Om min blog

I anledning af at jeg nu snart har haft min blog i et halvt år, så vil jeg gerne skrive lidt om, hvordan jeg har det med min blog. For det første elsker jeg at blogge. Det er skønt, for det kombinerer to af de ting som jeg elsker mest - nemlig kommunikation og retorik. Udenfor blogsfæren taler jeg utrolig meget (ja, nogle siger jeg taler for meget) og det har jeg nu videreført til internettet via min blog. Men jeg er sikker på, at selvom min nærmeste omgangskreds mener, at jeg bruger al for meget tid på min blog – frem for på dem, mit speciale og mine andre interesser - så værdsætter de det nok alligevel, for det betyder jo også, at jeg taler det mindre – i hvert fald i den tid jeg bruger på bloggen. Jeg elsker også at læse andres blogs og jeg skriver også meget gerne kommentarer. Her har jeg dog måtte lære mig selv den utrolig svære kunst at begrænse mine kommentarer. Men det har jeg stadig ikke helt fået lært, så det lider diverse andre blogs under for tiden. Men bare rolig, jeg skal nok blive bedre til det - tror jeg nok. Jeg har også fået nogle (få) kommentarer og en del mails i forbindelse med mine forskellige indlæg og dem er jeg meget taknemlige for. Det er virkelig sjovt, når jeg får en mail fra folk, som jeg enten har skrevet om eller som kan relatere til det givne emne. Det er virkelig fedt, at folk gider at bruge deres tid på at skrive en kommentar eller en mail til mig, så tusind tak for det.

Det mest fascinerende aspekt ved at have sin egen blog, det er erkendelsen af, at der rent faktisk er nogle som gider at læse den. Det er imponerende! Det er også utroligt, hvor mange hits jeg har for tiden. Jeg kan faktisk ikke helt forstå det, for jeg er hverken med i nogen blogbot eller blogroll. Mon chart.dk har nogle IT problemer for tiden? Jeg tænker også tit på, hvor mange af mine hits egentlig kommer fra mennesker, som jeg kender udenfor blogsfæren. Altså om det er mine egne venner og familie som læser min blog, for de fleste af dem kender jo rent faktisk også adressen på min blog. (De har i hvert fald fået den.) Men da de aldrig nævner min blog, så antager jeg, at de heller ikke læser den. (Ja, nu ved jeg godt, at nogle nævner den, så det behøver I altså ikke at gøre mig opmærksom på.) Men hvor kommer alle de mennesker på min blog så fra og hvad læser de mon om? Jeg ved det ikke, for jeg har personligt fravalgt enhver form for overvågning af min blog og dens læsere. Mange andre har jo udstyret deres blog med diverse former for undersøgelser af brugerne, som sker helt automatisk i det man klikker på deres blog. Men bare rolig, her på bloggen er alle anonyme - i hvert fald i den grad man selv ønsker det. Her er ingen Big Brother. Jeg har kun chart.dk og der kan jeg kun se, hvor mange hits jeg har. Så jeg har faktisk ingen anelse om, hvem der kommer på min blog, hvilket styresystem de har, hvor i landet de befinder sig eller noget andet. Men jeg vil da gerne sige tusind tak for at læse min blog, uanset hvem I er og hvor I så ellers kommer fra. Det mest mærkelige aspekt ved at have en blog, det er tanken om, at folk jeg kender overfladisk eller møder regelmæssigt også kan læse min blog. Det er ret mærkeligt, for på den måde kan fremmede mennesker jo faktisk vide en del om mig personligt, uden at jeg ved det og uden at jeg ved noget om dem. Selvom det selvfølgelig er helt i orden, at de læser min blog, så er det alligevel en mærkelig tanke, at jeg ikke kan vide, hvad folk ved om mig. Men det vidste jeg jo egentlig også godt dengang for et halvt år siden, da jeg oprettede min blog, satte et billede af mig selv på den og siden har skrevet en del personlige ting om mit liv. Så det har jeg jo egentlig kun mig selv at takke for.

Hvad er tolerance?

I mandagens udgave af Deadline 22.30 var temaet tolerance (som kan ses her). Her blev en ny bog om tolerance af Thomas Bredsdorff (professor, Nordisk litteratur, KU) og Lasse Horne Kjærsgaard (forskningslektor, Nordisk litteratur, KU) præsenteret og diskuteret ud fra blandt andet litteratur som Kafka og Holberg. (Bogen har forresten den opsigtsvækkende titel: Tolerance - hvordan man lærer at leve med den man hader.) Programmet begynder med en kritik af den måde begrebet tolerance ofte bliver brugt på og her bliver det slået fast, at tolerance altid må indeholde en fordømmelse af intolerante holdninger og adfærd. Og dermed må tolerance heller aldrig bare blive lalleglad eller ligegyldig tolerance, da lalleglad eller ligegyldig tolerance hurtigt kan blive til grusom tolerance. Et eksempel på grusom tolerance (fra programmet) kunne f.eks. være tolerance overfor en religiøs tradition som kvindelig omskæring. Det bliver også fastslået, at tolerance altid må indebærer en vis (fastholdt) interesse for dem og de holdninger, som man er uenig med. Dette er en utrolig vigtig pointe, for hvis man bare prøver på at ignorere fordomsfulde og intolerante holdninger, så kan det hurtigt ende med, at man tror, at de slet ikke eksisterer. Hvilket betyder, at man i virkeligheden bare har valgt at se bort fra de intolerante holdninger, muligvis fordi man foretrækker at se verden som harmonisk - frem for konfliktfyldt. Den mest forfriskende pointe der bliver fremsat i programmet er dog, at selve begrebet om tolerance også forudsætter, at man kan se sig selv ude fra og dermed også med en vis selvironisk distance. Det vil altså sige, at selve begrebet om tolerance også forudsætter en vis selverkendelse (nemlig af det faktum, at man ikke altid nødvendigvis har ret) og en vis selvironisk distance (nemlig evnen til ikke at tage sig selv alvorligt hele tiden (selvhøjtidelighed)). Hvilket igen nok også forudsætter, at man har et vist niveau af både selvtillid og selverkendelse. De hævder også, at begrebet om tolerance er socialt skabt for at løse forskellige samfundsmæssige problemer og at man stadig kan bruge begrebet til dette. Her fremhæver de så fiktionens rolle som værende et fremragende værktøj til at øge menneskers tolerance overfor andre mennesker, da man gennem fiktionen både kan øge ens forestillingsevne, indlevelsesevne og ens generelle forståelse af andre menneskers liv og perspektiver. (Her bliver ideen om at bombe Bagdad med litteratur også fremsat.) Meget relevant citerer de også den amerikanske filosof Richard Rorty for, at havde sagt at: litteraturen betyder mere for moralske fremskridt end filosofien, fordi den bidrager til at udvide den moralske forestillingsevne. Og netop Rorty har jo gjort opmærksom på, at det er gennem vores identifikatoriske forestillingsevne, at vi kan indse vores fælles medmenneskelighed. Og det er netop ud fra denne menneskelighed, indlevelsesevne eller empati, at man overhovedet kan tale om tolerance og moral. Jeg vil ikke gå nærmere ind i en erkendelsesteoretisk moralsk diskussion, men til gengæld vil jeg gerne påpege en af programmets andre pointer, som man hurtigt kan overse. Og det er Bredsdorffs udtalelse om, at Nelson Mandela er et ikon på, hvordan man kommer ud af en grusom (intolerant) konflikt med tolerancen i behold. Og Mandela er virkelig et ikon, for han har ikke "bare" kæmpet kampen for tolerance overfor de sorte, men i lige så høj grad også kampen for at fastholde de sortes tolerance overfor de hvide. Dette er i sandhed et udtryk for virkelig tolerance, som de færreste mennesker evner. Det vil jeg gerne skrive under på, selvom at jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på mine personlige oplevelser med intolerante mennesker her.

California Dreaming

For tiden tænker jeg meget på, hvor fedt det ville være, hvis jeg bare kunne køre en lang tur gennem den amerikanske natur i en fed bil med mine venner og kæreste. Jeg elsker simpelthen bare den natur som findes på strækningen mellem Santa Barbara, Los Angeles og Las Vegas. Den er bare helt fantastisk, både kyststrækningen fra Santa Barbara til L.A. med sine rå klipper mod det blå hav, Californiens grønne græssletter, Grand Canyon, Nevadas landskab, Sedonas smukke røde klipper og Death Valley. Det ville bare være så fedt, hvis man bare kunne køre og slappe af uden at skulle tænke på noget bestemt. Og kun stoppe engang imellem for at spise et godt måltid, ligge lidt ved en kølig pool eller gå en tur i den fantastiske natur. (Mon det her handler om, at en af mine veninder lige har været tre uger i Brasilien?) Bare slappe af uden at skulle tænke på noget - hverken mit speciale eller min jobsamtale i næste uge om et studiejob. Men det kunne være fedt, bare at cruise, høre noget lækkert musik og nyde udsigten. Men det har jeg desværre ikke tid til lige nu, så det må blive ved drømmen indtil videre...

Livet som kamæleon

Livet handler om det konstant at kunne tilpasse sig forskellige situationer. Og bare fordi jeg vælger at bruge ordet rolle (hvilket kan ses som sociologisk determinisme) så mener jeg altså ikke, at de forskellige roller determinerer menneskets adfærd. Nej, mennesket vælger selv sine forskellige roller og kan i stor udstrækning også forme dem i den retning, som det ønsker. Alle mennesker har mange forskellige roller og skifter (for det meste) også problemfrit imellem dem hele tiden. Det ene øjeblik kan jeg f.eks. være til en 50 Cent koncert sammen med de fleste fra den nærmeste ghetto! I det andet øjeblik kan jeg være til en universitetskonference med diverse professorer og diskutere, hvorvidt omverdensbegrebet dybest set bare er et naturligt skel i den menneskelige erkendelse. I det næste øjeblik læser jeg en børnebog for en venindes barn. Det næste øjeblik er jeg til en jobsamtale. Det næste øjeblik diskuterer jeg politik. Det næste øjeblik spiller jeg konsolspil med mine venner. Det næste øjeblik snakker jeg med nogle af naboens børn som klapper min hund. Det næste øjeblik mødes jeg med en gammel veninde på en cafe. Det næste øjeblik er jeg i operaen med mine bedsteforældre osv. osv... Der er mange forskellige roller i livet. Men uanset situationen, så er alle rollerne jo dybest set mig eller forskellige aspekter af mig. Dem som kender mig bedst, det er vel dem, som kender mig i (næsten) alle rollerne. For jeg er jo ikke bare en af rollerne - men dem alle sammen. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, at nogle roller er mere begrænsede end andre. Men det betyder ikke, at man kan undskylde sig med en given rolle, for man kan jo forme rollen i den retning man vil. Eller hvis man er meget utilfreds, så kan man vælge rollen helt fra og finde en ny. Og det gælder altså uanset alder - også i erhvervslivet. Jeg hader personligt, at være tvunget ind i en bestemt rolle og derved skulle være på en bestemt måde. Altså det at andre forventer, at jeg skal være på en bestemt måde. Det opfodrer jo også i sig selv til oprør. I gymnasiet kostede denne manglende vilje til at tilpasse mig nogle dårlige karakterer, fordi jeg direkte nægtede at tilpasse mig i den grad som gode karakterer øjensynlig krævede (Ja, det vil nogle kalde at kysse ...). Om det var en dum strategi, det kan diskuteres. Men dette problem er der heldigvis ikke på universitetet, men til gengæld er der naturligvis en masse andre underforståede normer og regler for ens adfærd. Disse normer har jeg selvfølgelig også prøvet på at bøje, så jeg kunne passe ind. Ikke fordi, at jeg sådan absolut skal skille mig ud, lave oprør eller være anderledes, men jeg vil bare gerne have lov til at være mig selv. For jeg vil naturligvis gerne passe ind i en vis grad (hvilket jeg også gør) men jeg mener altså, at min adfærd er noget jeg bestemmer, ikke noget som andre skal påtvinge mig. Men der går selvfølgelig en meget fin skillelinje imellem, det at passe ind, hvor man forstår de givne sociale normer og spilleregler og så det at skulle ændre sig selv fuldkommen. Det kan være en hård kamp (det ikke at ville ligge under for andres normer og adfærd) samtidig med stadig at skulle passe ind i en vis grad, men det kan sagtens lade sig gøre. Selvom man selvfølgelig skal være bevidst om, at når man gør noget på en anden måde end andre forventer, så giver det naturligvis også en vis modstand - for ikke at tale om manglende forståelse. Men det er jo kun naturligt, når man ikke bare vælger at gøre alting, ligesom alle andre forventer eller vil have det.

Hvilken succes

Min uddannelse er en succes. Ja, nu mener jeg altså ikke min egen uddannelse, men selve uddannelsen i sig selv. For nogle måneder siden begyndte jeg at lave min egen helt uofficielle undersøgelse af, hvor mange på min årgang der egentlig havde fået en uddannelse eller var på vej til at få det. Det var faktisk rimelig let at få et vist videnskabeligt niveau af min undersøgelse, da jeg nemt kunne skaffe både nogle årsopgørelser over dem som er blevet færdige og så en liste over de nuværende studerende. Samtidig rendte jeg også ind i en tidligere medstuderende til en konference, som jeg senere brugte en eftermiddag sammen med for at genopfriske gamle minder og snakke om tiden der var gået siden sidst. Samtidig kunne vi jo også lige sammenligne vores viden omkring, hvem der droppede ud, hvem der skiftede studie og hvor nogle helt andre egentlig blev af. Tilsammen havde vi faktisk en meget god viden om stort set alle (som vi kunne huske i hvert fald). Men han fortalte mig også om en intern undersøgelse, som viste at vores uddannelse er en succes, for selvom folk bruger lang tid på deres studie, så bliver de fleste faktisk færdige på et tidspunkt. Min egen undersøgelse af min egen årgang viste, AT (trommehvirvel) hele 6 studerende fra min årgang nu har en universitetsuddannelse. Derudover viste det sig også, med hjælp fra både optegnelserne og min tidligere medstuderende, at hele 6 studerende med rimelig stor sikkerhed er ved at skrive speciale (hvoraf jeg er en af dem). Det vil altså sige, at der ud af mine tidligere 80 medstuderende er hele 12 mennesker der (forhåbentlig om nogle år) har fået en universitetsuddannelse! Det er da virkelig en succes som ikke er til at tage fejl af!

Test: Er du FOR ensidig, ensporet og indspist?

Her kan du teste, hvor ensidig, ensporet og indspist du er, ved at stille dig selv ti spørgsmål:

I min nærmeste omgangskreds (= venner og familie) er holdningerne:

1. Vidt forskellige (vi kan faktisk ikke rigtig tale om noget, uden at det ender i en vild diskussion).
2. Rimelig ens (der findes da nogle områder, hvor vi er ens, vi er jo f.eks. alle sammen mennesker!).
3. Helt identiske (hvad betyder det egentlig, det at være uenig, er de fleste synsvinkler ikke ret ens?).

I min nærmeste omgangskreds er den uddannelsesmæssige baggrund:

1. Meget forskellig (vi har faktisk tit svært ved overhovedet at kommunikere sammen).
2. De minder lidt om hinanden, selvom emneområderne og uddannelsestyperne er vidt forskellige (men vi har da visse fælles fortolkningsrammer).
3. Den samme (vi har faktisk gået på præcis den samme uddannelse eller det samme uddannelsessted, findes der egentlig overhovedet andre uddannelser eller muligheder i livet?).

I min nærmeste omgangskreds er de politiske holdninger:

1. Fordelt på kryds og tværs af alle partier (vi keder os aldrig til sammenkomsterne, men vi ses heller ikke så meget op til valgene).
2. Fordelt både på højre og venstre fløjen (det minder lidt om Folketinget).
3. Kun i en politisk retning (vi er faktisk alle sammen medlemmer af den samme politiske organisation).

I min nærmeste omgangskreds er den økonomiske situation den:

1. At der er hele skalaen (vi har alt lige fra en hjemløs til en massemillionær med Ferrari og eget firma).
2. At der er nogle få som skiller sig ud, ved at have en større eller mindre økonomisk indkomst, end os andre.
3. At vi alle sammen har præcis den samme indkomst (så er der også altid nogen til at hjælpe én med at udfylde selvangivelsen).

I min dagligdag møder jeg:

1. Alle slags mennesker (både med hensyn til holdninger, kultur, seksualitet, traditioner, alder og interesser).
2. Også tit nogle mennesker, som ikke nødvendigvis har præcis de samme synsvinkler på livet og verden, som jeg selv har.
3. Alle slags mennesker (men det gør jo ikke nødvendigvis den store forskel, for vi har jo alligevel alle sammen dybest set den samme forståelse af politik og verden...).

Mine indkøb foregår hovedsageligt:

1. Helt almindelige indkøbssteder (hvor alle slags mennesker handler).
2. Der, hvor de har de ting, som jeg skal bruge (det har de jo ikke alle de almindelige steder, i hvert fald ikke til den pris, kvalitet, fra det rette sted osv.).
3. Specialforretninger (hvor jeg kun møder folk, som jeg allerede kender og som jeg deler (minimum) 99 % af mine holdninger og interesser med).

Når jeg hører om noget nyt, hvad enten det er musik, teknologi, viden eller noget helt andet, så er min typiske reaktion:

1. Det lyder da spændende, fortæl endelig mere.
2. Hmm... (modtages med en vis skepsis, men er alligevel åben for at høre om nogle nye indtryk).
3. Nyt? Hvad skal man bruge noget nyt til, når jeg allerede ved det hele og HAR valgt mine interesser?

Når jeg hører nogen ytre en anden holdning end min egen, så er min umiddelbare reaktion:

1. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål, så jeg kan få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
2. At jeg egentlig ikke hører efter, for jeg ved jo alligevel allerede alt, hvad der er værd at vide, men så kan jeg jo bruge den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) til at forberede fremlægningen af mit eget synspunkt.
3. Hvilke andre holdninger?

Når nogen fortæller dig om en interesse, som du enten ikke bryder dig om eller har nogen interesse for, så siger du for det meste:

1. Det kender jeg ikke så meget til.
2. Det bør man ikke spilde sin tid på (hermed har du på en pæn måde tilkendegivet, at den givne interesse, ifølge din standard, ikke kan betragtes som en del af den finere kultur).
3. Intet (du går bare, for I har jo alligevel tydeligvis intet til fælles).

Når du tænker på din fremtid, så tænker du, at den:

1. Er fuldkommen uforudsigelig.
2. Nok vil gå i en bestemt retning, men at mange ting stadig er umulige at forudsige (hvis du altså ikke bare gør, som alle andre du kender).
3. Vil se præcis ud som i dag (for du kan jo umuligt blive klogere, så hvad skulle egentlig forandre sig?).


Her burde det jo så være indlysende, hvilke svar der betyder hvad. Men hvis du ikke helt har forstået pointen og kun har svaret 3 hele vejen, så er der muligvis ikke så meget at gøre. Du vil nok næppe lytte til råd som f.eks. at være mere åben, få nogle nye venner, opleve noget nyt eller få nogle nye interesser. Og formodentlig har du også allerede klikket væk fra min blog, da du tænkte det samme, som du svarede i det andet sidste spørgsmål.

Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder

En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”

Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.

I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.