Guide: Hvordan får man sex?

Når man taler med andre mennesker omkring det at have en blog, så er der altid et emne, som de konsekvent mener, at man ikke bør omtale på sin blog og det er sex. Så derfor må jeg naturligvis skrive et blogindlæg om sex - selvom jeg vist også før har været inden på emnet. Faktisk så er sex også et af de første spørgsmål, som man skal tage stilling til, når man vil oprette en blog på Blogger. For her kræver Blogger nemlig, at man umiddelbart tilkendegiver, hvorvidt ens blog vil komme til at indeholde et materiale, som kun er egnet for voksne. Så af hensyn til mit tidligere løfte til Blogger, så vil jeg naturligvis forsøge at holde en vis sober (kedelig) linje på min blog. Men hvordan får man sex? Selvom det langt fra er et af de mest filosofiske spørgsmål, så er det muligvis et af de mest velovervejede spørgsmål gennem menneskets historie. Så derfor kommer der her en lille guide til, hvordan man får sex:



Bemærk: Enhver upassende kommentar vil blive slettet, da jeg også er ansvarlig for kommentarernes indhold - så overvej lige, hvordan du formulerer din kommentar.

Uspektakulære vaner

Jeg er blevet tagget igen - denne gang af Cegebe/Christoffer, som dog er lovligt undskyldt, da han sikkert ikke ved, hvordan jeg har det med kædebreve og lignende. Reglerne er således:

Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner.
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

Jeg har desværre ikke nogen super fascinerende mærkelige vaner, men jeg kan da godt nævne et par af de mere kedelige slags:

1. Jeg fokuserer altid på de positive aspekter af livet - frem for de negative. Negative mennesker forveksler ofte denne vane med at være naiv/dum.

2. Jeg bruger enormt mange udråbstegn, når jeg skriver (specielt i breve)!

3. Hvis jeg taler med en person, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg rigtig godt kan lide, så har jeg en irriterende vane med ikke at se personen i øjnene, mens jeg taler med vedkommende. Hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt, da den manglende øjenkontakt hurtigt kan misforstås som et tegn på, at man enten lyver eller ikke er interesseret i, hvad vedkommende siger. Det problem har jeg også før omtalt i mit blogindlæg Udadvendt versus genert.

4. Jeg må næsten altid tjekke, hvorvidt jeg rent faktisk har låst døren, inden jeg tager af sted. Hvis man spekulerer lidt for meget over diverse ting, så kan det være svært at lægge mærke til diverse små detaljer, som f.eks. hvorvidt man låste døren eller bare lukkede døren. Bare for at bekræfte vanens nødvendighed, så glemte jeg faktisk også at låse døren for to-tre år siden.

5. Jeg taler, ifølge visse rare bekendte, uafbrudt – hvilket øjensynlig også kan udgøre en vane. Selvom det dog skal nævnes i mit forsvar, at de var i tvivl om, hvorvidt det nødvendigvis var en negativ vane.

6. Jeg sender ALDRIG kædebreve videre - beklager. Heldigvis, så rummer det her ingen form for ubehagelige trusler - i modsætning til de mange tons kædebreve, som diverse mennesker har sendt til mig igennem årene.

10.000 besøgende

Ja, jeg er godt klar over, at mange måske ikke vil anse 10.000 besøgende for særlig meget, men det gør jeg. Specielt fordi jeg igennem det sidste år har brugt nogle forskellige metoder til at holde antallet af besøgende nede på min blog. Siden dengang er der godt nok sket det uheldige, at nogle af de andre bloggere er begyndt at linke til min blog, hvilket har gjort, at jeg har måtte opgive mit projekt om få besøgende på min blog. Altså det med at være sådan lidt undergrundsagtig, men hvem ved - det kan måske igen en dag blive et realistisk projekt. Jeg har aldrig haft de store forventninger til antallet af besøgende på min blog (og det har jeg stadig ikke). Derfor var det også en stor overraskelse for mig, dengang da jeg fik min counter og opdagede, at jeg rent faktisk havde besøgende på min blog. Jeg kan stadig huske, at min første umiddelbare reaktion var: hvad mon den person laver på min blog? Herefter gik det hurtigt op for mig, at vedkommende muligvis var ved at læse et af mine blogindlæg. Hvilket straks skabte en vis bekymring over, hvad jeg egentlig havde skrevet på min blog. For jeg oprettede egentlig udelukkende bloggen for min egen skyld - da jeg elsker at skrive. Selvom jeg naturligvis godt var klar over, at der var en vis risiko for, at andre mennesker måske også ville læse mine blogindlæg – så anså jeg ikke risikoen for at være særlig stor. Herefter begik jeg den store fejltagelse, at jeg nævnte min blog overfor min familie, hvilket jeg straks fortrød. Da det føltes en anelse begrænsende at tænke på, at diverse familiemedlemmer også skulle læse med på ens blog. For ikke at nævne ens naboer, kollegaer, tidligere bekendte og andre mennesker, som man enten kender eller møder regelmæssigt i forskellige sammenhæng. Men på trods af denne ubehagelige fornemmelse af virkeligheden, så har det alligevel lykkes mig med tiden at opbygge en vis illusion om, at min blog er et helt ”privat” sted, hvor der kun kommer (mine venner og) mennesker, som jeg alligevel aldrig vil blive konfronteret med i virkeligheden. (Her må man altså forstå ordet privat, som et sted, hvor alle kan komme præcis, når de vil - man er bare ikke selv bevidst om det.) Her vil jeg da også gerne lige skrive en personlig hilsen til Pilot Per - som altid bringer min blog op som samtaleemne på de mest uventede tidspunkter til diverse middage. Når du ikke nævner det her blogindlæg Per, så vil jeg være meget mere rolig!

Til sidst, så vil jeg gerne lige takke for alle de kommentarer, som jeg har fået på min blog i løbet af det sidste år. Dem værdsætter jeg enormt meget, da det jo netop er kommentarerne som giver én et vist modspil. Kommentarer har også den positive betydning, at man generelt overvejer lidt mere nøje, hvad man egentlig skriver i sine blogindlæg og hvordan man bedst muligt kan undgå diverse misforståelser. Jeg vil også gerne takke for de mails, som jeg har modtaget igennem det sidste år både på baggrund af min blog og min webside. Dem værdsætter jeg også utroligt meget – både de søde tilbud, kommentarer og spørgsmål, som I har været så venlige at skrive til mig. Et af de emner, som jeg generelt har fået rigtig mange mails omkring, er janteloven. Hvilket er godt, da jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe enhver form for jantelov. Specielt blev jeg meget overrasket, da jeg modtog en mail fra en forfatter og bekendt til skaberen af en af jantelovene. Den mail mindede mig i høj grad om, at jeg ikke bare er moralsk ansvarlig for, hvad jeg skriver på min blog, men også er juridisk ansvarlig. Hvilket mange bloggere vist har en tendens til at glemme. (Ikke, at hverken jeg eller vedkommende havde skrevet noget negativt.) Injurielovgivningen gælder også for bloggere. Men heldigvis, så har jeg stadig ikke haft nogen negative oplevelser i forbindelse med min blog og tusind tak for det!

Den videnskabelige filosofis overlevelse

Jeg har tidligere i min diskussion af, hvad der kendetegner en filosof konstateret, at filosofi har et dårligt image hos nogle dele af befolkningen. Det tror jeg hovedsagligt skyldes to forskellige former for misbrug af ordet filosofi. Den ene form for misbrug af ordet filosofi kommer fra den intellektuelle eller akademiske verden, hvor filosofi desværre alt for tit bliver brugt til at dække over forskellige former for akademisk eller litterært vrøvl. Altså skal man tro, at den manglende sproglige klarhed i virkeligheden er et udtryk for noget dybt filosofisk. Det er desværre langt fra altid tilfældet, selvom jeg naturligvis ikke vil afvise, at Heidegger skulle være den sidste filosof, som andre filosoffer senere vil skændes om, hvorledes man skal fortolke. Den anden form for misbrug er den almene forståelse af ordet filosofi, hvor ordet filosofi frit kan benyttes til at betegne alt lige fra personlige holdninger til diverse former for handlingsgrundlag og livsanskuelser. Jeg mener ikke, at selve betegnelsen filosofi i sig selv udgør et problem for den generelle forståelse af filosofi, men det gør til gengæld det manglende krav om logisk sammenhæng og rationelle overvejelser for den generelle opfattelse af den akademiske disciplin filosofi. For uden et krav om konsistent og logisk sammenhæng, så får folk hurtigt den forståelse, at den akademiske disciplin filosofi også bare handler om personlige holdninger og dermed også er dybt uvidenskabelig. Og det er vel netop på denne baggrund, at nogen kan få det indtryk, at filosofi er en unødvendig og uvidenskabelig akademisk disciplin.

En mulig løsning af dette problem kunne være, hvis man i højere grad markerede forskellen ved konsekvent at referere til den akademiske fagdisciplin filosofi, som enten akademisk eller videnskabelig filosofi, for netop at tage afstand til den almene forståelse af ordet filosofi. Desværre så kan titlen videnskabelig filosofi jo ikke i sig selv garantere, at filosofien dermed også har et videnskabeligt indhold. Derfor er det også i høj grad op til de nulevende filosoffer at bekæmpe forståelsen af filosofi som værende uvidenskabelig. Hvilket jeg mener, at man kan gøre ved f.eks. at leve op til mine seks krav til en filosof. Men man kan også gøre det gennem en klar og tydelig forskningsformidling til den almene befolkning. I løbet af de sidste par år har mange andre universitetsuddannelser investeret mange penge i at forbedre deres image - både for at tiltrække flere studerende og økonomisk støtte. Det er også relevant for filosofi, hvis man forsat ønsker, at der skal være en filosofisk uddannelse og gives økonomisk støtte til den filosofiske forskning. Nogle gange så er det nødvendigt at reklamere for varen, hvis man gerne vil have den solgt. Filosofi bør aldrig være verdens- eller virkelighedsfjernt og dermed burde det også være muligt at formidle den filosofiske forskning videre til omverden. Jeg vil netop hævde, at enhver form for filosofi som ikke tager udgangspunkt eller højde for virkeligheden virker ligegyldig og overflødig (og sikkert også er uvidenskabelig). Det betyder ikke, at al filosofi nødvendigvis skal være anvendt eller praktisk filosofi, men blot at filosofien skal være videnskabelig og relevant.

En person som har gjort enormt meget for at give filosofi et godt image er filosoffen David Favrholdt. Han har igennem mange år formået at formidle den videnskabelige filosofiske forskning videre til den bredere befolkning og dermed sikre en almen forståelse af filosofi som en spændende og (vigtigst af alt) relevant videnskabelig faglig disciplin. Derfor blev Favrholdt også meget velfortjent medlem af Academia Europaea i 1989, hvis formål jo også netop er at promovere og skabe en større værdsættelse af forskning indenfor forskellige fagområder. Hvis samfundet forsat skal støtte den filosofiske forskning økonomisk, så er det nødvendigt, at man kan formidle forskningsresultaterne videre. For ellers så risikere man, at samfundet (uanset regering) efter et stykke tid ikke længere kan se pointen med at støtte den filosofiske forskning økonomisk. Og det ville da være enormt tragisk, hvis det skete - specielt hvis det ikke var på baggrund af manglende videnskabelige resultater, men på grund af en manglende formidling af dem.

Inden det er for sent

Er græsset grønnere på den anden side?
Tag derhen, hvis der er noget, du vil vide.
For mange drømmer.
Uden at der sker noget.
Og når ikk’ at hoppe på toget, før det er gået.
La’ de andre om at stresse rundt.
Passer mig selv, så jeg kan passe på min kunst.
Pakker mine ting og går som en vinder.
Forsvinder ud af døren, inden det er for sent.

(Troo.L.S. & Orgi-E: Inden det for sent fra albummet Forklædt som voksen.)

Inden det for sent minder mig om, hvor skræmmende det er, når mennesker helt ureflekteret bruger deres liv på at stresse rundt efter forskellige ligegyldige og overfladiske mål - uden nogensinde at overveje, hvorvidt livet egentlig overhovedet er, som de selv ønsker. Alt for mange mennesker lever udelukkende deres liv ud fra en forestilling om, hvordan andre mennesker lever deres liv, hvad andre mennesker forventer eller hvad andre mennesker tillægger værdi. Men man har kun et liv og det er ufattelig kort. Derfor skal man heller ikke spilde sin tid på, hvad andre mennesker vil have eller drømme om, hvordan livet kan blive i fremtiden. For livet er det, som foregår lige nu! Der findes ingen garanti for, at du er her i morgen og derfor er det også vigtigt ikke konstant at udskyde livet til senere. Derfor bør man også altid være bevidst omkring, hvad man vil med livet. Hvordan man vil være som menneske. Hvordan man behandler andre mennesker og selv vil behandles. Livet er alt for kort til at spilde sin tid på unødvendig stress, ubehagelige mennesker og ligegyldige mål. Så overvej, hvorvidt dit liv, dine handlinger og dine mål stemmer overens med det, som du gerne vil have ud af livet. Når du først ligger på hospitalet med dødbringende kræft eller er ved at dø af en blodprop pga. stress, så er det faktisk for sent.

Manga på Louisiana

Louisiana understreger endnu engang sin status, som et af Danmarks førende museer for moderne samtidskunst, ved at lancere en udstilling omkring manga. (Louisiana har faktisk før udstillet manga i forbindelse med deres udstilling om Japan i 1995.) Umiddelbart ser jeg udstillingen som en genistreg fra museumsdirektør Poul Erik Tøjners side, selvom der sikkert er mange kunstkritikere og intellektuelle rundt omkring i landet som rynker på næsen af udstillingen. De vil ganske givet mene, at manga ikke er "rigtig" (fin) kunst og for "lavkulturelt" til at blive udstillet på et kunstmuseum som Louisiana. Generelt har jeg den holdning, at enhver, som bruger ordene fin og lav i forbindelse med kultur i fuld alvor, også samtidig har indrømmet sin egen arrogance overfor sidstnævnte. En arrogance som vel og mærke udelukkende tager udgangspunkt i en subjektiv vurdering. Ifølge min egen subjektive vurdering, så er manga ofte langt større kunst end mange af de "finkulturelle" værker, der bliver solgt for flere millioner på alverdens auktionshuse. F.eks. så kan jeg tydeligt huske et bestemt moderne værk, som udelukkende bestod af et hvidt lærred med en blå firkant i midten. That’s it. Heldigvis, så hang der under værket et skilt med værkets pris, hvilket dermed gav mig en vis form for erindringsværdig oplevelse. 700.000! Desværre så viste det sig senere, at prisen ikke var en del af selve værket, men den reelle pris som museet havde betalt for værket, hvilket ledte mine tanker over på H. C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder. Derfor kan jeg ikke rigtig se, hvorfor manga per definition skulle være en lavere form for kunst end meget af det bras, der hænger rundt omkring på landets museer. Derudover så burde man måske også overveje, hvad der egentlig ligger i definitionen af moderne- og samtidskunst. For selvom manga har en 200 år gammel kulturtradition bag sig, så sætter manga for tiden sit præg på mange forskellige områder som f.eks. popkultur, film, computerspil, tøj og indretningsdesign. Derfor kan jeg heller ikke se mangaudstillingen på Louisiana som andet end endnu et positivt tegn på Louisianas fremtidige udvikling, da Arken normalt er mit foretrukne museum for moderne kunst. Til min egen store overraskelse, så er anmelderne også helt vilde med den nye mangaudstilling (hvilket man kan læse mere om her, her og her) og derfor glæder jeg mig også meget til at aflægge udstillingen et besøg indenfor den nærmeste fremtid. Udstillingen varer frem til den 8. februar.

Survival of the fittest?

Det var Herbert Spencer (og ikke Darwin) der først brugte udtrykket i bogen Principles of Biology fra 1864. Det skal dog nævnes, at han brugte udtrykket med en helt klar reference til Charles Darwins begreb om naturlig selektion. Survival of the fittest forstår mange mennesker, som et udsagn omkring de evolutionære tanker omkring naturlig selektion, hvor kun den bedst egnede overlever. Denne opfattelse stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, hvor udtrykket mere skal forstås som det, at den mest tilpassede art overlever. Eller mere præcist udtrykt, så handler det med Wikipedias ord mere om survival of the fit enough. For når man her taler om tilpasning, så handler det udelukkende om overlevelse i forhold den pågældendes arts evne til at reproducere sig selv. Dermed kan man godt glemme enhver form for idealistisk tanke omkring, hvorvidt det kun er de højst eller bedst udviklede arter som overlever. Hvis survival of the fittest skal være en beskrivelse af virkeligheden, så må udsagnet beskrive det forhold, at kun den art, der kan reproducere sig selv, overlever. Hvilket dermed også gør udtrykket til en slags tautologi: kun den art, der overlever, overlever. Mennesket er et glimrende eksempel på, hvorfor survival of the fittest ikke nødvendigvis betyder, at det kun er den bedst egnede som overlever. Hvilket disse eksempler på menneskets storhed også illustrerer meget godt:

Er filosofi lig med mange irriterende spørgsmål?

Jeg har i et stykke tid tænkt lidt over den her artikel fra the Onion: Guy In Philosophy Class Needs To Shut The Fuck Up. Selvom artiklen er meget sjovt skrevet og jeg også sagtens kan forstå problematikken, så er min første umiddelbare reaktion alligevel: hvorfor gik den fyr ikke på mit hold, da jeg var studerende? Jeg foretrækker til hver en tid folk, som konstant stiller irriterende filosofiske spørgsmål, frem for bare at terpe de filosofiske tekster med en vis kedelig ligegyldighed og manglende engagement i de filosofiske problemstillinger. Umiddelbart så syntes jeg også, at det måske er værd at overveje, hvorvidt det ikke burde være en væsentlig del af det at læse filosofi, at man også selv overvejer de forskellige filosofiske spørgsmål og diskuterer dem med andre. Så derfor bør filosofisk læsning også automatisk medføre en masse filosofiske spørgsmål – uanset om andre så finder dem irriterende eller ej.

Rihanna - for fræk og dyster til Youtube?

Egentlig så havde jeg den opfattelse, at Rihanna bare var endnu en kedelig popsanger. Hendes første album Music of the Sun virkede mest af alt som kedelig dancepop, selvom Pon de Replay da havde lidt potentiale med nogle gode beats. Rihannas næste album A Girl Like Me havde også nogle fede beats (som f.eks. SOS) og Unfaithful viste da også, at Rihanna muligvis havde lidt mere dybde. Sidste år udkom så hendes tredje album Good Girl Gone Bad, hvor jeg for alvor lagde mærke til singlen Shut Up and Drive og den lidt pudsige kærlighedsballade Hate That I Love You. Men det var først med genudgivelsen af Rihannas tredje album og singlen Disturbia, at Rihanna for alvor fangede min opmærksomhed. For Disturbia er langt fra nogen almindelig popsang og derfor er den også meget omdiskuteret på nettet. Her diskuterer folk både forskellige alternative tolkninger af sangen og selve ordet disturbia. Da disturbia ikke er noget rigtigt ord, så ser jeg umiddelbart ordet som en sammensætning af ordene suburbia og emotional disturbance. Og da Rihanna selv begynder sangen med ordene: “What's wrong with me? Why do I feel like this? I'm going crazy now” og derefter forsætter med: “Nothing heard, nothing said, Can't even speak about it, All my life out my head, Don't want to think about it, Feels like I'm going insane”. Så mener jeg, at disturbia må referere til en psykologisk tilstand. Rihanna forklarer også i sangen, hvordan den psykologiske tilstand føles: ”It's a thief in the night, To come and grab you, It can creep up inside you, And consume you, A disease of the mind, It can control you, I feel like a monster.” Desværre så fremgår det ikke særlig klart af teksten, hvilken form for psykologisk forstyrrelse Rihanna egentlig beskriver, men til gengæld så gør hun hensigten med sangen meget klar med ordene: ”I gotta get out, Or figure this shit out, It's too close for comfort”.

Derfor var jeg også meget fascineret, da videoen til Disturbia blev udgivet den. 24. juli. Ligesom Steinkog, så mener jeg nemlig også, at videoen har en fantastisk sammenhæng mellem både musik, tekst og video. Steinkog har også tidligere påpeget, hvordan videoen meget fornemt understreger tekstens betydning igennem flere forskellige visuelle virkemidler og dermed overfører stemningen til publikum. Hvilket er en enorm intens og dyster stemning som både er præget af sindsforvirring og utryghed. Den mentale sindsforvirring fremstilles meget overbevisende gennem scenografien som spiller på flere forskellige elementer fra gyserfilm. Rihannas advarsel fra slutningen af sangen: ”Put on your brake lights, We're in the city of wonder, Ain't gonna play nice, Watch out, you might just go under, Better think twice, Your train of thought will be altered, So if you must faulter, be wise.” Hvilket til sidst fører frem til Rihannas lidt truende spørgsmål: ”Am I scaring you tonight?” I videoen har man understreget det farlige aspekt ved at give Rihanna ensfarvede øjne og fremstille hende som sindssyg. Derudover viser man hende også undervejs i videoen i selskab med en fugleedderkop, hvor hun kysser en udstoppet hund og rører intimt ved en mannequindukke. En af de mest geniale ideer i videoen er den konstante fremstilling af Rihanna som værende holdt fanget. Den visuelle fremstilling af Rihannas tilfangetagen, ved enten at være bundet eller bag tremmer, virker nemlig på to vidt forskellige planer optimalt i forhold til teksten. For det første, så understreger det følelsen af den mentale sindsforvirring og for det andet, så kan man også se tilfangetagelsen som et udtryk for, at Rihanna er fanget i sin psykologiske tilstand. Rihanna bliver også flere gange i videoen løftet op af flere forskellige mennesker, hvilket også er med til at understrege følelsen af manglende kontrol. Yderligere hiver Rihanna også undervejs i en tyk tung jernkæde, som hun har omkring halsen, for visuelt at illustrere den psykologiske tilstands følelse. Derudover spiller videoen også på en lang række forskellige seksuelle undertoner, hvilket måske også er begrundelsen for, at det for tiden er svært at finde videoer med Rihanna på Youtube. Hvad folk så finder mest provokerende - det er jeg ikke helt klar over. Er det den dystre stemning eller de seksuelle undertoner? Eller evt. kombinationen? Men det er da heldigvis ikke helt umuligt at finde Disturbia videoen i superb kvalitet.

Hvorfor er udråbstegn dårlig stil?

Forleden var jeg til en konference, hvor Jakob Lindgaard (ekstern lektor, Filosofi, KU) kom med en meget interessant bemærkning omkring udråbstegn. Han hævdede nemlig, at ens brug af udråbstegn ofte hænger sammen med, hvor meget man har læst af Søren Kierkegaard. Lindgaard pointerede også yderligere, at han anså alt for mange udråbstegn som et udtryk for lidt for meget fodstampen. Her må jeg hellere for god ordens skyld nævne, at hans kritik tog udgangspunkt i hans egen brug af udråbstegn i en oversigt og dermed nok mest af alt skal ses som et forbyggende selvforsvar.

Men der står rent faktisk i den danske definition af udråbstegn på Wikipedia, at: ”Umådeholden brug af flere udråbstegn i træk anses ofte som meget dårlig stil.” Ligeledes gælder det for den engelske definition på Wikipedia: ”Overly frequent use of the exclamation mark is generally considered poor writing.” Det er naturligvis ikke en særlig heldig erkendelse, da undertegnede selv har en tendens til at bruge uhyggeligt mange udråbstegn. Men det er på den baggrund, at jeg vil hævde, at man generelt anser enhver form for brug af udråbstegn som dårlig stil. De eneste sammenhæng, hvor det er legitimt at bruge udråbstegnet er i skønlitteratur og meget useriøse sammenhæng. Hvilket vil sige sammenhæng, hvor man alligevel ikke vil gå op i stavefejl eller grammatiske fejl. Derfor har jeg også igennem årene gjort det til en fast vane, at jeg altid gennemgår min egen tekst i forhold til at minimere (eliminere) antallet af udråbstegn. Det er også ud fra den bevidsthed, at jeg aldrig skriver udråbstegn i forbindelse med officielle breve, arbejde eller lignende. Så det er rent faktisk muligt for mig at formulere en tekst uden at skulle bruge udråbstegn - selvom det langt fra falder mig naturligt!

Men hvorfor er det, at udråbstegnet bliver betragtet som dårlig stil? Umiddelbart så ligner udråbstegnet jo ethvert andet tegn som f.eks. komma og punktum, men ingen bliver provokeret, hvis man bruger dem i overdreven grad. Det skyldes måske det faktum, at udråbstegnet (modsat de to andre tegn) kan dække over en lang række forskellige følelser. Generelt bliver følelser jo anset som noget frygteligt upassende i mange forskellige sammenhæng og som noget man helst bør pakke pænt væk og kun lade komme til udtryk i de helt rette situationer og i den passende mængde. Lindgaard kaldte udråbstegnet for fodstampen. Det er egentlig en meget god illustration af udråbstegnets funktion i en tekst. For udråbstegnet er jo netop et kraftudtryk, som skal markere eller understrege betydningen og vigtigheden af de ord, som netop er blevet formuleret. Derfor skal man naturligvis heller ikke overdrive ens brug af udråbstegn i sådan en grad, at det til sidst har elimineret udråbstegnets funktion. Alt kan i sagens natur ikke være lige vigtigt. Men når det er sagt, så skal man også være opmærksom på, at kritikken af udråbstegnet ikke bliver til en slags intern sproglig jantelov. Du må ikke tro, at det, som du siger, er vigtigt. Sproglige regler bør være logisk og rationelt begrundet - ikke normativt eller æstetisk begrundet. Derfor var det måske heller ikke helt tilfældigt, at Søren Kierkegaard så stædigt fastholdte sin brug af udråbstegnet.

(Til sidst vil jeg gerne lige gøre opmærksom på et glimrende blogindlæg om Søren Kierkegaard: Sprogets svingdøre åbner både indad og udad.)