Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

Om det at blotte sine ord

Formuleringen stammer fra Medinas nye sang Velkommen til Medina. Her bruger Medina udtrykket i forbindelse med det at give sig hen i kærligheden til et andet menneske både med hensyn til det seksuelle og det følelsesmæssige. Men selv udenfor denne kontekst finder jeg formuleringen interessant, da den åbne og ærlige kommunikation er en af menneskets allermest intense kontaktformer. Kommunikation kan foregå på mange forskellige planer - lige fra det allermest uforståelige og indforstået til det allermest ærlige og direkte. Ofte afhænger ens kommunikation også meget af, hvor meget man stoler på sig selv og hvor stor tillid man har til det andet menneske (eller mennesker generelt). Derfor afslører ens kommunikationsform også tit, hvor meget man egentlig tør vise af sig selv eller hvor store forventninger eller tillid man har til det andet menneske. Derfor er det formodentlig også et tegn på manglende tillid, hvis man overhovedet ikke er i stand til at forelske sig. Når Medina synger: Velkommen til min verden, så er det et udtryk for den blottelse og sårbarhed, der ligger i det at turde åbne sig for et andet menneske. Man lader den anden komme ind. Og derfor vil blottelsen også altid være allermest bemærkelsesværdig i forbindelse med kærlighed og forelskelse. Da man på intet andet tidspunkt vil være lige så sårbar, som når man er forelsket. For i denne blottelse ligger der også en forventning eller en forhåbning om at kærligheden bliver gengældt, hvilket også gør blottelsen enorm storslået og smuk. Kærlighed er jo netop dette at turde give sig selv fuldt ud til et andet menneske. Det bygger i høj grad på en blind tillid, da man jo reelt aldrig vide, hvorledes den anden vil bruge (eller misbruge) ens tillid. Tilliden er også blind, fordi forelskelse jo tit har den effekt, at selv det mest rationelle menneske kan miste sin fornuft.

Man kan blotte sig selv på mange forskellige måder gennem ord – både sine holdninger og følelser. Det man blotter er naturligvis sig selv. De mennesker, som har allersværest ved at håndtere deres egne følelser, taler ofte heller ikke særlig meget om dem. Hvilket et eller andet sted måske også er meget fornuftigt, hvis det bare ikke bliver ensbetydende med, at de bliver overset eller gemt helt væk. Følelser har det bedst med at blive udtrykt. Det mener jeg ikke kan variere fra person til person, men er en væsentlig del af det at være et menneske. Hvis man er meget ærlig i sin udtryksform omkring sine følelser, så kan det også godt tit føles, som om at man bliver mere sårbar, når man giver udtryk for dem. Men med tiden lærer man at håndtere sine følelser og dermed vil det også føles som en styrke. For jo mere man udtrykker sine følelser, jo bedre forstår man også sig selv. Hvilket også øger ens selvkontrol, når man ikke længere kan blive overvældet af ens følelser og dermed bliver man også et stærkere menneske. Som Seneca har skrevet: Most powerful is he who has himself in his own power. Men hvis man aldrig blotter sig, så er der heller aldrig nogen, som kan elske en for den, som man virkelig er. Derfor implicerer enhver form for kærlighed også altid, at man tør blotte sig. Venskab såvel som kærlighed. Og derfor begynder alverdens ulykke også altid med en manglende tillid.

Sig ja til alt – eller i det mindste bare til livet!

For et stykke tid siden fik jeg endelig tid til at se Jim Carreys film Yes Man! Filmen handler om Carl Allen, der er en ensom mand med et meget lavt selvværd, som er gået helt i stå efter hans skilsmisse. Han møder ved et tilfælde en gammel ven fra gymnasiet, som overtaler ham til at deltage i selvhjælpsgruppen Yes Man. Her er det grundlæggende princip, at man skal sige ja til alle nye situationer og lægge det negative bag sig. Carl misforstår princippet og tror, at man helt bogstavelig talt skal sige ja til alt. (Hvilket naturligvis også er absurd.) Bevæbnet med sin nye indstilling til livet begynder Carls liv hurtigt (ikke særlig overraskende) at forandre sig radikalt! Jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men til gengæld vil jeg overveje det grundlæggende princip om at sige ja til alt!

Livet har ekstremt mange forskellige muligheder og jo mere man tænker over dem, jo mere absurd virker det også, at man ikke bruger flere af dem. Selvom prioritering af tid til ens arbejde, kæreste, venner, familie, interesser osv. naturligvis også kræver sit. Så er der alt for mange mennesker, der er utilfredse med deres liv – uden rigtigt at gøre noget ved det. Det virker ikke engang, som om de syntes, at det er værd at filosofere over, hvad der potentielt kunne gøre dem mere lykkelige. Selv på det område hersker der en vis dovenskab. Sådan en opgivende tankegang og tilgang til livet minder mig om et citat af den danske filosof Søren Kierkegaard: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke." Det mest mærkelige ved disse mennesker (som slet ikke gider livet, fordi de mener, at det er så kedeligt og trist) er, at de også altid er de første til at smække døren i, når en af livets mange muligheder banker på. Og samtidig med, at de knalder døren i, så spørg de ofte undrende sig selv, hvorfor der aldrig sker noget nyt eller spændende i deres liv? Ja, hvorfor mon? Det er her, hvor der virkelig er behov for at overveje - bare en gang imellem – om det ikke kunne være en god ide at bruge ordet ja lidt oftere.

Når jeg taler med folk, om det at prøve noget nyt, så får jeg ofte en fornemmelse af, at de syntes, at det er alt for besværligt at prøve noget nyt. Det kræver for meget. Ja, naturligvis kræver det noget mere end den forudsigelige hverdag. Du bliver udfordret. I det øjeblik, hvor du prøver noget nyt, så udfordrer du også dig selv ved at bevæge dig ind på et nyt og uvant territorium. Du risikerer at fejle. Det er farligt, men ikke nær så farligt, som et liv uden udfordringer. For uden nogen udfordringer i livet, der udvikler man sig heller ikke som menneske og dermed risikerer man at gå i stå som menneske. Men risikoen er en grundlæggende forudsætning for både udviklingen og spændingen. Og derfor er det også vigtigt, at man ikke altid bare siger nej. Men hvis du alligevel skulle smække med døren – så husk i det mindste, hvis skyld det er, at dit liv er så forudsigeligt. Det har du nemlig selv valgt!

Derudover er det også vigtigt at huske på, at de bedste tilbud i livet ikke altid bare hænger på træerne eller bliver præsenteret for dig som et godt tilbud med et spørgsmålstegn til sidst. Nogle gange må man også læse imellem linjerne og selv kunne se mulighederne. Mens man andre gange også selv må gøre en aktiv indsats, hvis man vil have chancen for at få dem tilbudt. Det værste, der kan overgå et menneske, er ikke at fejle eller blive til grin - for det beviser i det mindste, at man havde modet til at forsøge. Som Winston Churchill har udtrykt det: "Success is not final, failure is not fatal: it is the courage to continue that counts." Eller formuleret med Søren Kierkegaards ord: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!" Det handler heller ikke bare om at ytre det korrekte ord på det rette tidspunkt, men om at man ikke altid bare skal forholde sig passiv til livet. For modsat, hvad mange tror, så er passivitet også et valg – et indirekte fravalg af livets muligheder. Intet er blevet fortrudt mere igennem tiden end manglende handling og passivitet. Det at fejle og blive til grin er intet i forhold til fortrydelse. Om 30 år vil du ikke kunne huske nogen af de pinlige fejltagelser, som du har begået de sidste par år – kun de muligheder som du afviste uden at give en chance. Og derfor er det også altid langt mere farligt at sige nej – frem for ja. Så husk det næste gang, hvor du afviser en mulighed.

Bob It Extreme 2

Bob It Extreme 2 er en gadget eller et elektronisk spil, hvis udfordring består i, at man skal have (eller får) nogle hurtige reflekser. Bob It Extreme 2 har to spilmuligheder: FoxBop og BeBop, hvor henholdsvis en stemme eller musik fortæller dig, hvad du skal trykke på. I musikversionen BeBop er der en bestemt lyd for hver mulig bevægelse. De fem mulige bevægelser i spillet er således: Bob It, Spin It, Flick It, Twist It og Pull It, hvilket svarer til de fem forskellige dimser på Bob It Extreme 2. Spillet går så ud på, at man skal være hurtig nok til at lave den rigtige bevægelse i takt til musikken. Jo bedre man bliver, jo hurtigere går spillet også. Selvom det muligvis ser let ud i videoen, så afhænger letheden meget af, hvor gode ens reflekser og koordination er. Når man begår en fejl, er spillet slut og herefter fortæller en stemme ens highscore og giver et råd til næste gang ud fra af ens præstation. Her kan man se den i action i solo-versionen:


Man kan også spille Bob It Ekstreme 2 mod en anden person i One-on-One (hvilket man kan se her) eller mod flere i Pass It. Hvorfor Bob It Extreme 2 aldrig er blevet den nye Rubixterning, det forstår jeg simpelthen ikke - selvom det selvfølgelig godt kunne have noget at gøre med udbredelsen af konsolspil. Det er sjældent, at nogen gadget kan holde min interesse fanget i særlig langt tid, men her skiller Bob It Extreme 2 sig faktisk ud – da det både er rigtig sjovt og vanedannende. Bare se her, hvor en videoblogger fortæller, hvordan Bob It Ekstreme 2 både har ødelagt hendes liv og hendes videoblog. Jeg købte selv Bop It Extreme 2 i en gadgetbutik i London for nogle år tilbage, men jeg har efterfølgende også set den til salg herhjemme - blandt andet i Gadgets.dk-butikken i KBH. Jeg ved ikke, om det skyldes det faktum, at Bob It Extreme 2 desværre for tiden er udsolgt fra producenten eller dens store popularitet, men her har jeg fundet en video, hvor nogle unge spiller Pass It – uden nogen gadget. Derudover undrer jeg mig også over, hvorfor det elektroniske spil ifølge producenten kun er fra 8 - 99 år – hvad sker der med ens reflekser, når man fylder 100?

Test: Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?

Forleden faldt jeg over en bog på nettet med titlen Nul røvhuller-reglen med undertitlen Sådan opbygger du en civiliseret arbejdsplads – og slipper levende fra én, der ikke er det, så den måtte jeg naturligvis fare hen på det nærmeste bibliotek for at låne. (Ja, for man kan jo ikke købe alle bøger – jeg plejer at favorisere de samfundsrelevante og filosofiske af slagsen)! Da jeg helt bogstavelig talt lånte bogen på det nærmeste bibliotek (dvs. nærmest mit arbejde) så måtte jeg spørge bibliotekaren om hjælp til at oprette mig som låner. Herefter var den meget imødekommende og søde bibliotekar så venlig, at hun også ville hente bogen for mig, så hun spurgte med et smil efter bogens titel. Samtlige i køen bag mig kiggede forventningsfuldt på mig – de kunne vist ikke lige gætte, hvilken slags litteratur jeg læste. "Øh..." Her fik jeg vist sagt noget om, at bogen havde en lidt speciel titel og at hun måske hellere skulle søge efter den via forfatteren Robert I. Sutton. Så gik hun og kom tilbage med bogen, som hun rakte mig med et smil og kommentaren: "Ja, den har en lidt speciel titel"! Efter at havde lånt bogen, så afslørede indholdsfortegnelsen med det samme, at mine forventninger ikke havde været forgæves. Overskriften på første kapitel sagde det hele: Sådan gør arbejdspladsens røvhuller og derfor kender du så mange af dem! Det tegner allerede godt! (Selvom det dog bør nævnes, at de fleste af mine kollegaer heldigvis er nogle super søde mennesker.) Det er vist første gang, at jeg har set en akademisk definition af et røvhul og så er den endda trykt i en bog fra Gyldendals Business! Det er virkelig fascinerende, hvad man kan slippe af sted med, hvis man blot får det puttet det ind i den rette kontekst. Men der er helt klart også visse fordele ved at rette fokus væk fra ord som arbejdsmiljø, chikane og mobning og i stedet for rette fokus hen på de personer, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Med andre ord får man sendt aben videre til den person med problemet – nemlig røvhullet. Røvhullet er kendetegnet ved at opføre sig nedladende og arrogant uden nogen form for respekt for andre mennesker. Derudover piller røvhullet også gerne med vilje ved andre menneskers selvfølelse og selvtillid - ofte med en intention om at skade dem. Sutton skelner yderligere også mellem et røvhul og et præmierøvhul, hvor det sidstnævnte er defineret af "et konstant destruktivt adfærdsmønster, der efterlader det ene offer efter det andet med følelsen af mindreværd, af at være krænket, ydmyget, undertrykt, respektløst behandlet og tappet for energi". Herefter tilbyder Sutton også to metoder, som man kan bruge til at udpege et røvhul:

1. Test: Føler offeret sig, efter at have talt med det påståede røvhul, undertrykt, ydmyget, energiforladt eller nedgjort af vedkommende? Nærmere bestemt: Har offeret fået det dårligere med sig selv?

2. Test: Retter det påståede røvhul hellere sine giftigheder mod dem, der har mindst magt, end mod dem, som har mest magt?

Herefter udpeger Robert Sutton det beskidte dusin, hvilket er 12 almindelige dagligdags handlinger som røvhuller benytter sig af, som f.eks. personlige fornærmelser, verbale og nonverbale trusler, sarkastiske vittigheder, ”statusforringende” ritualer eller udtalelser, uforskammede afbrydelser og det at behandle folk som luft. Fælles for alle de forskellige handlinger er, at de kan give offeret en følelse af at blive angrebet og fornedret. Sutton, der også står bag bøger som Weird Ideas That Works og Dangerous Half-Truths and Total Nonsense, understreger derfor også kraftigt, at bogen ikke har til hensigt at "fremavle vatnisser uden rygrad". Hvilket i mine øjne også er en meget vigtig pointe! Sutton understreger derfor også, hvorledes konflikter og skænderier kan have sine fordele – så længe de bare ikke bliver til modbydelige personlige skænderier. Bogen er virkelig godt skrevet og fyldt med masser af gode eksempler fra dagligdagen og derfor kan den også godt anbefales, hvis man skulle have brug for (som der står på bagsiden) en "guide til at arbejde sammen med – og overleve – mobbere, fjolser, idioter, tyranner, plageånder, diktatorer, snigløbere, egoister og alle de andre røvhuller, der gør deres bedste for at få dig ned med nakken på arbejdet." Erhvervspsykolog Eva Mikkelsen har skrevet forordet til bogen, som kan købes her på Gyldendal Business.

Kunsten at kunne holde lav profil

I det sidste stykke tid har jeg forsøgt at holde en lav profil. Her skal der virkelig lægges vægt på ordet forsøgt, da det langt fra er lykkes for mig. Det er øjensynlig langt sværere at holde lav profil, end jeg umiddelbart havde regnet med. Da jeg var yngre, sagde jeg ellers ikke særlig meget. Ifølge min mor var jeg generelt så stille, at hun kunne tage mig med til undervisning på universitetet. Hvorvidt jeg lyttede eller blot fandt undervisningen kedelig – det har jeg desværre ikke nogen erindring af, men det beviser, at der trods alt var engang, hvor jeg evnede at være helt stille. Det varede desværre kun indtil, at jeg havde lært at tale - til mine folkeskole- og gymnasielæreres (senere) store fortrydelse. Derfor har jeg i de sidste mange år øvet mig på ikke altid at give udtryk for mine holdninger og nogle gange holde en lidt lavere profil. For det er jo trods alt også grænseløst kedeligt konstant at høre på sig selv og langt mere spændende og givende at høre på andre menneskers beretninger. Derudover kunne der måske også være en gavnlig effekt ved at få lidt mindre opmærksomhed. Det er her, hvor bloggen spiller en væsentlig rolle i forhold til at tale mindre. Derfor kan jeg også godt relatere til den her joke.

Da det rent faktisk sker jævnligt, at jeg ikke gider at fortælle om et emne, hvis jeg har skrevet om det på min blog. Men jeg har (som før sagt) prøvet på at holde en lidt lavere profil i det sidste stykke tid. Det absurde er bare, at samtlige af mine forsøg har resulteret i præcis det modsatte. Det begyndte med, at jeg blev spurgt (sammen med nogle andre) om en af os ville være interesseret i komme at fortælle om vores arbejde. Her besluttede jeg med det samme, at det i hvert fald ikke skulle være mig. Selvom det lyder umiskendeligt meget som noget, som jeg normalt ville få mig selv rodet ud i. Senere blev jeg spurgt lidt mere direkte. Her troede jeg egentlig, at det havde lykkes mig at tale udenom emnet på en elegant måde, men det blev senere (til min egen store overraskelse) udlagt, som om at jeg havde meldt mig selv frivilligt. Det scenarie kunne jeg ikke rigtig genkende og da det undrede (irriterede) mig en del, så spurgte jeg nogle af mine søde AC-kollegaer til råds – da de jo trods alt havde været vidner til ulykken. De grinede bare, da jeg havde fremlagt problematikken. Jeg forstår stadig ikke, hvad der var så morsomt ved situationen. Men så fik jeg en forklaring om, at det nok bare var ment som et kompliment, fordi jeg var selvskreven til rollen. Selvskreven? Hvad skal det betyde? Er det i virkeligheden ikke bare kritik i forklædning? Det var ikke just det svar, som jeg havde håbet mest på, da det jo ikke ligefrem lyder, som en person der holder lav profil. Senere skulle vi havde taget et billede til et magasin. Med føromtalte kritik i baghovedet stillede jeg mig bagerst. Det var der sikkert ikke nogen, som ville lægge mærke til - men der tog jeg fejl! Fotografen var endda også så venlig at gøre samtlige af de andre opmærksomme på min lidt diskrete placering i flokken. Herefter blev jeg straks rykket frem. Ved den næste placering lykkes det mig endnu engang at gemme mig bag et par kollegaer. Men så let skulle det ikke gå. Endnu engang blev det bemærket og med en kommentar om gentagende adfærd blev jeg (som straf?) placeret i midten helt forrest. Ja, det går virkelig godt med min plan om at holde en lav profil. Ligeledes gik det også forleden til frokost ude på mit arbejde. Jeg sagde ikke rigtig noget, men nøjes bare med at høre på mine kollegaers fortællinger. Efter godt 20 minutter udbryder en af mine søde kollegaer så pludselig: "Hva’ Louise, er du meget træt? Du har slet ikke sagt noget. Sådan plejer du da ellers ikke at være!" Herefter kiggede samtlige af mine kollegaer på mig med en blanding af forundring og bekymring - næsten ligesom, hvis jeg var alvorlig syg. Det er virkelig mærkeligt, hvordan man kan fremhæve sig selv, når man prøver på at holde lav profil. Så måske har Emily Dickinson ret, når hun skriver: Saying nothing, sometimes says the most. Desværre så fortæller folks reaktioner også en del om, hvor langt væk jeg er fra målet om at kunne holde en lav profil.

Madonnas fantastiske danceshow

Madonna gav koncert i Parken i går. Det er et halvt år siden, at jeg stod i kø for at sikre mig billetterne foran scenen og det lykkes heldigvis også med en placering godt 4 meter væk fra popdronningen. Koncerten begyndte med at trance og house dj’en Paul Oakenfold varmede publikum op med et mix af de nyeste dancehits, hvilket blandt andet inkluderede flere numre fra The Black Eyed Peas nye album The End (men desværre ikke Rock That Body) og Kelly Rowlands When Love Takes Over. Herefter måtte et tålmodigt publikum vente hele 30 minutter, før der skete noget. Men så gik showet ellers også i gang med Candy Shop, hvor et veloplagt liveband og dansere med 6 megaskærme skabte et fantastisk sceneshow. På trods af, at Madonna tydeligvis havde lagt vægten på de tempofyldte numre, så havde hun alligevel valgt at sætte tempoet ned på nogle af sangene ved at spille dem i en mere rockagtig version. Her spillede hun blandt andet et af mine favoritnumre Human Nature, hvor hun fik understreget vigtigheden af at kunne udtrykke sig selv og sine følelser med sin guitar og ordene:

…You wouldn’t let me say the words I longed to say, You didn’t want to see life through my eyes, Express yourself, don’t repress yourself, You tried to shove me back inside your narrow room, And silence me with bitterness and lies, Express yourself, don’t repress yourself... Did I say something true? Oops, I didn’t know I couldn’t talk about sex, Did I have a point of view? Oops, I didn’t know I couldn’t talk about you, What was I thinking? And I’m not sorry, It’s human nature, I'm not sorry, And I’m not your bitch, Don’t hang your shit on me…



Personligt var jeg dog ikke helt tilfreds med Madonnas sangvalg, hvilket flere anmeldere vist også følte var en anelse upersonligt og overfladisk. Den eneste bemærkelsesværdige undtagelse fra dette var hendes optræden med det fantastiske nummer Devil wouldn’t Recognize You fra Hard Candy. Herefter hyldede Madonna (som ventet) The King of Pop med en performance med uddrag fra flere af Michael Jacksons hits, hvilket fik samtlige af de 46.000 tilskuere i Danmarks nationalarena til at bryde ud i jubel. Herefter kom hun også med en sød fødselsdagshilsen til hendes søn Rocco, som fejret sin fødselsdag som tilskuer i Parken. Så selvom kritikerne måske havde ret i, at Madonna godt kunne have været lidt mere nærværende på scenen, så var det skam også stadig tydeligt fra min placering, at Madonna er et menneske af kød og blod. For som Madonna også selv sang i Frozen: You only see what your eyes want to see, How can life be what you want it to be, You’re frozen, when your heart's not open, You’re so consumed with how much you get, You waste your time with hate and regret, You’re broken, when your heart's not open…. (Her er den næsten lige så fantastiske video:)



Parkens lyd kunne desværre godt have været bedre, men Parken skal dog have ros for, at de tre billettjek samt securitytjek frem mod placeringen på inderplænen gik mirakuløst hurtigt. Madonna afsluttede hele det fantastiske show med en kavalkade af gode nye numre som 4 Minutes og Ray of Light. Hvoraf det sidste flotte sceneshow med Give It 2 Me kan ses i herunder. Derfor håber jeg også, at det passer, når Madonna synger i Like It or Not: ”This is who I am, You can like it or not, You can love me or leave me, Cause I'm never gonna stop, No no, You know”.