Om networking

En af mine favoritbloggere StineStregen blev forleden spurgt om, hvad networking er. Hertil svarede hun: Det er sådan noget med, at man giver hånd til nogen og siger "jeg vil gerne udnytte vores bekendtskab" - det er meget smukt. Her opsummerede Stine faktisk meget godt mit problem med networking. Jeg syntes generelt, at tanken er rædselsfuld. Jeg hader virkelig antagelsen om, at hver gang man møder nogle nye mennesker, så skulle man udelukkende gøre det for at gavne sig selv eller sin karriere. Jeg er naturligvis ikke så naiv, at jeg ikke kan forestille mig, at andre mennesker kunne tænke således, men det ligger enormt langt væk fra min egen tankegang. Og derfor hader jeg også tanken, da jeg frygter, at nogen kunne finde på at tillægge mig sådanne overvejelser. Det gør jeg, fordi jeg elsker at lære nye mennesker at kende (specielt dem, som jeg deler interesser med) hvilket jeg egentlig også finder meget naturligt. Generelt syntes jeg ikke, at der findes noget mere fascinerende end mennesker på den her klode. Intet andet kan vække min interesse i samme grad som mødet med et spændende menneske. Problemet er bare, at dette møde ikke længere er muligt, da networkingbegrebet automatisk sætter et lighedstegn imellem enhver form for interesse, som man kunne have for et andet menneske, og så det at fremme ens karrieremuligheder. Ifølge networking-tankegangen så er jeg kun interesseret i at lære en ny person at kende for at gavne mine egne karrieremuligheder. Jeg får kvalme af tanken. Specielt, fordi den eneste måde som man reelt kan slippe for denne anklage på er ved enten at blive rigtig gode venner med vedkommende eller lade være med at møde nogen som helst nye mennesker, som potentielt kunne hjælpe ens karriere. Men det virker jo også absurd, da man jo ikke kan blive bedste venner med alle de mennesker, som man møder - det er fuldkommen urealistisk. Og derfor er det vel også rimeligt nok, at man har nogle mere overfladiske relationer, som blot bygger på nogle fælles interesser – uden dette nødvendigvis skal være ensbetydende med at relationerne udelukkende består for at fremme ens karrieremuligheder. Hvad blev der af tanken omkring interessefællesskaber? Hvorfor kan man ikke længere have bekendte, som man deler interesser med? Det er ligesom, at networkingbegrebet har forvandlet den naturlige interesse, som man kan have for et andet menneske, til blot at handle om at fremme ens karriere eller egoistisk selvpromovering. Hvilket går meget imod Kants ide om, at man aldrig skal behandle en anden person blot som et middel. Det er tragisk, for dermed er det ikke længere muligt at møde et andet menneske, som man deler interesser med, på lige fod. Der vil altid være en mistanke om, hvad ens interesse i virkeligheden skyldes. Networkingbegrebet har dermed ødelagt den naturlige menneskelige interesse for et andet menneske og gjort det til en kold og kynisk profitoptimering af ens egne karrieremuligheder. Hvilket er ærgerligt, da networking jo sagtens kunne have været et begreb, der kendetegnede et smukt bekendtskab mellem mennesker med de samme interesser.

Brutal ærlig hiphop mod vold

For evigt mærket
En del af hjertet
Vil altid føles hul
Du prøver’ gemme det
Du vil glemme det
Ved at holde det skjult
Men jeg kan høre dig og forsøger bare
På at synge din blues
For du en sommerfugl, så spred dine vinger ud

Slaget rammer hendes kind, lammer hendes sind
For hun havde aldrig nogensinde troet, at han ville slå hende igen
Nu er hun paralyseret ude af stand til at reagere
Hendes mands dominans gør hende tam og dresseret
Underkuet følelsen brænder under huden
Sjælen skriger - hun er i åndeligt underskud
Knust samler hun skårene fra det krus
Han smadrede på vej ud af det her hus bygget på blues
Hun ser spørgsmålstegn i sin drengs øjne
Skal hun fortælle ham sandheden eller fylde ham med løgne
Hun gør det sidste, for det’ klart det nemmeste
Overbevist om, at drengen nok ska’ glemme det
Men forgæves hendes ansigt er alt for hævet
Og det er ikke første gang hun er blevet tævet
Men hun lader som om intet er hændt
For snart er klokken fem, så kommer han hjem igen

Chorus

Jeg har forsøgt, men nogle ting kan ik’ forklares
De skal erfares, før de åbenbares
Man må gi’ folk den tid det tar’
Før de er parate og åbne for alle de gode råd man har
Desværre er hendes selvværd bedøvet
Hun ligger ned i støvet, er usikker ked og bedrøvet
Hun har vænnet sig til at være underdanig
Hans ord smælder, når han skælder
Men hun smiler som sædvanlig
Kan gemme sit hjerte, men ikke de grå hår
Og dybe rynker der bekræfter hendes sorg
Dette spejlbillede gør hun ikke længere kan lyve
Hun må bryde skallen bruge sine vinger, så hun ka’ flyve

Bridge:
Du må ik’ gi’ op og du må ik’ sige stop
Så rejs dig blot, det går jo nok
Du må ik’ gi’ op og du må ik’ sige stop
Så rejs dig blot, det går jo nok
Du ved jo godt hvad der skal til

Hun går ikke længere i blinde nu
Er en anden kvinde nu
Med gejsten og lysten til at vinde nu
Og hun stråler, der’ ingen mand der råber
Er ik’ længere begrænset, ka’ ik’ længere bremses
Står ikke længere det samme sted, hun er kommet videre
Selvom mindet til tider stadig springer frem og bider
For hendes kamp har været stor, det har sat sine spor
Jeg er hendes førstefødte, hun er min mor!

Rap er egentlig en forkortelse af rhythm and poetry og bør derfor også altid (efter min mening) tage udgangspunkt i rapperens eget liv. Jo mere ærligt, oprigtigt og autentisk rapperen kan skrive sine tekster, jo bedre bliver de også. Det er Sommefugl et rigtigt godt eksempel på. Her formår Ataf virkelig at sætte sine rim sammen med en fantastisk brutal ærlighed. Og det var jo også netop den manglende ærlighed som Street Mass tidligere har kritiserede i Tillykk' med det, hvor han gjorte opmærksom på det latterlige ved den falske gangsterattitude blandt nogle danske rappere. Udover at Sommerfugl blev nomineret til flere forskellige priser, så skabte den også stor opmærksomhed omkring det tabubelagte emne vold i hjemmet. Her havde Atafs sang så stor gennemslagskraft, at han efterfølgende blev inviteret ind som gæst i flere forskellige debatprogrammer som f.eks. Debatten, Deadline og diverse nyhedsudsendelser. Desværre så lever resten af Atafs album Paraderne Nede ikke rigtig op til den første single, selvom jeg personligt godt kan lide hans stil i numre som Mami. Hvor han fortæller om, hvor svært det er at score den perfekte kvinde, men alligevel afslutter med ordene: ”du smiler skævt, du sætter dig lidt på tværs, bare rolig, jeg har dig for enden af næste vers”. Så det bliver spændende at høre, hvad han har at byde på, når han snart udgiver sin næste plade. Indtil videre kan man høre hans nye single Kig frem på MySpace.

Om dialog og det at flygte fra virkeligheden

Der bliver skrevet meget om dialog for tiden. Man skal være i dialog. Dialog skulle gerne være en samtale, hvor der bliver fremsat nogle forskellige synspunkter og som minimum burde føre til en bedre forståelse af den andens synspunkt. Hvis ikke, så er dialogen reelt bare en dobbelt monolog og derfor potentielt spild af tid. Dialog for dialogens skyld har ikke nogen nødvendighed – det har samtale til gengæld. Lidt ligesom Heideggers skelnen mellem tale og snak. Jeg er ofte i dialog med mange forskellige mennesker, som jeg ikke nødvendigvis har særlig meget til fælles med. Det ser jeg som noget meget positivt. For det holder mig vågen og fjerner de potentielt farlige skyklapper. Problemet er bare, at den autentiske dialog også kan ødelægge en rosenrød og forsimplet forståelse af verden. Sådan en forståelse har mange mennesker brug for at tro på, da alternativet (virkeligheden) er alt for overvældende. Det er langt mere kompliceret at have en nuanceret forståelse af verden end en forsimplet. Derfor slukker mange mennesker også for nyhederne. De slukker for virkeligheden. De vil meget hellere flygte ind i den trygge drømmeverden, hvor alt er præcist, som de ønsker. Man flygter ind i en pseudo-virkelighed af frygt for virkelighedens brutalitet. Denne flugt sker ofte gennem nogle trygge rammer, hvor alle har de samme holdninger og dermed kan bekræfte hinanden i pseudo-virkelighedens eksistens. Ethvert argument, der potentielt kunne ødelægge den fælles forestilling, bliver derfor også kategorisk afvist. Flugten er et tegn på luksus – en luksus som mange andre mennesker ikke har mulighed for. For de er konstant tvunget til at se den barske virkelighed i øjnene. Flugten må derfor også altid i en eller anden grad være et tegn på et beskyttet liv, hvor man på den ene eller den anden måde er forskånet fra nogle af livets mere barske sider. Her har drømmeverdenen den funktion, at den gør ulykke som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og vold til et fænomen, der findes andre steder - i ulandene eller USA. Ikke lige udenfor ens egen hoveddør. Pseudo-verdenen har til formål at holde den ubehagelige virkelighed på tryg afstand. Problemet er bare, at ingen kan flygte for evigt - før eller siden indhenter virkeligheden os alle. Om ikke andet så i hvert fald i små glimt. Men flugten har også sine omkostninger. Det er farligt at leve i uvirkelighed - for i længden virker det fordummende! Derfor er jeg i dialog. Ikke, fordi virkeligheden bliver skabt gennem dialog, men fordi uvirkeligheden bliver skabt gennem den manglende dialog.