Skønhed og retorik

Ole Fogh Kierkeby har lige udgivet en bog som hedder ”Skønheden sker - begivenhedens æstetik” og efter at havde set DR2s Deadline om emnet som blev sendt den 21.10, så må jeg havde den bog på min hylde. Selvom jeg for god ordens skyld nok også lige må nævne, at jeg endnu ikke ved præcis, hvor enig jeg er med Ole Fogh Kierkeby, da jeg endnu ikke har læst hans bog, men den lyder særdeles interessant.

Ole Fogh Kierkeby mener, at alt kan være skønt. Vi vælger ikke selv, hvad der er skønt, men det skønne kommer til os i en bevægelse (hemmelighedsfuldt) og forvandler os. Det skønne er det fremmede som fascinerer mig og som ikke findes i mig selv. Det minder næsten om definitionen af kærlighed. Det mest spektakulære som Ole Fogh Kierkeby hævder (er for mig), at skønhed er at se det meningsløse i øjnene og at skønheden er skøn, fordi den er ren overflade. Det er en meget interessant pointe, når jeg tænker på min egen fascination af retorik. Jeg har altid været meget fascineret af dygtig retorik, som jeg derved også opfatter som skøn. Retorik kan hurtigt blive meget overfladisk, hvis man ikke får puttet mening, essens og betydning ind i det man taler om. Retorikken kan hurtigt blive til kunsten blot at tale, tale væk fra emnet, tale uden om eller bare vinde en argumentation på tricks, frem for argumenter. Det er dog ikke her min primære fascination af retorik ligger, for det er egentlig bare at snyde sin modstander - ikke at vinde diskussionen. Et godt eksempel på dette er Arthur Schopenhauers bog Kunsten altid at få ret. Ole Fogh Kierkebys påstand om, at det der er skønt er det meningsløse og overfladiske giver faktisk ganske god mening i denne kontekst. For det er netop, må jeg erkende og indrømme, den overfladiske og på sin vis i hvert fald potentielle meningsløse retorik som har fascineret mig. Jeg har naturligvis også stor beundring for folk med store filosofiske evner, men det har alligevel aldrig fascineret mig i samme grad som retorikken. Altså er beundringen større for den måde man siger noget på, frem for indholdet. Det lyder jo egentlig skræmmende overfladisk, at jeg foretrækker den skønne overfladiske flotte og derved potentielle meningsløse retorik, frem for den reelle og konkrete retorik med et indhold om virkeligheden. Den ligefremme og nøjsomme retorik om noget konkret fremstår i sin sandhed selvindlysende og er på den måde også samtidig blottet for skønhed. Selvom det selvfølgelig her skal understreges kraftigt, at dette selvfølgelig ikke gør de filosofiske evner mindre spektakulære, det er bare ikke det samme som skøn retorik. Desuden findes der rent faktisk også mennesker som formår begge; både det at havde en flot og gennemført retorik og så det at havde et dybt filosofisk indhold og pointe. Det er faktisk det, som jeg elsker mest ved universitetet.

Men hvis skønhed blot er overflade og potentiel meningsløs, så er skønhed måske i virkeligheden også bare dagdrømmeri væk fra virkeligheden. Alting er smukkere på afstand kunne man være så fræk at sige. Det skønne er derved også det umenneskelige og derved fremmede og anderledes fra mig selv. Det fremmede er også ifølge Kierkeby et kendetegn ved det skønne. Altså bliver man fascineret af det fremmede, umenneskelige og i meget kunst måske også af det overmenneskelige. Det overmenneskelige aspekt er måske det som gør at nogen betegner kunst som guddommelig. Kierkeby siger i udsendelsen, at han ikke tror på det guddommelige i kunsten, men måske han har bare erstattet det guddommelige med begrebet om det meningsløse. Man fatter i kunsten det meningsløse ved livet og det får én til at føle sig lille og ubetydelig, netop det som nogen måske betegner som det guddommelige. Jeg mener heller ikke, at skønhed findes i kunsten eller i tingen selv, men hos den der betragter det eller måske har kunsten ligefrem sin egen slags "væren" mellem kunsten og mennesket. Skønhed er noget uforståeligt noget, som Niels Steensen skriver: "Skønt er det, vi ser. Skønnere det vi forstår. Skønnest det vi ikke fatter." Men det virker som om at Kierkeby har fat i nogle meget essentielle tanker omkring opfattelsen af kunst og af det skønne. Men det må jeg blive klogere på, når jeg har læst hans bog.

Se DR2s program Deadline med Ole Fogh Kierkeby ved at trykke på overskriften.

Konference : Filosofi og Populærkultur

Så er der igen den 3. årlige konference om filosofi og populærkultur !

Arrangør: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet og Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Fredag, d. 2. november 2007, kl. 10.00 - 18.00 i U 100 på Syddansk Universitet.

Se programmet ved at trykke her.

Det at være overfladisk vs. det at være sig selv

Det er findes simpelthen ikke noget værre i min verden end overfladiske mennesker. Med overfladisk, mener jeg her, at de kun fokuserer på overfladiske ting og har en gennemgående ligegyldig facon som hverken viser den mindste medindlevelse eller medfølelse for eller med andre mennesker. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, at en person har en overfladisk væremåde, facon eller facade. Hvis jeg skal vælge, så foretrækker jeg dog en person med en overfladisk facade eller facon, for der kan man i det mindste ane en person bag facaden. Den gennemførte overfladiske væremåde skræmmer mig. Det er nok tanken om, at der måske slet ikke er en person bag alt det overfladiske. For overfladiskhed er alt det, som jeg altid selv har kæmpet imod. Jeg har altid selv kæmpet for, ikke at være overfladisk og blive eller være mig selv. Altså mig selv, som jeg virkelig er og bør være autentisk. Bør skal her ikke forstås idealistisk eller moralsk, men som den person som jeg virkelig er inde i mig selv. Som Søren Kierkegaard skriver:

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."

Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.

Om venlighed og følelser på universitetet

I Politikken onsdag 26.9 var artiklen ”Følelser er forbudte på universitetet”. Det var en ganske relevant artikel, hvis emne man altid funderer over, når man læser på universitetet. Det er helt sikkert ofte ugleset på universitetet, at man i det hele taget giver udtryk for sine (ja, måske endda har) følelser. Det er ligesom at skellet mellem, hvad der er videnskabelig forskning og hvad der ikke er videnskabelig forskning ikke kun gælder indenfor forskningsområdet, men også for forskeren selv som person. Det er som om, at hvis man giver udtryk for følelser, så har man også samtidig sat spørgsmålstegn ved ens egen evne til at gøre sit arbejde professionelt og derved lave god videnskabelig forskning. Men selvom videnskabelig forskning og ens eget følelsesliv selvfølgelig skal adskilles, så er mennesket jo ikke bare en overfladisk analyse forskningsrobot.

De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.

Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.

Åbenhed overfor fremmede mennesker

Åbenhed overfor fremmede mennesker er et mærkeligt fænomen. Åbenhed er generelt en god ting, selvom åbenhed altid i sidste ende er en indre kamp mellem at føle sig fuldkommen naiv og godtroende og så at være total mistroisk overfor alt fremmed. Man kan eller skal selvfølgelig heller ikke være åben overfor alle fremmede mennesker, specielt ikke dem man opfatter som truende. Men noget som har stor betydning for ens egen grad af åbenhed overfor fremmede mennesker det er det sted man bor. For nogle år siden boede jeg i en større dansk by. Der var det fuldkommen utænkeligt, at man kunne begynde at snakke med en, som man ikke allerede kendte i forvejen. Og jeg er sikker på, at hvis man havde forsøgt, så ville man blive set på, som om man lige var stukket af fra psykiatrisk afdeling og nu krævet et livslangt venskab af den første person man mødte på sin vej.

Men i København og generelt i hovedstadsområdet er det helt anderledes. Her kan man sagtens begynde at tale direkte til folk, som man aldrig har set eller mødt før og som man sandsynligvis heller aldrig kommer til at se igen. Første gang det skete, efter jeg var flyttet tilbage til København, der blev jeg helt paf og tænkte med det samme med en foruroligende mistro; hvad vil den person mig? Efter et stykke tid, så gik det op for mig, at personen ikke ville mig noget ondt, men bare kom med en kommentar. Efterfølgende oplever jeg regelmæssigt, at folk henvender sig til mig. Folk spørger selvfølgelig både om almindelige spørgsmål som f.eks. om vej til et sted eller områder i København. Mange spørger også til min hund. I det hele taget taler man med mange nye mennesker, når man har hund. Mens andre kommenterer DSB, vejret eller andre aktuelle ting. Og hvad er der egentlig galt med det? Ikke noget, så længe folk ikke ligefrem bliver anmassende eller nærgående. Det er da en god ting, at man kan tale sammen, for de fleste af os mennesker er jo grundliggende ret ens og fører også ret ens liv. Men det mærkelige er, at det havde jeg glemt efter at havde boet nogle år væk fra København. Jeg syntes, at det er trist at der skal være sådanne barrierer mellem mennesker, at man ikke engang kan veksle nogle få ord sammen uden at det forekommer mærkeligt. Det lige før, at man kunne snige sig til at bruge et ord som fremmedgørelse. Men det er ikke samfundet som påtvinger os denne fremmedgørelse mellem mennesker, det er os selv som skaber den. Personligt kunne jeg nok også være bedre til det, men det er da positivt, at ikke alle mennesker er så usikre og fremmedgjorte.