mandag den 17. november 2008

Hiphop for ligestilling og personlig frihed

Selvom jeg ikke er den største fan af Outlandish, så vil jeg alligevel gerne gøre opmærksom på deres nummer Fatima's Hand fra deres første (og bedste) album Outland's Official. Det vil jeg gerne, fordi det er et fantastisk stærkt nummer, som rører mig dybt, hver gang jeg hører det. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvad der får mennesker til at udsætte hinanden for den slags ondskab – uanset hvilken dårlig undskyldning de så end bruger.



Fatima is 21.
And around here - when you’re 21,
u gotta start thinking about getting a man,
getting a son - getting it done.
Just like her mom, when she was 21.
But even though Fatima's not ready for it.
She not gonna say some.
She feels - she gotta do this for the parents,
cuz they've been on her for the last 5 years.
A lot of men from motherland came up here,
hoping she say yeah,but she ain't down.

Wants somebody, that can make her feel alive.
Chill - every time she wanna cry
- the one in a million type of guy.
But her mom keeps telling her:
"Compromise, this ain't no fairy tale my child,
do not waste your time,
u'll regret, that u didn't say yes to this guy"

Everyday is the same,
like a battlefield, she gets the blame.
Bringing shame on the family name,
just cuz the streets be babbling.
Like a Bedouin in a dessert storm,
she lays low from all their songs,
try to make'em understand,
but it's like talking to the wall.
Her desire's burning to change her ill state,
it's strange - for the first time
in a long time - she sees the light in the end!

Chorus:
She brings the pain within your brain.

Y'all don't really wanna understand her thang.
Boo, be really strong - enough to maintain,
through your bullshit - it ain't nothing but pain.
But she knows in the name of Fatimas hand,
she don't go wrong.
In the name of Fatimas hand,
she will move on.
Hey, hoping everything will be alright

I see tears in everybody's eyes.
But I don't understand why,
Mama standing in the kitchen,
preparing dinner, while she cries,
as the pain spreads inside,
cuz something that's going on,
denial of my first question,
second time got no respond.
To lose some one, that had always been there.
She always had my back,
and she always did care.

So with these lines right here,
I wanna explain, how much I love u,
no matter what u do,
I will forever stay true.
Until this day - can't nobody tear us apart.
10 years is past, but u are still living in my heart.
Truly no poetry can explain, how much I miss ya,
no matter where u are – u will always be my sister.

Chorus…

søndag den 16. november 2008

There is no such thing as a moral relativist at gunpoint

Ifølge den moralske relativisme så afspejler moralske og etiske udsagn ikke nogen form for moralsk sandhed og er dermed blot et udtryk for enten personlige individuelle præferencer eller diverse sociale, kulturelle eller historiske forhold. Dermed er det heller ikke længere muligt at vurdere, hvorvidt et etisk eller moralsk udsagn er sandt eller falsk. Og dermed giver det heller ikke længere nogen mening at tale om, hvorvidt en handling er moralsk prisværdig eller forkastelig - for der findes ikke simpelthen ikke nogen form for moralsk sandhed. Derfor kan man heller ikke ud fra et relativistisk synspunkt mene, at det skulle være moralsk forkasteligt at slå et andet menneske ihjel - for det er jo relativt. Det vil sige lige indtil, at relativisten selv bliver på truet på livet og dermed bliver tvunget til at bruge den etiske teori i praksis. Her indser de fleste relativister pludselig, at de moralske overvejelser måske alligevel ikke er så relative.

fredag den 14. november 2008

Filosofiske anekdoter

(De filosofiske anekdoter er fundet på nettet og oversat af undertegnede.)

En filosofiprofessor kommer ind til hans studerende for at give dem deres endelige eksamensopgave. Han placerer sin stol på bordet foran dem og instruerer dem derefter således: ”Brug alt, hvad I har lært i løbet af semesteret til at bevise, at den her stol IKKE eksisterer.”

Så starter prøven og alle de studerende går i gang med at skrive nogle længere udredninger i forsøget på at bevise, at stolen ikke eksisterer – undtagen en enkelt studerende. Han bruger omkring 30 sekunder på at skrive sit svar og afleverer derefter sin eksamensopgave til alle hans medstuderendes store forundring.

Tiden går og dagen kommer, hvor alle de studerende skal have deres endelige karakter. Her får den studerende, som skrev sin eksamensopgave på 30 sekunder, til alles store overraskelse den højeste karakter.

Hans svar var: Hvilken stol?


Der findes også en anden lignende historie, hvor en filosofistuderende får eksamensspørgsmålet: ”Hvad er mod?”

Herefter skriver den studerende blot: ”Det her” og afleverer opgaven.

torsdag den 6. november 2008

Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning

I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).

Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.

I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.

Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.

Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.

torsdag den 30. oktober 2008

Guide: Hvordan får man sex?

Når man taler med andre mennesker omkring det at have en blog, så er der altid et emne, som de konsekvent mener, at man ikke bør omtale på sin blog og det er sex. Så derfor må jeg naturligvis skrive et blogindlæg om sex - selvom jeg vist også før har været inden på emnet. Faktisk så er sex også et af de første spørgsmål, som man skal tage stilling til, når man vil oprette en blog på Blogger. For her kræver Blogger nemlig, at man umiddelbart tilkendegiver, hvorvidt ens blog vil komme til at indeholde et materiale, som kun er egnet for voksne. Så af hensyn til mit tidligere løfte til Blogger, så vil jeg naturligvis forsøge at holde en vis sober (kedelig) linje på min blog. Men hvordan får man sex? Selvom det langt fra er et af de mest filosofiske spørgsmål, så er det muligvis et af de mest velovervejede spørgsmål gennem menneskets historie. Så derfor kommer der her en lille guide til, hvordan man får sex:



Bemærk: Enhver upassende kommentar vil blive slettet, da jeg også er ansvarlig for kommentarernes indhold - så overvej lige, hvordan du formulerer din kommentar.

mandag den 27. oktober 2008

Uspektakulære vaner

Jeg er blevet tagget igen - denne gang af Cegebe/Christoffer, som dog er lovligt undskyldt, da han sikkert ikke ved, hvordan jeg har det med kædebreve og lignende. Reglerne er således:

Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner.
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

Jeg har desværre ikke nogen super fascinerende mærkelige vaner, men jeg kan da godt nævne et par af de mere kedelige slags:

1. Jeg fokuserer altid på de positive aspekter af livet - frem for de negative. Negative mennesker forveksler ofte denne vane med at være naiv/dum.

2. Jeg bruger enormt mange udråbstegn, når jeg skriver (specielt i breve)!

3. Hvis jeg taler med en person, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg rigtig godt kan lide, så har jeg en irriterende vane med ikke at se personen i øjnene, mens jeg taler med vedkommende. Hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt, da den manglende øjenkontakt hurtigt kan misforstås som et tegn på, at man enten lyver eller ikke er interesseret i, hvad vedkommende siger. Det problem har jeg også før omtalt i mit blogindlæg Udadvendt versus genert.

4. Jeg må næsten altid tjekke, hvorvidt jeg rent faktisk har låst døren, inden jeg tager af sted. Hvis man spekulerer lidt for meget over diverse ting, så kan det være svært at lægge mærke til diverse små detaljer, som f.eks. hvorvidt man låste døren eller bare lukkede døren. Bare for at bekræfte vanens nødvendighed, så glemte jeg faktisk også at låse døren for to-tre år siden.

5. Jeg taler, ifølge visse rare bekendte, uafbrudt – hvilket øjensynlig også kan udgøre en vane. Selvom det dog skal nævnes i mit forsvar, at de var i tvivl om, hvorvidt det nødvendigvis var en negativ vane.

6. Jeg sender ALDRIG kædebreve videre - beklager. Heldigvis, så rummer det her ingen form for ubehagelige trusler - i modsætning til de mange tons kædebreve, som diverse mennesker har sendt til mig igennem årene.

fredag den 24. oktober 2008

10.000 besøgende

Ja, jeg er godt klar over, at mange måske ikke vil anse 10.000 besøgende for særlig meget, men det gør jeg. Specielt fordi jeg igennem det sidste år har brugt nogle forskellige metoder til at holde antallet af besøgende nede på min blog. Siden dengang er der godt nok sket det uheldige, at nogle af de andre bloggere er begyndt at linke til min blog, hvilket har gjort, at jeg har måtte opgive mit projekt om få besøgende på min blog. Altså det med at være sådan lidt undergrundsagtig, men hvem ved - det kan måske igen en dag blive et realistisk projekt. Jeg har aldrig haft de store forventninger til antallet af besøgende på min blog (og det har jeg stadig ikke). Derfor var det også en stor overraskelse for mig, dengang da jeg fik min counter og opdagede, at jeg rent faktisk havde besøgende på min blog. Jeg kan stadig huske, at min første umiddelbare reaktion var: hvad mon den person laver på min blog? Herefter gik det hurtigt op for mig, at vedkommende muligvis var ved at læse et af mine blogindlæg. Hvilket straks skabte en vis bekymring over, hvad jeg egentlig havde skrevet på min blog. For jeg oprettede egentlig udelukkende bloggen for min egen skyld - da jeg elsker at skrive. Selvom jeg naturligvis godt var klar over, at der var en vis risiko for, at andre mennesker måske også ville læse mine blogindlæg – så anså jeg ikke risikoen for at være særlig stor. Herefter begik jeg den store fejltagelse, at jeg nævnte min blog overfor min familie, hvilket jeg straks fortrød. Da det føltes en anelse begrænsende at tænke på, at diverse familiemedlemmer også skulle læse med på ens blog. For ikke at nævne ens naboer, kollegaer, tidligere bekendte og andre mennesker, som man enten kender eller møder regelmæssigt i forskellige sammenhæng. Men på trods af denne ubehagelige fornemmelse af virkeligheden, så har det alligevel lykkes mig med tiden at opbygge en vis illusion om, at min blog er et helt ”privat” sted, hvor der kun kommer (mine venner og) mennesker, som jeg alligevel aldrig vil blive konfronteret med i virkeligheden. (Her må man altså forstå ordet privat, som et sted, hvor alle kan komme præcis, når de vil - man er bare ikke selv bevidst om det.) Her vil jeg da også gerne lige skrive en personlig hilsen til Pilot Per - som altid bringer min blog op som samtaleemne på de mest uventede tidspunkter til diverse middage. Når du ikke nævner det her blogindlæg Per, så vil jeg være meget mere rolig!

Til sidst, så vil jeg gerne lige takke for alle de kommentarer, som jeg har fået på min blog i løbet af det sidste år. Dem værdsætter jeg enormt meget, da det jo netop er kommentarerne som giver én et vist modspil. Kommentarer har også den positive betydning, at man generelt overvejer lidt mere nøje, hvad man egentlig skriver i sine blogindlæg og hvordan man bedst muligt kan undgå diverse misforståelser. Jeg vil også gerne takke for de mails, som jeg har modtaget igennem det sidste år både på baggrund af min blog og min webside. Dem værdsætter jeg også utroligt meget – både de søde tilbud, kommentarer og spørgsmål, som I har været så venlige at skrive til mig. Et af de emner, som jeg generelt har fået rigtig mange mails omkring, er janteloven. Hvilket er godt, da jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe enhver form for jantelov. Specielt blev jeg meget overrasket, da jeg modtog en mail fra en forfatter og bekendt til skaberen af en af jantelovene. Den mail mindede mig i høj grad om, at jeg ikke bare er moralsk ansvarlig for, hvad jeg skriver på min blog, men også er juridisk ansvarlig. Hvilket mange bloggere vist har en tendens til at glemme. (Ikke, at hverken jeg eller vedkommende havde skrevet noget negativt.) Injurielovgivningen gælder også for bloggere. Men heldigvis, så har jeg stadig ikke haft nogen negative oplevelser i forbindelse med min blog og tusind tak for det!