Den filosofiske tanke - et svar til Stokbro

Stokbro er kommet med nogle meget interessante svar og forklaringer (her og her) på mit tidligere blogindlæg Om filosofisk tænkning, hvilket jeg naturligvis også gerne vil knytte nogle kommentarer til. Først vil jeg gerne afvise, at jeg skulle mene, at filosofi er det samme som formidling. Man kan sagtens have filosofiske tanker uden at være i stand til at formidle dem videre til andre mennesker. Der, hvor jeg mener, at formidlingen spiller en helt afgørende rolle, er mere i forhold til forståelsen blandt andre mennesker. For selvom at den manglende formidling eller forståelse ikke per definition gør de filosofiske tanker mindre filosofiske, så er spørgsmålet jo stadig, hvor meget man reelt kan bruge de filosofiske tanker til, hvis ingen forstår dem.

Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).

Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.

Om filosofisk tænkning - en kritisk kommentar til Stokbro

Forleden fik jeg en mail, hvor jeg blandt andet blev spurgt om, hvorvidt der stadig er brug for filosofisk tænkning? Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål, da det implicerede, at jeg måtte overveje, hvad der egentlig definerer en filosofisk tankegang. Normalt skelner jeg ellers ikke mellem almindelig tankegang og filosofisk tænkning, men det blev jeg så tvunget til i den pågældende situation. Stokbro har før været inde på emnet i hans meget interessante blogindlæg Decentrering, dissemination (filosofi). Her beskriver Stokbro sin egen tilgang til filosofi og hvilken form for kritik, der kan rettes mod den: ”Det jeg egentlig kan kritiseres for, mht. manglende empiri og en metafysikkritisk tilgang til filosofien, er, at jeg ikke er filosofisk (nok) eller filosofisk dannet, at mine tekster er for eksperimenterende og således aldrig rigtig kommer frem til noget.” Jeg mener ikke, at der skulle være noget belæg for at sige, at Stokbro ikke er filosofisk nok. Ligeledes mener jeg heller ikke, at det nødvendigvis skulle være en ulempe ikke at være filosofisk (ud)dannet. For desværre kan man ikke sætte lighedstegn mellem det at have en uddannelse indenfor filosofi og så det at være en stor filosof. Ganske ligesom, at man heller ikke nødvendigvis bliver nogen god psykolog, bare fordi man har taget en uddannelse indenfor psykologi. Jeg mener heller ikke, at tekster kan være for eksperimenterende. Det er kun skønt, hvis en filosofisk tekst er eksperimenterende – specielt hvis det eksperimenterende ikke bare består af akademisk vrøvl. For der findes jo allerede alt for mange kedelige og ligegyldige tekster – som jeg af princip nægter at kalde filosofiske. Nej, filosofi må involvere mere end blot opremsningen af diverse filosofiske spørgsmål og så nogle selvindlysende konsekvenser heraf. Så lad os endelig få nogle flere eksperimenterende tekster! Ethvert skridt væk fra middelmådigheden og det forudsigelige byder jeg velkommen til hver en tid!

Der, hvor Stokbros og min forståelse af filosofi adskiller sig fra hinanden er det punkt, hvor Stokbro selv hævder, at han ”aldrig rigtig kommer frem til noget”. Og hvorfor er det så, at Stokbro ikke gør det? Det giver han selv svaret på senere i teksten, hvor han beskriver, hvorledes hans filosofi ikke er resultatorienteret og derefter tilføjer sætningen: ”men i dybeste forstand filosofisk”. Altså sætter Stokbro selv lighedstegn mellem det filosofiske og det manglende svar eller udeblevne resultat. Og dermed har Stokbro selv defineret den filosofiske tænkning, så den per definition aldrig kan nå frem til et resultat, for dermed ville den ophøre med at være filosofisk. Det er altså ikke filosofisk at nå frem til nogen form for sandhed eller erkendelse. Det forklarer også samtidig, hvorfor Stokbro (med hans egne ord) endnu ikke er ”kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse ”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at Stokbros filosofi ikke når frem til dette ”noget” – hvilket vel i virkeligheden bare er en anden betegnelse for sandhed eller erkendelse.

Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis - dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse. Det er her, hvor jeg, modsat Stokbro, mener, at empiri og logik spiller en ret væsentlig rolle. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Stokbro vælger at fastholde dette syn på filosofisk tænkning. Er det i virkeligheden et tegn på en romantisk verdensopfattelse? Er verden mere spændende eller eksotisk, hvis der ikke findes nogen endegyldige svar på de filosofiske spørgsmål? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Efter min mening så skal en sand filosof ikke bare stille spørgsmålene – men må også give nogle svar. For hvad skulle pointen ellers være med at filosofere over spørgsmålene? Men måske mener Stokbro slet ikke, at der er eller skal være nogen pointe med at filosofere.

Om parkour og urban tricking

Jeg er generelt meget fascineret af al form for ekstremsport, hvoraf parkour og urban tricking er en af de nyeste. Parkour er dog ikke noget helt nyt fænomen, da Madonna jo allerede tilbage i 2006 promoverede parkour gennem lanceringen af hendes video Jump. Her blev der blev der udøvet parkour rundt omkring i Tokyos gader til ordene: Are you ready to jump? Get ready to jump. Don’t ever look back, oh baby. Senere kom James Bond filmen Casino Royale med en parkourscene udført af en af verdens allerbedste parkourudøvere Sébastien Foucan, hvilket også var med til at udbrede kendskabet til parkour. Parkour er på mange måder et udtryk for frihed. Man behøver ikke at have nogen form for udstyr – man har kun brug for et par løbesko. Man skal heller ikke først tage et bestemt sted hen – man kan udøve det lige, hvor man vil. Man bruger det urbane landskab som en legeplads, hvor byens arkitektur fungere som en kulisse for ens fysiske udfoldelser. Man bestemmer selv, hvor man vil hen og behøver ikke at have nogen forudbestemt destination. Man er i konstant bevægelse og derfor er det heller ikke muligt at besvare arbejdsmailen eller tage mobilen. Og modsat så mange andre sportsgrene, så er man heller ikke begrænset af nogen regler eller mål. Man er fri. Det er, hvad det moderne menneske ofte har brug for – at være helt fri. Fri for forpligtelser – det er den ultimative frihed. Derfor appellerer parkour også i høj grad til det moderne menneske, for det er kun fantasien, dine evner og så et par juridiske og fysiske love der sætter grænserne for dine udfoldelser. Det danske Team JiYo udtrykker det således i en af deres videoer: Consciouness lives in the mind, but I am not the mind. Strength lives in the body, but I am not the body. I am movement. I am free. Parkour bliver derfor også på fransk kaldt l'art du déplacement – the art of movement. Her til sidst skal jeg måske lige også nævne, at parkour også er kunsten at kende og forstå sine egne begrænsninger. Hvis man ikke gør det, så vil man hurtigt erfare, hvorfor parkour betegnes som en ekstremsport. Her er en video med grundlæggeren af parkour David Belle:

Action Philosophers! - en filosofisk tegneserie

Jeg ville også lige gøre opmærksom på tegneserien Action Philosophers! af Evil Twin Comics. Action Philosophers! tager udgangspunkt i alle de store filosoffer og kan købes her. Men man kan også læse nogle udvalgte historier med f.eks. John Stuart Mill, Rene Descartes og førsokratikerne helt gratis på nettet - dem finder man her.

Filosofisk humor