Dengang da jeg oprettede min blog, der tænkte jeg lidt over, hvilke farver jeg skulle vælge. Selvom farvevalget måske umiddelbart kan virke ligegyldigt, så har det nok alligevel en vis betydning for, hvad folk tænker sådan umiddelbart, når de kommer ind på ens blog. Folk associerer jo forskellige ting ud fra forskellige farver. Hvis man gerne vil fremstå seriøs (sagde nogen akademisk og intellektuel?) så kan man jo f.eks. bruge nogle jordfarver som sort, brun, grå og blå. Farverne skal naturligvis være i afdæmpede og matte farver, da enhver form for farvestrålende symbolik hurtigt kan føre til, at siden bliver opfattet som useriøs. Og så kunne det jo være, at de seriøse intellektuelle klikkede væk fra siden igen. Jeg har nævnt det før, men jeg fremhæver det gerne igen - man kan ikke både være positiv (med farver) og samtidig fremstå intellektuel og seriøs. Det kan ikke lade sig gøre, det er umuligt. Det er bevist igen og igen.
Jeg har naturligvis også udvalgt farverne på min blog efter mange seriøse og hårde overvejelser. Jeg har faktisk også prøvet at give min blog nogle farver, så den fremstod både seriøs og intellektuel. Men min blog følte sig slet ikke tilpas i de farver, den følte sig både hæmmet og samtidig så den også meget trist ud. Så prøvede jeg det modsatte, at give den en masse forskellige farver, men så lignede den mest af alt en farveeksplosion (ja, jeg ved godt, at nogle mener, at jeg måske aldrig kom helt væk fra det koncept). Men til sidst fandt jeg nogle passende farver. Farverne på min blog blev nok hovedsageligt valgt ud fra følgende tanker. Farverne skal ikke være for kedelige, jeg skal selv kunne lide dem og så må de for alt i verden ikke give det indtryk, at jeg selv tror, at jeg er super intellektuel eller at bloggen har et super seriøst indhold.
Men det som virkelig kan undre og forbløffe mig, det er, hvorfor Filosofi på Københavns Universitets også har valgt stort set de samme farver på deres side!?! Prøv bare at se her. Hvordan gik det lige til? Hvilken kommunikationsrådgiver har mon anbefalet dem det? Betyder det så, at jeg også er med på moden? Eller har jeg taget fejl af noget? Måske er det en ny farvemode indenfor den intellektuelle verden, som jeg på en eller anden måde har været på forkant med, som gør op med tidligere tiders betoning af jordfarver. Betyder det så, at der ikke længere er lighedstegn mellem intellektuel og jordfarver? Det virker næsten også som om, at man har prøvet på at fremhæve de lyserøde og lyseblå farver i selve billedet af den athenske skole med Aristoteles og Platon (af Raphael) hvor de lyserøde og lyseblå farver jo nærmest lyser op. Sådan ser billedet altså ikke altid ud, bare se her. Hvorfor har man mon valgt at fremhæve netop disse farver? Måske hænget valget af farverne lyserød og lyseblå alligevel sammen med filosofi på en eller anden måde, som jeg altså bare ikke er bevidst om endnu!
fredag den 18. januar 2008
torsdag den 17. januar 2008
Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri
Sådan lød dommen over danskerne i går fra den højtuddannede og velformulerede udenlandske arbejdskraft i Danmark i DR1s program Penge Magasinet (som man kan se her). Ifølge de adspurgte udlændinge (som både bor og arbejder i Danmark) så rækker den danske umiddelbare gæstfrihed og imødekommenhed kun til max. at vise, hvordan kopimaskinen virker. En amerikaner bemærker ligefrem, at danskerne i starten hverken vil smile eller hilse. Generelt er det øjensynlig så svært for udlændingene at forstå os danskere og begå sig iblandt os, at flere og flere firmaer opstår med netop dette problem for øje. Derfor følger man i programmet også, hvordan et kursus (med navnet Danes Today) hos Living Institute skal forberede de stakkels udlændinge på den barske sociale virkelighed i Danmark, hvor vi f.eks. er for generte til at kysse hinanden på kinderne. Generelt er problemet øjensynligt så stort, at et andet nyt firma Life in Denmark nu også ligefrem vil tilbyde en 24 timer hotline. Det endelige bevis for danskernes manglende interesse og ligegyldighed overfor udlændingene er, da programmet også viser, at problemet findes på Danmarks førende arbejdsplads Microsoft. Her har udlændingene heller ikke nogen danske venner, selvom at arbejdssproget rent faktisk er engelsk og dermed ikke burde være nogen forhindring. Det endelige fældende bevis er en undersøgelse som viser, at kun 14 % af udlændingene mener, at danskerne er åbne og inviterende, mens hele 43 % mener det modsatte.
Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?
Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?
onsdag den 16. januar 2008
20 års jubilæum
Kan man have det, når man er 27? Det kan man øjensynlig. Min bedste veninde har lige gjort mig opmærksom på, at vi har 20 års jubilæum. Det vil altså sige, at det nu er 20 år siden, at en sød filippinsk udseende pige trådte ind i min klasse og min klasselærer spurgte; hvem vil sidde ved siden af den nye elev Heidi? Frisk, som jeg jo altid har været, rakte jeg naturligvis hånden i vejret med det samme. Siden har vi været rigtig gode venner og meget er sket i de 20 år – vi har delt både positive og negative oplevelser. Hun kan også huske alle de ting, som jeg har glemt - og det er jo en del. Det er fordelen ved at have venner over længere tid, for så kan de jo fortælle én, om alle de vanvittige ting man har gjort, som man ellers lykkeligt havde glemt. Men i morgen skal vi så fejre vores jubilæum med en hyggedag (uden mændene) og det bliver så forhåbentlig starten på endnu 20 års venskab.
tirsdag den 15. januar 2008
Hiphop som musik og kultur
Der findes mange forskellige opfattelser af, hvad hiphopkultur og hiphopmusik er og står for. Men jeg vil tage udgangspunkt i min egen forståelse af hiphopmusik - selvom min forståelse langt fra deles af alle eller er ukontroversiel.
Hiphop stammer fra USA. Nogle hævder, at rap allerede startede for mange år siden blandt de sorte slaver i USA, som brugte sangen til at udtrykke deres frustration. Andre mener, at hiphopmusikken først startede med de første hiphopmusikere i 1970’erne.
Men hvad er hiphopmusik egentlig? Hiphopmusik er mange forskellige ting og derfor findes der også mange genrer indenfor hiphop. Og derfor er der også meget stor uenighed om, hvad der skal betegnes som hiphopmusik og hvad der ikke skal. Jeg foretrækker en meget bred definition af hiphopmusik og derfor mener jeg også, at hiphopmusik er alt lige fra Nik og Jay til 50 Cent. Jeg ved naturligvis godt, at denne betragtning ikke vil være særlig populær i mange hiphopkredse. (Hvilket formodentlig også er grunden til, at Nik og Jay nu selv kalder deres musik for pop, men i starten kaldte de den faktisk for hiphop.) Men ud fra min forståelse af hiphop, så er Nik og Jay også hiphop, selvom det naturligvis ligger i den meget poppet ende af hiphopgenren. Mange andre foretrækker en meget smal definition af hiphop, hvilket jeg dybest set betragter som et forsøg på at fastholde hiphop som en slags undergrundskultur, frem for at erkende, at hiphop (både som musik og kultur) er blevet meget mere mainstream de seneste år. Dette betegner kritiske røster i hiphopmiljøet som, at hiphop er "ved at gå pop".
Hiphopmusikkens udtryksform er både almindelig sang, dj’ing (plademix), beatboxing (skabe musik med sin stemme) og rap. Rap er det vigtigste kendetegn ved hiphop og stammer oprindeligt fra forkortelsen af rhythm and poetry. Det betegner meget godt, hvad hiphop består af: nemlig digte tilsat rytme. Nogle rappere rimer også konsekvent hele vejen igennem deres tekster, mens andre aldrig gør det. Men det er nu heller ikke så væsentligt, for det er budskabet, selvom det selvfølgelig også er ret væsentligt, at musikken har et fedt beat (rytme eller lydmæssig baggrund). Vold og bandekrig var oprindeligt ikke en del af rap, men da mange kriminelle har taget musikken til sig, så kan det hurtigt virke sådan. Det har de måske gjort, fordi at hiphopmusik har en meget kraftig gennemslagskraft, som måske i en vis grad appellerer til aggression. Men aggressionen behøver jo ikke at blive brugt på en negativ måde - den kan også bruges til at få en større selverkendelse, kontrol eller (vigtigst af alt) som motivation.
Hiphoptøj fremhæves også tit som en del af hiphopkulturen. Hiphoptøj er mest kendt for baggy jeans og baggy hættetrøjer. Nogle mener, at det baggy (posede) udtryk stammer fra hiphopkulturens opvækst i fattige kvarterer (hvor man arvede de ældre søskendens tøj) mens andre mener, at det stammer fra de kriminelle, som blev lidt for vant til onesize i fængslerne. Bling-bling (udtryk for smykker af guld, sølv eller diamanter) er også en stor del af hiphopkulturen og det bruges mest til at symbolisere ens økonomiske status overfor alle andre. Nogle andre eksempler på statussymboler (som ofte bliver nævnt i hiphopmusik) er f.eks. dyre biler, dyrt tøj og store huse. Disse statussymboler er også klart en form for pral og en måde at vise alle andre, at man ikke (længere) er en del af den økonomiske underklasse.
Hiphopmusikkens essens er dybest set, at kunne fortælle andre om ens oplevelser, følelser og syn på livet. Dette minder på mange måder om at have en blog. Derfor har bl.a. Eminem også kritiseret USA's regering i skarpe vendinger for at kvæle hans ytringsfrihed ved direkte at censurere hans tekster. Da hiphopmusik har plads til langt flere ord end andre musikgenrer, så giver det også automatisk mere plads til at fortælle længere og grundigere om en oplevelse. De fleste hiphoptekster bygger på den forståelse af virkeligheden, at alle (potentielt) har muligheden for at opnå den amerikanske drøm. Her skelner man ikke (nødvendigvis) mellem det at klare sig godt gennem kriminalitet eller klare sig godt på en mere samfundsmæssig korrekt måde. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at hiphopmusik altid fremstiller eller fremhæver kriminalitet som noget positivt. For rigtig mange tekster handler faktisk om, at komme videre med sit liv, at komme væk fra kriminaliteten, at komme væk fra ghettoen eller at få en uddannelse og et job. Teksterne handler også meget om selvhævdelse og ære. Rap var oprindeligt en verbal kamp på ord (og kun på ord) mellem to rappere, hvor det gjaldt om at forsvare sine synspunkter, sin ære (andres respekt for én) og sin selvrespekt. Breakdance eller hiphop er naturligvis også en væsentlig del af hiphopkulturen og derfor har de fleste, som hører hiphopmusik, nok også et vist kendskab til dansen i enten større eller mindre grad.
Hiphopmusikkens syn på kvinder er meget omdiskuteret. Tit bliver det fremhævet, at hiphopmusik per definition skulle være kvindenedgørende. Men det mener jeg simpelthen er forkert og misforstået. Der findes selvfølgelig idioter overalt - også indenfor hiphopmusik. Sådan er det, men jeg mener ikke, at man sådan generelt kan sige at hiphopmusik er kvindenedgørende. Alle mandlige rappere har skrevet kærlighedssange til de kvinder, som de elsker eller forelsker sig i, hvor kvinderne bliver hyldet og værdsat. Nedsættende ord bliver (af de fleste) kun brugt om kvinder, som man ikke har nogen respekt for. De fleste rappere vil aldrig hævde noget negativt om nogle af de kvinder, som de elsker. Tværtimod, så er de dronninger. Bare fordi man bruger et bestemt ord eller taler nedsættende om kvinder, som man ikke bryder sig om, så betyder det jo ikke, at man generelt ikke har nogen respekt for kvinder. Denne sammenblanding har man også set i forbindelse med Hanne-Vibeke Holsts kritik af hiphop- musik, som jo førte til en større diskussion i medierne. Den diskussion blev vel reelt afsluttet ved at Holst var med i Jokerens video Godt Taget. Jeg frikender hermed ikke alle hiphopmusikere for at se ned på kvinder, men jeg påpeger bare, at jeg i hvert fald ikke opfatter hiphopmusikken som mere kvindenedgørende end andre musikgenre. Desuden så tager kvindelige rappere som Eve, Missy Elliot, Da Brat, Lauryn Hill, Lady Soveriegn og danske Natasja også klart revanche, når de rapper om mændene og deres egenskaber. Faktisk så mener jeg, at hiphopmusik generelt har et meget mere åbent syn på kvinder end mange andre musikgenre. F.eks. gælder modebranchens idealformer ikke indenfor hiphop, hvor man generelt syntes, at man kan være cool, uanset om man er tyk eller tynd. For her handler det mere om ens attitude og at turde vise, hvem man er, uanset hvordan man så er. Altså handler det med andre ord om, at pakke janteloven væk og sætte det store smil på.
Hiphop stammer fra USA. Nogle hævder, at rap allerede startede for mange år siden blandt de sorte slaver i USA, som brugte sangen til at udtrykke deres frustration. Andre mener, at hiphopmusikken først startede med de første hiphopmusikere i 1970’erne.
Men hvad er hiphopmusik egentlig? Hiphopmusik er mange forskellige ting og derfor findes der også mange genrer indenfor hiphop. Og derfor er der også meget stor uenighed om, hvad der skal betegnes som hiphopmusik og hvad der ikke skal. Jeg foretrækker en meget bred definition af hiphopmusik og derfor mener jeg også, at hiphopmusik er alt lige fra Nik og Jay til 50 Cent. Jeg ved naturligvis godt, at denne betragtning ikke vil være særlig populær i mange hiphopkredse. (Hvilket formodentlig også er grunden til, at Nik og Jay nu selv kalder deres musik for pop, men i starten kaldte de den faktisk for hiphop.) Men ud fra min forståelse af hiphop, så er Nik og Jay også hiphop, selvom det naturligvis ligger i den meget poppet ende af hiphopgenren. Mange andre foretrækker en meget smal definition af hiphop, hvilket jeg dybest set betragter som et forsøg på at fastholde hiphop som en slags undergrundskultur, frem for at erkende, at hiphop (både som musik og kultur) er blevet meget mere mainstream de seneste år. Dette betegner kritiske røster i hiphopmiljøet som, at hiphop er "ved at gå pop".
Hiphopmusikkens udtryksform er både almindelig sang, dj’ing (plademix), beatboxing (skabe musik med sin stemme) og rap. Rap er det vigtigste kendetegn ved hiphop og stammer oprindeligt fra forkortelsen af rhythm and poetry. Det betegner meget godt, hvad hiphop består af: nemlig digte tilsat rytme. Nogle rappere rimer også konsekvent hele vejen igennem deres tekster, mens andre aldrig gør det. Men det er nu heller ikke så væsentligt, for det er budskabet, selvom det selvfølgelig også er ret væsentligt, at musikken har et fedt beat (rytme eller lydmæssig baggrund). Vold og bandekrig var oprindeligt ikke en del af rap, men da mange kriminelle har taget musikken til sig, så kan det hurtigt virke sådan. Det har de måske gjort, fordi at hiphopmusik har en meget kraftig gennemslagskraft, som måske i en vis grad appellerer til aggression. Men aggressionen behøver jo ikke at blive brugt på en negativ måde - den kan også bruges til at få en større selverkendelse, kontrol eller (vigtigst af alt) som motivation.
Hiphoptøj fremhæves også tit som en del af hiphopkulturen. Hiphoptøj er mest kendt for baggy jeans og baggy hættetrøjer. Nogle mener, at det baggy (posede) udtryk stammer fra hiphopkulturens opvækst i fattige kvarterer (hvor man arvede de ældre søskendens tøj) mens andre mener, at det stammer fra de kriminelle, som blev lidt for vant til onesize i fængslerne. Bling-bling (udtryk for smykker af guld, sølv eller diamanter) er også en stor del af hiphopkulturen og det bruges mest til at symbolisere ens økonomiske status overfor alle andre. Nogle andre eksempler på statussymboler (som ofte bliver nævnt i hiphopmusik) er f.eks. dyre biler, dyrt tøj og store huse. Disse statussymboler er også klart en form for pral og en måde at vise alle andre, at man ikke (længere) er en del af den økonomiske underklasse.
Hiphopmusikkens essens er dybest set, at kunne fortælle andre om ens oplevelser, følelser og syn på livet. Dette minder på mange måder om at have en blog. Derfor har bl.a. Eminem også kritiseret USA's regering i skarpe vendinger for at kvæle hans ytringsfrihed ved direkte at censurere hans tekster. Da hiphopmusik har plads til langt flere ord end andre musikgenrer, så giver det også automatisk mere plads til at fortælle længere og grundigere om en oplevelse. De fleste hiphoptekster bygger på den forståelse af virkeligheden, at alle (potentielt) har muligheden for at opnå den amerikanske drøm. Her skelner man ikke (nødvendigvis) mellem det at klare sig godt gennem kriminalitet eller klare sig godt på en mere samfundsmæssig korrekt måde. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at hiphopmusik altid fremstiller eller fremhæver kriminalitet som noget positivt. For rigtig mange tekster handler faktisk om, at komme videre med sit liv, at komme væk fra kriminaliteten, at komme væk fra ghettoen eller at få en uddannelse og et job. Teksterne handler også meget om selvhævdelse og ære. Rap var oprindeligt en verbal kamp på ord (og kun på ord) mellem to rappere, hvor det gjaldt om at forsvare sine synspunkter, sin ære (andres respekt for én) og sin selvrespekt. Breakdance eller hiphop er naturligvis også en væsentlig del af hiphopkulturen og derfor har de fleste, som hører hiphopmusik, nok også et vist kendskab til dansen i enten større eller mindre grad.
Hiphopmusikkens syn på kvinder er meget omdiskuteret. Tit bliver det fremhævet, at hiphopmusik per definition skulle være kvindenedgørende. Men det mener jeg simpelthen er forkert og misforstået. Der findes selvfølgelig idioter overalt - også indenfor hiphopmusik. Sådan er det, men jeg mener ikke, at man sådan generelt kan sige at hiphopmusik er kvindenedgørende. Alle mandlige rappere har skrevet kærlighedssange til de kvinder, som de elsker eller forelsker sig i, hvor kvinderne bliver hyldet og værdsat. Nedsættende ord bliver (af de fleste) kun brugt om kvinder, som man ikke har nogen respekt for. De fleste rappere vil aldrig hævde noget negativt om nogle af de kvinder, som de elsker. Tværtimod, så er de dronninger. Bare fordi man bruger et bestemt ord eller taler nedsættende om kvinder, som man ikke bryder sig om, så betyder det jo ikke, at man generelt ikke har nogen respekt for kvinder. Denne sammenblanding har man også set i forbindelse med Hanne-Vibeke Holsts kritik af hiphop- musik, som jo førte til en større diskussion i medierne. Den diskussion blev vel reelt afsluttet ved at Holst var med i Jokerens video Godt Taget. Jeg frikender hermed ikke alle hiphopmusikere for at se ned på kvinder, men jeg påpeger bare, at jeg i hvert fald ikke opfatter hiphopmusikken som mere kvindenedgørende end andre musikgenre. Desuden så tager kvindelige rappere som Eve, Missy Elliot, Da Brat, Lauryn Hill, Lady Soveriegn og danske Natasja også klart revanche, når de rapper om mændene og deres egenskaber. Faktisk så mener jeg, at hiphopmusik generelt har et meget mere åbent syn på kvinder end mange andre musikgenre. F.eks. gælder modebranchens idealformer ikke indenfor hiphop, hvor man generelt syntes, at man kan være cool, uanset om man er tyk eller tynd. For her handler det mere om ens attitude og at turde vise, hvem man er, uanset hvordan man så er. Altså handler det med andre ord om, at pakke janteloven væk og sætte det store smil på.
mandag den 14. januar 2008
Trauma Center Second Opinion
Trauma Center Second Opinion til Nintendo Wii er det første spil til konsol omkring lægearbejdet. Derved kan det mere brede spilpublikum (ja, jeg ved godt, at alle ikke har en Nintendo Wii) få indblik i lægeverdenen. Personligt, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle have sådan et spil - pga. nogle særdeles ubehagelige erindringer og oplevelser med sygdom, men nu har jeg alligevel overraskende nok spillet. Trauma Center lyder måske umiddelbart som et seriøst spil og det er det også på nogle områder. Men generelt må man dog sige, at spillet helt klart er et arkadespil og derved også en light version af, hvad der kunne have været et virkeligt seriøst spil. Men selvom spillet ikke skal tages så seriøst, så rummer det alligevel i en vis information omkring, hvordan forskellige behandlinger og operationer foregår og samtidig viser det også nogle af de problemstillinger, som læger står i hver dag (selvom det selvfølgelig er meget forsimplet). Den måde, man bruger Wii remoten og nunchucken på (to specielle kontrollere, som gør at man deltager mere interaktivt i spillet) giver også en vis illusion af realisme, hvilket man desværre ikke får med på klippet. Spillet bygger sværhedsgraden op på den måde, at operationerne kræver mere og mere (også funktioner som selv virkelighedens læger har sygeplejersker til, som f.eks. at holde hjertet i gang). Klippet nedenunder er fra den første del af spillet og viser meget godt, hvorfor at Trauma Center ikke er verdens mest seriøse fremstilling af lægeprofessionen og hvor der er plads til videreudvikling til næste spil (som allerede er på vej). Jeg ville f.eks. foretrække, at der var reel manga animation mellem operationerne, frem for bare billeder af handlingen (storyline). Nu er vi altså i 2008 og så SKAL der være tid og penge til at animere mellemsekvenserne. Selvom nogle måske syntes, at det andet koncept er mere cool. Men ellers syntes jeg, at Trauma Center er en rigtig god ide (inspireret af nogle lægeuddannelsers simulationsspil) og at det som spil både er meget nervepirrende og fungere godt med Wii'ens specielle styring. Selvom jeg personligt ikke ville ønske, at blive syet sammen på den måde, som det bliver gjort i klippet nedenunder. (Jeg er i hvert fald mere grundig, når jeg spiller og desuden må det også trække en del ned i pointene.)søndag den 13. januar 2008
Konference : Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century
En yderst spændende konference om tabet af mening i kunst, politik og filosofi i begyndelsen af det 20. århundrede. Der er mange spændende historikere og filosoffer fra både Danmark, Tyskland, Italien og England. Konferencen er åben for alle, men tilmeld dig ved at skrive til Nina Borum på ninabo@gmail.com.
Arrangør: Saxo Institut, Europe in Transition, Københavns Universitet.
Lørdag og søndag, d. 2. & 3. februar, kl. 9.00-16.00, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.
Se program her.
Arrangør: Saxo Institut, Europe in Transition, Københavns Universitet.
Lørdag og søndag, d. 2. & 3. februar, kl. 9.00-16.00, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.
Se program her.
fredag den 11. januar 2008
Forskellen mellem mænd og kvinder
Forleden havde jeg en mailkorrespondance med en dansk universitetsansat lektor i filosofi omkring en artikel, som han har skrevet om noget filosofi. Det skyldtes, at hans (ellers gode) artikel også indeholdt en fordom om kvinder på universitetet og det måtte jeg selvfølgelig lige påpege. Det viste sig, at han næsten ville give mig ret og så alligevel fastholdt han sin fordom. Hvorfor skal man altid sættes i bås med andre kvinders egenskaber ud fra ens køn? Det er simpelthen så irriterende! Og hvorfor skal man altid tale om forskellen mellem mænd og kvinder? For jeg syntes egentlig ikke, at der er den store forskel. Hvis man altså bare kan være sig selv, hvilket gælder både for mænd og kvinder. Jeg har altid haft mange venner af det modsatte køn, faktisk lige fra jeg var helt lille. Min første drengeven fik jeg allerede, inden at jeg begyndte i børnehaven og da jeg endelig (han var et år ældre) kom i børnehaven, holdt han mig i hånden hele den første uge. (Indtil en pædagog fik den ide, at det var forkert, at vi ikke legede med de andre børn.) Da jeg også har haft en bror, så har jeg naturligvis også leget meget sammen med ham og hans venner. Og siden har jeg også haft flere rigtig gode drengevenner. Jeg tror, at hvis man har haft en virkelig god ven af det modsatte køn (som man kan snakke med om alt) som teenager eller voksen, så vil man heller aldrig hævde, at mænd og kvinder er helt vildt forskellige. For så har man helt automatisk en forforståelse af, hvordan det andet køn tænker og en direkte viden om, at vi dybest set er ret ens, på trods af nogle mindre væsentlige forskelle. Man skal passe på ikke at gøre individuelle forskelle til kønsmæssige forskelle. Jeg syntes faktisk, at de fleste mænd er skønne. Det er virkelig sjældent, at jeg møder en mand, hvor jeg tænker, hold da kæft en idiot. Men det sker da. Der findes jo de typer, som altid skal se ned på kvinder (altså ikke for sjov, men helt seriøst). Den slags mandschauvinisme og chikane af kvinder plejer jeg at nævne tre årsager til: enten har han en dominerende mor, en dominerende kæreste eller også mangler han bare en kæreste. Altså er det, han hader ved kvinder, sin egen manglende evne til at sige fra eller komme i kontakt med kvinder.
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv feminist. Jeg går ind for lige rettigheder - også for mændene. Men jeg må også samtidig erkende, at der fra naturens hånd ikke er givet lige vilkår. For det er kun kvinden som kan blive gravid og amme. Det er egentlig ret uretfærdigt og derfor kan en arbejdsfordeling heller aldrig blive 100 % lige, hvis man som par vælger at få børn. Men man kan jo prøve på at kompensere for naturens ulige og uretfærdige fordeling. Men når det så er sagt, så syntes jeg også, at mange feminister er FOR rabiate i deres holdninger og tit ytrer ting, som jeg enten ikke kan gå ind for eller som jeg er direkte uenig med. Samtidig tager jeg også skarpt afstand fra kvinder som konsekvent bare hader andre kvinder. Personligt finder jeg det højest mærkværdigt og inkonsekvent, hvordan en kvinde selv kan hævde, at alle kvinder bare er dumme, lyver, bagtaler eller burde dø (ja, den har jeg faktisk også hørt). Men det må jo stamme fra enten selverkendelse eller selvnedvurdering som derefter bliver generaliseret ud på alle andre kvinder. Men det mest belastende er, når mænd sætter én i bås med andre kvinders dårlige egenskaber eller vaner, for derved hævder de jo også, at jeg har disse egenskaber eller vaner, bare pga. at jeg tilfældigvis også er kvinde. Jeg syntes ikke, at kvinder på samme måde automatisk bare tilskriver mænd dårlige egenskaber og sætter dem i bås udelukkende pga. deres køn. Derfor skuffer det mig også, når veluddannede mænd på universitetet kan hævde sådan noget, for man burde jo tro, at de vidste bedre.
En sang som passer meget godt på, hvordan jeg har det med dette emne, kan ses og høres her.
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv feminist. Jeg går ind for lige rettigheder - også for mændene. Men jeg må også samtidig erkende, at der fra naturens hånd ikke er givet lige vilkår. For det er kun kvinden som kan blive gravid og amme. Det er egentlig ret uretfærdigt og derfor kan en arbejdsfordeling heller aldrig blive 100 % lige, hvis man som par vælger at få børn. Men man kan jo prøve på at kompensere for naturens ulige og uretfærdige fordeling. Men når det så er sagt, så syntes jeg også, at mange feminister er FOR rabiate i deres holdninger og tit ytrer ting, som jeg enten ikke kan gå ind for eller som jeg er direkte uenig med. Samtidig tager jeg også skarpt afstand fra kvinder som konsekvent bare hader andre kvinder. Personligt finder jeg det højest mærkværdigt og inkonsekvent, hvordan en kvinde selv kan hævde, at alle kvinder bare er dumme, lyver, bagtaler eller burde dø (ja, den har jeg faktisk også hørt). Men det må jo stamme fra enten selverkendelse eller selvnedvurdering som derefter bliver generaliseret ud på alle andre kvinder. Men det mest belastende er, når mænd sætter én i bås med andre kvinders dårlige egenskaber eller vaner, for derved hævder de jo også, at jeg har disse egenskaber eller vaner, bare pga. at jeg tilfældigvis også er kvinde. Jeg syntes ikke, at kvinder på samme måde automatisk bare tilskriver mænd dårlige egenskaber og sætter dem i bås udelukkende pga. deres køn. Derfor skuffer det mig også, når veluddannede mænd på universitetet kan hævde sådan noget, for man burde jo tro, at de vidste bedre.
En sang som passer meget godt på, hvordan jeg har det med dette emne, kan ses og høres her.
Abonner på:
Opslag (Atom)