burde de ikke, for de to begreber betegner faktisk to vidt forskellige områder. For intellektuelle behøver bestemt ikke at være arrogante og omvendt så behøver arrogante mennesker bestemt heller ikke at være intellektuelle. Nej, tværtimod - så forekommer det mig faktisk at være omvendt. Men arrogante mennesker LYDER tit intellektuelle, men det er jo ikke det samme, som at de ER intellektuelle. Der er meget stor forskel på, at LYDE intellektuel og så AT VÆRE intellektuel. Dette lærer man hurtigt i takt med jo flere fagudtryk og ismer man selv lærer at kende. Her opdager man hurtigt, hvordan mange mennesker der kaster om sig med fancy fagudtryk og personreferencer uden at have den mindste form for forståelse af dem eller refleksion over dem. (Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.) Men denne grove udnyttelse af diverse intellektuelle teorier, personer og fagudtryk blandt wannabe intellektuelle har også den betydning, at ordet intellektuel efterhånden kun bliver brugt som et skældsord eller som en betegnelse for at være arrogant, end det bliver brugt i sin oprindelige betydning.

Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.

Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!

Sweeney Todd

Nu har den filmatiserede udgave af horrormusicalen Sweeney Todd - The Demon Barber of Fleet Street endelig fået premiere i Danmark. Sweeney Todd er skrevet af muscialgeniet Stephen Sondheim og instrueret af ingen ringere end Tim Burton. Blandt de medvirkende er prominente navne som Johnny Depp (som Sweeney Todd, en rolle som han allerede har fået en Oscarnomination for) Sacha Baron Cohen (som Signor Adolfo Pirelli, kendt som Ali G og Borat), Helena Bonham Carter (som Mrs. Lovett, kendt fra Harry Potter som Bellatrix) og vigtigst af alt min personlige favorit Alan Rickman (kendt som Snape i Harry Potter) som dommeren Turpin. Normalt ser jeg ellers ikke blodige film om massemordere, men for Alan Rickman må jeg jo gøre en undtagelse. Inden man køber billetter til filmen, så skal man lige huske på, at Sweeney Todd (altså stadig) er en musical. Så selvom at jeg skal til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) så kan jeg forhåbentligt også lige nå at se Sweeney Todd, selvom filmen desværre ikke går i Imperial.

Sweeney Todd er en gammel engelsk myte om en helt almindelig (men meget talentfuld) barber Benjamin Barker som bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået (pga. at dommeren Turpin har forelsket sig i hans kone). Dermed mister han sit liv (som han kender det), hans kone og sit barn, som Turpin har planlagt at "overtage". Barker bliver dog løsladt efter 15 års straffearbejde i Australien og vender derefter tilbage til London for at finde sin kone og sit barn. Her må han erkende, at hans kone er død. Her møder han hurtigt Mrs. Lovett og sammen begynder de at begå en række mord på diverse borgere (for senere at sælge dem som indhold i tærter). Dommer Turpin har imens overtaget ansvaret for Barkers yndige blonde datter Johanna, som han nærmest holder som en livstidsfange i sit hus og samtidig er blevet forelsket i (da hun ligner sin mor). Samtidig med Sweeneys tilbagekomst forelsker den unge skibsdreng Anthony (som følges med Sweeney til London) sig i Johanna, da han ser hende ulykkelig gennem et vindue (selvom ingen af dem kender hendes forbindelse til Sweeney, som jo er hendes far).

Efterskrift:
Filmen er utrolig blodig, barsk og på mange forskellige niveauer også enormt brutal, ikke kun pga. mordene og tærterne, men også pga. filmens meget intense stemning og følelsesmæssige historie. For filmen handler mindst lige så meget om kærlighed og hvilken ondskab mennesker kan finde på i deres ulykke. Filmen formår på bedste måde at vise, hvor uretfærdig verden virkelig kan være - også set fra to sindssyge seriemorderes perspektiv. Men filmen viser uretfærdigheden og elendigheden på sådan en måde, at jeg vil anbefale enhver at se den! (Men den er bestemt ikke egnet for børn.) Filmen er fantastisk flot visuelt lavet og filmet fra mange gode og anderledes vinkler - tit tydeligvis også inspireret af den originale musicalversion. Filmens hovedpersoner spiller også helt fantastisk og synger også vidunderligt, så Sondheim kan på ingen måde være skuffet over valget af skuespillere. Specielt Johnny Depp, Alan Rickman og Jamie Campbell Bower (som Anthony) udmærket sig med deres fantastiske sang. Det kan man både se og høre i videoen ovenfor, hvor Johnny Depp og Alan Rickman synger Pretty Women sammen. Man kan også høre Jamie Campbell Bowers fantastiske udgave af Johanna. (Og det mener jeg i den grad, at jeg ligefrem har købt soundtracket.) Jeg ville personligt have foretrukket en anden slutning, men sådan er legenden jo ikke.

Filmens officielle side er her.