10. Det er enormt let at slette sin blog. Det kræver bare et par klik på musen og så er din blog væk for evigt. Nej, måske er den ikke helt væk. Og måske heller ikke for evigt. For Google har et smart søgesystem som kan gemme (dele af) dine filer og kommentarer til evig tid. Smart, ikke?
9. Du kan bruge din tid meget mere effektivt i virkeligheden - frem for på nettet. Virkeligheden udenfor nettet er meget mere givende. Her giver de fleste mennesker næsten helt automatisk en masse positive oplevelser, positiv feedback og her er det også meget lettere at skabe nogle gode sociale relationer end på nettet.
8. Det er meget mere høfligt at lukke ens blog officielt. End bare at stoppe med at skrive nye blogindlæg og lade ens bloglæsere erkende dette faktum med tiden.
7. Du skal aldrig mere overveje, hvorvidt nogen ved mere om dig, end man normalt ved om fremmede mennesker. For når du har en blog, så kan folk også helt automatisk vide en masse om dig, uden at du selv er bevidst om dette. Og dette faktum kan i sig selv skabe en masse mærkelige situationer med både mennesker som du kender (på et overfladisk plan) og helt fremmede mennesker. Disse situationer kan du let undgå, hvis du bare sletter din blog.
6. Bidrager din blog overhovedet med noget nyt? Negative spørgsmål er enormt effektive til at fremprovokere den helt rette form for utilfredshed med din blog, ja faktisk med, hvad som helst. Jo mere, du reflekterer over indholdet af din blog, jo mere ligegyldig og intetsigende virker det også. Hvis du virkelig tænker længe over diverse negative spørgsmål, så vil du nok også i sidste ende komme frem til den konklusion, at du lige så godt bare kan slette bloggen. For den bidrager jo alligevel ikke med noget som helst, som andre ikke allerede har tænkt, sagt eller skrevet.
5. Når du har slettet din blog, så er der ikke længere nogen konsekvenser ved at skrive kommentarer på andres blogs. Du kan skrive præcis, hvad du vil, for de kan alligevel ikke længere kontakte dig eller skrive nogle kommentarer på din blog. Her er det naturligvis smart ikke at blive venner med de andre bloggere over Facebook, for dermed har du naturligvis ødelagt enhver form for anonymitet.
4. Ingen blog lever for evigt, så derfor kan du lige så godt slette den med det samme. Forleden fandt jeg en blog med det pudsige navn Hvem sagde mærkelig?. Den virkede enormt spændende, men som jeg klikkede rundt på dens indhold, så gik det op for mig, at der var noget galt. Til sidst viste det sig, at bloggen var død. Hvilken tragisk og sørgelig konstatering. Men denne ubehagelige oplevelse satte naturligvis også en masse tanker i gang omkring min egen blogs mortalitet. Lever blogs ikke for evigt? Dør min egen blog også en dag? Hvad sker der egentlig med ens blog efter at den er død? Det sidste spørgsmål havde jeg egentlig fået svar på, men det virker stadig som et relevant spørgsmål at stille sig selv.
3. Skabe en bedre verden med færre negative kommentarer. Mange mennesker har øjensynlig ikke andet at lave end at surfe rundt på nettet og skrive negative kommentarer på andres blogs. Hvad de selv får ud af dette er stadig uvist, men hvis du sletter din blog, så har de i hvert fald et sted mindre at skrive deres negative kommentarer.
2. Så undgår du de negative kommentarer, som følger med, når man har en blog. Generelt har jeg faktisk ikke fået nogen negative kommentarer, altså ud over dem, som jeg selv har fremprovokeret hos venner og bekendte. Men jeg har dog alligevel fået en grov kommentar, hvor en person påpegede det hensigtsmæssige i, at jeg har en vis form for anonymitet på min blog, når jeg engang skal ud og finde mig et (andet?) job. Altså mente personen øjensynlig, at min blog generelt er sådan en dårlig reklame for mig selv, at det er bedre for min fremtidige jobsøgning, at jeg er anonym. Jeg har fundet et billede, som godt nok er med Myspace, men det illustrerer alligevel meget godt tankegangen bag den pågældende kommentar.
1. Folk er alligevel fuldkommen ligeglade med dine holdninger, dit liv og dine indlæg. Ja, så kan man vist ikke tænke meget mere negativt. Men det er naturligvis et meget effektivt argument. Netop, fordi det rammer alle blogs uanset indhold og fungere ved at fjerne enhver form for mening ved at skrive noget. Og ligegyldighed er jo netop modsætningen til mening. Og når noget ikke giver mening, så fjerner det også automatisk enhver motivation for at gøre det. Og dermed har man også fjernet enhver motivation for at skrive et blogindlæg. Hvilket gør argumentet virkelig effektivt - hvis man altså ikke lige reflekterer nærmere over argumentets indhold.
Hvis du efter, at have læst de ti argumenter for at slette ens blog, stadig ikke har lyst til at slette din blog, så er det måske alligevel muligt, at nogle blogs varer for evigt. Eller i hvert indtil du dør. Eller måske længere, hvis du er religiøs. Eller indtil, at du bare bliver træt af den. Eller skifter radikalt mening omkring nogle af de principper du skabte bloggen ud fra. Et fantastisk eksempel på, at man rent faktisk godt kan beholde sin blog, selvom man skifter radikalt mening omkring bloggens emne kan ses her. (Specielt finder jeg den gamle overskrift med mottoet veganerbloggen med god ko karma humoristisk i forhold til hendes eget nye ønske om at kunne lave blodpølse.) Så måske findes der alligevel ingen fundamentalt gode begrundelser for at lukke ens blog - altså ud over ens egne ønsker og graden af ens motivation.
lørdag den 29. marts 2008
Hvor mange kannibaler kan din krop mætte?
Der er mange store filosofiske spørgsmål i livet og de er alle virkelig vigtige og fundamentale for, hvordan man opfatter sig selv og ser på livet. Det kan f.eks. være spørgsmål som, hvem er jeg egentlig, hvad er den dybere mening med livet og hvor mange kannibaler kan min krop egentlig mætte? Fælles for alle disse store filosofiske spørgsmål er dog det faktum, at der ikke findes nogen lette eller simple løsninger. Eller gør der? For nu er der endelig fundet en løsning på et af de gamle filosofiske spørgsmål, som ellers har optaget filosoffer gennem mange århundreder. Nemlig, hvor mange kannibaler kan ens krop egentlig mætte? Flere filosoffer havde ellers set det som et uløseligt filosofisk problem eller i hvert fald et spørgsmål med flere kvalmende, grusomme og uetiske konsekvenser. Men her giver den moderne teknologi og de matematiske formler altså endnu engang en relativ simpel løsning på et ellers uløseligt filosofisk spørgsmål.
Hvis du gerne selv vil vide, hvor mange kannibaler din krop kan mætte, så kan du få en beregning på det her.
Hvis du gerne selv vil vide, hvor mange kannibaler din krop kan mætte, så kan du få en beregning på det her.
mandag den 24. marts 2008
Svaret er ikke altid C
Jeg må lige gøre opmærksom på et brev fra College humor. Brevet er skrevet af en professor til en af hans studerende efter en eksamen i Intro Communications 101. Jeg har den største respekt for, hvordan professoren har valgt at formulere brevet til Michael.
Dear Michael,
Every year I attempt to boost my students' final grades by giving them this relatively simple exam consisting of 100 True/False questions from only 3 chapters of material. For the past 20 years that I have taught Intro Communications 101 at this institution I have never once seen someone score below a 65 on this exam. Consequently, your score of a zero is the first in history and ultimately brought the entire class average down a whole 8 points.
There were two possible answer choices: A (True) and B (False). You chose C for all 100 questions in an obvious attempt to get lucky with a least a quarter of the answers. It's as if you didn't look at a single question. Unfortunately, this brings your final grade in this class to failing. See you next year!
May God have mercy on your soul.
Sincerely,
Professor William Turner
P.S. If all else fails, go with B from now on. B is the new C.
Dear Michael,
Every year I attempt to boost my students' final grades by giving them this relatively simple exam consisting of 100 True/False questions from only 3 chapters of material. For the past 20 years that I have taught Intro Communications 101 at this institution I have never once seen someone score below a 65 on this exam. Consequently, your score of a zero is the first in history and ultimately brought the entire class average down a whole 8 points.
There were two possible answer choices: A (True) and B (False). You chose C for all 100 questions in an obvious attempt to get lucky with a least a quarter of the answers. It's as if you didn't look at a single question. Unfortunately, this brings your final grade in this class to failing. See you next year!
May God have mercy on your soul.
Sincerely,
Professor William Turner
P.S. If all else fails, go with B from now on. B is the new C.
søndag den 23. marts 2008
Top 10 over erhvervslivets fordomme om humanister
Der er alt for mange arbejdsløse humanister og hvorfor er der egentlig det? Det findes der helt sikkert mange forskellige forklaringer på, men mon ikke en af dem kunne være fordomme? Her findes der naturligvis ingen lette løsninger, men en vis bevidsthed omkring erhvervslivets fordomme om humanister kunne måske afhjælpe problemet. Bevidsthed om fordomme er jo en af de bedste måder, hvorpå man kan bekæmpe fordomme. Derfor kommer der her en samlet liste over nogle af erhvervslivets fordomme omkring humanister til enhver studerende på humaniora. Det er fordomme, som jeg enten selv har hørt i erhvervslivet (dog ikke nødvendigvis rettet mod mig selv) fra andre humanister i erhvervslivet og generelt fra folk, som jeg ellers kender i erhvervslivet. Der findes sikkert også mange andre fordomme, men her er nogle af dem, som jeg har hørt flest gange.
10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.
9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.
8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.
7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.
6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?
5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.
4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.
3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.
2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.
1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.
Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.
10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.
9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.
8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.
7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.
6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?
5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.
4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.
3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.
2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.
1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.
Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.
lørdag den 22. marts 2008
Om ligegyldighed og engagement på universitetet
Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.
Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.
Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.
onsdag den 19. marts 2008
Personlighed er alt
Efter at have oprettet min egen profil på Facebook, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?
Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.
Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.
Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.
Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.
mandag den 17. marts 2008
10 gode ting ved en pinlig situation
De fleste mennesker opfatter normalt en pinlig situation som en formålsløs og akavet situation. Men det er en helt forkert måde at se på en pinlig situation på. For en pinlig situation kan faktisk også have mange positive aspekter, hvis man altså bare lægger mærke til dem. Derfor har jeg her lavet en kort liste over nogle af de positive aspekter, som der findes ved en pinlig situation. (Jeg har meget praktisk erfaring på området.) Og derfor kan man også sagtens tale om, at en pinlig situation kan have et formål og gøre nytte. Så det må I huske på næste gang, at I befinder jer i en pinlig situation, at det faktisk godt kan være en positiv situation - selvom det ikke altid følelses sådan i selve situationen.
10. Gøre én mere selvbevidst. Gennem en pinlig situation kan man pludselig se sig selv på en helt anden måde end man plejer - netop pga. erkendelsen af det pinlige i den givne situation. Man kan for det meste også få en umiddelbar fornemmelse af, hvordan andre mennesker ser eller potentielt kunne se én.
9. Forbedre ens hukommelse. Mange dage kan godt virke ens, når man tænker tilbage på dem. Men hvis der opstår en pinlig situation, så skærper det umiddelbart ens hukommelse af netop den givne dag i lang tid fremover. Nogen pinlige situationer kan næsten skærpe ens hukommelse til det ekstreme, hvor man både kan huske, hvad man ellers lavede den pågældende dag og hvilket tøj folk havde på osv. Ligeledes husker man også tydeligt de mennesker som ellers var involveret i situationen. Og dermed undgår man også en anden typisk form for pinlig situation, nemlig der, hvor en person kan huske én, men man ikke selv har nogen anelse om, hvem vedkommende er eller hvor man kender vedkommende fra.
8. Godt for blodcirkulationen. En pinlig situation kan hurtigt forøge både ens hjerterytme og blodcirkulation. Dog må man her gøre opmærksom på, at pinlige situationer ikke kan anbefales til folk med hjerteproblemer eller for højt blodtryk.
7. Man kan mærke, at man er i live. Hvis hverdagen virker lidt ensformig eller kedelig, så kan en pinlig situation hurtigt gøre den meget mere spændende. Derfor kan det også anbefales, at man selv prøver på at skabe nogle potentielle pinlige situationer. (Her har jeg efterhånden en vis ekspertise.) Det gode ved selv at skabe de pinlige situationer, det er netop, at de pinlige situationer bagefter virker meget mere forudsigelige og kontrollerbare. Netop fordi man selv delvis har været med til at skabe dem og dermed også ved, hvem man skal bebrejde. Men man kan dog aldrig tage den fulde ære for en pinlig situation, da en rigtig pinlig situation jo også altid forudsætter, at nogle andre opmærksomme medmennesker lægger mærke til det pinlige i situationen. For hvis ingen lægger mærke til en pinlig situation, kan man så overhovedet kalde den pinlig?
6. Man bliver klogere. Med enhver pinlig situation kommer også altid en meget klar og selvindlysende morale eller pointe. Så derfor kan man også altid lære noget af en pinlig situation, selvom denne erkendelse i sig selv desværre ikke kan forhindre, at man engang i fremtiden gentager den pågældende situation. Man siger også, at mennesket bliver klogere gennem trial and error. Og her kan man så kalde den pinlige situation for error. Det er altså en helt naturlig situation, at mennesket begår fejl og lærer af dem - forhåbentlig.
5. Man føler sig ikke overset. Hvis man går og føler sig lidt usynlig, så kan en pinlig situation hurtigt ændre på den fornemmelse. For i den pinlige situation lægger alle jo lige pludselig mærke til én, hvilket også hurtigt kan medføre den modsatte følelse. Men sådan er livet jo tit fuldt med modstridende følelser.
4. Man kan blive bedre til at grine af sig selv. Når man først har erkendt en given situation er pinlig for én selv, så kan man for det meste (med mindre man er ekstrem selvhøjtidelig) også godt se det komiske i situationen. Og jo mere pinligt man opfører sig, jo bedre bliver man også til at grine af sig selv og sine egne handlinger. Her er det også helt klart fordel at have en masse venner eller familie (som med en vis kærlighed naturligvis) kan gøre nar og grine af dig til hver en tid. På kort sigt føles dette naturligvis lidt ubehageligt, men på længere sigt lærer man, at der ikke er noget galt i at grine af sig selv. Og dermed kan man også sagtens grine med, når andre griner af ens fejltagelser eller latterlige ideer (som nogen jo har ekstremt mange af).
3. Får umiddelbart større problemer til at virke mindre. Det gode ved en pinlig situation er, at den umiddelbart fjerner ethvert fokus fra andre større og mere relevante problemer. Pludselig er fokus kun på den pinlige situation og dermed kan den pinlige situation faktisk gøre livet lidt lettere (men stadig pinligt) i et meget kort stykke tid.
2. Jo flere pinlige situationer du kommer i, jo mindre pinlige virker de også. Det er faktisk sandt. Jo mere man vender sig til de pinlige situationer, jo mindre pinlige virker de også. Altså kan man godt i en vis grad vende sig til at fremstå pinlig i en situation. Det er lige før, at man kan opnå et stadie, hvor at en given pinlig situation slet ikke føles pinlig længere, men kun sjov, da man jo stadig kan mærke, at andre mennesker oplever situationen som pinlig for én. Sådan et stadie kan ens omgangskreds også være ganske god til at fremelske gennem konstante drillerier.
1. Man kan lære meget om andre mennesker og deres selvtillid. En pinlig situation giver for det meste et rigtig godt indtryk af, hvor meget selvtillid et andet menneske har. For selvom du muligvis har erkendt, at en pinlig situation er en helt naturlig del af livet, så opdager du hurtigt, hvor mange andre mennesker der stadig ikke har erkendt dette. Det handler naturligvis om selvtillid. Selvom de fleste mennesker (herunder dine nærmeste venner og familie) naturligvis udnytter en pinlig situation til maksimale for at drille dig, så gør de jo trods alt det med en vis kærlighed. (Hvis ikke, så drop dem eller gør dem opmærksom på problemet.) Men desværre er der også en del mennesker som enten bevidst eller mere ubevidst udnytter sådan en situation, fordi de selv har en dårlig selvtillid. De udnytter netop den pinlige situation til at gøre dig til grin, da du netop i dette øjeblik (for dem at se) har et svagt øjeblik, da de netop ikke selv ville kunne tåle den samme ydmygelse. Her prøver mange så tit under dække af, at det skulle være morsomt, at trække din selvtillid ned på deres eget niveau. Og selvom at man også ganske ofte selv kan se det morsomme i den pinlige situation, så er det ondskabsfulde aspekt sjældent særligt morsomt. For her får man netop en ubehagelig erkendelse af det andet menneskes manglende overskud og selvtillid. Ens egen reaktion på denne erkendelse, får dem tit også fejlagtigt til at tro, at deres mission er lykkes. Men på den måde kan en pinlig situation faktisk også lære én enormt meget om, hvordan andre mennesker har det med sig selv. Det kan naturligvis også være en meget skuffende oplevelse, når man erkender, hvor dybt andre mennesker kan synke pga. deres egen dårlige selvtillid. Men det bedre at se folk, som de virkelig er - end at leve i naiv uvidenhed.
Selvom man altid kan havne i en pinlig situation - uanset intelligens, evner og ens niveau af selvtillid - så er det nu sjovere, når man selv delvis er skyld i situationen og man kan grine med. Hvis man aldrig kommer i nogen pinlige situationer, så må det skyldes, at man er fuldkommen ligeglad med andre mennesker. Hvilket i sidste ende jo kan grænse op til det psykopatiske. Men omvendt skal man naturligvis heller aldrig tillægge en pinlig situation eller andre mennesker mere betydning end de reelt fortjener. Hvis folk kun ønsker det dårligt for én, så er de ikke værd at spilde et sekund mere af sin tid på.
10. Gøre én mere selvbevidst. Gennem en pinlig situation kan man pludselig se sig selv på en helt anden måde end man plejer - netop pga. erkendelsen af det pinlige i den givne situation. Man kan for det meste også få en umiddelbar fornemmelse af, hvordan andre mennesker ser eller potentielt kunne se én.
9. Forbedre ens hukommelse. Mange dage kan godt virke ens, når man tænker tilbage på dem. Men hvis der opstår en pinlig situation, så skærper det umiddelbart ens hukommelse af netop den givne dag i lang tid fremover. Nogen pinlige situationer kan næsten skærpe ens hukommelse til det ekstreme, hvor man både kan huske, hvad man ellers lavede den pågældende dag og hvilket tøj folk havde på osv. Ligeledes husker man også tydeligt de mennesker som ellers var involveret i situationen. Og dermed undgår man også en anden typisk form for pinlig situation, nemlig der, hvor en person kan huske én, men man ikke selv har nogen anelse om, hvem vedkommende er eller hvor man kender vedkommende fra.
8. Godt for blodcirkulationen. En pinlig situation kan hurtigt forøge både ens hjerterytme og blodcirkulation. Dog må man her gøre opmærksom på, at pinlige situationer ikke kan anbefales til folk med hjerteproblemer eller for højt blodtryk.
7. Man kan mærke, at man er i live. Hvis hverdagen virker lidt ensformig eller kedelig, så kan en pinlig situation hurtigt gøre den meget mere spændende. Derfor kan det også anbefales, at man selv prøver på at skabe nogle potentielle pinlige situationer. (Her har jeg efterhånden en vis ekspertise.) Det gode ved selv at skabe de pinlige situationer, det er netop, at de pinlige situationer bagefter virker meget mere forudsigelige og kontrollerbare. Netop fordi man selv delvis har været med til at skabe dem og dermed også ved, hvem man skal bebrejde. Men man kan dog aldrig tage den fulde ære for en pinlig situation, da en rigtig pinlig situation jo også altid forudsætter, at nogle andre opmærksomme medmennesker lægger mærke til det pinlige i situationen. For hvis ingen lægger mærke til en pinlig situation, kan man så overhovedet kalde den pinlig?
6. Man bliver klogere. Med enhver pinlig situation kommer også altid en meget klar og selvindlysende morale eller pointe. Så derfor kan man også altid lære noget af en pinlig situation, selvom denne erkendelse i sig selv desværre ikke kan forhindre, at man engang i fremtiden gentager den pågældende situation. Man siger også, at mennesket bliver klogere gennem trial and error. Og her kan man så kalde den pinlige situation for error. Det er altså en helt naturlig situation, at mennesket begår fejl og lærer af dem - forhåbentlig.
5. Man føler sig ikke overset. Hvis man går og føler sig lidt usynlig, så kan en pinlig situation hurtigt ændre på den fornemmelse. For i den pinlige situation lægger alle jo lige pludselig mærke til én, hvilket også hurtigt kan medføre den modsatte følelse. Men sådan er livet jo tit fuldt med modstridende følelser.
4. Man kan blive bedre til at grine af sig selv. Når man først har erkendt en given situation er pinlig for én selv, så kan man for det meste (med mindre man er ekstrem selvhøjtidelig) også godt se det komiske i situationen. Og jo mere pinligt man opfører sig, jo bedre bliver man også til at grine af sig selv og sine egne handlinger. Her er det også helt klart fordel at have en masse venner eller familie (som med en vis kærlighed naturligvis) kan gøre nar og grine af dig til hver en tid. På kort sigt føles dette naturligvis lidt ubehageligt, men på længere sigt lærer man, at der ikke er noget galt i at grine af sig selv. Og dermed kan man også sagtens grine med, når andre griner af ens fejltagelser eller latterlige ideer (som nogen jo har ekstremt mange af).
3. Får umiddelbart større problemer til at virke mindre. Det gode ved en pinlig situation er, at den umiddelbart fjerner ethvert fokus fra andre større og mere relevante problemer. Pludselig er fokus kun på den pinlige situation og dermed kan den pinlige situation faktisk gøre livet lidt lettere (men stadig pinligt) i et meget kort stykke tid.
2. Jo flere pinlige situationer du kommer i, jo mindre pinlige virker de også. Det er faktisk sandt. Jo mere man vender sig til de pinlige situationer, jo mindre pinlige virker de også. Altså kan man godt i en vis grad vende sig til at fremstå pinlig i en situation. Det er lige før, at man kan opnå et stadie, hvor at en given pinlig situation slet ikke føles pinlig længere, men kun sjov, da man jo stadig kan mærke, at andre mennesker oplever situationen som pinlig for én. Sådan et stadie kan ens omgangskreds også være ganske god til at fremelske gennem konstante drillerier.
1. Man kan lære meget om andre mennesker og deres selvtillid. En pinlig situation giver for det meste et rigtig godt indtryk af, hvor meget selvtillid et andet menneske har. For selvom du muligvis har erkendt, at en pinlig situation er en helt naturlig del af livet, så opdager du hurtigt, hvor mange andre mennesker der stadig ikke har erkendt dette. Det handler naturligvis om selvtillid. Selvom de fleste mennesker (herunder dine nærmeste venner og familie) naturligvis udnytter en pinlig situation til maksimale for at drille dig, så gør de jo trods alt det med en vis kærlighed. (Hvis ikke, så drop dem eller gør dem opmærksom på problemet.) Men desværre er der også en del mennesker som enten bevidst eller mere ubevidst udnytter sådan en situation, fordi de selv har en dårlig selvtillid. De udnytter netop den pinlige situation til at gøre dig til grin, da du netop i dette øjeblik (for dem at se) har et svagt øjeblik, da de netop ikke selv ville kunne tåle den samme ydmygelse. Her prøver mange så tit under dække af, at det skulle være morsomt, at trække din selvtillid ned på deres eget niveau. Og selvom at man også ganske ofte selv kan se det morsomme i den pinlige situation, så er det ondskabsfulde aspekt sjældent særligt morsomt. For her får man netop en ubehagelig erkendelse af det andet menneskes manglende overskud og selvtillid. Ens egen reaktion på denne erkendelse, får dem tit også fejlagtigt til at tro, at deres mission er lykkes. Men på den måde kan en pinlig situation faktisk også lære én enormt meget om, hvordan andre mennesker har det med sig selv. Det kan naturligvis også være en meget skuffende oplevelse, når man erkender, hvor dybt andre mennesker kan synke pga. deres egen dårlige selvtillid. Men det bedre at se folk, som de virkelig er - end at leve i naiv uvidenhed.
Selvom man altid kan havne i en pinlig situation - uanset intelligens, evner og ens niveau af selvtillid - så er det nu sjovere, når man selv delvis er skyld i situationen og man kan grine med. Hvis man aldrig kommer i nogen pinlige situationer, så må det skyldes, at man er fuldkommen ligeglad med andre mennesker. Hvilket i sidste ende jo kan grænse op til det psykopatiske. Men omvendt skal man naturligvis heller aldrig tillægge en pinlig situation eller andre mennesker mere betydning end de reelt fortjener. Hvis folk kun ønsker det dårligt for én, så er de ikke værd at spilde et sekund mere af sin tid på.
lørdag den 15. marts 2008
Om blogetik og etiske regler for blogging
På flere blogs er man begyndt at forbyde anonyme kommentarer, fordi man her anser anonymiteten som et manglende ansvar for den pågældende holdning. For problemet med anonymitet er jo netop, at den manglende identitet og dermed også det manglende ansvar hurtigt kan medføre en vis form for ligegyldighed overfor indholdet af ens kommentarer. (Da ens kommentarer jo ikke kan få nogen konsekvenser.) Og sådan en ligegyldighed finder jeg dybt uansvarlig af to grunde. For det første, fordi der faktisk er en reel person bag den pågældende blog, som ikke nødvendigvis er ligeglad med enhver form for grove kommentarer. For det andet, så kunne man jo også frygte, at ligegyldigheden fører til endnu flere kommentarer som ikke er tænkt ordentligt igennem eller som kun har til formål, at lægger blogindehaveren for had. Det tager jeg kraftigt afstand fra - både ligegyldigheden og de hadske kommentarer. Heldigvis har jeg endnu ikke selv fået nogen hadske kommentarer (det er muligvis en af fordelene ved ikke at få særlig mange kommentarer) men det er desværre nok bare et spørgsmål om tid. Men heldigvis er der også andre, som har fået øjnene op for det problem og derfor har flere også påpeget behovet for et etisk kodeks på nettet. Blandt dem er f.eks.Tim O’Reilly og Jimmy Wales (en af skaberne af Wikipedia) som har oprettet websiden Blogging Wikia med etiske adfærdsregler for blogging, som brugerne både kan debattere og redigere - ligesom Wikipedia.
Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.
1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.
2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.
3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.
4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.
5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.
6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.
7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.
8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.
9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!
10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.
11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.
Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.
1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.
2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.
3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.
4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.
5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.
6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.
7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.
8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.
9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!
10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.
11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.
fredag den 14. marts 2008
Forpligter det offentlige rum til samtale?
Ja, jeg spørger på baggrund af to oplevelser i dag, hvor to vildt fremmede mennesker pludselig begynder at tale til mig. Generelt syntes jeg, at samtaler med tilfældige fremmede mennesker for det meste er en enorm opmuntrende og positiv oplevelse. For det første, fordi sådanne samtaler næsten altid bygger på enten et positivt emne eller noget som man umiddelbart har til fælles. (Hvilket måske ikke er så mærkeligt, da der jo netop er tale om vildt fremmede mennesker.) Og sådanne samtaler virker også enormt inspirerende, da de jo netop opstår helt spontant og uden nogen form for forventning om noget bindende. Og hvor tit har man ikke netop alle mulige forventninger til andre mennesker? Og hvor tit bliver man ikke også skuffet? Men i sådan en situation ved begge parter, at der er tale om en uforpligtende samtale - da man jo ligesom skal videre hver sin vej - uden at det forhindrer en hyggelig samtale.
Men nogle gange har man bare ikke overskud til det og har mere brug for bare at sidde i fred og tænke tingene igennem. Som f.eks. i dag, hvor jeg oplevede det hele to gange, at folk (som jeg ikke kender) begynder at tale til mig. Den første gang var jeg lige kommet ind i toget. Kort efter sætter en fyr sig ved siden af mig og begynder at tale til mig. Jeg var rimelig stresset og havde min mp3 spiller i ørerne, så jeg smilede bare og kiggede væk. Det stopper for det meste de fleste spontane samtaler, som man ikke orker. Men han forsatte bare ufortrødent med at tale videre, så jeg til sidst måtte tage ørepropperne ud, for at kunne svare på, hvad han egentlig sagde. Da jeg til sidst fik vinket ham af, så blev han vist fornærmet. Men så kunne jeg jo ”nyde” resten af turen i fred med min sure sidekammerat og en vis dårlig samvittighed. Herligt. Ligeledes da jeg skulle hjem. Allerede ved den første station, som toget stopper på, får jeg en ny sidemand i 40’erne, som begynder at tale til mig. Han forstår dog lidt hurtigere et vink med en vognstang og foreholder sig stille resten af vejen. Denne gang kigger jeg dog bevidst ikke på ham, for jeg orkede virkelig ikke at få endnu et fornærmet udtryk. Men det fik jeg så til gengæld, da jeg steg af toget. Men jeg forstår det ikke helt. Hvor blev der af den uforpligtende samtale? Er det ikke i orden, at man nogen gange er for træt til en samtale i det offentlige rum? Eller forpligter det offentlige rum virkelig til en samtale?
Men nogle gange har man bare ikke overskud til det og har mere brug for bare at sidde i fred og tænke tingene igennem. Som f.eks. i dag, hvor jeg oplevede det hele to gange, at folk (som jeg ikke kender) begynder at tale til mig. Den første gang var jeg lige kommet ind i toget. Kort efter sætter en fyr sig ved siden af mig og begynder at tale til mig. Jeg var rimelig stresset og havde min mp3 spiller i ørerne, så jeg smilede bare og kiggede væk. Det stopper for det meste de fleste spontane samtaler, som man ikke orker. Men han forsatte bare ufortrødent med at tale videre, så jeg til sidst måtte tage ørepropperne ud, for at kunne svare på, hvad han egentlig sagde. Da jeg til sidst fik vinket ham af, så blev han vist fornærmet. Men så kunne jeg jo ”nyde” resten af turen i fred med min sure sidekammerat og en vis dårlig samvittighed. Herligt. Ligeledes da jeg skulle hjem. Allerede ved den første station, som toget stopper på, får jeg en ny sidemand i 40’erne, som begynder at tale til mig. Han forstår dog lidt hurtigere et vink med en vognstang og foreholder sig stille resten af vejen. Denne gang kigger jeg dog bevidst ikke på ham, for jeg orkede virkelig ikke at få endnu et fornærmet udtryk. Men det fik jeg så til gengæld, da jeg steg af toget. Men jeg forstår det ikke helt. Hvor blev der af den uforpligtende samtale? Er det ikke i orden, at man nogen gange er for træt til en samtale i det offentlige rum? Eller forpligter det offentlige rum virkelig til en samtale?
Etiketter:
fremmede mennesker,
kommunikation,
samfundsteori,
slappe af,
sociologi
lørdag den 8. marts 2008
Living on the Edge
Hvad betyder det egentlig living on the edge? Oversat betyder det, at man har en adfærd, hvor man ofte bliver udsat for enten fysisk eller psykisk fare. Men hvad betyder det reelt? At man tager chancer hver dag? At man sætter sit liv eller helbred på spil, så livet aldrig bliver for kedeligt? At man altid gør det, som har lyst til? Er man intelligent, når man ikke lader sin angst eller frygt begrænse én? Eller uintelligent, når man risikerer sit liv? Hvad er vigtigst i livet? At leve uden nogen begrænsninger eller at overleve uden nogensinde at tage nogen chancer? Her vil nogen måske foreslå den (ofte nævnte) gyldne mellemvej! Men seriøst, hvor mange vælger overhovedet den gyldne mellemvej? Hvor mange kaster sig ikke bare frygtløs ud i at tage livsfarlige chancer - uden at have nogen erkendelse af, hvilke risikoer og chancer de reelt løber? Og hvor mange holder sig ikke bare tilbage af frygt for, hvordan livet ville se ud, hvis de ikke konstant begrænsede sig selv? Af frygt for at erkende, at det måske ville være et meget bedre liv? For mennesket vælger sjældent sit liv ud fra rationelle beslutninger. Som en af mine danske ynglings filosoffer Niels Thomassen engang sagde det: så er vores samfund fyldt med angst. Og det er netop denne angst for det ukendte, som for det meste styrer menneskets valg. For tænk, hvis man skulle komme i en uvant situation eller en situation, hvor man ikke vidste helt præcist, hvor man var på vej hen!
For hvem lever egentlig på kanten af livet? Det gør den tankeløse ekstremsports fanatiker ikke - netop pga. den manglende erkendelse af, hvad der bliver satset! Og det gør den selvbegrænsede hverdagsborger heller ikke, for her bestemmer angsten fuldkommen. Det gør kun den, som modigt og uden begrænsninger tør vælge sit liv med den fulde erkendelse af, hvad den pågældende satser og som aldrig er bange for at give slip på det velkendte eller trygge. For det er netop, når man giver slip på enhver form for tryghed og angst, at man kan mærke livets uendelige frihed. At man kan mærke, at livet faktisk ikke har nogen begrænsninger - kun dem som man selv vælger. For det er netop her, at man kan mærke livet og mærke, at man ER i live.
fredag den 7. marts 2008
Om en blogs ansvar
Jeg har aldrig rigtig tænkt over, om man har et ansvar som blogger, for det man skriver. (Altså et medmenneskeligt ansvar, for jeg er naturligvis bevidst om, at man som blogger har et strafferetsligt ansvar.) Men det er pludseligt blevet et aktuelt spørgsmål, efter at jeg har læst Lowises kommentar på min blog. Lowise har skrevet en kommentar til mig, hvor hun gør mig opmærksom på hendes egen spritnye blog. Og i Lowises første ( ret sjove) indlæg på hendes blog giver hun mig (og mit tidligere indlæg 10 gode måder til at forsinke ens speciale på) skylden for, at hun nu selv har oprettet sin egen blog. Det har hun gjort, fordi hun også er ved at skrive sit speciale og derfor har hun fulgt et af mine råd (om at få en blog) til at forsinke hendes speciale.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg egentlig skal forholde mig til denne udmelding. Er det en ære eller skylder jeg hende egentlig en undskyldning? For jeg havde ærligt talt ikke tænkt over, at mit eget indlæg kunne være med til at forsinke andres specialer. For normalt beregner jeg kun min blogs påvirkningsevne til at være omkring nul. Men man kan øjensynlig godt påvirke andre mennesker ved at skrive noget på ens blog. Det er egentlig ret fascinerende, men samtidig betyder det jo også, at man må tage et vist ansvar for indholdet af ens blogindlæg. Netop fordi ens blogindlæg kan påvirke andre og have konsekvenser. Altså må man virkelig gennemtænke ens blogindlæg, inden at man trykker dem. Det betyder nok også, at nogle af mine fremtidige blogindlæg som f.eks. 10 gode grunde til at begå selvmord eller 10 gode grunde til at blive en rabiat religiøs fanatiker alligevel ikke kan blive til noget. For der skulle jo nødig være nogen som misforstod min sorte humor. Heldigvis, så kan jeg forstå på Lowises eget indlæg, at hun faktisk også selv er ganske god til at finde på strategier til at forsinke hendes specialeproces. Hun har faktisk selv opfyldt alle kriterierne på forhånd, så det kan jeg vist næppe gøres ansvarlig for - kun den del med bloggen. Men jeg vil da gerne ønske Lowise al held og lykke fremover - både med bloggen og med at forsinke sit speciale.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg egentlig skal forholde mig til denne udmelding. Er det en ære eller skylder jeg hende egentlig en undskyldning? For jeg havde ærligt talt ikke tænkt over, at mit eget indlæg kunne være med til at forsinke andres specialer. For normalt beregner jeg kun min blogs påvirkningsevne til at være omkring nul. Men man kan øjensynlig godt påvirke andre mennesker ved at skrive noget på ens blog. Det er egentlig ret fascinerende, men samtidig betyder det jo også, at man må tage et vist ansvar for indholdet af ens blogindlæg. Netop fordi ens blogindlæg kan påvirke andre og have konsekvenser. Altså må man virkelig gennemtænke ens blogindlæg, inden at man trykker dem. Det betyder nok også, at nogle af mine fremtidige blogindlæg som f.eks. 10 gode grunde til at begå selvmord eller 10 gode grunde til at blive en rabiat religiøs fanatiker alligevel ikke kan blive til noget. For der skulle jo nødig være nogen som misforstod min sorte humor. Heldigvis, så kan jeg forstå på Lowises eget indlæg, at hun faktisk også selv er ganske god til at finde på strategier til at forsinke hendes specialeproces. Hun har faktisk selv opfyldt alle kriterierne på forhånd, så det kan jeg vist næppe gøres ansvarlig for - kun den del med bloggen. Men jeg vil da gerne ønske Lowise al held og lykke fremover - både med bloggen og med at forsinke sit speciale.
torsdag den 6. marts 2008
Min specialekontrakt
Efter en del diskussion, så har min søde vejleder og jeg endelig fundet frem til en dag, hvor vi vist begge to har tid til at skrive en specialekontrakt. Og dermed skulle jeg også gerne have en deadline for mit speciale (på næste fredag). Det er en begivenhed, som min nærmeste omgangskreds har ventet meget utålmodigt på af to årsager. For det første, fordi de er MEGET trætte af at høre om universitetet. Hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ikke, at jeg taler så meget om universitetet i forhold til så mange andre ting. For det andet, så mener de vist også dybest set, at det bedste for mig vil være, at jeg kommer så hurtigt væk fra universitetet som overhovedet muligt. Hvilket jeg heller ikke forstår, for jeg er faktisk meget glad for universitetet på trods af diverse forhold. Men det mener de tydeligvis ikke, at jeg bør være. De mener til gengæld, at jeg vil kunne forstå dem, når jeg først er kommet væk fra universitetet, for flere af dem har selv taget en universitetsuddannelse. Så derfor vil det helt sikkert også glæde dem, at jeg nu får en deadline for mit speciale.
Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.
Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?
Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.
Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?
onsdag den 5. marts 2008
Danskernes ligegyldighed når nye højder
TV2s nye forbrugermagasin Praxis undersøgte i går, hvordan danskerne generelt reagerer, når en person pludselig falder om midt på en travl gågade. Og undersøgelsen viste endnu engang, at danskerne generelt er fuldkommen ligeglade med deres medmennesker, for de fleste gik bare videre. Hvorfor skulle man dog også bekymre sig om, at et andet menneske pludselig falder om midt på gaden? I udsendelsen blev der også vist tal for sandsynligheden for at overleve, hvis man falder om på en større gågade. Mens man i Norge var helt oppe på en sandsynlighed på 23 % for at overleve, så var den i Danmark helt nede på 9 %.
Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!
Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!
tirsdag den 4. marts 2008
Om at have for travlt
Jeg har i lang tid nægtet at indrømme, at jeg har ret travlt. Både overfor alle andre og vist også delvist overfor mig selv. For det med at have travlt, det virker lidt for smart for mig! Så jeg har for lang tid siden besluttet, at jeg i hvert fald ikke skal have for travlt. Også selvom at jeg har enormt mange aftaler, så har jeg aldrig travlt. Nej, jeg tager det bare helt roligt – altså i et hurtigt tempo. For alle har jo travlt i dag. Og det skal man også have, hvis man vil være trendy. Man SKAL have booket kalenderen op i de næste par måneder, stresse helt vildt på jobbet, konstant sende mails/ sms’er, mens man haster fra den ene sociale begivenhed til den næste i sin fritid. Alt imens man ævler løs om, hvor travlt man har på jobbet og om hvor meget man skal nå i den kommende måned. Det er ”in” at have travlt og være stresset. Og det mest trendy man kan gøre efterhånden, det er vel at falde om med et hjerteanfald, inden man fylder 50 år. Så er man virkelig trendy. Men desværre er der ikke nogen, som har tid til hædre én for det til ens begravelse - for det har de jo naturligvis også for travlt til. Og derfor er det også håbløst utrendy, hvis man ikke har travlt. Og det er præcis derfor, at jeg besluttede mig for ikke at have for travlt. Og derfor burde jeg jo også sagtens kunne nå det hele - da jeg jo netop ikke har FOR travlt.
Men jeg har indset, at jeg har taget fejl. Jeg kan faktisk ikke nå det hele. Jeg troede ellers, at det hele kørte for mig, lige indtil én venlig sjæl i min omgangskreds påpegede det overfor mig. Altså ikke at jeg havde for travlt, men at jeg ikke havde skrevet et indlæg på min blog i tre dage. Min umiddelbare reaktion var, at jeg grinede, da jeg opfattede det som en joke. Men den var god nok, der var rent faktisk gået tre dage. Og derved kom erkendelsen også af, at jeg rent faktisk har ret travlt. Hvor kedeligt - at være ligesom alle andre. Men man kan jo ikke lyve sig væk fra virkeligheden. Men bare rolig, det skal ikke ske igen. Altså ikke det med, at der kan gå tre dage imellem mine indlæg, for det kan jeg ikke garantere. For er der noget, som hæmmer ens kreative proces, så er det, at føle sig forpligtet til at skrive noget! (Det må også være derfor, at nogle mennesker kan bruge flere år på at skrive en bog, selvom det er deres eneste beskæftigelse.) Nej, det med at have for travlt. For jeg må simpelthen bare blive bedre til at lave mange ting – uden at havde for travlt. For hvis jeg ikke skriver på min blog, så bør det kun være af en årsag, nemlig fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive. Ikke fordi jeg har for travlt. Flere i min omgangskreds har ellers også været så venlige at påpege det hensigtsmæssige i at fravælge min blog. Men det er jo ikke nogen realistisk mulighed. Det samme gælder også for mit studiejob, mit speciale og alle de sociale begivenheder osv. Jeg skal selvfølgelig kunne nå det hele. Jeg skal bare blive bedre til at nå det hele - altså uden at stresse og uden at have for travlt.
Men jeg har indset, at jeg har taget fejl. Jeg kan faktisk ikke nå det hele. Jeg troede ellers, at det hele kørte for mig, lige indtil én venlig sjæl i min omgangskreds påpegede det overfor mig. Altså ikke at jeg havde for travlt, men at jeg ikke havde skrevet et indlæg på min blog i tre dage. Min umiddelbare reaktion var, at jeg grinede, da jeg opfattede det som en joke. Men den var god nok, der var rent faktisk gået tre dage. Og derved kom erkendelsen også af, at jeg rent faktisk har ret travlt. Hvor kedeligt - at være ligesom alle andre. Men man kan jo ikke lyve sig væk fra virkeligheden. Men bare rolig, det skal ikke ske igen. Altså ikke det med, at der kan gå tre dage imellem mine indlæg, for det kan jeg ikke garantere. For er der noget, som hæmmer ens kreative proces, så er det, at føle sig forpligtet til at skrive noget! (Det må også være derfor, at nogle mennesker kan bruge flere år på at skrive en bog, selvom det er deres eneste beskæftigelse.) Nej, det med at have for travlt. For jeg må simpelthen bare blive bedre til at lave mange ting – uden at havde for travlt. For hvis jeg ikke skriver på min blog, så bør det kun være af en årsag, nemlig fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive. Ikke fordi jeg har for travlt. Flere i min omgangskreds har ellers også været så venlige at påpege det hensigtsmæssige i at fravælge min blog. Men det er jo ikke nogen realistisk mulighed. Det samme gælder også for mit studiejob, mit speciale og alle de sociale begivenheder osv. Jeg skal selvfølgelig kunne nå det hele. Jeg skal bare blive bedre til at nå det hele - altså uden at stresse og uden at have for travlt.
Abonner på:
Opslag (Atom)