Kvalitetsudvikling indenfor sundhedssektoren: Fra kvantitet til kvalitet

Danske Regioner skriver i Bedre resultater for patienten – Ny dagsorden for udvikling og kvalitet i sundhedsvæsnet: ”I dag er der primært fokus på aktivitet og budgetter i udviklingen og styringen af det danske sundhedsvæsen. ”Hvor mange operationer er der gennemført?” og ”Hvad koster de?” er naturligvis centrale spørgsmål. De økonomiske parametre fortæller kun en del af sandheden om, hvad vi får for pengene i det danske sundhedsvæsen. Og de siger ikke noget om det, der er vigtigst – nemlig, hvilke resultater sundhedsvæsenet skaber for patienterne.” Ligeledes har Bent Hansen formand for Danske Regioner også udtalt: ”Det er jo ingen maskinfabrik. Men hidtil har vi hele tiden haft brug for - op til de årlige økonomiforhandlinger med regeringen – at dokumentere, at vi var effektive nok for at få de nødvendige midler. Nu vender vi det om og siger, at det er den eller den kvalitet, vi vil opnå – samtidig med at vi holder fast i et højt produktivitetsniveau.” Det politiske fokus er altså skiftet fra udelukkende at se på kvantiteten til også at fokusere på kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Men det er ikke alle steder i sundhedsvæsenet, hvor man har arbejdet lige målrettet med kvalitetsudvikling og derfor er det heller ikke uden grund, at man indførte Den Danske Kvalitetsmodel. Som Flemming Steen Pedersen også skrev omkring kvalitetsudviklingen indenfor sundhedssektoren i ”Operation Kvalitet” i Berlingske Tidende i maj 2009: ”Men initiativerne har været spredte, har haft tilfældighedernes præg, og det har længe været en erkendt akilleshæl, at det er svært at få »best practice« ud i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Efter sommerferien gøres endnu et forsøg, og det er et ganske ambitiøst ét af slagsen. Hér begynder man udrulningen af den »danske kvalitetsmodel« ude på sygehusene. Projektet, der har været fire år undervejs, har formuleret i alt 104 standarder for, hvordan indsatsen bør være på en lang række felter. Sygehusene bliver målt på, om de opfylder standarderne, og resultaterne offentliggøres… Både politikere og fagfolk er således - endelig - begyndt at samle sig til et fælles tigerspring på kvalitetsområdet. Det er ikke længere nok med korte ventelister; behandlingen skal også være i top. For alle patienter. Hele tiden.” Og der er slet ingen tvivl om, at Den Danske Kvalitetsmodel er et tigerspring for mange af de sygehuse, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, som man f.eks. har gjort det på flere af sygehusene i hovedstadsområdet, hvor man flere steder har arbejdet efter den amerikanske non-profit akkrediteringsorganisation Joint Commision Internationals sygehus-standarder i årevis. Den Danske Kvalitetsmodel er indført for at tvinge samtlige sygehuse i Danmark til at forholde sig til kvaliteten af deres ydelser. Set ud fra et kvalitetsperspektiv er det en rigtig god løsning med en national kvalitetsmodel, selvom der naturligvis også kan stilles mange kritiske spørgsmål til indholdet af Den Danske Kvalitetsmodel, planlægningen af akkrediteringsprocessen, auditspørgsmålene og hvorvidt det overhovedet giver mening at indføre en kvalitetsmodel samtidig med, at man kræver, at sygehusene skal spare og øge produktionen. Men hvis man ikke indførte kvalitetsmodellen nu, hvornår skal man så gøre det? Umiddelbart virker det ikke som om, at sygehusene vil få flere penge de kommende år med flere ældre, stadigt stigende krav og stigende udgifter til både udstyr og medicin. Og derudover så burde man vel også mene (også selvom man ikke er kvalitetskonsulent) at kvaliteten af sundhedsydelserne også er et ret vigtigt aspekt for borgerne - eller rettere sagt patienterne.

Kulturnat 2010 i København

Jeg har aldrig haft muligheden for at deltage i kulturnatten før (primært pga. arbejde) men i år fik jeg endelig muligheden, da jeg havde ferie. Jeg havde på forhånd udvalgt en del steder, som jeg gerne ville se, men jeg anede virkelig ikke, hvor hurtigt sådan en aften går. Så vi nåede faktisk kun at besøge et par stykker af de steder, som vi havde udvalgt på forhånd (vi prioriterede de steder, som man normalt ikke kan besøge sådan uden videre). Vi havde egentlig planlagt at begynde med Folketinget, men tilfældighederne ville, at vi først fik set C.F. Hansens græsk inspirerede og nyklassicistiske (tempel) Christiansborgs Slotskirke og derefter De Kongelige Repræsentationslokaler. Det var super flot og da vi trådte ind i Riddersalen begyndte Den Kongelige Livgardes Musikkorps at spille en lille koncert. Her var jeg faktisk allerede godt tilfreds med udbyttet af mine 85 kroner (hvilket jo også dækkede transporten) men aftenen var langt fra slut. Derefter gik turen til Folketinget, hvor alle partierne tog meget varmt imod os med stor entusiasme. Vi begyndte med at få en Socialdemokratisk muffin sammen med Mogens Lykketoft og derefter gik turen til Venstre, hvor der var europæisk chokoladekage og politiker- Jeopardy. Her tabte Søren Pind, mens jeg modstod fristelsen for at vende Den Danske Kvalitetsmodel med sundhedsminister Bertel Haarder, selvom manden selv udfordrede skæbnen ved at udveksle et par ord med mig. Efterfølgende besøgte vi både de Konservative, SF og Enhedslisten, hvor både Tom Behnke og Villy Søvndal også viste, at de ikke var bange for at møde befolkningen. Senere gik turen forbi Liberal Alliance, hvor Simon Emil Ammitzbøll holdt en brandtale for, hvor mange ligegyldige lovforslag der blevet diskuteret i den forløbne uge i Folketinget - den endeløse opremsning af lovforslag fik smilet frem på læberne af de mange tilfældige forbipasserende. Herefter så vi Finansudvalgets mødelokale og i Europaudvalgets mødelokale fortalte Lone Dybkjær, hvordan arbejdet foregår i Europaudvalget. Herefter kom vi til at se på uret og så måtte vi skynde os af sted til vores reserverede bord på Tony’s. Tony’s er en moderne italiensk/New York restaurant i havnegade tæt på Kongens Nytorv, hvor de har (som der står i Tony’s manifest) ”fremragende mad & drikke til en ualmindelig fornuftig pris” men hvor de til gengæld ikke fortæller ”lange historier om maden” eller kender ”de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse”. Efter en fantastisk middag gik turen tilbage, hvor Børsen lukkede lige for næsen af os. Derefter gik turen til Højesteret, hvor vi måtte vente i kø i en lille times tid i en ret kølig aftenvind - inden at Børge Dahl (den nye Højesteretspræsident) bød os indenfor i varmen. Herefter fik vi en meget flot guidet rundvisning af en ung dommerfuldmægtig, som var virkelig dygtig til at referere til alle de store retssager og fortælle alle de spændende detaljer, hvilket også fordrede til mange gode (kloge) spørgsmål undervejs på rundturen. Turen gik både igennem alle retssalene og Højesteretsbiblioteket og inden vi forlod Højesteretsbygningens store port, så var klokken et par minutter i midnat. Således forløb en fantastisk aften i København (som bortset fra Tony’s) kun havde kostet 85 kr. Det var ærgerligt, at man ikke kunne nå at se mere - og derfor skal det helt klart også gentages igen næste år (hvis arbejdet altså tillader det). Derudover så har vi jo også stadig fribilletten til et af de københavnske museer (hvilket også er inkl. i de 85 kr.) – det bliver jo nok favoritten Glyptoteket. (Tak for lån af billedet til Kulturnatten.)

Despicable Me

Forleden havde jeg den sjældne mulighed for at lave præcis, hvad jeg ville og derfor var jeg inde at se Despicable Me i 3D. Eller det vil sige Grusomme mig, som man har valgt at oversætte titlen til i Danmark, hvor den kun bliver vist med dansk tale. Despicable Me spiller på det klassiske tema omkring, hvordan man overvinder det onde med det gode. Det er måske også netop det tema, som har gjort at de danske oversættere har valgt at kalde filmen for Grusomme mig, frem for den mere korrekte oversættelse Foragtelige mig. Fordelen med titlen er måske, at den er mindre moraliserende og afslører mindre af filmens handling. Despicable Me handler om den ondskabsfulde mesterskurk Hr. Gru, der vil begå den største forbrydelse ved at stjæle månen. Hr. Gru er ikke typen, der er bange for at rydde nogen af vejen for at opnå sine ønsker og adoptere derfor også uden de store overvejelser de tre små søde piger Margo, Edith og Agnes fra det lokale børnehjem til sin mesterplan. Her må Hr. Gru dog hurtigt indse, at selvom han muligvis er verdens største superskurk, så har han måske alligevel fået hænderne lidt for fulde. Grusomme Mig er ikke nogen Pixar film, men den er rigtig godt lavet, er velgennemtænkt, har mange gode detaljer og så kan man næsten ikke andet end at elske filmens charme og dens underfundige humor. Derudover værdsætter jeg også filmens forsøg på at give lidt mere dybde til filmen ved at se på årsagerne til, at Hr. Gru valgte at blive en superskurk. Alt i alt en meget sjov, sød og charmerende film – som bestemt ikke kun er for børn. Det bør det også nævnes, at den tredimensionelle effekt fungerer rigtig godt i filmen, hvilket også bliver rigtig flot illustreret under rulleteksterne, hvis man ikke har tid til at lægge mærke til det undervejs i filmen. Den danske oversættelse fungerer også glimrende - selvom jeg stadig glæder mig til at se filmen i den originale version med stemmer af blandt andet Julie Andrews, Russel Brand og Steve Carell.

Når nutiden bliver til fortid

Forladte bygninger får mig altid til at tænke på, hvor hurtigt tiden går. Hvor meget der forandrer sig hele tiden. De forladte bygninger virker som symboler og milepæle for vores samfund og dets ændringer i smag og stil. Ofte fjerner man disse symboler med det samme – med ganske god grund – men når de bliver stående virker de som fysiske symboler på den moderne verdens foranderlighed. Som symboler på, hvor hurtigt tiden går og hvor kort tid der er mellem nutid og fortid. Nogle af billederne nedenfor leder mine tanker hen på den moderne verdens version af Lori Nixs værk The City.